Uansvarlig å akseptere dette?

Vi er et ektepar tidlig i 40-årene, med to gutter født hhv 1997 og 2001. Driver egen virksomhet (lite AS, 5 personer, inkl oss selv) og har en utmerket – veldig utmerket – økonomi i dag. Målet vårt er en oppdragelse klart preget av nøkternhet/edruelighet i pengeveien. Omtenksom og forsiktig pengebruk, men uten noe preg av gjerrighet (nærighed). Det samme ønsker vi skal prege vårt eget liv. Målet vårt er at guttene – på «overordnet nivå» – ikke skal oppleve «har mer enn vanlig i venneflokken». Helst skal de ligge i nederste halvdel i et overflodssamfunn som vårt, men vi vil unngå, så langt det står i vår makt, at de opplever å være den som «har mindre enn ALLE andre». Igjen «på overordnet nivå», i enkeltsaker kan de så gjerne være den som har minst. Eller mest. Vi er veldig klare på at kjøp alltid skal gjøres fordi man har klart behov selv, aldri fordi «alle andre har» «Behov» definerer vi langt videre enn «for å klare seg» man har da f eks null behov for fotoutstyr til nær NOK 4 000. Vi mener eldste har slikt behov, for å kunne videreutvikle en ønsket ferdighet innen et område han svært klart har anlegg/interesse for. Guttene er svært arbeidssomme i dag, både på skolen, hjemme og til dels i virksomheten vår. Nå har de, sammen med eldsteguttens bestevenn, fullført et stykke arbeid i virksomheten, fullt tilfredsstillende, og skal ha sin avtalte lønn for det. Vi har «innarbeidet praksis» for hvordan lønn fra bedriften brukes/fordeles, og nå skal NOK 3 250 (eldste)/NOK 2 500 (yngste) inn på bankkontoen som er øremerket «bruk som du vil, til noe som gir langvarig glede». Her står det fra tidligere arbeid i bedriften igjen et restbeløp på ca NOK 500 for eldste og ca NOK 1 100 for yngste, så de kan altså i alt i bruke ca NOK 3 750 ogNOK 3 600. «Som du vil» er LITT begrenset, vi skal alltid si «OK» før et kjøp gjøres (har ingen butikker av interesse for dem nærmeste 11 – 12 km, så vi må normalt bistå med litt praktisk hjelp før en handel kan gjøres, signere bankuttaket må vi jo også...). Vi har lagt oss på følgende linje her: «Alt er OK som ikke enten er farlig/ulovlig/helseskadelig/uetisk eller som minst to av tre normale voksne vil si er jevngodt med å kaste pengene på havet». Ingenting av det de har foreslått tidligere har vi vært i nærheten av å avvise, derimot har vi hatt noen samtaler (i fred og fordragelighet!) rundt «hva er behovet ditt» og «hva er passe beløp til dette». (Om det skulle være av betydning: Nye oppgaver er avtalt, det vil med sikkerhet gi nytt påfyll på firesifret nivå på denne bankkontoen 1.8.. Det kan (50/50?) også bli annet arbeid som gir påfyll av noen hundrelapper før. Kjenner jeg tingene rett, har guttene også en hundrelapp eller to i «ledige oppsparte lommepenger», men her har jeg ingen oversikt.) Nå står (hold deg fast!) KORNETTER på ønskelisten hos begge. Begge kan spille det «litt» (les: helt, helt enkle stykker, fullt gjenkjennelig, men slett ikke «pent»). Kunsten har de lært ved besøk hos farfar, som selv spiller kornett. Han bor 5 – 6 timer, borte, så vi snakker ikke akkurat om daglige besøk. De spiller ellers munnspill, blokkfløyte, og orgel. Blokkfløytespill (helst på et halvødelagt «instrument» som kostet 30 – 40 kr som nytt) er norsk skoles svøpe, men de er selv langt forbi det «yl-og-pip-stadiet» flertallet av norske skoleelever aldri kommer forbi. Derfor har de også skikkelige fløyter (ca 500 NOK) og liker å spille. Det samme