HJÆLP.... mig af med min dårlige samvittighed!!!!

Nu kan ting så også blive for psykologiske ;)

JA! Jeg synes det handler om mavefornemmelse. Jeg kender godt fornemmelsen af ikke at have lyst til at aflevere barnet, fordi jeg ikke er sikker på at svigermor er i stand til at passe optimalt. Har dog snakket med min svigermor om det og det har hjulpet. Mine unger har overnattet hos hende siden de var helt små og som regel er det gået fint. Nogle gange har jeg lige måttet markere at jeg ikke synes det er ok at de spiser slik dagen lang (det er blevet ændret) eller er oppe til kl 23 (det er - næsten - blevet ændret). Til gengæld ser jeg gennem fingre med at de er møgbeskidte og har uglet hår når de kommer hjem. Det kan vaskes væk og de har ikke lidt nød, men er glade. Så din dårlige samvittighed handler vel om at aflevere hos svigermor og ikke om at du skal være alene? Ungerne er jo ligeglade om du skal arbejde, ligge i badekarret, spise romantisk middag med kæresten eller hvad du nu skal. For dem er dagene hos svigermor vel de samme uanset hvad du skal? Så enten er det forsvarligt og dejligt at blive passet af farmor eller også er det ikke. Uanset hvad du har tænkt dig at bruge weekenden til

Er tilsyneladende ikke enig i børnepsykologi... godt jeg 'nøjes' med at arbejde med de voksne af slagsen i hvert fald, for jeg har brug for at være væk fra mine børn ind imellem (os fra min kæreste i øvrigt;)) :ohmy: Kongster, du har ret (i hvert fald i min verden), øglerne er jo skide ligeglade med hvad jeg laver... har faktisk ikke tænkt så'n over det! Har talt med min svigermor om det tidligere, men har efterflg. ikke haft mulighed for at 'afprøve' om det virkede, da de ikke har passet dem siden - er sikker på, at de ikke ligefrem tager skade... måske det bare handler om, at jeg synes min mor gør det bedst og derfor gerne vil have det er hos mormor og morfar de blir passet - iflg. min egen u-videnskabelige undersøgelser, tror jeg mange har det sådan med deres egne mødre kontra svigermødre :dry: Jeg er klar over ikke alle er enige i hvordan, hvor meget og hvornår man skal være sammen med sine børn, men er glad for at høre, at andre også er ca. samme mening som mig - og jeg dermed er blevet bekræftet i, at mine drenge nok skal overleve weekenden og få en glad (og meget REN) mor tilbage på søndag :cheer:

Det der børnepsykologi hopper jeg ikke på. Min helt klare mening er også at man godt kan tænke på sine egne behov - også selvom man har børn. Mit liv skal ikke stå fuldstændig på standby i de 35 år jeg kommer til at have hjemmeboende børn (puhaa det lyder voldsomt :laugh: ). Jeg har også nogle behov og ønsker og engang imellem tilsidesætter jeg mine børn til fordel for min kæreste eller mig selv. Det har jeg slet ikke dårlig samvittighed over. Jeg skal også have plads som menneske og vi skal have plads som par :kiss: Børn skal heller ikke opdrages med forældre der ofrer alt for dem - det kan da umuligt være sundt. Mine børn må gerne vide at der også er ting jeg gerne vil. Herudover skal siges at størstedelen af vores tid jo selvfølgelig går med vores børn og vores dagligdag, men nogle gange om året er det altså ikke sådan hos os.

Johannamor skrev:

En børnepsykologisk grundregel om hvor længe man kan være væk fra sine børn siger 1 år - 1 dag, 2 år - 2 dage, 3 år... Ifølge den grundregel, som jeg tror på, strammer I alstå skruen en smule...

... er efter nogle samtaler med kæreste m.m. lige nødt til at høre - hvad hvis man er 'delebarn' og er ved sin mor/far f.eks. 9/5, 7/7 eller hver 2. weekend?!?! Altså gælder det både mor & far man ikke må være væk fra længere end 1 år = 1 dag osv.... ... og sidst, men ikke mindst, HVAD sker der ved at man er væk længere tid fra sit barn?

