Hjælp - hvad skal jeg gøre? LANGT

For 6 uger siden, lidt over en uge før jeg fødte vores tredje barn, gik min kæreste fra mig.

Allerede efter 1 uge havde han fundet en ny kæreste (kollega), han siger der ikke var noget mellem dem, før efter han gik fra mig. 

Mit hjerte bløder hver dag og tænker på ham konstant. Jeg er glad når jeg ved han er på arbejde, for så ved jeg han ikke er sammen med hende (hun arbejder på en anden afdeling). Jeg nyder når han er herhjemme og have samvær med vores datter på 5 uger, for så ser jeg ham. Men det er også hårdt, da jeg jo er nød til at se han går gang på gang.

Da vores datter var født, fik han kolde fødder og ville faktisk gerne tilbage, men jeg sagde til ham, at jeg synes han skulle tænke over det, da jeg ikke gad og stå i det samme igen om evt. 6 måneder. Jeg fik et indtryk af at han inderst inde havde besluttet sig for at komme hjem igen. Vi kyssede også den dag, da vi sagde "farvel".

Men nogle dage efter kommer han så og siger at han står ved sin beslutning om at være flyttet og sammen med hende den nye.

Der gik mit hjerte lige i stykker IGEN.

Hvergang han er her, kan jeg se i hans øjne at han stadig har følelser for mig (selvom han siger at det har han ikke). Hvergang vi krammer farvel, virker det ret intenst.

Han har frabedt sig at jeg skriver hvad jeg føler og tænker til ham (han bliver forvirret af beskederne og ved ikke hvordan han skal takle dem), men hverdag har jeg bare lyst til at skrive til ham at jeg savner ham og hvor meget jeg har lyst til at kysse ham når vi krammer farvel.

Det store dilemma er også at han er flyttet ind hos hende den nye kæreste og de har indrettet værelse til vores to store piger og "leger" mor, far og børn hveranden uge.  

Jeg ved simpelhen ikke hvad jeg skal gøre, håber I kan give mig nogle råd.

Anonym skriver:

For 6 uger siden, lidt over en uge før jeg fødte vores tredje barn, gik min kæreste fra mig.

Allerede efter 1 uge havde han fundet en ny kæreste (kollega), han siger der ikke var noget mellem dem, før efter han gik fra mig. 

Mit hjerte bløder hver dag og tænker på ham konstant. Jeg er glad når jeg ved han er på arbejde, for så ved jeg han ikke er sammen med hende (hun arbejder på en anden afdeling). Jeg nyder når han er herhjemme og have samvær med vores datter på 5 uger, for så ser jeg ham. Men det er også hårdt, da jeg jo er nød til at se han går gang på gang.

Da vores datter var født, fik han kolde fødder og ville faktisk gerne tilbage, men jeg sagde til ham, at jeg synes han skulle tænke over det, da jeg ikke gad og stå i det samme igen om evt. 6 måneder. Jeg fik et indtryk af at han inderst inde havde besluttet sig for at komme hjem igen. Vi kyssede også den dag, da vi sagde "farvel".

Men nogle dage efter kommer han så og siger at han står ved sin beslutning om at være flyttet og sammen med hende den nye.

Der gik mit hjerte lige i stykker IGEN.

Hvergang han er her, kan jeg se i hans øjne at han stadig har følelser for mig (selvom han siger at det har han ikke). Hvergang vi krammer farvel, virker det ret intenst.

Han har frabedt sig at jeg skriver hvad jeg føler og tænker til ham (han bliver forvirret af beskederne og ved ikke hvordan han skal takle dem), men hverdag har jeg bare lyst til at skrive til ham at jeg savner ham og hvor meget jeg har lyst til at kysse ham når vi krammer farvel.

Det store dilemma er også at han er flyttet ind hos hende den nye kæreste og de har indrettet værelse til vores to store piger og "leger" mor, far og børn hveranden uge.  

Jeg ved simpelhen ikke hvad jeg skal gøre, håber I kan give mig nogle råd.

Din stakkel! Du får lige et 

Sikke en lortesituation! Kan virkelkg godt forstå, du er såret og ked af det. Sikke et fjols! Kan godt forstå, du gerne vil have ham tilbage, men jeg tror du er nødt til at skære kontakten til ham helt ned på et absolut minimum. Simpelthen for at hjælpe dig selv. Nu må du tænke på, hvad der er bedst for dig (og dine børn). Hvad siger de store børn til deres fars nye tilværelse? Må da være et kæmpe chok for dem også, især så hurtigt efter et brud med dig!

Hov, dobbelt!

