Opdragelse???

Det afhænger af hvad slags grænser taler vi om. Barnet må gerne gøre alt det vil og er vandt til hvis det ikke skader mit hjem og min familie. Hvis jeg ikke vil have f.eks. at mine børn spiser chokolade lige nu må barnet ikke spise chokolade foran dem. Men må gerne gå på toilettet og spise sin chokolade der :lol:

Jeg synes at du er i din gode ret til at sige fra overfor den opførsel. Når jeg har børn på besøg beder jeg dem også om at lade være med at stå i sofaerne, spise uden tallerken i sofaerne og lege med hundens seng. Hvis forældrene ikke siger noget, så må jeg jo fortælle hvad mine regler er. Har endnu ikke oplevet at forældrene tog det ilde op. Når vi passer børn er det også fuldstændig efter vores regler - f.eks. at de skal smage - også selvom deres forældre normalt ikke kører den politik.

I dag har jeg ingen problemer med det, og jeg går også gerne ind og blander mig i stridigheder mellem mine drenges klassekammerater, når jeg henter dem fra deres skole og kan se og høre, der er 'gang i den'. Men jeg kan huske, jeg havde svært ved det, da jeg ikke selv havde børn, og da vores egne var små. Fx i forhold til min venindes søn - han er tre år ældre end vores ældste - jamen, jeg var nogle gange ved at brænde sammen, fordi han var lidt voldsom ved vores datter, da hun var baby, og jeg syntes i øvrigt også, at han godt kunne lære at sige 'farvel', 'tak for gaven' osv. Det betød jo bare, at jeg også blev lidt irriteret på min veninde, fordi jeg ikke fik det ud. Det hjalp, da hun en dag sagde til mig, at jeg bare skulle sige noget til ham, hvis han gjorde noget, jeg ikke ville have. Samtidig måtte jeg efterhånden erkende, at mine forventninger til hendes søn måske indimellem oversteg det rimelige - så for mig har det nok også handlet om, at jeg er blevet mere realistisk eller mere afklaret med, hvad børn må og ikke må, kan og ikke kan, bør og ikke bør - på forskellige alderstrin. Og min veninde har jo så siden haft sine chancer til at irettesætte MINE banditter, så alt i alt er det gået lige op ;)

Hov - kom lige i tanker om: Har I ikke prøvet den modsatte situation - hvor en anden voksen har irettesat jeres barn, og I egentlig ikke syntes, det var helt rimeligt? Jeg bliver SÅ meget løvemor, når nogen irettesætter mine unger eller skælder dem ud, og jeg ikke er enig - og når jeg kan se på mit barn, at de hårde ord svider, og han/hun føler sig misforstået. Det er måske en floskel, men det gør mindst lige så ondt på mig - ofte mere, for børnene glemmer det hurtigt igen. Jeg er ekstremt tyndhudet, når det gælder 'skældud' - mit hjerte hamrer og banker, og jeg kan slet ikke tænke klart, når en voksen bruger hårde ord over for et barn. Det gør fysisk ondt - virkelig - og forresten har jeg det også sådan, når en sur mand foran bageren brokker sig/skælder mig ud, fordi jeg har ladet bilen stå i tomgang i fire minutter, mens jeg købte ind. Jeg kan blive helt forskrækket over mig selv - ellers synes jeg jo, jeg er ret hårdfør og godt kan tåle lidt 'knubs', men der er altså noget, der halter dér.

Har faktisk aldrig overværet, at der er én, der har irettesat min datter. Har hentet hende fra en legeaftale i aften, og moren sagde, at hun bare havde været så sød - og havde endda spurgt, om det var noget, hun kunne hjælpe med, da de lavede aftensmad. Så blir man da stolt som mor :P Jeg anser også mig selv som rimelig hårdfør - men der er altså også situationer, hvor jeg går i baglås, hvis jeg blir overrumblet. Når slet ikke at reagere - og det irriterer mig vildt meget bagefter :devil: Jeg går også gerne 'imellem', hvis der er optræk til noget i skolegården, når jeg henter min datter - elller en af de små fx. river en af de andre børn i håret i min søns vuggestue - det kan man da ikke bare stå og glo på. Gør det selvfølgelig på en ordentlig måde - og de store ved jo godt, når de er på afveje ;) ...har også tit rettet på andres børn i mit job som pædagog - det hører jo med :lol:

MAMMARAZZI skrev:

Har faktisk aldrig overværet, at der er én, der har irettesat min datter. Har hentet hende fra en legeaftale i aften, og moren sagde, at hun bare havde været så sød - og havde endda spurgt, om det var noget, hun kunne hjælpe med, da de lavede aftensmad. Så blir man da stolt som mor :P Jeg anser også mig selv som rimelig hårdfør - men der er altså også situationer, hvor jeg går i baglås, hvis jeg blir overrumblet. Når slet ikke at reagere - og det irriterer mig vildt meget bagefter :devil: Jeg går også gerne 'imellem', hvis der er optræk til noget i skolegården, når jeg henter min datter - elller en af de små fx. river en af de andre børn i håret i min søns vuggestue - det kan man da ikke bare stå og glo på. Gør det selvfølgelig på en ordentlig måde - og de store ved jo godt, når de er på afveje ;) ...har også tit rettet på andres børn i mit job som pædagog - det hører jo med :lol:

