Stress - hvad tænker du?

Hej Jeg tillader mig lige at være anonym i dette tilfælde. Jeg er vist nok ved at gå ned med stress og skal til læge imorgen for at høre om jeg skal sygemeldes. Jeg får angstanfald allerede fra om lørdagen over at skulle på arbejde om mandagen. Jeg vågner flere gange om natten og tænker på arbejde. Jeg har hele tiden adrenalinsus i hovedet og propper i ørene og får let sløret syn. Jeg er træt hele tiden og min hjerne kører på højtryk over de mindste detaljer. Så den er vist god nok. Mit spørgsmål er ikke om jeg skal sygemeldes. Det lader jeg lægen afgøre. Heller ikke om det er farligt at være stresset og fornuftigt at tage det alvorligt, for det ved jeg godt det er. Men - jeg har det vildt dårligt over at skulle sige det på mit arbejde. Selv om jeg godt ved at det er en reel sygdom osv, så føler jeg mig som 'det svageste led'. Alle andre på jobbet har jo også travlt og de kan tilsyneladende klare den. Hvad tænker du om en kollega der bliver sygemeldt pga stress? Er hun svag? For dårlig til at prioritere sit arbejde? Er det bare klynk? Eller hvad tænker du? I behøver ikke berolige mig og sige 'neeej det tænker vi ikke' , med mindre det er sandt. Vær helst helt ærlige. Det er derfor jeg er anonym, så kom endelig med jeres uforbeholdne mening

Ingen kan tillade sig at tænke 'svagpisser' eller 'jeg har da også travlt'! Sådan er det bare! Jeg var selv ramt. Noget personligt, eller flere personlige ting, ramte mig samtidig. Jeg forstår, hvad du går igennem. Du behøver ikke kontakte din arb.plads med det samme. Du melder dig syg. Du er syg. Du opdaterer ugentligt om din situation. Så som 'Jeg er stadig syg', hvis du vil holde det på lavt niveau. Det er ikke nødvendigt med opkald eller fremmøde for at fortælle det (Egne erfaringer i samråd med fagforening). Og så beder de om lægeerklæring og deri ser de, hvad diagnosen er og de har beskeden den vej. Enhver arb.plads med respekt for sig selv, iværksætter så en handlingsplan for dig. Virkligheden er dog en ganske anden og de vil højst sandsynligt være drønligeglad med dig... Gå til lægen, så er du i din gode ret til at læne dig tilbage og tage vare på dig selv over den næste periode. OG DET TAGER IKKE KUN 3 DAGE ELLER 1 UGE! Og jeg vil råde dig til at tage en snak med en uvildig, hvis det er noget, du kan finde ro ved. Jeg kunne ikke (en helt anden snak). Deraf udledt, at hvis en kollega eller chef tænker, at du er svag eller dårlig til at prioritere, så lad dem blive ramt af det samme øjeblikkeligt :angry: God bedring...

Jeg skal gerne være helt ærlig. Jeg kan godt finde på at tænke tanker om en stressramt kollega. Men det er ikke fordi, jeg ikke anderkender stress som en sygdom, du fortæller jo glimrende, hvor slemt det kan være. Det, der tisser mig af i perioder, er, når de så kommer tilbage og skal behandles som rådne æg. Men sagtens kan bruge oceaner af tid på at sidde ved mit bord og hælde kaffe i sig, mens de fortæller om, hvor stressede de er. Fint nok men det bliver jeg så stresset af :side: Jeg har haft et par kollegaer, som har været langt ude og det er rigtig slemt for dem. Der er åbenbart også stor forskel på, hvilke tilbud de får fx i deres kommuner. Den ene fik tilbud om kurser og coachforløb den anden fik en 'bar mås og trutte i'. Rigtig god bedring til dig - og husk at tage den tid det tager. Tænk ikke på hvad de andre tænker og siger og mener. Det vigtigste i det her forløb er, at du kommer ovenpå - ikke hvad jeg eller andre tænker!

