Ødelagt venskab,- kender du det?

Jeg er meget enig med de andre. Jeg ville, uanset situationen, blive voldsomt irriteret, hvis nogen sendte mig 150 sms´er og ikke opfattede, at når jeg ikke svarede på de første 10, var det nok IKKE meningen, man skulle sende mig flere, før jeg reagerede. Jeg tænker på, om det 'spidse' svar fra hendes kæreste kan skyldes, at du selv har formuleret dig lidt uheldigt eller ubetænksomt i en af sms´erne - eller bare, at de har følt, du 'møvede' dig ind ved at blive ved og ved og ved? Jeg mener bestemt ikke, du har grund til at forvente en undskyldning. Jeg ved ikke, hvordan du kommer igennem til din veninde og får talt ud, men det er givetvis klogt ikke at sende flere sms´er!

Krisnord skrev:

Naya deltog selv i min fødsel, hvor jeg fik mit første barn, jeg har en lorte fødsel, men alligevl var der plads til hende

Nå - men Naya har så haft det anderledes end dig. Synes du oprigtigt, hun 'skylder' dig en fødsel?

Charlotte d. 17. skrev:

Jeg er meget enig med de andre. Jeg ville, uanset situationen, blive voldsomt irriteret, hvis nogen sendte mig 150 sms´er og ikke opfattede, at når jeg ikke svarede på de første 10, var det nok IKKE meningen, man skulle sende mig flere, før jeg reagerede. Jeg tænker på, om det 'spidse' svar fra hendes kæreste kan skyldes, at du selv har formuleret dig lidt uheldigt eller ubetænksomt i en af sms´erne - eller bare, at de har følt, du 'møvede' dig ind ved at blive ved og ved og ved? Jeg mener bestemt ikke, du har grund til at forvente en undskyldning. Jeg ved ikke, hvordan du kommer igennem til din veninde og får talt ud, men det er givetvis klogt ikke at sende flere sms´er!

Jeg er også enig med de svar du har fået. Giv din veninde tid, sæt dig ned og skriv et 'rigtigt' brev og send det med en fin buket blomster. Din veninde vil nok sætte mere pris på at du har gjort dig umage med at skrive et brev. Sms'er bliver hurtigt meget upersonlige. :)

Jeg må også lige knytte en kommentar. Er helt enig i at du nok har kvalt din veninde og hendes mand lidt i forløbet med graviditeten m.m. Du har jo gjort i bedste tro, men måske har din veninde bare ikke kunnet lide at sige stop. Og det er da dejligt for dem at manden alligevel gerne vil være med. Når det så er sagt kan jeg godt forstå du synes det er en mærkelig måde at droppe kontakten på og det kunne jo være værd at finde ud af om det er din veninde selv der vil have fred eller om manden er den der 'bestemmer' det. Men ja, du kan ikke gøre så meget hvis de vil være for sig selv - så må du finde på noget andet at lave. :)

Jeg kan faktisk godt forstå at du føler dig lettere 'røvrendt' og jeg synes også at du burde få en undskyldning for det sure svar du fik om at stikke en finger i jorden. Ærlig talt, når man aftaler at man skal deltage i fødslen, er der som støtte i hele forløbet, støtter yderligere op efter at terminen er overskredet OG: man på intet tidspunkt har fået at vide at aftalen ikke længere er gældende, så er det da klart at man ikke ligefrem forventer at få en spand mug i hovedet, når man forhører sig når man ikke har hørt noget i et døgn. Man har jo sat sit liv på standby for at kunne overholde aftalen.