Der sker ikke noget. Man tror, ved at lave undersøgelser og statistikker, at de bliver fortabt på et eller andet område, fordi mor har været sig selv alene et par gange om året. Men det kan ikke bevises, da man ikke kan tale med 9 måneder gamle babyer, velsagtens ;)

Da jeg blev født havde min mor 10 ugers barsel. Så der var man også væk fra sine forældre - og sammenlagt endnu mere. Jeg tror altså ikke jeg har taget skade. Eller måske er det derfor jeg er som jeg er :laugh:

Jep. Min mor havde 6 uger og så startede jeg i vuggestue. Men ja - det kunne måske forklare en del? ;-)

Små børn kan ikke overskue tid. Når man går fra sin knapt 1 år gamle pode i vuggestuen kan barnet have svært ved at overskue, når mor siger 'jeg kommer tilbage efter dig i eftermiddag' - der er en ukendt evighed til i eftermiddag. Indtil barnet har fået opbygget trygge relationer til de voksne i vuggestuen føler det sig altså alene og forladt, fordi den trygge base er væk. Som barnet vokser op kan det overskue længere og længere tid - og derfor kan det klare at undvære den trygge base i længere og længere tid. Vores personlighed dannes af den måde, vi interagerer med andre mennesker. Og naturligvis er vi som mennesker anderledes i det nuværende danske samfund, end mennesker, der voksede op i storfamilier i gamle dages bondesamfund, hvor mor, far og bedsteforældre var indenfor rækkevidde men også på arbejde samtidigt, og hvor børneflokken passede sig selv. Og vores børn er anderledes end moderne kinesiske babyer, der som enebørn er familiens centrum i endnu højere grad end børn herhjemme. Så for mig at se giver det ikke mening at snakke om, hvilken 'skade' det gør, at vi afleverer vores babyer i vuggestue, rejser fra vores 2-årige i en uge eller gør børnene til delebørn. Det giver derimod i høj grad mening at snakke om, hvordan det påvirker dem. Familielivet er et kompromis mellem de forskellige familiemedlemmers behov. Det er så de voksnes opgave at vægte behovene. Og for mig at se har det intet at gøre med at miste sin selvstændighed som menneske, at man venter med at være et døgn væk fra sit barn, indtil barnet er fyldt et år - eller venter med at tage på kæresteweekend, til barnet er to eller tre år. Selvfølgelig er det ok, at mor tager på arbejdsrejse til Kina i en uge - så skal far bare være hjemme hos ungerne (og mor skal være indstillet på, at hun ikke nødvendigvis er populær, når hun kommer hjem). Og selvfølgelig skal mor og far gøre ting hver især eller sammen - indenfor de rammer, som barnet kan overskue. Det må gælde om at give sine børn den tryghed, de har brug for - indenfor de rammer, som der nu er. Ingen tvivl om, at børn har bedst af at vokse op i trygge familieforhold med mor og far - men selvfølgelig skal vi både have lov til at arbejde og at gå fra en mand, vi slet ikke kan med. Vi skal bare lære at sætte børnenes behov lige så højt som vores egne!

Mine børn har et ret nært forhold til deres bedsteforældre selvom vi ikke lige bor sammen, og jeg er overbevist om at de ikke er utrygge ved at være hos dem. Det med at sætte børnenes behov ligeså højt som ens egne kan man vist roligt sige at folk gør. De glemmer nok nærmere sig selv og deres partner. For os er det vigtigt at have tid til hinanden uden børn. Jeg mener også det er medvirkende til at holde vores forhold ved lige - og det er vel bedre at blive passet et par weekender om året end at blive skilsmissebarn? Så sort / hvidt er det selvfølgelig ikke, men jeg er overbevist om at det er vigtigt at finde tid hvor man kan fokusere på hinanden. Jeg har ikke lyst til aldrig at kunne være alene med min mand, gå ud og spise :uhm: og i biffen og den slags eller bare ligge i sengen hele dagen og spise pizza :kiss: