Forkælede unge!

Jeg tror, at det for rigtigt mange mennesker ville være en øjenåbner, hvis de fik lov til at være flue på væggen i et eksamenslokale. Nej, læreren er ikke ude på at slagte sin elev! Går det dårligt for eleven, prøver man igen og igen at spørge, så eleven kan vise, hvad vedkommende kan. Både lærer og censor er til fingerspidserne koncentreret om at få eleven til at vise sig fra sin bedste side. Og der er masser af forståelse for nervøsitet og de mange måder, den kan vise sig på. Personligt har jeg to oplevelser af eksamen, som man kan lære noget af: Til studentereksamen i biologi fik jeg 7 (gammel skala), selvom årskarakteren var 10 - og min lærer på forhånd nok havde forventet at give mig en tocifret karakter... og det nok havde været meget passende for mit niveau generelt. Surt show - men jeg trak nok det dårligste emne overhovedet og gik delvist i sort, selvom min lærer igen og igen forsøgte med hjælpespørgsmål. Så ja, jeg var et 7-tal værd lige i den halve time. Senere, på biologistudiet på universitetet, kom jeg til en mundtlig eksamen, hvor jeg trak mit yndlingsspørgsmål. Alligevel fik jeg en masse spørgsmål, jeg ikke kunne stille noget op med, så efterfølgende sad jeg nærmest og ventede på at dumpe... indtil jeg fik mit 11-tal. De svære spørgsmål var lærerens måde at finde ud af, om jeg skulle have 13 (og det skulle jeg så ikke). Endnu senere har jeg så selv som seminarielærer været både eksaminator og censor - og været en del af det, den studerende ikke ved noget om. Jeg ved, hvor ofte lærer og censor fra starten er enige i karakteren og alligevel snakker lidt frem og tilbage, fordi de vil være sikre på at ramme rigtigt. Jeg ved hvor længe man snakker, når man for alvor er i tvivl, eller når den studerende dumper. Eksamenskarakteren er et øjebliksbillede. Den viser både noget med udgangspunkt i det generelle standpunkt (det havde ikke været muligt for mig at dumpe i biologi til studentereksamen) og held (et helt andet spørgsmål på biologistudiet havde måske givet mig et 7-tal i stedet for 11). Til alle de mange eksaminer, som jeg har været til på den ene eller anden side af det grønne bord, har de dog aldrig vist det mindste ønske hos lærer eller censor om at give andet end den bedst mulige retfærdige karakter. Jeg tvivler ikke på, at det kan ske - det sker bare så sjældent, at det ikke er noget, man under normale omstændigheder skal frygte eller efterfølgende skal bortforklare sin karakter med. Jo, det er helt ok at skumle og være sur og irriteret over en eksamen, men det er nok klogere at trækket vejret dybt og tænke sig om en ekstra gang end at bruse ud med sin utilfredhed som her. Kan vi ikke - i næste uge - få at vide, hvordan den stakkels uretfærdigt behandlede pige klarer den næste eksamen??? Hun har jo virkelig gjort alt hvad hun kan for at spænde ben for sig selv!

Charlotte d. 17. skrev:

læreren skal på sin side "kæmpe for" sine elever og tale deres sag. Jeg kan ikke se nogen som helst pointe i, at en lærer bevidst giver en elev en for lav karakter - vi er jo fagligt stolte som alle andre og vil gerne have det flottest tænkelige resultat fra en klasse.

Nu er det jo nogen ældre studerende jeg har og jeg kender dem ikke så godt. Nogle kender jeg rigtig godt og andre kender jeg knap navnet på, så det er svært for mig at "kæmpe" for dem. Det synes jeg så heller ikke er min opgave. De får en fair eksamination og jeg stiller ikke ondskabsfulde spørgsmål, men hvis de ikke kan noget bliver karakteren derefter. Vi sidder to undervisere og en censor og vi er for det meste enige, men det er ikke nødvendigvis censor der foreslår den laveste karakter og os der foreslår den højeste. Jeg har sagt 4 når censor har sagt 7 i flere tilfælde. Idag blev jeg dog lidt blød. En meget meget meget nervøs ung mand var oppe og bagefter ville censor og den anden underviser dumpe ham. Men jeg fik dem talt fra det og fik ham op på 02. Det havde måske været fair nok at dumpe ham men jeg kunne ikke bære det - han var SÅ nervøs! Det er ret ubehageligt at eksaminere nogen der ser ud som om man kunne finde på at spise dem. Vi tør jo næsten ikke spørge om noget :-)

