Hvorfor vælge uddannelse

Jamen så er svaret vel lige så forskelligt, som de mennesker du taler om - eller sagt på en anden måde; grundene til valg af uddannelse er individuelle og mangfoldige, der er ikke ét svar. Men helt generelt må det vel siges at være personer, der mener, at de nok skal få et job på trods af dårlige statistikker, fordi de brænder for det, de læser. Der findes jo ingen uddannelser, hvor der bare ikke ER jobs, så man kan ikke sige, at man med nogle uddannelser er SIKKER på at blive arbejdsløs. Desuden kan tingene jo se meget anderledes ud 5-6 år senere, når man er færdiguddannet.

Pia S skrev:

Godt nok - ingen uddannelse pga frygten for arbejdsløshed og så skal man i hvert fald ikke blive lægesekretær. Bibi hvad synes du så man skal???

Nu skal jeg ikke gøre mig klog på Pia's vegne, men jeg vil alligevel tillade mig at komme med et bud på grunden til hendes kommentar. Bibi starter jo hele tråden med at sige, at det er tåbeligt at tage en uddannelse med dårlige jobudsigter og derfor virker det jo lidt modsætningsfyldt, når hun samtidig siger at man ihvertfald heller ikke skal blive lægesekretær (som der er stor mangel på), fordi det er trivielt. Mine eventuelle overvejelser i den retning bygger jo primært på de lovende jobudsigter, som Bibi (som jeg har forstået det) mener, er hvad man bør vælge ud fra. Så Pia's pointe (tror jeg), er at hvis man ikke skal vælge med hverken hjerte eller hoved, hvad så? (og tak for svar, Pia :) Vil oveveje lidt nærmere og prøve at tage kontakt til en af skolerne i næste uge, for at blive lidt klogere)

Tak mørk - gør du dig bare klog på mine vegne :) Jeg er helt enig i dit svar. Ja - hvad skal man mon vælge med? Cirkeline - også en kommentar efter mit hoved!

Selv om der naturligvis ikke findes uddannelser hvor man er garanteret arbejdsløshed, så findes der altså nogen der altid har været brødløse. Jeg tvivler stærk på at der nogensinde har været kæmpe søgning efter fagfilosoffer, eskimologer, etnografer og retorikere. Hvorimod læger, jurister, ingeniører og IT-fagligt uddannede som regel kan få job et eller andet sted. Hvis man alligevel ikke regner med at arbejde indenfor sit felt, hvorfor så tage en 5-årig uddannelse? Jeg ville ønske at jeg ikke var vågnet så sent op, men var startet på noget mere kompetencegivende fra starten, men alle sagde "bare læs noget du synes er sjovt". Alle undtagen min kloge morfar som jeg skulle have lyttet til. Da det ældste barn blev født læste både jeg og hendes far filosofi, dvs ingen af os havde rigtig udsigt til job. Det er altså ikke sjovt at stå uden kompetencer der kan bruges i den virkelige verden (hvem gider høre om Heidegger og Freges sprogteori) og et lille barn. Jo, vi kunne da søge job som "generalister" - typisk indenfor det offentlige, men det er da federe at have nogle reelle kompetencer som nogen kan bruge. Da jeg var færdig som programmør kunne jeg få job, som godt nok kedede mig helt vildt, men det betalte huslejen. Og langsomt har jeg så fået vinklet det så jeg nu arbejder med noget der interesserer mig. Om 10 år arbejder jeg måske ikke med IT mere men det var da rart at komme ud med et kandidatbevis der fortalte at jeg kunne noget, så jeg ikke skulle til at stå og sige "jo jeg er fagfilosof, men jeg kan da også en masse andet og jeg bliver helt sikkert en god HR medarbejder". Når der er små børn og der skal penge i kassen er det altså nemmere med en mere brugbar uddannelse

Tror svarene er lige så mangfoldige som der er mennesker der kan stille spørgsmålene..... Vi er jo alle sammen meget forskellige! Jeg kan da godt forstå Bibis undren, men jeg forstår da også den studerende der er inde på et område med urealistiske job muligheder, men som simpelthen bare føler det må afprøves og udforskes. Tænker også på dem der vil være filminstruktører osv, det er nok de færreste der bliver til noget, men rejsen dertil kan vel i grunden være mere værd en målet.... Her i livet gælder det vel også om at springe ud i nogle ting, selvom der ikke er jobgaranti. Det skulle jo nødigt ende med man ligger for døden og ærger sig over man ikke gav den mere gas, tog flere chancer og fik udlevet drømmene.... Personligt ville jeg ALDRIG (læs: ALDRIG!) 'bare' tage et job for at få brød på bordet. Jeg ville blive fuldstændig vanvittig hvis jeg skulle have et job der ikke gav noget brugbart tilbage, og som jeg inderst inde ikke orkede, ikke var rigtig glad for og ikke havde lyst til at stå op til om morgenen. Så kunne det være nok så vellønnet og give nok så meget brød på bordet, jeg gjorde det bare ikke!!! Livet er en gave, og jo mere man værdsætter sig selv, jo gladere bliver man. Personligt vil jeg ikke nøjes, jeg vil bandgaleme være lykkelig HELE TIDEN, i alt hvad jeg gør, i de beslutninger jeg tager osv.. Jo ældre jeg bliver des mere vil jeg skide på janteloven :)

Jeg tror at bibi selvfølgelig mener. at hun ikke forstår folk der tager en uddannelse, når man VED at der ikke er noget at få bagefter, fordi det måske er et job, hvor man i DK kun har brug for 6 personer af den slags... det er da også dumt, økonomisk, men hvis man brænder for det, og bliver landets bedste til jobbet, jamen så er det jo ingen sag lige pludselig, at få et job bagefter. Og med hensyn til det med at bliver lægesekretær. så tror jeg at bibi forstod det som om, at du Mørk, måske forventede en masse nye udfordringer, og at bibi så fortæller dig, at der for de fleste lægesekretærer ikke er flere udfordringer end enhver anden sekretær/kontordame-dims. for elvom man arbejder for en læge, så er man jo trods alt stadig "bare" sekretær... Altså du kan i bund og grund være privat sekretær for Hr. Mortensen, eller for lægen, men jobbet er stadig det samme, og lige kedeligt (i bibis øjne)... hun sagde intet om at der ikke var et job at få som lægesekretær, eller at du ikke skulle tage det. Hun sagde kun at hvis det var vilde udfordringer du ledte efter, så var det nok alligevel ikke jobbet som lægesekretær der ville give dig de store udfordringer. Anyways, jeg vælger job ud fra hvad der er realistisk for mig.. jeg har ikke nogen uddannelse, og må derfor tage hvad man kan få. Samtidig tænker jeg også på hvad jeg kan leve for af løn, og om jeg kan klare jobbet...

Jeg vil lige gøre opmærksom på, at der er to forskellige diskussioner igang. Den ene går på, om man skal uddanne sig til en branche, hvor man kan forvente arbejdsløshed. Og der er mit svar JA, for ingen kan spå om fremtiden, arbejdsmarkedet forandrer sig hele tiden. Den anden diskussion går på, om man bør overveje hvilket job man ønsker, når man vælger uddannelse. Her er mit svar også JA. Jeg var også ellevild efter at læse litteraturhistorie, teologi eller filosofi, men jeg kunne ikke slet ikke forestille mig, hvad mit fremtidige job skulle være (vidste bare jeg ikke ville undervise - eller være præst for den sags skyld). Derfor fravalgte jeg det og det har jeg sådan set ikke fortrudt, man har jo lov at "studere" lidt på egen hånd, når det kommer over en ;) Mht lægesekretær jobbet, så kan man bestemt finde udfordring der. Nogle vælger at sidde og skrive journaler, men den funktion er ikke så vigtig mere. Efterhånden bliver journalerne jo elektroniske og lægerne begynder selv at skrive. Men sekretærjobbet kan jo også indebære modtagelse og vejledning af patienter ift forskellige undersøgelser. Andre planlægger ambulatorie- og operationsprogrammer. Nogle laver et større detektivarbejde ved at søge oplysninger om patienter der har været behandlet på flere hospitaler, samle prøvesvar mm. Jeg synes, det er et vigtigt job. Men igen; en uddannelse fører sjældent bare til én bestemt funktion. Man er selv med til at forme det.

Enig med Ida S mht lægesekretærjobbet! Min egen sekretær blev næsten lige så dygtig som mig på mange punkter, og hvor jeg kunne glippe noget, så var hun der som en ørn! Og så kunne hun jo skrive alle mine rapporter rene, for stave på dansk lære jeg ved Gud aldrig. :angry: Og så er det sjovt Ida lige nævner 'detektivarbejde', for det havde min sekretær altså rigtig meget af, og det var noget af det hun elskede aller mest..... Sekretær er da heller ikke bare sekretær. Der er da stor forskel om man sidder ved omstillingsbordet på kommunen, arbejder for en læge eller hos en advokat. Man skal da vide en masse indenfor faget, kunne rådgive og vejlede i telefonen, aflæse svar på div prøver korrekt osv osv...

Helene, jeg fatter ikke du siger du ikke kan stave dansk. det kan man altså virkelig ikke se her inde... det er sket et par enkelte få gange, at jeg har set en skrivefejl fra dig, hvor jeg kan se at det nok er en 'ikke-dansker' fejl, men ellers aldrig nogen fejl vi andre ikke begår ved almindelige tastefejl OOOOOg så tror jeg nu ikke at bibi synes der er noget forkert i at være lægesekretær, eller vælge det fordi man tror man kan lide det, eller hvad ved jeg.... hun oplyser jo blot om at det for hende ikke var en udfordring, men det kommer vel også an på hvliken slags læge man er sekretær for... jeg forestiller mig at det er lige så kedeligt som almindeligt kontornusseri (hvis man altså synes dét er kedeligt) hvis man er hos en almindelig praktiserende læge.... hvorimod er man personlig sekretær hos en eller ande speciallæge, så får man da sikkert meget mere ud af jobbet. men igen blev der jo heller ikke nævnt noget om hvad slags lægesekretær man ville være.... i bund og grund delte hun jo bare en erfaring... og jeg har ingen erfaring som lægesekretær, så jeg aner ikke hvad jeg snakker om hahahahaaaaa. Selvfølgelig skal man vælge sit job ud fra om man kan have hjertet med i det eller ej, hvis man har muligheden for det (hvilket de fleste jo har hvis man gider). Men det skader skisme heller ikke at se realistisk på det synes jeg... hvad hjælper det at uddanne sig til møbelpolstrer hvis der allerede er 20 af slagsen men landet kun kan give arbejde til 5.... bare for at tage de små tal.... Så kan man bruge en masse energi og tid og penge på at uddanne sig, til noget man aldrig kan få penge for bagefter... det er da sikkert et spændende job, men hvis man ikke kan "få lov" at udføre arbejdet efter endt uddannelse, er der jo ikke noget fedt ved at have brugt 100 år på den uddannelse vel.... Jeg synes det er skide flot at folk kan læse alle mulige indviklede ting og gøre sig kloge på alt muligt jeg ldrig hører om... men det er da synd for de mennesker, hvis det en dag er det eneste de har at byde på, og der så ikke er nogen til at bruge deres viden... Så synes jeg hellere man skal være lidt realistisk, og så vælge en uddannelse, der giver bedre mening jobmæssigt bagefter.... det behøver jo ikke være en pædagog, det kan da sagtens være en eller anden nanoforsker dims. Ofte har man jo plads i hjertet til mere end en drøm, og nogengange er det bare klogt nok at vælge den næststørste....

Jeg ville heller aldrig kunne bide tænderne sammen og leve med et job eller på et studium, som ikke sagde mig meget andet, end at det gav smør på brødet, og at jeg ikke behøvede at frygte arbejdsløshed. Jeg har det med mit arbejde som med mit parforhold: Jeg insisterer ikke på, at det skal få mig til at føle mig tindrende lykkelig hver dag, men jeg vil ikke gå med en tilbagevendende forestilling om, at græsset er grønnere andetsteds. Bliver jeg overbevist om, at det er tilfældet, skal jeg finde et nyt arbejde - eller en ny mand ;) Når jeg en gang imellem er rigtig "øv!" over jobbet, så tænker jeg selvfølgelig grundigt igennem, hvad jeg i øvrigt kunne tænke mig at lave - og hver gang ender jeg med at konstatere, at jeg bare ikke kan se mig selv foretage mig andet, og at det er alle øv-dage værd. Man kan uden tvivl lære at holde af et job, der ikke stod først på ønskelisten oprindeligt, eller som Kongster arbejde sig ind på et spor, der siger én noget. Men jeg kunne ikke holde ud at blive tvunget af omstændighederne til at "elske det, jeg kan få" i stedet for at "få det, jeg elsker" - i hvert fald ikke mange år af mit dyrebare liv.