Stress - hvad tænker du?

Hej igen Nu ikke længere anonym - men til gengæld sygemeldt i tre uger. Jeg var ved lægen igår, som anbefalede sygemelding. Så var jeg på arbejde hvor jeg fik lavet en oversigt over mine opgaver det næste stykke tid og skrevet ned hvilke aftaler der er lavet og hvad der skal gøres fremover. Og så snakkede jeg med min chef. Som blev rigtig ked af det. Altså over at det var kommet så vidt. Ordret sagde han 'gå hjem. Jeg tager over herfra. Sig til hvis vi kan gøre noget for dig.' Så alle mine opgaver er lagt på hans bord, mine mails bliver automatisk videresendt til ham, han taler med kollegaerne på fredag til personalesamling og han står til rådighed hvis jeg skal have hjælp til at kontakte terapeut (som bliver betalt af sygesikring fra arbejdet). En fantastisk chef! Jeg er også imod 'dem og os' tanken, men den florerer desværre mange steder. Om den starter hos medarbejderen eller chefen ved jeg ikke. Jeg er absolut ikke ligeglad med mit arbejde. Jeg er ofte gået syg på arbejde, har arbejdet 10 timer ekstra om ugen, har aflyst fridage etc. Nok derfor det er kommet så langt ud. Det forstod chefen godt og når jeg får det bedre skal han og jeg have en snak og lave en beredskabsplan så det ikke sker igen. Han tog det meget seriøst og vist også lidt personligt, forstået på den måde at han mente det var hans ansvar at jeg ikke blev så overbelastet. Så alt i alt gik det hele meget bedre end forventet. Og idag er første dag hjemme og jeg er træt, træt, træt!! Nu hvor alle bekymringer er væk og paraderne nede er jeg helt slået ud. Det bedres forhåbentlig efterhånden.

Super godt gået, kongster http://d14834114.u194.surftown.dk/images/fbfiles/images/c157.gif

Tak! Og jeg vil ikke være anonym. Det er jo derfor stress bliver tabu, når man (jeg) ikke vil stå ved det. Jeg fortalte i øvrigt datteren at jeg havde haft for travlt og nu skulle gå hjemme et stykke tid så jeg ikke blev syg. Og hun sagde 'godt mor. Så kan det også være du bliver lidt sødere... eller jeg mener: ikke så skrap' AV den gjorde ondt. Hvad nytter det at jeg kysser mine unger og siger 'jeg elsker dig og du er det vigtigste i mit liv' når de ikke kan mærke det? Allerede i går aftes kunne jeg mærke at de snakkede mere med mig og jeg var mere tålmodig. En reminder på hvad der er det vigtigste i mit liv. Tror egentlig også det er de færreste der som 70-årige tænker 'gid jeg dog havde brugt flere timer på kontoret' :-) Og tak for støtte alle

Enig! Og godt tænkt - ved hvad du mener ;O)

God bedring! Jeg aner ikke, hvad der skal til for at komme sig over stress, men jeg håber, at foråret starter nu, så du kan sidde lidt i solen med et tæppe over benene, en kop te, læse en god bog... dase... Og så håber jeg, at du bliver hjemme, indtil du er holdt op med at bekymre dig om bunkerne og de mange mails. Også hvis det tager mere end tre uger, hvoraf halvdelen vel i forvejen var planlagt som ferie...

Godt gået Kongster, og flot du står ved!! Da jeg kvittede jobbet 1 Januar, var der muligvis også lidt stress med indover - jeg pendlede jo mellem Sverige og Danmark (14 dage det ene sted og 14 dage det andet) og kunne ikke rigtigt finde ud af om jeg skulle blive hér fuldtid eller i Sverige, og til sidst meldte jeg bare helt ud, hvilket jeg absolut ikke fortryder! Stress i mit fag er normalt, det er sådan så man nærmest tænker,,hvad dælen er den og den ikke gået ned med stress endnu'' og hvis én endelig lægger sig med stress, jamen så ved vi udmærket hvorfor og har ikke nogen tanker omkring det - udover, hvornår bliver det min egen tur. Der er ikke noget arbejdspres som sådan, det er mere en kombination af forskning, ventetid, rapporter, de retslige indslag, ud af huset opgaver, en del elendighed og grimme billeder på nethinden der gør, at man i perioder bliver nødt til at få absolut fred og ro. Nogen behøver det ikke! Men jeg er en af dem der gør. Samtidig kan man også komme hjem, tage et bad og hoppe i nattøjet, og så får man en fax der kræver at man omgående hopper i tøjet igen og styrter ud af huset fordi der er sket noget i Nordsjælland...det tærer på kroppen at være på farten hele tiden - det er så præcis også det jeg elsker ved jobbet! Men i længden bliver det hårdt. Man bliver også ældre. Og det vigtigste ér sgu børnene! Men jeg er jo godt klar over at der skal betales udgifter og at ikke alle har råd til at gå hjemme...

Var ved at smide dig en mail et andet sted, da jeg slet ikke var i tvivl om, at du var den anonyme. Sjovt så man 'kender sine lus på travet'. Godt at besøg hos læge og chef gik godt. Nu skal du så bruge foråret og finde dine kræfter frem. Husk ting tager tid! Mange tanker til dig!

Sjovt Pia S, for jeg vidste også med det samme det var Kongster:)

Jeg har flere kollegaer, der går ned med stress i ny og næ - og hver gang tænker jeg: "Hvornår bliver det mon min tur?". Når en kollega går ned med stress tænker jeg ikke i retning af kollegaen... at det er kollegaen, der er noget i vejen med, men nærmere at det er det samfund, vi lever i, der skyld i stressen. Jeg synes, det er dumt, vi har skabt et samfund, der går i et sådant tempo, at alle mennesker får stress på et eller andet tidspunkt i deres liv - for det er snart sagt alle, der bliver sygemeldt pga. stress. Det er både unge og gamle, kvinder og mænd, og for mig at se, er det ikke normalt, når ellers sunde og raske mennesker bukker under, så derfor tænker jeg aldrig, at det er de mennesker, der er noget i vejen med, men omgivelserne i form af tempo og umulige krav i forb. med arbejdet. Faktisk ser jeg det som et sundhedstegn, når kroppen og hjernen siger fra over for arbejdsbyrden.

Nå, okay... drop mit indlæg, kan godt se, det ikke længere er aktuelt. Jeg må se at lære at læse de foregående indlæg, før jeg svarer. Kongster, god bedring og nyd nu din periode væk fra arbejdet.