Mine børn er jo store - 11, 13 og 16 - så det er da hændt indimellem, at de har fået skideballer af andre, såvel fortjente som ufortjente. Heldigvis er de også enormt gode til at charmere sig ind på andre voksne, og så bliver man så glad - og andre behøver jo ikke at vide, at de kan være nogle møgunger på hjemmebane! Jeg skælder selvfølgelig også nogle gange ud på mine elever - og der er faktisk situationer, hvor det er en ren succes, hvis der kommer tårer i øjnene på 'skurken', men så skal der også meget til - typisk, at vedkommende har været modbydelig over for andre elever. Jeg kan slet ikke se mig selv undervise 'de små' i indskolingen eller på mellemtrinnet, for jeg synes, de er så små og sårbare, og jeg ville have rigtigt svært ved at 'disciplinere' dem, tror jeg.

Mit hjem = mine regler... indenfor rimelighedens grænser! Hos mig sidder man ved bordet og spiser, flyver ikke rundt i stuen med maden i den ene hånd, for at tage et eksempel! Mine grænser er rimelige synes jeg selv, og når barnet forældrenes grænse før min, går jeg selvfølgelig ikke ind og blander mig! Vil have at jeg selv, min kæreste, mine børn, mine ting, mit hjem og mine dyr bliver behandlet ordentligt og som minimum efter mine standarder - kan man ikke acceptere dette, er man ikke velkommen i mit hjem! I øvrigt tænker jeg en del over, hvordan jeg taler til andres børn (og mine egne i øvrigt)- er knap så konsekvent som jeg har været tidligere i mine udtalelser! Så ja, jeg synes du bestemt er i din gode ret til at sige fra! Det er både dine ting og tilsyneladende dig fysisk det går udover - var det venindens kæreste der havde sparket dig, havde du forhåbentlig også reageret!

Møe skrev:

Hej Hvornår blander I jer i andre folks børn (her mener jeg venners, families, legekammerater osv.), og dermed deres opdragelse?? Jeg synted det er MEGA svært - men jeg har det samtidig sådan, at når det foregår hejmme hos os, er det os som sætter grænser!! Hvis forældrenes grænser er tidligere end min, så er det forældrene som bestemmer - men hvis min er før forældrenes, så er det mig som bestemmer... Og hvis jeg/vi har børnene alene, så er det også os som bestemmer....

Det her kunne jeg selv have skrevet. Hvis man ikke må bestemmer over andres børn i sit eget hjem, hvem skal så tage voksenansvaret for dem? Så kunne man i princippet lige så godt bare sætte dem ud på gaden og lade dem passe sig selv. Jeg ville ikke have det godt med, at mine unger passede sig selv, hvis de var henne at besøge andre. Tror du ikke, at din veninde tænker på noget andet?

Charlotte d. 17. skrev:

Hov - kom lige i tanker om: Har I ikke prøvet den modsatte situation - hvor en anden voksen har irettesat jeres barn, og I egentlig ikke syntes, det var helt rimeligt?

Jeg har INTET i mod at andre irettesætter min søn - det er dog sjældent jeg oplever det... jeg syntes altid, at jeg prover at aflæse situartionen eller de mennesker vi er på besøg hos, så jeg kan nå at sige stop INDEN vi overskrider nogen grænser. Faktisk forventer jeg, at folke selv siger fra i deres hjem mv... Jeg har det på dem måde, at når vi er på besøg, så er det dem som bor det som sætter grænser, med mindre mine grænser bliver nået først.

Jeg opdrager ikke andres børn. Det syn's jeg ikke tilkommer mig. Jeg siger ikke til dem, hvordan de skal opføre sig, hvilke værdier de skal sætte højt, etc. Og jeg skælder meget sjældent ud på andres børn. Men jeg fortæller børn hvad jeg vil ha', hvad de må og ikke må i forhold til mig, i mit hjem, osv. Ikke som opdragelse, men som en simpel besked. 'Nej, du må ikke tage mere kage', 'Jeg vil ikke ha' at du slår', 'du må ikke hoppe i den sofa', 'jeg vil ikke ha' nintendo ved spisebordet'. Det er mine regler, de tager udgangspunkt i mig - ikke i barnets opdragelse. Og det er simple beskeder som ungerne uden videre kan forstå. Jeg tror man skal passe på det med opdragelse - passe på med at tænke 'det barn gør noget forkert, nu skal jeg lære det hvad der er rigtigt'. Det er meget nemmere at holde barnets opdragelse helt ude af det og bare formidle sine egne grænser og regler. Helt som man gør med voksne - 'er du sød ikke at have sko på i vores stuer'.