har de hva gjelder munnspill. Orgelet er derimot litt dårligere, et el-orgel fra rundt 1980. Her er ikke interessen deres like stor heller, men orgelet brukes nok også litt hver uke. Opplæringen har vi selv stått for (+ skolen litt for blokkfløyte – kanskje....), noen opplæring utover det har de ikke. Selv er ektefellen og jeg på nivå «til husbruk og for gode venner», ektefellen på munnspill/orgel, jeg selv på blokkfløyte/orgel. Messingblåseinstrument spiller ingen av oss, men i frikirken vi tilhører har vi en liten ungdomsmessingblåsegruppe» på fire entusiastiske undommer i alderen 13 – 19 som ledes av en kyndig og myndig dirigent på rundt de 50. Bestevennen spiller her, og her har eldste lyst til å begynne så snart han aldersmessig kan (til høsten). Vi har bedt dirigenten gi en vurdering av dem begge ut fra et prøvespill. Hans konklusjon er veldig positiv for begge (for yngste så positiv at han har tilbudt 10 – 15 kostnadsfrie timer, men påpeker at disse må tas «as is», han er ikke særlig vant til å arbeide med så unge). Begge er velkomne til å delta på øvingskvelder når som helst, yngste om han selv trives og ikke oppfører seg på en måte som gjør ungdommene misfornøyd. Eldste er velkommen som medlem fra skolestart etter sommerferien (da fyller han regler mht alder), men må akseptere «litt ekstra ferdighetstrening» noen måneder, noe han er helt innstilt på selv. Instrumentanbefalingen hans er klart noen kornetter til ca NOK 3 500/stk, men han påpeker at en type til ca NOK 2 000/stk «kan fungere – en stund». Kontingenten i gruppen er en bagatell, NOK 100/år. Støy knyttet til øvelsesaktivitet er ikke problem, vi har kjellerstue, 30 – 40 m til nærmeste nabo, og guttene er jevnlig hjemme alene. Så langt, så godt: Alt skulle altså ligge helt til rette for å si «kjøp gjerne kornetter». Men: I Norge har vi en institusjon som heter «skolekorps» ved omtrent alle skoler (skolen har ingenting med driften å gjøre, men elevene i et skolekorps kommer normalt fra en og samme skole, skolen låner oftest også ut klasseværelser til øvingslokale, samt oppbevarer utstyr). Vi regner institusjonen som noe landet kan være stolt av, og vet at en del messingblåsere med nasjonalsanger og «Gammel Jegermarsj» som spesialfelt er uunnværlig del av god norsk feiring av grunnlovsdagen vår (som FEIRES i Norge, fra kl 0600 til langt på ettermiddagen, ved alle skoler, av 98 % av stedets befolkning, alle som ikke MÅ være på arbeid har fri). Imidlertid er vi langt fra like stolt av vårt lokale korps, her er det flere sider ved kulturen (les: til dels mangel på sådan) vi ikke liker: Grådighetskultur blant de involverte (voksne leder an, de unge tar etter), både på korpsets og egne vegne, fokus på enkeltprestasjoner mye mer enn helhet og samhold, aksept i praksis av likegyldighet og at øvingskveldene av en (hel) del brukes mer til ugagn (uartigheter) enn det de skal brukes til, generelt mangel på etiske holdninger - «den gode hensikt helliger ethvert middel». Ut fra dette har vi hittil frarådet guttene å begynne i skolekorpset. Vi følger den linje når det gjelder fritidsaktiviteter at vi har en (kort) «nei-liste», ellers avgjør de selv. Vi anbefaler/fraråder, og vil si «nok nå», om det skulle bli for mange aktiviteter. Økonomisk eller tidsmessig. Vi ville også tatt guttene bort fra en hobby dersom vi forstod at deres vilje til innsats her ikke holdt mål. Ferdigheter har vi derimot et veldig avslappet forhold til for