Tak for svar begge to Pia: tak for din ærlighed. Jeg tror faktisk jeg ville have det ligesådan. Jeg ville også 'tænke mit' om en stressramt kollega, selv om jeg også godt ved at det er en sygdom osv. Jeg er helt klar over at det er vigtigere at hjælpe mig selv end hvad andre tænker. Men er stadig interesseret i at høre om hvordan I ville reagere overfor en kollega. Samtidig har jeg lidt dårlig samvittighed. Hvis jeg nu bliver sygemeldt med stress så er der mere arbejde til de andre travle kollegaer. Men jeg ved også at det er et ledelsesproblem og ikke mit problem. Kan godt forstå du bliver stresset over kollegaer der sidder og drikker kaffe i timevis. Det ville jeg også blive.. Kom gerne med flere erfaringer, de af jer der har haft stressede kollegaer. Hvordan fortalte de det? Hvad tænkte I? Hvordan bliver det bedst 'spiseligt' at man er sygemeldt med stress? Jeg kan ikke lide at lade lægeerklæringen tale for sig selv, så når jeg har været hos lægen imorgen tager jeg ud på kontoret og snakker med min leder. Derfor vil jeg rigtig gerne høre fra de af jer der selv har været nede med stress eller haft kollegaer der var det Bibi: jeg ved godt at ingen kan tillade sig at tænke 'svagpisser'. Men det gør de jo! Måske. Og jeg ved godt at mit helbred kommer i første række. Tak fordi du delte din historie

Før min egen situation i efteråret, sagde jeg altid, at jeg da i hvert fald ikke kunne få stress, men at de sagde, at jeg havde det i forbindelse med mine graviditeter. Ya Right! Mig??? Mit tilfælde kom af noget personligt, kombineret med dårlig kemi med den nye chef. Ikke pga arbpres...så jeg ved ikke, om jeg kan bidrage mere.

På den anden side har jeg så oplevet en kollega, der bare ikke ville indse at hun var stresset. Ingen andre var i tvivl og vi listede alle rundt på kattepoter og prøvede at skåne hende for de værste opgaver, så hun ikke gik helt i opløsning. Hun blev mere og mere ulidelig at være sammen med, kort for hovedet og utilfreds med alting. Men benægtede fortsat at hun var presset. Til sidst gik hun selvfølgelig HELT ned og har ikke kunnet passe et job siden (det er flere år siden). Har altid denne oplevelse i baghovedet når nogen taler om stress, den viser bare hvor vigtigt det er at reagere på de signaler man får, inden man kører helt ud på et sidespor. Faktisk har jeg p.t. en anden kollege, der er lidt på vej af samme spor. Men hvad gør man, for at hjælpe bedst? Det er jo næsten som en misbruger, der ikke vil erkende sit problem:unsure:

Min erfaring siger, at du skal være meget opmærksom på, om du overhovedet har lyst til at tage ud og aflevere lægeerklæringen. De fleste jeg har kendt, som har haft stress, har slet ikke kunnet nærme sig arbejdspladsen uden kvalme og andre ting. Så tænk dig godt om! Også om du har lyst til at møde kollegaerne. Der hvor jeg arbejder har vi mulighed for psykologhjælp og derudover har den nærmeste chef en forpligtelse til at følge op på situationen. Ikke sådan at han ringer og siger kommer du snart igen, men sådan at der hele tiden er en dialog, så man som medarbejder føler at man stadig er en del af organisationen.

Hmmm, nu lægger jeg an til at få øretæver... Men jeg synes altså, det er mærkeligt at chefer og ledelse altid betragtes som ikke-mennesker, men til gengæld dem, der bare skal i gang med handleplaner og det er 'deres problem' at en medarbejder bliver stresset osv. osv. Det er selvfølgelig rigtig nok, at arbejdet skal planlægges, så det kan udføres indenfor den fastsatte tidsramme og at chefen har ansvaret for at arbejdsmiljøet fungerer osv. Men bare fordi man er leder, er man jo ikke herre over finanskrisen, over sygdom på arbejdspladsen eller syge børn osv. Der er masser af andre ting, der kan vælte en velplanlagt arbejdskalender, så alle får for travlt... Nej, jeg er ikke selv chef, men har prøvet at være det. Og var selv ved at få stress af medarbejdere, der ikke tog en skid ansvar. Bare at ringe og sige at man er syg og lægge røret på eller holde fri til børnefødselsdage, tandlægebesøg osv. når der var allermest travlt, - det var skam hverdag på min arbejdsplads, hvor den øverste chef ikke havde udstukket præcise retningslinier for den slags. (I en naiv forestilling om, at voksne mennesker kunne planlægge sig ud af det, så det IKKE gik udover arbejdets udførelse og dermed kolleger -og chefer!) Så uden på nogen måde at anfægte at man kan få stress og er nødt til at være sygemeldt og tænke på sig selv først, så synes jeg også bare man skal passe på med den der 'dem og os' tankegang på arbejdspladser. Hvad tænker I? Er I sådan nogle, der tager ansvar for bunkerne på bordet, også når I er syge? Går I den ekstra meter og er loyale overfor den arbejdsgiver som har ansat jer og betaler jeres løn hver måned? Eller synes I det er ok at småpjække, eller at sætte privatliv højere end arbejdsliv i enhver situation? Jeg er klar til øretæver, så kom bare an :)

Jeg gider ikke arbejde. Jeg er ligeglad med arbejdsgiver. Har jeg lyst at pjække, så gør jeg det. Men jeg er nødt til at have en indtægt. Og derfor er jeg også nødt til at arbejde. Og derfor er jeg ligeglad med bunkerne. Jeg arbejder 37 timer og ikke mere. Jeg skal bedes om, jeg skal ikke forventes af. Ikke høvl til dig. Jeg forstår dit indlæg fuldt ud.

Det er vel lige præcis medarbejderen, der har så stor ansvarsfølelse overfor jobbet, at hun må forklare og undskylde og..., der typisk går ned med stress. Uden overhovedet at tage parti i dem-mod-os-diskussionen vil jeg mene, at du, der er gået ned med stress, må lære at sige fra overfor dit arbejde. Lad det ligge, vær ligeglad med bunkerne, læg ansvaret fra dig. I efteråret havde jeg selv en periode, hvor ingenting fungerede på arbejde - omstruktureringer, flytning, nye kolleger, sammenlægning - og en ledelse, der var totalt fraværende. Der gik et par måneder, derefter begyndte jeg at bide af børnene og græde mig i søvn om aftnen - samtidigt med at jeg virkelig prøvede at gøre opmærksom på de problemer, som jeg så. Og det bedste, jeg gjorde, var at melde mig syg en dag, hvor det faktisk havde været vigtigt, at jeg mødte på arbejde. Jeg var ikke ligeglad - jeg havde dårlig samvittighed - men jeg tror, at det, at jeg var syg, viste, at her var noget helt galt. Jeg tror at lige præcis den sygedag reddede mig fra at gå ned med stress. Tingene fungerer stadig ikke på arbejde (det går dog fremad) men jeg definerer for mig selv, hvad jeg synes, jeg kan tage ansvar for. Og heldigvis er min arbejdsopgave på en måde, hvor andre har svært ved at se, hvor meget jeg laver. Så jeg synes jeg har fundet en måde at fungere på i jobbet, hvor jeg dels passer på mig selv, dels løser mine arbejdsopgaver, dels prøver at anvise veje til en bedre måde at strukturere de opgaver, som jeg har ansvar for. Ikke optimal udnyttelse af min arbejdskraft - men det, der mangler, kan jeg ikke levere selv - det må ledelsen hjælpe mig med. To af mine kolleger (med andre arbejdsopgaver end jeg) har været sygemeldt i det seneste lille års tid. Begge har de også haft andre problemer end lige præcis arbejdet; man kan jo kun bære en vis byrde, og hvis arbejdet er hårdt kan fx et dødsfald af en mormor være nok til at vælte læsset. Og begge har været væk i adskillige måneder, hvor folk har været bekymrede for dem - og været lidt berøringsangste. Jeg håber, at du, der er gået ned med stress, tager det med ro nu. Hold dig langt væk fra arbejde, snak ikke med andre kolleger end en evt. god veninde - få alle tanker om arbejde ud af hovedet. Tag så også imod tilbud om hjælp så hurtigt som muligt (på min arbejdsplads kan vi fx få psykologhjælp). Det er faktisk det eneste, som jeg har undret mig over hos de to kolleger her, der har været væk - at de ikke aktivt nok (som jeg opfattede det) prøvede at komme videre.