Jeg kan sagtens følge, at det er en helt anden situation, når det gælder voksne studerende. Jeg synes, det er vigtigt at huske, at der egentlig ikke er tale om eksamen, men om en afgangsprøve i folkeskolen - en slags prøve på, hvordan det er at gå til eksamen. Og jeg har også prøvet som censor at gå en karakter højere op, end præstationen berettigede, fordi læreren sagde, at hvis eleven fik under 5, ville hun gå hjem og skære i sig selv. Det er stadig BØRN, og jeg synes godt, vi må give "pædagogiske" karakterer i særtilfælde - jeg ved ikke, hvad man får ud af at give -3 til en elev, ud over at gøre ham/hende panisk angst for prøvesituationer fremover. - De, der ikke kan noget som helst, får jo alligevel "hug" i de skriftlige prøver. Når jeg har lærerstuderende i praktik, har jeg det også frygteligt svært med at give nogen ikke-bestået, men jeg har da gjort det, når det har været nødvendigt. Forskellen er - ud over, at de er voksne mennesker, og at de jo bare ikke skal slippes løs på en skole, hvis de ikke kan undervise - at de selv har VALGT at tage uddannelsen med alt, hvad der følger med. Den 15-årige ordblinde har ikke selv valgt, hvad Folkeskolens Afgangsprøve indebærer. Bortset fra det, så kan jeg sagtens forstå, du gav det unge nervevrag 02 - det må være frygteligt at have det så skidt med eksamen, at det direkte påvirker præstationen.

Enig :-) Jeg har jo også et andet ansvar, nemlig at de som kommer ud og kan kalde sig kandidater faktisk kan det man kan forvente af en kandidat på internationalt niveau. Hvis jeg er for sød med karakterer kan det i sidste ende forringe kvaliteten af kandidater fra ITU og det har nogle mere vidtrækkende konsekvenser. Derfor er der MEGET diskussion mellem underviser og censor om det faglige som den studerende har præsteret og næsten intet om deres personlighed. Jeg kan sagtens forstå at situationen er en anden i folkeskolen og det glæder mig at I tænker pædagogikken ind i det

Jeg kan huske, da jeg selv gik i folkeskolen, og vi var til eksamen i tysk. En dreng fra min klasse havde også fået en udmærket karakter, men følte sig uretfærdigt behandlet. Min tysklærer var gravid, og min klassekammerat gik og sagde sådan noget som ” jeg sparker hende i maven” og han sagde det på en måde, så jeg vitterligt ikke viste, om han ville gøre det. Jeg burde have sagt det til inspektøren eller en anden voksen. Sådan en møgdårlig og forkælet opførsel – det er bare ikke i orden. Charlotte, den pige du beskriver, er jo bare dårlig opdraget. Og det kommer hun nok til at bøvle en del med de kommende år. WebDebattør jeANNE

Mine børn er 2-sprogede... altså bedre til dansk end til fransk, men mundtligt klarer de sig fint på fransk. Min søn fik et 13 ved afgangsprøve i 9. klasse, og 6 i gennemsnit i 10. klasse. Min yngste har lige været til 10. klasses prøve, emnet var om familien (altså den disposition, hun selv havde skrevet (jeg havde rettet nogle ting). Hun fik et 10-tal. Vi havde prøvet det hjemme.. og det var jo nemt for hende. Naturligt. Vi var begge to skuffet over 10-tallet... og jeg har hørt fra to som fortalte om en unge, som var godt nok spanskalende... og læreren gav mindre god karakter, fordi det var nemt for dem.. Synes, det er ret uretfærdigt. Ligesom min søn, som klarede et 6-tal (på 13-skala) i 10. klasse... det var helt mærkeligt. Synes heller ikke det er i orden, at eleven brokker sig som din elev, Charlotte... selv om man kan have en anden mening!!

