Hvorfor få et barn?

Fordi der var noget indeni der bare trak, en føelse af at kunne vidregive noget af en selv (og mandens). At gi´ ham den største gave i livet. at kunne elske betingelseløst en anden. (hvilket har overrasket mig, hvor højt jeg kan elske et andet menneske) ville gerne ha haft børn allerede da jeg var 21, men manden syntes det var for tidligt, og jeg mente ikke at jeg var klar alligevel. Nu syntes jeg så det blev lidt sent, 5 år, og det tog 1½ at lave hende. Gik rundt med den idé at jeg kun skulle have 2, men har en lyst til at fylde mit hjerte og hjem med børn. for uden at prale, syntes jeg faktisk at jeg er god til at have barn. Lyder det dumt??

Tja hvorfor egentlig få børn? For min mands og mit vedkommende, handler det om at føre slægten videre - at få det ultimative bevis på vores kærlighed. Jeg mødte min mand da jeg var 21 og han var 27. Efter 2½ måned smed jeg p-pillerne, da vi var enige om at det skulle være os for altid. Som flere her inde ved, tog det en del år, før der skete noget, så vi fik lidt hjælp til det, dvs vi har fået vores 2 vidunderlige piger vha ICSI, som er en form for reagensglas. Nu er vores piger 3 år (og jeg fylder snart 43) Alelrhelst ville jeg gerne have haft 4 børn, men nu er jeg lykkelig for de 2 vi har - og det er for sent for vores vedkommende at få flere.

Fordi det er en kæmpe gave og at det altid har trukket i mig at få børn. Jeg kunne have været med i 'de unge mødre' havde jeg selv fået lov at bestemme. :cheer: Min daværende kæreste og siden mand var egentlig med på det. Men vi ventede dog til vi blev 20, det tog os et års tid at blive gravide. Jeg kunne slet ikke forestille mig mit liv uden børn. Jeg har tænkt at havde jeg ikke holdt en pause på godt og vel 12 år og en skilsmisse i mellemtiden havde jeg sikkert fået barn for hvert 1½ til 2 år. Men jeg 'nøjes' med mine 4 skønne unger. :silly:

Ur-instinkt, tror jeg. Jeg kan faktisk ikke så godt lide børn. Jeg har svært ved at kommunikere med børn. Men mine egne er sgu faldet meget heldigt ud, og da jeg havde fået den første kunne jeg bare mærke at det ikke var nok for mig. Nu er jeg til gengæld mættet efter 3 stk. Men jeg er ikke blevet bedre til børn generelt.

Jeg har altid været glad for børn og vidst at jeg skulle have børn i en ung alder. Min kæreste er også rigtig glad for børn og han havde det på samme måde som mig. Han havde egentlig altid regnet med at han ville have 2 børn inden han fyldte 30, så han har været klar til at få børn længe. Han er i dag 37 og jeg er 22 og jeg blev gravid da vi havde været kærester i 7 mdr. Vi vidste bare at det skulle være os to og jeg syntes heller ikke han skulle vente meget længere på at blive far og så bliver jeg jo også mor i en ung alder. Så det kunne ikke være bedre :)

fordi.... vi så gerne ville... vores søskende havde alle fået børn... så gik vi i gang :) Og havde lyst til det :)

Jg har altid gerne ville ha børn, min mand ville ikke før han mødte mig... jeg har aldrig skulle overtale ham til det. Der kom bare et tidspunkt hvor vi blev enige om at nu var det nu og vi elsker at være forældre :) Susanne

vi har altid vidst, at vi vil have børn, da vi er meget glade for børn. Spørgsmålet er bare, hvor mange. Indtil videre har vi 2 drenge, Matthias på 2 år og Lucas 7½ mdr. og vil gerne have flere :woohoo:

Dejligt at læse at det for de flestes vedkommende er lysten der gør at man får børn. Da jeg virkelig selv tænkte efter, så er grunden mest den, at jeg har 3 søskende som jeg har haft det rigtigt hyggeligt sammen med. Børn er for mig lig hygge og en anderledes måde at opleve verden på. Jeg havde så småt tænkt på det med børn i nogle år før vi fik vores søn, og min kæreste og jeg havde snakket om det i 3/4 år, da jeg blev gravid. Hvornår det tidligst skulle være var op til mig, da det var mig, der skulle holde pause fra min uddannelse. Da vi fik vores søn gik tingene helt galt. Har efterfølgende spurgt min kæreste hvorfor det egentligt var at han ville have børn. (Det var ham, der havde sagt at det godt måtte være snart). Han fortalte, at da han var spejder, så havde der dér være en mand på omkring de fyrre, som stadig boede hjemme og som ikke havde børn - og sådan ville han ikke ende. På et andet tidspunkt sagde han, at grunden til at han ville have et barn var; 'At han ville være noget i sine forældres øjne'. Da følte jeg mig godt nok udnyttet... Efter mange samtaler har det vist sig at den sidste udmelding ikke var den egentlige grund.

Jeg er overrasket over, at der ikke er nogen der skriver: Fordi det er en pligt! Så måske betyder det der med at føre generne videre ikke så meget igen...