Bak skriver:

Din stakkel! Du får lige et 

Sikke en lortesituation! Kan virkelkg godt forstå, du er såret og ked af det. Sikke et fjols! Kan godt forstå, du gerne vil have ham tilbage, men jeg tror du er nødt til at skære kontakten til ham helt ned på et absolut minimum. Simpelthen for at hjælpe dig selv. Nu må du tænke på, hvad der er bedst for dig (og dine børn). Hvad siger de store børn til deres fars nye tilværelse? Må da være et kæmpe chok for dem også, især så hurtigt efter et brud med dig!

Det er jo rigtig svært og skære kontakten mere ned, da han jo også skal have samvær med den lille. Vi ses ikke mere end 2-3 gange om ugen. Hvis det kan gøre det.

jamen de store piger tager det pt ret overraskende godt. Men de ser jo også at mor og far enes og kan godt stadig ses, det gør vi meget ud af. Til trods for at jeg gerne ville være sur på ham.

Ååååh nej... 

Jeg ved ikke helt hvad du kan gøre, jeg synes det lyder som om du gør det der er helt rigtigt for dine børn, de ser deres far jævnligt og det gør den lille nye også. Men hold nu op hvor før mit hjerte ondt på dine vejne! Hvor er det bare det absolut værste det kunne ske, både at blive forladt lige inden en fødsel, men også at en ren pine at se ham være flyttet sammen med en ny allerede, lege "mor, far og børn" med jeres fælles børn (og selvfølglig skal se stor deles mellem deres mor og far pointen, er bare at bruddet stadig er så nyt) det er næsten ondt. Eller pinefuldt bare at forsøge at sætte sig ind i hvor ondt det må gøre på dig.

Jeg kan godt forstå han ikke har lyst til at få sms'er fra dig med hvad du føler og tænker. Men på den anden side, så lyder det som om bruddet er så pludseligt opstået, at jeg godt forstår at du har behovet... Og mest af alt har jeg lyst til at sige at han må skifte mobilnr hvis han ikke vil have dine sms'er, for rettigheder mistede han retten til, da han gik så kort inden en fødsel. En tid der burde have været en families tid med at lære barn nr 3 at kende, er i stedet blevet en splittet tid, hvor man savner hinanden og det man havde og måske også støtten med en nyfødt og bare en at dele kærligheden meD. Det er også barnligt det jeg siger med at skrive til ham for ellers må han bare skifte mobilnr.. Jeg er ked af det, men jeg har virkelig bare ingen svar, jeg har bare så inderligt, inderligt ondt af dig. Det gør så ondt at læse, det du går igennem og at sætte sig ind i hvor hårdt det må være. Jeg synes det lyder som om du klarer det fantastisk flot. Kæmpe kram og mange, mange tanker i din retning.d.

Stakkels dig sikke noget lort! Ud fra det du skriver lyder det til at alle beslutninger er op til ham. Og du sidder bare pænt og venter. Han afgør om han vil have dig tilbage, han afgør hvad du skal eller ikke skal skrive til ham. Jeg ved godt at i skal samarbejde og at han selvfølgelig også skal se jeres barn men, måske du trænger til virkelig at være vred på ham. Du må sepere dig fra ham, gå fysisk ud af rummet når han er på samvær, lad være at kram. Hold dig i det hele taget på afstand, tillad dig selv at være gal, for undskyld mig, han har behandlet dig og behandler dig stadig som lort. Det er da det laveste af lavt at gå fra en kvinde der lige har født. At ødelægge alt det skønne og fine ved et nyt menneskes ankomst til verden. Øv! Styrk dig selv, mand dig op så at sige. Få alle følelser for ham og det hele ud hos veninder, familie og læg ham så på is til du er stærkere. Stort knus og det hele skal nok gå med tiden. Håber du trods alt kan nyde den lille ny

Anonym skriver:

For 6 uger siden, lidt over en uge før jeg fødte vores tredje barn, gik min kæreste fra mig.

Allerede efter 1 uge havde han fundet en ny kæreste (kollega), han siger der ikke var noget mellem dem, før efter han gik fra mig. 

Mit hjerte bløder hver dag og tænker på ham konstant. Jeg er glad når jeg ved han er på arbejde, for så ved jeg han ikke er sammen med hende (hun arbejder på en anden afdeling). Jeg nyder når han er herhjemme og have samvær med vores datter på 5 uger, for så ser jeg ham. Men det er også hårdt, da jeg jo er nød til at se han går gang på gang.

Da vores datter var født, fik han kolde fødder og ville faktisk gerne tilbage, men jeg sagde til ham, at jeg synes han skulle tænke over det, da jeg ikke gad og stå i det samme igen om evt. 6 måneder. Jeg fik et indtryk af at han inderst inde havde besluttet sig for at komme hjem igen. Vi kyssede også den dag, da vi sagde "farvel".

