Opdragelse???

Hej Hvornår blander I jer i andre folks børn (her mener jeg venners, families, legekammerater osv.), og dermed deres opdragelse?? Jeg synted det er MEGA svært - men jeg har det samtidig sådan, at når det foregår hejmme hos os, er det os som sætter grænser!! Hvis forældrenes grænser er tidligere end min, så er det forældrene som bestemmer - men hvis min er før forældrenes, så er det mig som bestemmer... Og hvis jeg/vi har børnene alene, så er det også os som bestemmer.... Er det mig som er helt forkert på den??? Jeg har nemlig haft en diskussion med en veninde, som ikke syntes, det var okay jeg sagde fra i mit eget hjem, ' det er jo hendes søn' var argumentet.

Møe skrev:

Hej Hvornår blander I jer i andre folks børn (her mener jeg venners, families, legekammerater osv.), og dermed deres opdragelse?? Jeg synted det er MEGA svært - men jeg har det samtidig sådan, at når det foregår hejmme hos os, er det os som sætter grænser!! Hvis forældrenes grænser er tidligere end min, så er det forældrene som bestemmer - men hvis min er før forældrenes, så er det mig som bestemmer... Og hvis jeg/vi har børnene alene, så er det også os som bestemmer.... Er det mig som er helt forkert på den??? Jeg har nemlig haft en diskussion med en veninde, som ikke syntes, det var okay jeg sagde fra i mit eget hjem, ' det er jo hendes søn' var argumentet.

- det er jo også helt vildt svært! Men vil mene at når man er i andres hjem og deres grænser kommer før ens egne jamen så må man bide det i sig og så forklare poden senere at sådan er det altså hjemme hos dem og det er anderledes end hos os. Når det er sagt så vil jeg have det meget svært ved at en anden skælder mit barn ud - ikke irettesætter. Men hvornår det er skæld ud og hvornår det bare er 'ej hør her lille ven sådan gør vi ikke her' kan være en hårfin grænse. Så det er min mening - jeg er enig med dig! :)

Det er jo kun dig, som kender grænserne i dit eget hjem og ikke din veninde. Hvis hun syntes det er ok barnet hænger i gardinerne og du ikke gør, så mener jeg jo også, at man godt må have lov til at sige fra, det er jo trods slt dine :) Blot et eksempel. Det bliver jo det samme senere, når børnene kommer og leger uden forældre, så er det jo dig som skal sætte grænserne, så ikke helt fair af din veninde i mine øjne, men................. det er en svær størrelse, for man er jo så forskellige.

Jeg mener klart også at mit hjem mine regler. Dog kan man jo så sige det på forskellige måder til barnet, som beskrevet er der jo stor forskel på , hør her det må du ikke her eller decideret skæld ud. Kan også finde på at rette på mine nevøer hjemme ved dem selv, hvis moderen eller faderen ikke lige er i nærhede, men der kender jeg også deres grænser og ved at det vil de altså ikke have.

Hos mig er det mine regler der gælder - og de blir ikke slækket på, fordi vi har besøg af et barn, der kommer fra et hjem, hvor alt er tilladt. Hvis der er noget jeg ikke vil have, siger jeg det bare i en helt almindelig tone - og det har altid fungeret. Det kan børn sagtens finde ud af. ...men det kan jo også blive for småt. I går havde min datter en med hjem fra skole, og da vi spiste aftensmad, var veninden først færdig, og rejste sig fra bordet og gik ind i den anden stue - men kom tilbage til bordet et par minutter efter. Her har vi normalt bordskik, men jeg sagde da ikke noget, for dét mener jeg er for småt.

Jeg er med på hvad i mener.... og generelt er grænserne ret vide hjemme hos os (på den måde har vi nok et børnevenligt hjem...) Men man kravler ikke på spisebordet - og man kaster IKKE med mad... og man bider og sparker ikke - det var her det stor 'problem' var forleden (og hendes sønnen er altså 5, så....) Er det for meget at forlange? det syntes jeg faktisk ikke.

syntes klart du er i dine gode ret til at rette på børnene i det tilfælde.

Jeg mener helt klart også, at man har ret til at markere sine personlige grænser, -BÅDE hjemme og ude. Det handler jo om, at man selvfølgelig ikke siger 'du er en møgunge' eller noget i dén stil; men bare fortæller roligt, men bestemt, at: 'Jeg vil ikke have at.....'. Så 'opdrager' man jo heller ikke på andre folks børn ved at fortælle hvordan de skal opføre sig, man sætter bare en grænse for, hvad man selv vil akceptere. Så kan det være, de har lyst til at prøve deres uheldige adfærd af i andet selskab, og så må man håbe for børnene, at de møder samme modstand dér. Det gælder egentlig i alle livets forhold, ikke kun børneopdragelse, og er ikke nødvendigvis så let, som det lyder. Jeg er selv typen, der er født lidt konfliktsky, og det er ikke rart, for så bliver man nemt trådt på og ked af det, fordi folk ikke ved, hvor de egentlig har en. Så jeg har arbejdet meget med mig selv m.h.t. at lære at sige fra, og jeg synes faktisk, at jeg med årene er blevet ret god til det!! :)

Jeg mener også at der er en bagatelgrænse, men samtidig med sætter jeg også grænser for børn i mit hjem. De må ikke hoppe i sofaen, de skal vaske hænder før maden, de skal tale pænt, de skal ikke rakke ned på maden, de skal generelt behandle tingene pænt osv. Men om de spiser med fingrene eller gaflen er jeg ligeglad med. Bare de ikke kaster med maden. Og jeg beder dem ikke bære deres tallerken ud fra bordet - men bliver glad hvis de gør det. Det er helt fair at sætte grænser - også selv om forældre er til stede. Hvor mange grænser jeg sætter og hvordan afhænger også af hvor godt jeg kender barnet. Mine veninders unger ser vores hjem som deres 'andet hjem' så dem taler jeg næsten til som hvis de var mine børn. Børn fra børnehaven, som ikke har været hos os før, kan godt blive skræmte af at blive irettesat af en voksen de ikke kender så godt, så der er mine grænser ikke så skarpe

Jeg har den regel at jeg blander mig hvis det går ud over mine børn, mig selv eller mine ting. Min nevø på 4 år bander ekstremt meget og det gider vi ikke høre på at vores børn gør. Når hans forældre er der blander jeg mig ikke, men hvis jeg passer ham siger jeg at det gider jeg ikke høre på. Til mine børn fortæller jeg at sådan vil jeg ikke have de snakker, men jeg kan ikke gøre ved hvad de accepterer.