Aggressiv/hidsig far - hjælp søges

Jeg skriver her da jeg har brug for andres mening om min situation... da jeg efterhånden er begyndt at tvivle på mig selv. Jeg er en kvinde på 35 år med en dejlig dreng på 10 mdr. Jeg bor sammen med min kæreste og faren til mit barn, men alting er ikke helt så lyserødt som jeg kunne ønske. For at forklarer hvad der rør sig i store træk og for at historien ikke bliver for lang. Jeg blev gravid ved et uheld og min kæreste ville ikke have barnet, da vi ikke havde været sammen mere end 1½ år. Jeg kunne dog ikke få mig selv til at få en abort og ville have barnet. Efter nogle måneders betænkningstid ombestemte min kæreste sig og han ville gerne have barnet og glæede sig til det. Under graviditeten så jeg dog nogle sider af ham som jeg bestemt ikke brød mig om. Jeg oplevede at komme hjem en dag efter en kort gå tur, hvor han havde smadret et mindre fjernsyn, fordi han mente at katten havde irriteret ham. Da vi så fik vores lille søn blev det endnu værre. Mens han var helt lille og vi begge ikke fik meget søvn oplevede jeg at han smed med en playstation i aggresion og han havde tendens til at hidse sig op over de mindste ting. Min kæreste havde endvidre svært ved at give vores lille dreng tøj på og en nat oplevede jeg at han gjorde tegn til at rive vore 1 mdr. gammel søns tøj i stykker fordi han ikke kunne finde ud af at tage det af ham.... jeg blev rædselsslagen og sagde at det måtte han ikke og jeg fik derefter verbalt høvl. Da jeg dage efter konfronterede ham med dette sagde han at han selvfølgelig var ked af det og at han ikke havde kunnet finde på at gøre det. Men jeg har alligevel senere fundet et par ødelagte bukser ( fordi han lige skulle udvide dem) og til tider slår han knytnæven i dørkarmen og står og hidser sig op... Desuden kan han have dage hvor han bander meget, selv mens han sidder med vores dreng, hvilket jeg synes er rigtig ubehageligt og utrygt. Situationen har givet det udfald at jeg har taget drengen 100% i de timer han har været vågen om natten( selvom faren havde barsel) af frygt for at han skulle blive mere hidsig pga manglende søvn. Desuden føler jeg at jeg har stået meget alene med pasningen af barnet og vi har ikke været fælles om projektet på samme måde som jeg troede at forældre er. Så jeg kan slet ikke se fordan det skulle hænge sammen hvis vi skulle have et barn mere, hvilket man jo gerne vil. Min kæreste er ellers ofte sød og hjælpsom, ikke den mest kærlige kæreste, men jeg kan stole på ham hvilket tidlige tiltalte mig. Jeg er slev en intelligent kvinde med en vidergående uddannelse og jeg har aldrig oplevet noget ligende !! I min familie er jeg ikke vant til at man opfører sig sådan og jeg føler faktisk at jeg har mistet de fleste følelser jeg havde for ham pga. dette. Jeg har dog samtidig dårlig samvittighed over mine manglende følelser, da det jo ikke er altid han opfører sig på denne måde men at det kun sker lejlighedsvist, men man føler bare man aldrig ved hvornår man kan forvente denne utiltalende opførsel ... Jeg tror desværre at både ham, min familie og hans familie vil være uforstående over for problemet, men jeg er bange for at jeg ikke kan leve med et menneske som har opført sig sådan, trods det at han prøver at beherske sig så tror jeg bare ikke det er godt nok. Hvad mener I ? -er jeg helt galt på den når han nu også kan være rar ved siden af alt dette, men er det nok? Er der andre som har prøvet noget ligende, at skulle forlade en mand så kort tid efter at man fik et barn ? og hvad mener I mandlige læsere ? Håber jeg kan få nogle meninger på banen, da jeg faktisk er for flov til at fortælle venner og famile om problemet Kh. fra mig