hobbyaktiviteter, her er det trivsel som er avgjørende (derimot skal man vurdere HVOR man bør delta, noe blir galt om man f eks deltar i et kor hvor koret har klart høyere ønske om/mer avslappet forhold til ferdighet enn en selv, uten at verken en selv eller koret «gjør feil» av den grunn). Problemstillingen er følgende: I et skolekorps kan man få sin opplæring mot en kontingent på 300 - 400 NOK/skoleår, man trenger ikke kjøpe instrument selv. Da kan vi kanskje si at å velge en løsning som krever at man kjøper sitt eget instrument nå ER jevngodt med å kaste penger på havet? Yngste er ellers i ideell alder for å starte i et skolekorps eldste er «vel gammel», men helt sikkert velkommen. Guttene er også temmelig aktive ellers, på programmet står fiske, foto, sangkor (hver 2. uke) speidergruppe (hver 2. uke), bibelgruppe (hver uke), svømming (skolebasseng, 2 x/uke, sammen med oss), tegning, lesing mm. Alt utføres imidlertid med liv og lyst. Det går ikke utover lek/uformelt samvær med venner, heller ikke skole-/hjemmeplikter eller det vi mener er en minimumsinnsats i virksomheten vår (her yter det det dobbelte, minst). Det som «lider» er TV, DVD-filmer og PC-spill, som de sjelden og aldri har (les: tar seg) tid til. Derfor har vi hittil ikke sett noen grunn til å si «nok nå» pga tiden. Heller ikke snakker vi her om kostbart, muligens med unntak av utstyret. «Driftsutgiftene» for eldste i 2009 var ca 2 400 NOK, for yngste var de det halve (begge opplyst av dem selv, ingenting gir grunn til å tvile på tallet, men de betaler alt av ukepengene, så jeg har ingen totaloversikt, selv om jeg ser to – tre regninger i posten for hver årlig). Foto står for tredelen av summen for eldste. Vi har sett saken slik: Kommer driftutgiftene opp i NOK 3 500 – 3 600/år for eldste er inne for en (grundig) samtale rundt «prioriteringer», inntil da er det fritt valg økonomisk. Summen pr i dag er tross alt mindre enn enkelte betaler for EN aktivitet, og utstyret er 90 % enten helt normale (økonomisk) jule-/fødselsdagsgaver eller kjøpt for egne inntekter, slik kornettene nå evt blir. Vi føler ikke selv at dette bryter med de «overordnede mål» jeg nevnte i innledningen, men vil gjerne høre andres synspunkter – det er lett å bli hjemmeblind! Så hva mener andre? BLIR dette, når man har en skolekorpsinstitusjon som hos oss, å kaste penger på havet? Blir det å legge opp til en praksis som bryter med det målet vi har for oppdragelsen jeg nevnte i starten? Blir det å tillate flere aktiviteteter enn sunt er? Eller er det bare å si «Helt OK, vi bestiller instrumenter før vi tar påskeferie»? I tilfelle det siste, bør vi si «Helt OK, velg instrumentet du vil», eller bør vi ta en diskusjon rundt om et instrument til ca NOK 2 000 dekker behovet? (Eldste er her veldig klar på at «dirigenten vet best, jeg vil høre på ham og kjøpe det dyreste». Det betyr at om vi ikke har et GODT argument for noe annet, vil nok gutten adlyde en direkte ordre fra oss om rimeligere kjøp, men veldig tydelig gi uttrykk for at han slett ikke er fornøyd med tingenens tilstand – han har vilje nok , og er slett ikke den viljeløse roboten enkelte her ved nettstedet visst ser for seg. :) Yngste har ikke sagt noe direkte, men vi vet han oftest er veldig opptatt av å ha «som storebror» når noe litt kostbart skal kjøpes. Han vet imidlertid også hva penger er verdt.) Vi har lovet guttene et svar omgående etter middag (kl 1600) mandag, så jeg trenger synspunktene før det.