Charlotte d. 17. skrev:

Jeg er meget uenig i, at to censorer er en god ide. En udefrakommende har jo ikke noget kendskab til undervisningsmetoderne og det faglige fokus, der har været i årets eller årenes løb, og dermed har eleven ikke nogen til at "forsvare sig" eller blot sætte censor ind i disse områder. Det er langt fra gjort med at kende pensum - der er kolossal forskel på metoderne og det faglige sigte fra lærer til lærer, og hvis censor 1 og censor 2 misforstår eller bare slet ikke forstår elevens måde at arbejde med stoffet på til prøven, har han/hun ingen "advokat" eller talsmand. Censor skal selvfølgelig sikre, at læreren hverken straffer eleverne, belønner dem uretmæssigt eller tager vanens magt i brug - men læreren skal på sin side "kæmpe for" sine elever og tale deres sag. Jeg kan ikke se nogen som helst pointe i, at en lærer bevidst giver en elev en for lav karakter - vi er jo fagligt stolte som alle andre og vil gerne have det flottest tænkelige resultat fra en klasse. Til engelskprøven, fx, ved jeg ret præcist, hvad jeg med held kan spørge eleven ind til for at få ham til at præstere sit ypperste - det aner censor ikke, og er der to af slagsen, så risikerer man, at de uforsætligt kommer til at ramme alle elevens "ømme punkter", og at de ikke har held til at finde hans styrkesider. Det er famlen i blinde. I de skriftlige afgangsprøver i folkeskolen har vi i øjeblikket to udefrakommende censorer - en kommunal og en statslig beskikket. Det er en forholdsvis ny praksis, og den bliver allerede taget af tapetet igen til næste år. Problemet er, at hvis censor 1 giver fx 10, og censor 2 giver 02, så har de ikke nogle "personlige aktier" i forehavendet og vil derfor oftest blot mødes på midten. Som lærer til en elev, der fik to så forskellige karakterer, ville jeg derimod forfølge sagen og tale min elevs sag - noget er jo helt galt, hvis karaktererne falder så langt fra hinanden. Jeg er selv kommunal censor, og det er rutinearbejde "uden sjæl" - jeg får kun løn for at rette til en bestemt norm,

og da jeg ikke vil arbejde gratis

, vil jeg heller ikke bruge oceaner af tid på at kæmpe for en bestemt elevs ret. Det ville jeg naturligvis gøre, hvis det var min egen elev.

Jeg ved godt, at jeg nu går uden for emne, men da du skrev, at du ikke ville arbejde gratis, kom jeg til at tænke på en samtale, jeg havde her for nylig med nogle forældre, mens vi sad og ventede på fodboldbanen. Samtaleparterne var en kommunalt ansat fysioterapeut, en skolelærer og en tredje, som jeg også tror var off. ansat og så mig, som også er skolelærer. Vi sad og talte om, at det var uhensigtsmæssigt med nedskæringen af akkorder og timeantal i folkeskolen og i hele kommunen pga. økonimiske besparelser. Fysioterapeuten sagde, at han var lidt bekymret for nogle af hans kollegaer, der kun arbejdede for at tjene penge og ikke længere gad gøre en ekstra indsats nu, hvor de ikke fik så mange timer til deres arbejde. Jeg kunne ikke holde kaje, så jeg fik selvfølgelig fortalt, at jeg så var én af dem, han var bekymret for, for jeg ville da heller ikke arbejde gratis... Jeg har kun været ansat i et år som off. ansat... men er det virkeligt 'kotume', at man 'selvfølgelig' arbejder mere, end man bliver betalt for? I så fald kan jeg da godt forstå, at der ikke bliver pumpet flere penge ud til de off. ansatte, hvis arbejdet alligevel bliver gjort - uden beregning. Det kan godt være, det er mig, der helt ude i hampen, men er det virkeligt sådan, at man er mærkelige, hvis man nægter at arbejde mere, end man bliver betalt for?

Jeg tror rigtig mange mennesker arbejder mere end de bliver betalt for. Nu er jeg privatansat, men jeg tror ikke der er én eneste ude hos os som ikke arbejder over næsten hver uge uden ekstra betaling. På ITU hvor jeg også arbejder tæller vi heller ikke timer. Vi leverer undervisning og opgaver til en fastlagt løn, men ikke til et fast timetal. Jeg er ligesom dig imod at arbejde gratis hele tiden og jeg synes bestemt det er en vigtig diskussion. Specielt i folkeskolen. Hvis nogle ildsjæle arbejder gratis og yder ekstra hver gang der skæres i budgetterne, så er der jo ingen grund til at tilføre skolerne ekstra penge. Det vil sige at dagens ildsjæl kan være medvirkende til at morgendagens elever får færre penge og at morgendagens lærere skal løbe hurtigere "for det plejer vi godt at kunne nå"

Frede, jeg synes virkelig, det er svært at svare på, hvordan det forholder sig med "ulønnet arbejde" inden for vores fag. I en nøje afmålt opgave som den, jeg har som censor, og som jeg jo har påtaget mig som en ekstra opgave for at tjene lidt ekstra, er det nemt nok - 275 sæt opgaver, normen hedder 4 opgavesæt i timen, og så kan jeg stort set sætte minuturet til. Men når det gælder noget så diffust som en årsnorm på 1924 timer, der skal dække undervisning, forberedelse, mødeaktivitet, skole-hjem-samarbejde, rettearbejde osv. osv., og timerne skal fordeles ud over 52 uger, så er det jo UMULIGT at afgøre, om man arbejder 30 timer for meget eller for lidt på et år. Vi kender vel allesammen sløjd- og tysklæreren, som bruger vintage-årsplanen fra 1974 og som til teammøderne hurtigt konstaterer, at "det er vist et klasselæreremne, så jeg går lige fem minutter", og som bruger de næste 20 minutter på at kopiere opgaver... Og så er der den nye, entusiastiske lærer, som bruger alle ledige stunder og hele weekenden på forberedelse, som ikke kan slippe tanken om, at Peters far har udtrykt utilfredshed med sønnens læseevner, og som bliver ramt af stress efter et halvt år. Desuden er der jo også aktiviteter, hvor det er svært at definere, om man arbejder eller holder fri - når jeg bruger to timer på at finde artikler på nettet om litteraturhistorie eller Den Amerikanske Borgerkrig, så er det både, fordi emnerne interesserer mig, og fordi, jeg kan bruge det i undervisningen. Jeg tror aldrig, lærerjobbet kan "fanges ind" og gøres op i minutter og timer, så det bliver fuldt ud retfærdigt. Til gengæld oplever jeg, at ham tysk- og sløjdlæreren tilhører en uddøende race - hvilket er positivt - mens de konstant arbejdende og skoletænkende entusiaster bliver flere og flere, så længe, de holder til det, og DET er bekymrende.

Johannamor skrev:

Kan vi ikke - i næste uge - få at vide, hvordan den stakkels uretfærdigt behandlede pige klarer den næste eksamen??? Hun har jo virkelig gjort alt hvad hun kan for at spænde ben for sig selv!

Jamen, hun fik jo sit velfortjente 12-tal for en meget, meget flot præstation helt uden slinger i valsen. Og selv om jeg på forhånd "i smug" havde tænkt, at det ikke ville gøre noget, hvis hendes præstation "kun" var til 10, så havde jeg det meget fint med, da jeg havde givet hende karakteren og begrundelsen, at række hende hånden, smile og sige "Til lykke, det var flot!". Og det mente jeg jo. Hun og forældrene har fået at vide af min skoleleder, at hendes opførsel var helt uacceptabel, og det er fint for mig, at vi kom videre uden mere bøvl. I øvrigt sagde en af mine kolleger om hendes klage-mail, at hun godt nok var usædvanligt velformuleret - hvortil jeg svarede, at æren for det vel blandt andet måtte tilkomme hendes dansklærer ;)