For 6 uger siden, lidt over en uge før jeg fødte vores tredje barn, gik min kæreste fra mig.
Allerede efter 1 uge havde han fundet en ny kæreste (kollega), han siger der ikke var noget mellem dem, før efter han gik fra mig. 
Mit hjerte bløder hver dag og tænker på ham konstant. Jeg er glad når jeg ved han er på arbejde, for så ved jeg han ikke er sammen med hende (hun arbejder på en anden afdeling). Jeg nyder når han er herhjemme og have samvær med vores datter på 5 uger, for så ser jeg ham. Men det er også hårdt, da jeg jo er nød til at se han går gang på gang.
Da vores datter var født, fik han kolde fødder og ville faktisk gerne tilbage, men jeg sagde til ham, at jeg synes han skulle tænke over det, da jeg ikke gad og stå i det samme igen om evt. 6 måneder. Jeg fik et indtryk af at han inderst inde havde besluttet sig for at komme hjem igen. Vi kyssede også den dag, da vi sagde "farvel".
Men nogle dage efter kommer han så og siger at han står ved sin beslutning om at være flyttet og sammen med hende den nye.
Der gik mit hjerte lige i stykker IGEN.
Hvergang han er her, kan jeg se i hans øjne at han stadig har følelser for mig (selvom han siger at det har han ikke). Hvergang vi krammer farvel, virker det ret intenst.
Han har frabedt sig at jeg skriver hvad jeg føler og tænker til ham (han bliver forvirret af beskederne og ved ikke hvordan han skal takle dem), men hverdag har jeg bare lyst til at skrive til ham at jeg savner ham og hvor meget jeg har lyst til at kysse ham når vi krammer farvel.
Det store dilemma er også at han er flyttet ind hos hende den nye kæreste og de har indrettet værelse til vores to store piger og "leger" mor, far og børn hveranden uge.
Jeg ved simpelhen ikke hvad jeg skal gøre, håber I kan give mig nogle råd.
Jeg synes det lyder meget, meget mærkeligt at der ikke har været noget mellem dem mens I var sammen (og her snakker jeg "hele vejen"). Det ville jeg simpelthen ikke tro på.
Hvis jeg var dig, så ville jeg gøre sådan her:
Skrive en mail til ham hvor du siger at det her er sidste gang du skriver til ham om dine følelser. At du stadig elsker ham og gerne vil have ham tilbage. Men at du simpelthen ikke er i stand til kram og venlighed når han har knust dit hjerte og ødelagt jeres familie på så grov og voldsom en måde, på det værst tænkelige tidspunkt. Og at du derfor ønsker at I kun kommunikerer om praktiske ting om børnene pr. mail og evt. telefon om nødvendigt. Og at du ikke er til stede når han besøger baby.
Brug den tid til at komme ud af huset og tank lidt op på energien. Og lad være med at give ham kram ved goddag og farvel.
Han har opført sig som en kodyl idiot. Det kan godt være at der er god tone mellem jer, og at han er sød overfor dig o.s.v. Men hans handling er simpelthen utilstedelig. Man gør bare ikke sin kone og moren til sine to børn gravid, for derefter at skride fra hende ugen før baby kommer til verden. Det GØR man bare ikke! Så holder man det inde og tager sit ansvar og bliver indtil baby er større og der er lidt mere overskud. Men det er selvfølgelig svært hvis der står en anden kvinde og venter, som nok ikke har den store tålmodighed...
Jeg går ind for at man giver hinanden rum og plads, og at man kæmper for parforholdet til sidste blodsdråbe når der er børn involveret. Men her må du altså sætte din fod ned og passe på dig selv og din selvrespekt.
PS: Jeg var blevet rasende, som i RASENDE! over at han skulle flytte ind hos hende og lege hus med børnene så tidligt. Altså, er han 17 år oppe i hovedet eller hvad? Tænker han ikke på sine børn??