Hvorfor få et barn?

Stine, det er kun 2 timer du har været på.... og jeg har ikke været på nettet i en halv dag (!!). Det kan godt være det din kæreste siger... når man får et barn, så er man noget i de andres øjne.... Altså kommer barnet til verden, hvornår begynder det at gå, at snakke.... konfirmation... hvornår skal ungen giftes (eller være i et forhold)... hvornår får I børn? Hvorfor har I ikke børn endnu? Hvorfor vælger I, ikke at få et barn? Og når man får et barn.... hvornår får I nr. 2 osv. Måske er det at blive forældre, en del af éns identitet.... man bliver voksen, på en anden måde. Knus

StineM skrev:

Jeg er overrasket over, at der ikke er nogen der skriver: Fordi det er en pligt! Så måske betyder det der med at føre generne videre ikke så meget igen...

læste faktisk dit indlæg forkert... altså, som det var en pligt at svare :silly:

StineM skrev:

Jeg er overrasket over, at der ikke er nogen der skriver: Fordi det er en pligt!

Jeg synes da, at det ville være tragisk hvis nogen fik børn af pligt. Børn må da have det bedre et sted hvor de er ønsket, fremfor et sted hvor de er en pligt - det minder lidt for meget om arbejde.... Er det mon din holdning, eller er du bare overrasket over, at der ikke er nogen der har angivet denne grund?

Enig med 'Spunken' (eller dens mor) - faktisk har jeg endog meget stor respekt for dem, der bevidst vælger IKKE at få børn. Jeg synes slet, slet ikke, det er noget, man 'bare skal' - og jeg bliver tosset, når min bevidst barnløse veninde igen-igen beretter om sin mors meget halvhjertede forsøg på at skjule skuffelsen over, at hun ikke 'får lov' at blive mormor. (Min venindes mormor spiller dog med mere åbne kort - hun viser sine børnebørns nye kærester sølvtøjet og fortæller, at det går i arv til den, der først gør hende til oldemor!!) Når vi nu KAN vælge børn til eller fra, så kan jeg ikke få ind i mit hoved, hvorfor frivilligt barnløse skal høre for deres 'forkerte' valg igen og igen.

StineM skrev:

Han fortalte, at da han var spejder, så havde der dér være en mand på omkring de fyrre, som stadig boede hjemme og som ikke havde børn - og sådan ville han ikke ende.

Det lyder som min gamle spejderleder - din mand er vel ikke tilfældigvis fra Skanderborgområdet? ;)

Jeg har villet have børn de seneste 8 år (jeg er 26), desværre mødte jeg bare først min nuværende kæreste for 3 år og 9 måneder siden. Jeg droppede p-pillerne da vi havde være sammen i 1½ år og så tog det bare noget tid inden der skete noget. Jeg har ALTID villet have børn. Jeg har 5 mindre brødre (ingen 100% biologisk, men det er de dog i hjertet) og min mors den yngste, som nu er 15 snart 16, passede jeg allerede alene da han var et halvt år gammel. Sørgede selv for at made ham, skifte ham, putte ham, trøste ham osv. Min mor og hendes mand var ikke så langt væk, men jeg havde ansvaret for ham. Siden den gang har jeg nærmest ikke kunnet vente til jeg skulle have børn... Har altid sagt at hvis jeg var blevet gravid som 16 årige ved et uheld, så ville jeg beholde barnet, simpelthen fordi jeg elsker børn :) Men nu er den første endelig på vej og hvis det bare ikke tager så lang tid at producere nummer 2, så når jeg nok at få to inden jeg bliver 30 :)