Hmmm...
Jeg synes også det lugter hen af en fødselsreaktion.
Min egen kæreste opførte sig heller ikke særlig pænt over for vores søn (han var ikke et uheld). En dag var han ved at vride armen af ham, fordi han var helt besat af at vores søn skulle have en bestemt jakke på, som viste sig at være for lille. Først da jeg halvvejs råbte ind i hovedet på ham at han skulle stoppe gav han slip på vores dreng. Min kæreste havde en efterfødselsreaktion.
Vores dreng er i dag 3 år. Vi har snakket sammen rigtigt mange gange (over 300 timer). Det har været ekstremt hårdt, men i dag tager min kæreste sig af vores dreng. Det begyndte han på efter at jeg smed ham ud dengang vores søn var 6 mdr. 4 dage senere kom han tilbage og sagde at han gerne ville sin søn. Derfor er vi sammen igen i dag.
Det er helvede på jord, at bo sammen med sådan en mand - aggressiviteten kan jeg kun nikke genkendende til.
Det som i dag fylder mest i mit hoved er: Hvorfor?
I dag ved jeg at svaret skal findes i min kærestes opvækst. Ingen af hans forældre har været der for ham, og han har fået verbal tæsk af sin mor - og faren har ikke sagt fra! Jeg tror det er svært at være far/mor, hvis man har et problematisk forhold til sin egen far/mor, for så bliver man konfronteret med denne kendsgerning hver gang man selv forsøger at forholde sig til det at være far/mor.
Der er mange kampe i livet og denne her er en af de rigtigt hårde af dem.
P.S Forstår ikke hvad du er flov over. Lyder ikke til at du gør noget galt - og manden er du ikke ansvarlig for.
Anmeld
