gave fra mine forældre

Jeg fylder 40 lige om snart - og har et halvanstrengt forhold til især min mor. De har som øvrige inviterede, der har bedt herom, fået en ønskeseddel - der er ikke specielt dyre ting på...men en masse specialudstyr til bagning som jeg bare ikke selv får købt (tærtebundsspade, tærtebagekugler etc) - men mine ønsker er ikke gode nok - hun (ikke de) vil give et smykke...og jeg har ALDRIG gået med noget af det jeg har fået fra mine forældre - har slet ikke samme smag og det hjælper ikke at udpege noget helt specielt som jeg kan lide...og ja, jeg bliver ærgerlig over at få et dyrt smykke som bare skal ligge i en skuffe især når jeg jo rent faktsik - for en gangs skyld - har gjort mig den ulejlighed/umage at skrive en ønskeseddel - men den er selvfølgelig også besværlig...der er nemlig ikke noget på, man saådan bare lige kan købe ind i stort tal (eks 12 middagstallerkener) og så bruge som gave til jul og fødselsdag til lageret er tømt..og ok - det var da de tallerkener jeg 'samler' på. men alligevel samme gave i tre år...GAB! Og svært at agere overrasket :blink: Hvorda nfinder man en grimasse, der kan passe, når man er gået ud af flinkeskolen og forsøger ikke at bruge alt for meget af det, mn lærte der?

Der er da bytte mærker på når det blir købt smykker, så ka du da bytte det til nogen du gider :) Ellers ku du jo mande dig op og sige du ikke vil ha et smykke og at du har tænkt dig at bytte det hvis du får det 40 år er vist ikke for tideligt at gro sig et par ;)

Det har jeg skam gjort i utvetydige vendinger ;-) Synes bare det er uforskammet at bede om en ønskeseddel og så sige at ønskerne ikke er gode nok! ;-D

Jo men det er det da. Men du kan jo ikke tvinge folk til at købe fra ønskesedlen :) Også selvom det vil være nemmest (, venligst og bedst) Så tror bare du må erkende at der i hvertfald vil være en gave som du skal bytte. Mine forældre gav ALTID gavekort eller penge. Jeg synes det er skridtet videre ned ad dovenskaben. Ikke engang gide at PRØVE at finde en gave så det kender jeg alt til. 'Jamen penge er da så praktisk, så kan du få lige hvad du vil have...' jaja og du behøver slet ikke at ulejlige dig. Forældre sucks :)

Syntes det kan være irriterende når folk finder på andet end det der står på ønskesedlen, der er jo faktisk en grund til at de står der, det er fordi det er det jeg mangler, også selvom dem der skal give det syntes det er kedelige gaver. Min søster har en tendens til at gå udenfor sedlen, og jo det er da fine gaver, men stadig ikke det jeg ønskede mig og tit slet ikke noget der er et substitut for det der står på sedlen...

als skrev:

Syntes det kan være irriterende når folk finder på andet end det der står på ønskesedlen, der er jo faktisk en grund til at de står der, det er fordi det er det jeg mangler, også selvom dem der skal give det syntes det er kedelige gaver. Min søster har en tendens til at gå udenfor sedlen, og jo det er da fine gaver, men stadig ikke det jeg ønskede mig og tit slet ikke noget der er et substitut for det der står på sedlen...

' Jeg synes det er dejligt at få hvad jeg ønsker mig, men endnu dejligere at få noget, jeg ikke vidste jeg ønskede mig ;-) Mine forældre køber ofte noget, der er lidt 'skævt', men det ender tit med at være de ting, jeg bliver allergladest for - men de er også givet i et forsøg på at finde det rigtige til mig, ikke for at slippe nemt om noget.

jo hvis det så er gaver man bliver super glad for, men det er det sjældent her. Og de rigtig personlige gaver har jeg fået af min kæreste.

Jeg ved aldrig rigtig hvad jeg ønsker mig, så jeg synes det er irriterende når folk beder om en ønskeliste. Det virker lidt 'bestillings-agtigt' på mig. Hvis de ikke ved hvad de skal give mig, så har jeg det fint med at få penge eller gavekort. Jeg har ikke behov for at de har brugt enorm meget tid på at købe en gave. Men jeg bliver glad hvis folk kommer til min fødselsdag eller ringer eller skriver. Faktisk er jeg lidt ligeglad med at få gaver til fødselsdag og jul, selvom jeg elsker gaver. Jeg vil gerne have dem, når folk har fundet et eller andet som de lige synes jeg manglede eller når jeg selv har hintet at jeg da godt kunne bruge en efterårsjakke eller sådan noget. Så penge er fint - så kan jeg købe det jeg pludselig opdager jeg har brug for. I virkeligheden er det lidt spøjst med gaver som voksen for hvis jeg ønsker mig noget i 'gave-størrelse' (og altså ikke en rejse til Caribien eller en ny computer) så køber jeg det jo bare. Så det virker lidt fjollet at få en bog eller en CD med mindre det er én jeg ikke kender (og derfor ikke har ønsket mig) men som nogen syntes måtte være lige mig. Bistro-bestik og håndklæder kan jeg jo bare købe hvis jeg mangler det.

kongster skrev:

I virkeligheden er det lidt spøjst med gaver som voksen for hvis jeg ønsker mig noget i 'gave-størrelse' (og altså ikke en rejse til Caribien eller en ny computer) så køber jeg det jo bare. Så det virker lidt fjollet at få en bog eller en CD med mindre det er én jeg ikke kender (og derfor ikke har ønsket mig) men som nogen syntes måtte være lige mig. Bistro-bestik og håndklæder kan jeg jo bare købe hvis jeg mangler det.

Sådan har jeg det også (når ikke lige økonomien er tynget af barsel :blush: ), faktisk kan det være næsten irriterende op til jul og fødseldag at man 'skal' holde pause og i hvert fald ikke købe det, man har skrevet på ønskesedlen :silly:

Ja, da jeg var på SU var det fint med gaver :-) Men nu synes jeg at jeg er blevet lidt for voksen til det og det gør ønskelister svære. Min far køber ofte smykker og det er jo dejligt, for dem vil jeg hellere have foræret end købe selv (og han har god smag). Og min mor køber nogle gange nogle mærkelige ting, men det er ok, for tanken er sød. Eller også køber hun luksusting, som jeg ikke lige får købt til mig selv, som sengetøj i ægyptisk bomuld, en lækker jakke, en robotstøvsuger, et par støvler (selv om jeg objektivt set ikke mangler :-) ). Sådan noget forkælelse som jeg selv kan glemme.