Har I lyst til at slå jeres børn?

Kunne ALDRIG drømme om at slå mit barn. Det er det mest ydmygende og krænkende der findes, og den følelse gælder helt på samme måde for børnene. De mister en del af tilliden til deres forældre og lærer, som mange andre også skriver, at det er en måde at håndtere frustrende prolematikker på. Vi lever vist i et alt for oplyst og videnskabsbaseret samfund, til at vi overhovedet kan overveje dette..

Jeg faldt over denne tråd, og blev nødt til at læse lidt af den. Hvor er det dog skrækkeligt, at der overhovedet er nogen, som kan synes, det er i orden at straffe børn fysisk. Uansvarlige voksne med manglende respekt for det andet individ - det større individ har magt over det mindre individ. Det er primitivt og et udtryk for magtesløshed. Jeg er en af dem, der blev slået som barn, og jeg husker det helt tilbage fra 2-års-alderen. Når det er sagt, skal det også siges, at den fysiske vold er intet mod den psykiske vold. Jeg har altid hadet min mor og gør det den dag i dag. Men hvad med alle de andre voksne, hvor var de henne? Hvorfor griber ingen ind? Ingen tager ansvar, ingen vil blande sig. Men barnet har det vel også fint, når det er velopdragent, ordentligt klædt på, dygtigt i skolen og ikke går rundt med blå mærker? Jeg væmmes over jer, der synes, det er i orden. Hvor er det trist. Stakkels børn.

Er aldrig selv blevet slået, og kunne ikke drømme om at slå mine børn, og tager kraftigt afstand fra det at slå børn!! Jeg ville også blive fløjtende rasende, hvis andre voksne slog på mit barn. I travle og stressede perioder kan tingene være uoverskuelige, men det berettiger ikke, at vi voksne slår. Har dog selv et par gange stået i en situation, hvor jeg har overvejet, at "kaste ungen ud af vinduet". Sådan sat på spidsen. Kunne aldrig finde på det, og det hjælper at bide sig selv i tungen, og overveje hvad det er, der gør, at situationen er spidset sådan til.

Nej jeg er ikke blevet slået i min barndom, og jeg mener heller ikke at man skal slå sine børn, og jeg har heller ikke nævneværdigt lyst, men i mit tilfælde har det en enkelt gang været nødvendigt. Da min nu syvårige søn blev storebror (da han var to) tæskede han fra dag et af løs på sin spæde lillesøster og mor. Der var ingen grænser for hans opfindsomhed på området (sten, bøger, sand, kæppe, legetøj). Han slog, bed, nev og sparkede og demonstrerede pludselig en masse ting, som han aldrig havde vist før. De fortvivlede forældre gik straks på nettet og søgte alle råd på området. ALT blev prøvet, og drengen fik masser af omsorg og alenetid både med far og med mor. Han fik et utal af chancer og irettesættelser, men hver gang var resultatet det samme: han grinede blot. Efter otte uger uden nogen form for ændring i adfærden skete det helt spontant. Midt under en af de mange angreb med en tung bog (min søn var en stor dreng på 15 kg og 95 cm, da han var to år). Jeg slog igen. Han stoppede op og kiggede forbavset på mig, hvorefter jeg sagde, at nu taler vi ikke mere om den sag. Han svarede nej, og siden hørte den voldelige adfærd helt op. Han kunne sagtens blive ked af det eller jaloux, men pludselig blev det muligt at holde om ham og tale om det. Alting blev meget nemmere for os alle sammen fra den dag. Jeg var ikke stolt af episoden, og der gik lang tid, inden jeg fortalte nogen om det, men i dag kan jeg se, at det var det eneste rigtige at gøre i den situation. Min søn er normal og velfungerende og har ikke lidt nogen form for overlast, så det jeg vil sige med det hele er bare: tag det nu roligt, selvfølelig skal man ikke slå sine børn, men vi alle kan blive drevet helt derud, hvor alt fornuft i et splitsekund hører op, og det gør os altså ikke til dårligere forældre - bare mennesker.

HeleneK Mor til 6 skrev:

Jeg fik måske fem 'røvfulde' da jeg var barn, og jeg synes både den gang, og i dag, at de var fuldt ud berettiget!:) Selv har jeg aldrig slået mine børn, de har simpelthen aldrig været så stride at jeg har følt afmagt eller frustrationer, de har kun været moderat belastende. Samtidig har jeg et look når jeg bliver vred, der måske indirekte signalerer at der snart er øretæver i luften, hvorfor de ved hvornår de skal stoppe:laugh: Men mine børn er blevet slået af en anden forælder (en Mor fra Irak), og der må jeg indrømme jeg var MEGET TÆT på at hævne børnene da de fortalte om det. Istedet besindede jeg må så og fortalte pædagogerne det i børnehaven og anmeldte hende til de socialemyndigheder (anmeldesen kom den anden gang kun slog et af mine børn!)....hun banker iøvrigt stadige sine egne børn jævnligt, men mine holder hun nalderne fra!!!

Jeg synes nu også du burde anmelde hende for at slå sine egne børn, såfremt du er bevidst om dette! Det er da ligeså synd for dem, som for dine egne børn! Jeg mener vi har et ansvar overfor alle børn!

først vil jeg lige starte med at sige det naturligvis ikke er iorden at slå, men dernest skal det altså siges at mn søn på 2 år har fået to forsigtige klap i måsen. jeg mener altså elt bestemt at børn kan gå så meget over grænsen at man ike længere styre hvad der sker... den ene gang smed han sig fuldt bevidst oven på hans lillesøster da hun var 14 dage gammel... det skal han vide at det må han ikke... lige siden har hun fået kys og kram og han elsker hende nu hvor hun er en del af hans liv... men nu er hun altså også 9 mdr... men nej jeg ville aldrig gøre det igen, men på det tidspunkt mistede jeg besindelsen og den der ærligt kan sige at de ikke også ville ha reageret på en måde de ellers ikke normalt ville gøre i en sådan situation lyver sq... men nej man slår ikke på børn, det er da så nedladende som noget kan være... mine børn skal ikke være bange bare ha almindeligt menneskeligt respekt ligesom vi andre... de ved godt hvad de må hvis man bare er bestemt jo

Kunne aldrig i min vildeste fantasi, finde på at slå min søn, hvordan kan man dog få sig selv til det???!!!! Så må man skisme da lære at styre sit temperament! :angry: Forstår slet ikke at det er i nogens tanker...

Det er bestemt ikke iorden at slå sine børn, heller ikke selvom de driver en helt derud hvor man føler sig helt magtesløs. Hvis vi slår vores børn lærer vi dem at det er ok at løse konflikter med vold.

ej helt ærligt... jeg er dybt enig, men vil da nærmest sige hvis man aldrig har følt sig magtesløs sammen med sine børn så er det dælme noget mærkeligt noget, tror på at alle forældre kan blive frustrerede på et tidspunkt... min søn har som sagt kun prøvet de to gange at få et lille klap i måsen ikke noget hårdt eller noget andet, selv min sundhedplejerske som var der sagde at den milde måde jeg gjorde det på døde ingen af, men havde jeg ikke gjort det og min søn mente det var iorden at ligge på hende kunne hun da ha været død... så sikke noget fis med jeres sure hoveder, det bliver aldrig iorden at slå, heller ikke i mit hjem, men grænsen skal streges op når det går udover en der ikke kan forsvare sig... jeg elsker mine børn og ville aldrig gøre dem ondt, men jeg vil nu heller ikke ha de ikke er gode ved hinanden, heldigvis er de det nu...