Ej, hvor er jeg skuffet! (langt indlæg)

Sikke da et postyr jeg har lavet! Nå, men som der blev sagt kunne det jo være at der lå mere til grund en lige denne ene ting. Jeg synes ikke at kræft ikke er noget stort tvært imod, hun bruger bare dette til at skaffe sig endnu mere ynk end hun allerede har prøvet. Jeg har enormt ondt af hende, at hun oven i alt det andet også skal kæmpe med det. Når hun har ringet og haft brug for at snakke om det har jeg siddet timevis og lyttet til hende. Da hun blev syg sidste år og ikke kunne komme ud af sengen, kørte jeg fra slagelse til hedehusene flere gange om ugen for at se til hende, handle, lufte hund/kat og gøre rent. Uden at hun nogensinde har sagt tak! det tog hun som en selvfølge. vi prøvede at overtale hende til at flytte herned til familien, vil ville hhjælpe med bolig, men hun sagde nej. vi tilbød hende et år at holde jul sammen med min familioe da hun skulle være alene, men hun takkede nej fordi hunden så skulle være alene hjemme. det var ikke muligt at tage den med. Jeg kunne nævne mange flere ting. Jeg er træt af at blive udnyttet, bagtalt hver gang der er noget der ikke passer hende og nu har jeg sat foden i gulvet og sagt at nu er det nok. I de 11 år jeg har kendt min mand har jeg gjort ufattelig mange ting for hende, og hun bliver bare stadig mere bitter. Min mand har samme holdning som jeg har, han har fortalt hende at det ikke var noget jeg besluttede egenrådigt, men det eneste hun har hørt er at jeg har bestemt og så tilsyneladne at jeg har sagt at han skulle sige sådan til hende. Hun er meget alene, resten af familien nåede dette punkt for flere år siden, det kunne jeg ikke forstå, men det kan jeg nu. Jeg vil ikke slås i hovedet over at jeg/vi skal vise storsind, for hvad med hende, det kan da ikke kun gå den ene vej?? synes virkelig at jeg har gjort mit. et eksempel er at vi gerne vil ha kaldt sarah for esther, men fravalgte det for hun sagde at så ville hun ikke have noget med hende at gøre, for det hed hendes ex-svigermor og hende kunne hun ikke li´. Der er måske noget galt på øverste etage??? Så jo, jeg r skuffet, og jeg vil ikke gi mig, så må alle synes om mig hvad de nu vil......

Synes helt klart du har ret til at sige fra, bare fordi man er af bedsteforældregenerationen er det ikke ensbetydende med at man kan hundse rundt med alle andre og bestemme det hele. Forhold mellem mennesker virker to-vejs og begge parter skal give for at det kan fungere. Kan godt forstå beslutningen omkring barnedåben, hvis det var den berømte dråbe i bægret - ellers ville jeg nok også have taget veninden med. Håber i får en god fest - Esther kan jo altid blive mellemnavnet ;-)

Jeg havde nok valgt at slå bremserne i et helt andet sted end m.h.t. veninden og barnedåben. At en gammel og syg farmor, der har svært ved at klare transporten til barnedåben og yderligere har en kræftoperation i dagene omkring barnedåben, har særlige ønsker til den vanskelige transport, det kan da ikke undre. At tage veninden med - også til festen - lyder som det mest naturlige i verden. Til gengæld havde INGEN fået lov til at have noget at skulle have sagt omkring mit valg af navn til pigen. Og havde én i familien fundet på at vedkommende ikke ville se min Anna, fordi hun kom til at hedde Anna, så havde det været et omgående "favel og tak". Jeg tror, at du og din mand skal have jer en lang snak med farmor, så det bliver klart for hende, hvad hendes luner betyder for jerers forhold til hende. I skal lave spilleregler: Hun skal fortælle, hvad hun forventer af jer - og omvendt. Og den snak skal I have så hurtigt som muligt, når barnedåben er overstået, så I kan komme videre på en konstruktiv måde. Tænk snakken godt igennem på forhånd, så I kan kocenterere jer om fremtiden i stedet for at skændes og kaste "jamen så sagde du at..." og "og sådan gør du altid" i hovedet på hinanden. God barnedåb!