Aggressiv/hidsig far - hjælp søges

Vi er flere - desværre! Min historie er også lang og kompliceret og endnu ikke afsluttet, men det vigtigste er at du tænker på din søn. Har du kigget på hvordan han reagerer på sin fars agressive adfærd? Min søn bliver f.eks. ekstra svær at putte, når han bliver utryg, hvilket han gør når jeg bliver utryg eller er ekstra påvirket af situationen med min mand. Jeg opdagede heldigvis tidligt, at der var noget galt. Min mand som ellers ikke har agressive tendenser begyndte at kaste med barnets dyne efter bare et skrig og en aften med en ordentlig skrigetur (1 time - det er jo ingenting! Vores dreng er nem)smadrede han sin mobiltelefon og kastede med bøger. Jeg fik ikke meget hjælp med vores barn, da han var lille, men min mand klarede da opvasken og vasketøjet, men han fik det gradvist værre i forhold til vores søn, ville slet ikke være sammen med ham og kunne til sidst heller ikke klare det praktiske. Det viste sig senere, at han har en fødselsdepression, som han nu er i behandling for. Om han bliver rask og kommmer hjem ved vi ikke. Min mand flyttede da vores søn var ca. 4 mdr (en uge før jul - skide fedt!)og drengen er i dag 7,5 mdr. Det er hårdt at være alene, men man kan klare det, og bare det at utrygheden forsvinder er en velsignelse og giver større overskud! Jeg fik min søn i dagpleje da han var 6 mdr. og han hygger sig dernede, imens får jeg skrevet opgave (er studerende) og gjort lidt rent, så jeg har tid til ham, når han kommer hjem. Jeg ser sådan på det, at når jeg har klaret de første (og hårdeste) måneder 'alene', så kan jeg også klare det fremover, så er det bare ensomheden om aftenen, der er træls! Vi søgte hjælp allerede to måneder efter fødslen hos et akut team for psykiske lidelser, de mente ikke min mand havde en psykisk lidelse, men han fik det jo bare værre og værre og først to måneder senere da vi opsøgte egen læge blev vi taget seriøst og min mand kom i behandling. Jeg kan ikke fortælle dig, hvad du skal gøre, men vil råde dig til at tænke på hvad der er bedst for din søn. Som du selv siger er du en intelligent kvinde, så du skal nok kunne klare dig! Jeg har stort glæde af mit bagland - familie, venner - både til samtale og aflastning. Det må du da også have brug for! Derudover får jeg hjælp fra Familiehuset, eller hvad de nu hedder, som er en form for familierådgivning - det må de også have i din kommune. I forhold til samkvem, som jeg kan se på de andre indlæg er det store problem for enlige mødre, så er jeg i den heldige situation at min mand slet ikke kan holde ud at være sammen med vores søn og altså ikke ønsker samkvem. Jeg har dog taget forbehold for, hvis det skulle ske og indsamlet beviser på hans opførsel, så det ikke bare er påstand mod påstand hvis vi ender i retten. Håber du får styr på situationen.

Hejsa... Jeg måtte lige oprette mig som bruger, for at sige til dig at jeg udmærket godt forstår hvad du går igennem.. Det virker utroligt nemt at sige 'jamen så forlad ham', 'jeg havde ikke tøvet 2 sekunder' osv, men det er altså ikke lige nemt når man står midt i det.. Som du nok kan regne ud, så oplever jeg noget lign. herhjemme. jeg/vi har en søn som lige et blevet et år, og vi har haft noget af et forløb med for tidlig fødsel, kolik osv. Oveni dette så har min kæreste depression og har haft det meget længe. Den er kun blevet værre... jeg har stået for stort set alt det praktiske, og er selv endt i en form for fødselsdepression... Det var kæresten som fik trukket mig ned, for det eneste som har holdt mig oppe er min søn... Men det jeg/vi har gjort er at henvende os til lægen og kommunen for at få noget hjælp. Vi har haft en familiebehandler inde over, og jeg er lige startet til psykolog (meget flot at man skulle vente 9 måneder fra den første henvendelse). Min kæreste får ENDNU ikke nogen hjælp, men han er dog begyndt at forstå hvor svært det har været for mig. Det jeg vil sige med det er at du er velkommen til at skrive privat til mig (hvis man kan det herinde, er jo sprit ny) ;-) Men ellers, henvend dig til kommunen/sundhedsplejesken og sig det som det er. Det er ikke fedt at stå med, og for fanden jeg flover mig da også.. Men det andet hjælper hverken dig, dit barn eller din kæreste.. tværtimod, så kan han trække dig ned i et stort hul. jeg bider mærke i det en af de andre skriver - med efterfødselsreaktion, og det blandet med det faktum at jeres lille dreng ikke just var planlagt, har nok sat noget i gang hos ham... afmagthed måske, hvis han ikke var klar?? Anyways, jeg opfordrer dig ikke til at forlade ham, men få snakket med ham, og sig at han skal få noget hjælp, til at tackle det hele. Ellers går det ud over hans familie - og det ønsker han næppe... Qnuzz

Det kan man. Klik på brugerens profilnavn og så på profilen er der en grå bjælke i toppen. Vælg beskeder...send email :)

KaLee skrev:

Det jeg vil sige med det er at du er velkommen til at skrive privat til mig (hvis man kan det herinde, er jo sprit ny) ;-)