Kan ikke se hvordan en 'pause' kan ødelægge jere venskab. Det er da kun godt at have noget nyt at bidrage med, når så i mødes. Husk lige at det er hendes mand og ikke dig hun har fået barn med! Når man er gravid og hele møllen kører, kan man også have svært ved at sige nej tak, hvis det er ved at blive for meget. (eks: du var med til min fødsel, så skal jeg vel også med til din?, selvom hun måske mest af alt bare gerne vil være sammen med barnets far, og der er faderen nødt til at melde fra på hendes vegne) Til gengæld synes jeg ikke du skal lade et så langt venskab gå til spilde over et nej tak. Så hvis jeg var dig ville jeg bikse aftensmad sammen og tage det med til din veninde. Og har hun gæster, er træt eller bare gerne vil være i fred, afleverer du maden og siger hun må ringe når hun er klar. Hvis hun viste depressive tendenser før fødslen, kunne det jo være hun har det ad H til, og ikke kan overskue mere end sig selv og sit barn lige nu. Min egen bedste veninde og jeg lavede en aftale om ikke at besøge hinanden på sygehus og være en af de sidste der besøgte hinanden til baby-kig. For os har det været at udvise den dybeste respekt for hinandens liv. Der er rigelig med venner og familier der kommer uanmeldt, og har forventninger om man vil bruge 4 stive timer, med en unge i patten, sammen med dem.

Jeg synes du skal give hende tid - masser af tid.. Det er en intens oplevelse, at få et barn, og det kræver for nogle, at der er ro til at bearbejde alle indtrykkene, og komme ind i den nye familie. Da jeg fik nr 2, blev jeg bombarderet med telefonopringninger og sms'er - jeg var/er alene, så der var kun mig til både at passe begge mine børn og telefon. Jeg priorterede, at mine børn var vigtigst!!! Folk blev ved og ved og ved, hvis jeg ikke tog den ene telefon, ringede de på den anden - til sidst slukkede jeg for dem, for at være i fred. Alle begyndte så at bekymre sig om, om jeg havde en fødselsdepression og alt muligt andet - det havde jeg ikke, jeg ville bare gerne være i fred. Da der var kommet ro omkring det hele, begyndte jeg at ringe rundt til alle. ...selvom de fik en forklaring, var der nogle, der ikke syntes det var ok - deres behov for at tale med mig, var vigtigere en hvordan jeg priorterede tingene.

Helt enig med Mammarazzi... at få et barn er ligesom en lifescrisis... altså sådan set. Og man skal ligesom komme over det største...

dittelouisea@hotmail.com skrev:

Min egen bedste veninde og jeg lavede en aftale om ikke at besøge hinanden på sygehus og være en af de sidste der besøgte hinanden til baby-kig. For os har det været at udvise den dybeste respekt for hinandens liv. Der er rigelig med venner og familier der kommer uanmeldt, og har forventninger om man vil bruge 4 stive timer, med en unge i patten, sammen med dem.

Præcis! - jeg gør selv en dyd ud af IKKE af overrende nybagte forældre, men netop vente til de igen har tid og en lille smule overskud efter de MANGE og udmattende familie- og vennebesøg... det er meget hyggeligere for dem og os... Jeg kan dog godt forstå du undrer dig, når det var aftalt at du skulle inddages så meget, men jeg ville til gengæld også føle mig TOTALT omklamret hvis jeg var din veninde...måske har hun ikke kunnet sige fra undervejs og det derfor er løbet løbsk for hende, eller hun har ændret mening...? Under alle omstændigheder ville jeg ALDRIG selv bombardere hende på den måde med sms'er og da slet ikke afskrive hende. Måske har hun haft en helt forfærdelig fødsel og har brug for RO og hendes mand (og ikke dig selvom I er tætte). Som en anden foreslår, synes jeg st det er en god idé at sende en buket og en KORT men sød hilsen (uden pres mellem linierne)...så er det op til hende at invitere når hun har overskud til det. - Og hvis hun har en fødselsdepression kan det godt vare laaaang tid (nej ikke 14 dage...½ år eller længere!)

Jeg kan sagtens forstå, du er skuffet. Du har handlet ud fra en god tro om, at du gjorde alt godt og har absolut ikke villet være til gene for nogen som helst. Du har fået et trælst svar - de kunne godt have svaret dig pænere og alligevel være kommet frem med budskabet. Hvad der er sket, kan du alligevel ikke ændre på... uanset, om du har været for anmassende eller ej, så var jeg dig, ville jeg vente og se tiden an. Du kan næsten ikke gøre andet. Din veninde er muligvis under pres fra sin kæreste, som muligvis har sat hende stolen for døren. Det ved vi ikke. Det eneste, du kan gøre er at vente og se, om ikke din veninde melder sig hos dig igen.