Johanne - hed Johanne eller Emilie, mens hun lå i maven, og da hun kom ud og havde masser af mørkt hår, syntes jeg, en Emilie var lyshåret og en Johanne mørkhåret. I dag er hun meget, meget lysblond, men kan selvfølgelig ikke hedde andet. Hun er på en måde opkaldt - min far og min farfar hed Hanns (de var tyske, derfor nn), en forkortelse af Johannes - og min mormor og morfar hed/hedder Johannesen til efternavn, hvilket jeg også gerne ville have heddet.
Jakob - skulle egentlig have heddet Magnus, men jeg syntes, det krævede en stor dreng, og da både manden og jeg er meget "små" mennesker - hvad angår højden - blev det valgt fra, selv om han var en ordentlig basse på 4800 g. Jeg ville gerne bruge vokalerne a og o - ligesom i Johanne - og har altid syntes godt om Jakob´er.
Jeppe - her havde vi ikke så meget at sige. Det skulle være et navn, der tidsmæssigt passede til de andre, og jeg kan godt lide symmetri, så hvis han ikke skulle begynde med J, ville jeg være nødt til at få et fjerde barn, syntes jeg B) . Vi talte om Jonatan og om Jeppe og et par navne mere, jeg ikke kan huske, men da vi på hans fjerde levedag kom over i Johannes børnehave, stod der på opslagstavlen et stort til lykke til os med lillebror Jeppe. Det havde Johanne annonceret, at han hed, og de havde opkaldt børnehavens nye drengebabydukke efter ham, så der var ikke mere at rafle om. - Han ville have heddet Julie, hvis han havde været en pige.
I virkeligheden er Jeppe en dansk variant af Jakob, så vi har to med "samme" navn. De stakkels pseudotvillinger skal altså deles om alting...
Anmeld