Synes det er et flot tilbud du giver - fint at du tænker på, at det er hende der må skrive til dig. Det er jo ikke sikkert, at hendes mand ved, at hun har vendt det herinde. Måske han ville blive sur, hvis der pludselig dukkede mails op??? Der er jo nogle, der flittigt tjekker andres post :angry:

Har været lidt det samme igennem, men min mand har faktisk altid været temmelig temperamentfuld. Inden jeg fødte lavede vi den aftale at hvis jeg sagde 'timeout' til ham, måtte han stoppe med hvad han nu var i færd med og gå en tur udenfor og først komme ind når han var kølet ned, for dengang havde vi allerede to hunde som var skræmt fra vid og sans når han 'gik i gang'. Og den regel fungerer faktisk fint, men man er nødt til at kunne sætte sig ned og få det snakket ordentligt igennem først, så det ikke går hen og bliver noget man bruger mod hindanden, og der heller ikke hersker tvivl om vigtigheden af 'reglen'. Endvidere har vi aftalt at smutter den bare én gang med at respektere time-out'en så er det direkte ned til en psykolog, for så er der jo åbenbart noget der er galt, udover stress, træthed, temperament etc. Og dette har han accepteret-ellers er jeg long-gone. Men har prøvet at stå på stikker, fordi jeg har kunnet høre han begynder at hæve stemmen, hvis bebsen ikke lige ville spise eller lign. -> 'TIME-OUT'. Ps. Det hjalp rigtig meget at vi fik en weekend, hvor vi tog til fest, og lå i sengen med tømmermænd og junkfood og var vores 'gamle jeg'er'. Der fik vi gnisten tilbage, for den var sgu smuttet et sted. Men kan ikke føle at man har lyst til at bruge resten af livet med nogen, hvis man er utryg ved dem. Og INGEN kan tænde på en mand der opfører sig voldsomt omkring en baby. Hvad du gør er kun op til dig. Men Jeg var glad for at jeg gav det en chance, men havde også på forhånd gjort op med mig selv at hvis ikke dette duede, så var det skilsmisse. Pas på du ikke bliver en af dem der giver en sidste chance, og en sidste chance og en sidste... Kærlig hilsen Ditte pps. undskylder på forhånd indlægget blev så langt :)

dittelouisea@hotmail.com skrev:

Inden jeg fødte lavede vi den aftale at hvis jeg sagde 'timeout' til ham, måtte han stoppe med hvad han nu var i færd med og gå en tur udenfor og først komme ind når han var kølet ned, for dengang havde vi allerede to hunde som var skræmt fra vid og sans når han 'gik i gang'.

Det lyder som en vildt god idé at du kan sende ham ud når det bliver for vildt. Det må også være en god måde at hjælpe ham på ;) Er sikker på at mændene heller ikke synes det er sjovt.

Er enig med Signe i, at det er en god idé, MEN tænker ikke det løser hans temperaments-problemer???

Nu kommer det et indlæg som nogle måske vil tolke som lettere muggen Flere af jer som har gennemlevet lignede eller lever i det, skriver at det er nemt for os at sige bar forlad ham Ja det er det , men der heller ikke nogen som har lovet jer det skulle være nemt I er nødt til at tage ansvar for det lille liv i har sat til verden og det er sgu ikke godt for noget barn at opvokse i den slags der Det bærer man præg af i sit voksen liv også Det ka jeg da snakke med om hvis nogen Jeg er selv opvokset i et hjem hvor far bankende mor og råben og skrigen og slagsmål og med tiden begyndte han også at slå os Mor var så snot hamrende dum at hun tog ham til nåde igen og igen , og gæt engang hvem der har betalt den dyre pris for det ? Nemlig os børn Ting eskalere, og ved at i blir og intet gør siger i jo at det er ok at han opfører sig sådan Tænk jer meget godt om Børn har ikke selv valgt at blive født og derfor er det jeres ansvar at sørge for deres liv blir godt , at de kommer til at leve trygt og hvad det ellers indebære

Er fuldstændig enig med dig Soap - så jeg synes bestemt ikke du er muggen. Jeg ved lige præcis, hvad du taler om - er også opvokset med vold.. Selvom det er 'hundrede år siden nu', og min far forlængst er død og borte, præger det stadig familien.. Hvad der helt nøjagtigt foregik, ved jeg stadig ikke - det er ikke til at gennemskue med et barns øje.. Min bror 'fik lært', hvordan man behandler andre - han runder 40 i år, og er toptunet egoist - min mor er alkoholiker... Har mødt mange, det har sagt, at man ikke kan blive ved med, at give fortiden skylden for alting - men den programmerer altså et barn til noget, som er meget svært, at omprogrammere som voksen.. Netop af disse grunde er jeg single mor... Det har jeg det fint med - det er jo bedre end...

MAMMARAZZI skrev:

Har mødt mange, det har sagt, at man ikke kan blive ved med, at give fortiden skylden for alting - men den programmerer altså et barn til noget, som er meget svært, at omprogrammere som voksen..

Synes godt man give give fortiden skylden for mange ting, men kunsten er jo at opdage de 'dårlige vaner/mønstre' og så ændre dem, for man KAN ændre sin nutid og fremtid... hvis man vil!!!!