Dårlig mødregruppe

ja min mødregruppe var ikke nogen succes! jeg var den eneste førstegangsfødende og min datter var 5 uger ældre end den næstældste. de var også alle 10 år ældre end mig og jeg følte bare at jeg intet havde til fælles med dem :( jeg kunne ikke spørge om råd fordi min datter jo var først til mange ting, og de kunne ikke huske det var deres tidligere børn. så det var mig der gav råd i stedet. desuden gik snakken ALTID på hvordan søskende reagerede på dit og dat og det havde jeg jo ingen mulighed for at tale med om. så vi mødtes 2 gange og så det var så det..... jeg var SÅ skuffet, jeg havde glædet mig til at tale med ligesindede..... heldigvis havde min bedste veninde født 1 ½ måned før så hende har jeg så været sammen med i stedet men det har ungerne så ikke fået så meget ud af....

vi var 4 i min mødregruppe, en alderspredning på 8 år og underne var inden for en måned mellem den første og den sidste. Vi svingede okay med hinanden og gjorde aldrig noget vildt ud af det og var ærlige når det hele var noget lort. I starten mødtes vi en gang om ugen da de blev lidt større blev det til to gange om uge. Gik også swener til babyrytmik i kirken og babygruppe i menighedshuset med dem (er ikke kirksten på den måde men gode arrangementer) nogle gange var vi alle afsted andre gange bare et par stykker. i dag ses vi ikke rigtig mere men havde det godt sammen da vi alle gik hjemme. VI var alle førstegangsmødre.

min første mødregruppe var til at starte med okay vi snakkede sammen og sås en gang hvet 14 dag, men pludselig begyndte de andre piger at gå mere op i mærkevaretøj og hvem der havde råd til at tagelængst væk på ferie og hvm havde den største bil og sådan noget fis.. jeg troede jo det handlede om børnene og at kunne snakke samme mødre til mødre og foretage os sjove ting sammen. i stedet blev det til de dyreste cafeer i byen og det gad jeg bare ikke. til sidte havde jeg bare ikke lyst til at gå og have det dårligt over at vi ikke har råd til ferie og diverse mærketøj at jeg sagde fra, da de spurgte om grunden fik de det at vide også blev de vildt fornærmede og slettede mig fra alt.. min anden gruppe er jeg pt i endnu og det er lidt bedre.. måske er det også svært for mig at forholde mig til dem der har været sammen i så mange år, min mand og jeg har kun lige været sammen i 3 år, men derfor er det jo stadig børnene man er der for primært..

Jeg havde nok troet at mødregruppe var sådan et ugentligt event, men da jeg startede mødtes vi i snit hver 6. uge. Vi var alle sammen førstegangs og havde født/kejsersnit inden for 3 uger. Og var nogenlunde samme sted i tilværelsen mht til villa vovhund osv. Vi var alle 4 sådan nogle med mange bolde i luften - og havde alle et anstrengt forhold til svigermor. Jeg faldt nok lidt udenfor - har ikke gået så meget op i mærketøj og taget moderrollen lidt mere afslappet end de andre i gruppen. Men det blev jo bare et fantastisk disskusionsemne. I starten var det sådan noget med at stille an med det store hjemmelavede kagebord - udelukkende fordi vi var så usikre på hinanden. Det blev dog hurtigt lavet om til vi hver især medbragte noget og spiste frokost sammen. Vi fik det godt med hinanden uden at sidde på skødet af hinanden. Vi mødes stadig indimellem i en weekend til play-dates, til pomp-de-luxe-party osv. Min søster går nu i en mødregruppe. Hun er den eneste single-mom, hun er på KH og temmelig ung. De andre er modne kvinder, god økonomi, kæmpe villaer, det rigtige udstyr og med store familier der bakker dem op. Der er flere mdrs forskel på børnene. Men hun er stadigvæk rigtig glad for gruppen - og deltager på lige fod med de andre. Tror en mødregruppe er hvad man gør den til.

dittelouisea@hotmail.com skrev:

Tror en mødregruppe er hvad man gør den til.

Ja, det har du nok ret i, Dittelouise :)

Jeg er kommet i en fin mødregruppe, hvor vi alle er nogenlunde lige gamle og nogenlunde samme sted i livet. Så vi passer fint sammen. Nogen svinger man bedre med end andre. Især efter at Sp stoppede med at følge os, er vi faldet til ro. Vi tør måske snakke mere med hinanden og er ikke så 'bange' for at sige noget forkert.

Jeg er også i en jordemodergruppe, vi blev sat sammen under graviditeten, så vi gik til jordemoder sammen. Til sidst, lige inden vi skulle føde - begyndte vi at se hinanden uden for konsutationerne og nu mødes vi ofte og har en lukket gruppe på facebook, hvor vi snakker og spørger om gode råd osv. Det er helt fantastisk.

 

Begge grupper har både 1. og 2. gangsmødre.

Er i øvrigt kommet i en ny mødregruppe med Adam. Her er vi, på papir, så forskellige som man kan blive, både med hvor vi er i livet, antal børn, interesser osv, men vi har et kanon godt forhold. Vi mødes hver onsdag i en gym-hal, motionerer, hvor vi så spiser fælles madpakke i kantinen bagefter. Hvis man er syg og må melde afbud, leveres der gerne madpakke til døren osv. Selvom man føler sig malplaceret umiddelbart, kan det godt være fedt alligevel.

Jeg kan se der ikke er blevet svaret på denntråd i meget lang tid, men jeg vil da alligevel lige komme med et indlæg :-)

 

Jeg har valgt slet ikke at være i en mødregruppe

Jeg efterspurgte en gruppe, hvor andre havde mistet børn, men efterspørgelsen var ikke stor nok i vores by, heldigvis kan man sige.

 

Når jeg er i en mødregrupe skal jeg have et behov der hedder at snakke om ALLE mine børn, men det er jo langt fra de fleste der ved hvordan det er at have mistet et barn og ikke alle kan rumme det.

 

Vi har også fået specielle behov stillet hehjemme fra sundhedsplejersken. Feks skal børn jo ligge på maven, når de er vågen, men det kan jeg bare ikke. Jeg går i panik og tænker våggedød osv med det samme, så vi har fået lov til at øve kranløft med ham istedet, for jeg skal ikke på noget tidpsunkt være utryg med mit barn, for det kan han jo også mærke. Og der er ingen der kan ændre min tankegang, det er bare sådan det er i vores verden. ALT bliver anderledes, når man først har prøvet at miste et barn, ens holdninger, ens måde at være på, ens måde at leve på og ens måde at få dækket sit behov på til sit levende barn, om mange bare ikke kan sætte sig ind i, hvilket jo egenligt er forståeligt nok

Vi har været igennem den tragiske hændelse sammen og derfor vil vi også være sammen om vores levende børn.

 

Derfor har vi valgt at få tæt tilknyttet sundhedsplejerske, som kommer efter vores behov og hvor vi har hendes privatnummer, hvis der skulle opstå noget i weekenderne osv.

Vi har valgt at deltage i aktiviteter på biblioteker, temamøder på sundhedscenteret, babysalmesange osv, hvor faderen også er velkommen og der får vi stillet de behov, vi føler er egnet for os, så dette kan jeg varmt anbefale til andre der ikke ønsker at være i en mødregrupe, men som samtidig gerne vil have deres børn aktiveret med andre børn ;-)

Ups, opdagede ikke at der var to sider, så troede tråden var fra 2011 ;-)