Rent personlig ville jeg ikke have betænkt mig 2 sek om at forlade sådan en mand. Det er jo skrækkeligt at man kan være sådan. Og som du selv siger burde man jo være to om barnet. Man kan altid komme med den med at du skal snakke med ham og sådan, men kender en mand af samme type og de ændrer sig altså bare ikke. Tænk hvis han en dag skulle komme til at gøre barnet noget? Altså det kunne han jo nok ikke finde på sådan direkte, men tænk hvis jeres barn kom kravlende lige der hvor han kyler mikroovnen hen?? Kan slet ikke forstå du overhovedet kan overveje et barn mere med ham. Når man hører om sådan nogle mænd er de godt nok søde meget af tiden - men det er bare ikke NOK. Du må også tænke på dit barns ve og vel nu, ikke kun dig selv. Håber for dig at du finder en løsning, ingen fortjener sådan noget. Kram.

Ja, jeg er ikke et sekund i tvivl om, at jeg ville være så utryg i et forhold til en mand, der opfører sig som din, at jeg ikke turde blive i det forhold med min baby. Nu er det jo ikke godt at vide, om din kæreste har været sådan aggressiv altid - men bare har holdt det godt skjult for dig, mens I 'bare' var kærester. Eller om aggressiviteten er steget, fordi I er blevet forældre. Sidstnævnte kunne tale for, at det også 'går over' igen, når der kommer ro igen i familien - måske er det en form for fødselsreaktion? Men jeg synes, at du så hurtigt som muligt må få dig en snak med din kæreste om, hvad der foregår - og få professionel hjælp til det. Du må gøre ham det helt klart, at du ikke kan leve med truslen om hans aggressive opførsel - men at du selvfølgelig gerne vil støtte ham, mens han arbejder sig gennem de problemer, der ligger til grund for han aggressivitet. Jeg ved ikke noget om, hvordan det er at være alene med en baby - men jeg kan umuligt forestille mig, at det er værre end det du oplever nu!

Hejsa Sikke da en suppedas Du skriver flere ting jeg hæfter mig ved : At du ikk længere har følelser for ham som i starten , at du er utryg Jeg havde ikke tænkt 2 sek på at flytte fra sådan en mand , du aner jo ikke hvor du har ham henne af i længden Du kan ikke , burde i hvert fald ikke efterlade jeres barn hos ham med den opførsel og når han alligevel ikke kan være behjælpelig på den front og du ingen følelser har for ham burde svaret været nemt Personligt ville jeg ikke turde bo med sådan en mand af frygt for hvornår temperamentet rendte af med ham Prøv tænk når jeres barn når trods alderen , puuuhaaa Jeg tænker forlad ham eller pause Det kunne jo være at en pause i jeres forhold ville hjælpe på mange ting, og at han fik sig taget sammen til at få sig noget hjælp så han senere hen måske ku blive en bedre mand , måske ikke for dig men så for en anden og ikke mindst en bedre far for jeres barn

Jeg synes, at det lyder som en rigtig svær sitation du er i. Jeg kan godt forstå at du er utryg ved din kærestes opførsel - det ville jeg også være. Jeg vil ikke opfordre dig til at forlade ham - det er helt op til dig selv. Det lyder som om det er det du har mest lyst til, og hvis det er rigtigt, så synes jeg ikke, at du skal blive hos ham, bare fordi det er pinligt at fortælle familie og venner. Men det er da værd at overveje hvad Johannamor skriver - måske er det en efterfødselsreaktion - og hvis det ikke er, så kan det måske alligevel bearbejdes og ændres. Det er kun dig selv der ved hvor utryg du er ved ham - og hvor stor 'fare' dit barn potentielt er i - vælg udfra det.

http://voresborn.dk/images/fbfiles/images/mistick_iagree-20100406.gif

Er enig med de andre. Håber du finder den rigtige løsning :unsure:

Jeg synes det lyder som om, at han har nogle gevaldige 'indre' problemer at slås med... kan genkende nogle af tingene fra min far da han drak (han er tidligere alkoholiker, men ædru nu på 4. år)! Siger ikke han drikker eller misbruger andre ting, men man kan godt have mønstrerne alligevel! Kan godt forstå du har svært ved at have følelser for en mand, som du samtidig er bange for/utryg ved - omvendt er det også svært bare at flytte, for et eller andet sted løser det jo ikke problemet! .. og ville du turde aflevere jeres fælles barn hos ham en hel weekend f.eks.?? Min søster har været selv med sin søn siden han blev født og begge har klaret det ganske udemærket - min nevø er 8 nu, så det KAN lade sig gøre!! Tænker I har brug for noget hjælp udefra, evt. fra en familieterapeut?? Er for meget at stå med selv, specielt når det allerede er så langt ude, at han ligefrem smadrer ting, når noget går ham på! KAN du tale med ham om hvordan du har det i forhold til hans 'anfald'??? Håber du finder en løsning, der passer jer alle!!!

Jeg ville helt klart smutte. Så hårdt er det ikke at være alene om det. Jeg var alene med min søn fra fødslen til han var 7 år og han er vist rimelig normal ;) Der er altså også nogle fordele ved kun at være to. Der er ikke så mange at tage hensyn til og får du lyst til at besøge nogle eller shoppe kl 17 er det dig frit for. Jeg savner nogen gange at der ikke er nogle der forventer at man spiser aftensmad sammen og den kæmpe frihed man har som enlig mor. Til gengæld savner jeg ikke de dage hvor man bare er rigtig træt eller den dårlige økonomi (jeg var studerende da jeg var alene).

Jeg kan heller ikke fortælle dig, hvad du skal gøre, men jeg vil fortælle noget om mig selv - så må du se, om du kan bruge det til noget.. Jeg er alene med en pige på 8 år og en dreng på knap et år. Min datters far og jeg var enige om, at få et barn, men så snart jeg blev gravid, ændrede han sig - fra at være sød, rar, forstående, romantisk osv., tog han mig for givet, og opførte sig som det passede ham. Allerede under graviditeten holdt vi en pause, hvor han 'så lyset', og lovede guld og grønne skove. Det gik slet ikke, så 2 mdr. efter fødslen flyttede han. Det var rart at der blev fred og ro i huset, så jeg kunne bruge al min energi, på at være en god mor - og ikke hele tiden skulle være ked, skuffet eller sur. Men det var hårdt, når han skulle have samvær med hende. Da hun var så lille, havde han samvær med hende hos mig (tiden blev brugt til at skændes med mig, og hvis jeg forlod huset, rodede han i mine ting, og kiggede i mine papirer). Det var også hårdt, da hun blev gammel nok, til at han kunne have hende hjemme hos sig selv. Han passede hende ikke ordentligt - hun fik ikke mad nok, ikke skiftet ble osv. Noget du må tage med i dine overvejelser, er altså samværet - for så længe der ikke er sket noget alvorligt/kriminelt har han jo ret til samvær. Prøv eventuelt at tale med en familieterapeut eller sagsbehandler - mener det hedder Statsforvaltningen (tidligere Statsamtet). Hun er som sagt 8 nu, så nu kan hun selv sørge for noget at spise, børste tænder osv. Hun er sådan set glad nok for ham - men efter en weekend har hun fået rigeligt. Han bruger det meste af natten på net-poker, og sover så om dagen.. Spændende(?)! Da jeg blev gravid med min søn, var det en stor overraskelse (nogle kalder det uheld)... Det var en jeg fjollede lidt rundt med, og jeg blev gravid efter 5 dage :blush: Da jeg var et par uger henne i graviditeten, ringede han, og meddelte, at han ikke var klar til et fast forhold og krævede, at jeg fik det fjernet.. Det ville jeg aldrig kunne gøre, hvilket jeg sagde til ham - han sagde, at han ikke ville have med 'det' at gøre, og jeg har hverken set eller hørt fra ham siden. Jeg har to dejlige, glade og velfungerende børn - ja det er altså ikke kun mig der siger det :laugh: Indrømmet, det kan til tider være hårdt at være single mor - men man kan gå i seng hver aften uden at være ked af det, bange, bekymret osv. ... og der er aldrig ufred, ballade, skænderier og frygt for, hvornår 'helvede pludselig bryder løs'. Det blev lidt halvlangt - håber mine erfaringer kan være dig til lidt hjælp.. Pas på dig selv og jeres barn...