Jeg synes, du skal overveje de råd og hentydninger, andre har givet dig, om at skrive kortere og mere konkret. Du behøver ikke begynde ved 'Adam og Eva' hver gang - jeres alder, indtægt, grundlæggende principper for børneopdragelse, forskellen på andre norske musikkorps og jeres lokale osv. osv. At du skriver på et andet sprog er ikke et problem, men det er virkelig, virkelig svært at nå frem til pointen i dine indlæg. Og dette kommer altså fra en, der selv har svært ved at fatte sig i korthed på skrift - men ærligt talt: Når jeg skriver om tunge og komplicerede problemstillinger, der virkelig går mig på, og hvor baggrunden er meget væsentlig - så sætter jeg min lid til mine meddebattørers tålmodighed. Når der er tale om emner af mindre betydning, gør jeg det kort. Jeg tror, du risikerer at blive 'overhørt' herinde, hvis du ikke skruer ned. Husk også, at vi ikke er så mange endda herinde, så det er næppe nødvendigt med den store præsentation hver gang.

Til det spørgsmål, du rejser, vil jeg sige, at jeg på ingen måde kan tage stilling til, om dine børn skal købe kornetter eller ej. Hvis mine børn havde så stort et beløb penge til rådighed, ville jeg klart sige 'Go for it!'. Hvis de blev trætte af instrumentet, og det viste sig at være spild af penge, ville jeg opfatte det som om, de var blevet en erfaring rigere. Jeg forstår så ikke dine restriktioner: '«Alt er OK (som ikke enten er farlig/ulovlig/helseskadelig/uetisk eller) som minst to av tre normale voksne vil si er jevngodt med å kaste pengene på havet». Hvem er 'normale' voksne? Hvem afgør, hvem der er normale voksne? Hvordan kan voksne sætte sig ind i, hvad der er 'strengt nødvendigt' at eje for halvstore børn - jeg kan da komme i tanker om masser af ting, som jeg syntes var spild af penge, men som børnene var ovenud lykkelige for: Pokemonkort - underlige plasticfigurer - rædsler til 'pynt' på værelset - Bratz - pc-spil, som jeg ikke fatter en dyt af - og så videre og så videre. Nu flyver min datters penge af sted til hairextensions, grimme sko, kunstige negle, toppe, som er magen til dem, hun har 14 af i forvejen - men det er hendes penge, og hvis hun laver fejlkøb, så lærer hun nok også noget af det. Mine børn har bestemt ikke haft mange penge at gøre med, men det er DERES penge. Jeg kan sige min mening om deres indkøb, men jeg laver IKKE opinionsundersøgelser blandt voksne, før jeg giver dem lov til at købe noget. Skulle jeg endelig spørge nogen, ville jeg gå til børnenes kammerater eller mine elever og høre, om den ønskede ting er pengene værd. Det er dem, der er eksperterne.

Meget enig m Charlotte. Vi kender dig nu og ved godt hvor gamle dine unger er etc. :-) Og mht til kornetterne - jeg ville altid vælge at købe et kvalitetsinstrument, da dårligt udstyr giver færre success oplevelser og hæmmer lysten til at lære. At de selv er villige til at give mange penge for instrumenterne viser at de virkelig ønsker dem, så jeg ville klart give lov. Min datter spiller klaver og har SÅ meget glæde af det. Hvis hun ønskede klaver på værelset og var villig til at betale for det ville jeg synes det var fint (omend unødvendigt, da vi jo har et fint klaver i stuen hun kan spille på)

Charlotte d. 17. skrev:

Jeg synes, du skal overveje de råd og hentydninger, andre har givet dig, om at skrive kortere og mere konkret. Du behøver ikke begynde ved 'Adam og Eva' hver gang - jeres alder, indtægt, grundlæggende principper for børneopdragelse, forskellen på andre norske musikkorps og jeres lokale osv. osv. At du skriver på et andet sprog er ikke et problem, men det er virkelig, virkelig svært at nå frem til pointen i dine indlæg. Jeg tror, du risikerer at blive 'overhørt' herinde, hvis du ikke skruer ned. Husk også, at vi ikke er så mange endda herinde, så det er næppe nødvendigt med den store præsentation hver gang.

Enig! Dine indlæg er meget lange at komme igennem - så lange at jeg tit springer hele afsnit over. Jeg føler mig helt træt og gider dårligt at tage stilling til dit spørgsmål. Og dog - lad dog drengene gøre som de vil. Selvom bandet ikke helt lever op til jeres etiske standarder, så lad dem gå der hvis de har mest lyst til det. Og hvis de hellere vil købe instrumenter selv og få anden undervisning, så lad dem det. Det er jo ikke atomfysik det drejer sig om, men en hobby. Og herregud - instrumenterne kan vel sælges brugt, hvis de senere springer fra.

Ærlig talt, så bør I lade jeres børn modnes til en selvstændig holdning og vurdering af den verden de lever i. Det virker som om der ikke er så megen anden 'musik' i deres liv, end den pibe I som forældre spiller på.

Tiltror du slet ikke dine børn evnen til at tænke selv? Har du tænkt dig osse at drive mikro-management når de engang skal vælge kærester, stifte familier, flytte hjemmefra, osv? Det er jo for pokker deres penge. Hvordan skal de nogen siden lærer bare en lille smule af den der ansvarlighed, du siger du sætter så højt, når du vil styre alting, og alting skal vendes og drejes efter, hvad der nu er fornuftige og ikke grådig og hvad ved jeg? Dine børn lærer intet, absolut intet som helst, af alle de tanker du gør dig, eller af at du siger nej og har 117 gode, voksne grunde til at sige nej. De lærer derimod måske noget af at bruge deres egne penge på det de gerne selv vil - og så måske senere fortryde. Du tænker alt, alt for meget. Få nu fat i dine følelser og din intuition - og stol på, at dine børn kan det samme.

Jeg forstår så ikke dine restriktioner: '«Alt er OK (som ikke enten er farlig/ulovlig/helseskadelig/uetisk eller) som minst to av tre normale voksne vil si er jevngodt med å kaste pengene på havet». Hvem er 'normale' voksne? Hvem afgør, hvem der er normale voksne?

Og hvorfor skal man være så skide normal? Er det godt? Bliver man mere lykkelig når man er lige som alle andre? Hvorfor al den fornuft? Fornuft er fint til de store linier, men rigtig mange af de vigtige ting i livet - de ting der for alvor gør livet vær at leve - er ikke spor fornuftige. Kærlighed, fx. Der er sikkert nogen (mange?) der syn's det er spild af penge af have 5 komplette udgaver af Nibelungens Ring (Wagner), eller tre cykler. Og hvad så? Jeg er glad for mine, og jeg har betalt med mine egne penge. De ting har værdi for mig - og så er det altså helt, helt uden betydning, hvad 'to av tre normale voksne' mener. Gi nu slip og lad dine børn leve livet.

Hvis normal er at være som alle andre så er vi pænt meget unormale her i huset :laugh: :laugh: Og det har vi det dejligt med ;) ORG : Jeg syns du burde have lidt mere tiltro til dine drenge, og tiltro til at hvis de kvajer sig så lære de af det :)

Jeg bliver simpelt hen så ked af det, hver gang jeg læser et indlæg fra dig. Jeg synes, det er enormt synd for jeres børn, at I - sådan som jeg læser det - aldrig forfalder til spontaniteten. Alt er plantlagt ud i mindste detaljer, og jeg er virkeligt bekymret for, hvordan jeres børn skal lære at være ansvarlige, når I forældre allerede på forhånd har taget alle beslutninger og planlagt alt på deres vegne. Hvorfor ikke bare købe de kornetter, og så se, om det virker? Tag nogle chancer og tag resultatet som en oplevelse. Ikke for at male fanden på væggen, men med jeres måde at håndtere diverse problemer på, risikerer I at fremelske to børn, der enten kommer til at leve på jeres neurotiske forhold til alt - eller nogle børn, der på et tidspunkt laver oprør og bliver jeres diametrale modsætninger. Undskyld, at jeg skriver det her, men det bliver jeg altså nødt til. I kan ikke styre jeres børn på samme måde som jeres virksomhed. Der skal være en glæde ved at tage nogle chancer og springe ud på det dybe vand engang imellem.