Men nogle dage efter kommer han så og siger at han står ved sin beslutning om at være flyttet og sammen med hende den nye.

Der gik mit hjerte lige i stykker IGEN.

Hvergang han er her, kan jeg se i hans øjne at han stadig har følelser for mig (selvom han siger at det har han ikke). Hvergang vi krammer farvel, virker det ret intenst.

Han har frabedt sig at jeg skriver hvad jeg føler og tænker til ham (han bliver forvirret af beskederne og ved ikke hvordan han skal takle dem), men hverdag har jeg bare lyst til at skrive til ham at jeg savner ham og hvor meget jeg har lyst til at kysse ham når vi krammer farvel.

Det store dilemma er også at han er flyttet ind hos hende den nye kæreste og de har indrettet værelse til vores to store piger og "leger" mor, far og børn hveranden uge.  

Jeg ved simpelhen ikke hvad jeg skal gøre, håber I kan give mig nogle råd.

Først kæmpe kæmpe kæmpe kram.

Jeg er normalt stor fortaler for man skal bøje sig uendelig langt for det gode samarbejde, for børnene ser mor og far som venner.

Men jeg er også fortaler for man skal overleve som menneske. Og jeg tror du har for mange følelser involveret lige pt til at kunne lege gode venner, når nu du ønsker at være kærester. Du har behov for tid til at få distanceret dig fra ham og det er sgi svært når han skal skal se den lille ny. 

Jeg tror jeg ville vælge for det første at være med til at sætte rammerne for hvornår han kom. Og når han kom ville jeg gå væk, enten til et andet rum, gå en lille tur, få købt ind hvad ved jeg. Så I ikke var sammen. Jeg ville droppe alle kram, alle samtaler om andet end om det praktiske. Det er ikke for evigt, men for at få noget der minder om en kold tyrker så du kan tage ham lige så langsomt ind som en god ven og ikke en kæreste.

Jeg kan læse du har følelser for ham, og selvsagt har du det for 6 uger siden elskede du ham og skulle dele resten af livet med ham. Og nu er han "bare" faren til dine 3 børn. Men ærligt, sådan helt ind i maven: ville du kunne tage ham tilbage og tilgive ham? Ønsker du virkelig ham som kæreste, en der bare kan gå og etablere et nyt forhold endda som samboende på 6 uger mens han er nybagt far? 

Og så må jeg lige til sidst sige jeg er hovedrystet over hvor let man (din ex) tager på at etablere familie og "lege" mor, far og børn når der er børn involveret. Hvis der er rigtigt han ikke har haft er forhold med den nye før han gik så betyder det han involvere to børn i et forhold der er under 2 mnd gammelt, at de overhovedet skal møde hende er mig en gåde. Hvad blev der af: man præsenterer ikke nye kæreste i tide og utide, man gør det først når man er så godt som sikker på det er er varigt forhold (og det er man altså ikke efter 6 uger). Kan godt være man som voksene er impulsiv og flytter ind efter en dag. Men så må man da finde løsninger så børnene kan få lov at være uvidende. Man indretter da ikke børneværelse go leger mor og far børn efter en måned.

Signe-bine skriver:

Ååååh nej... 

Jeg ved ikke helt hvad du kan gøre, jeg synes det lyder som om du gør det der er helt rigtigt for dine børn, de ser deres far jævnligt og det gør den lille nye også. Men hold nu op hvor før mit hjerte ondt på dine vejne! Hvor er det bare det absolut værste det kunne ske, både at blive forladt lige inden en fødsel, men også at en ren pine at se ham være flyttet sammen med en ny allerede, lege "mor, far og børn" med jeres fælles børn (og selvfølglig skal se stor deles mellem deres mor og far pointen, er bare at bruddet stadig er så nyt) det er næsten ondt. Eller pinefuldt bare at forsøge at sætte sig ind i hvor ondt det må gøre på dig.

Jeg kan godt forstå han ikke har lyst til at få sms'er fra dig med hvad du føler og tænker. Men på den anden side, så lyder det som om bruddet er så pludseligt opstået, at jeg godt forstår at du har behovet... Og mest af alt har jeg lyst til at sige at han må skifte mobilnr hvis han ikke vil have dine sms'er, for rettigheder mistede han retten til, da han gik så kort inden en fødsel. En tid der burde have været en families tid med at lære barn nr 3 at kende, er i stedet blevet en splittet tid, hvor man savner hinanden og det man havde og måske også støtten med en nyfødt og bare en at dele kærligheden meD. Det er også barnligt det jeg siger med at skrive til ham for ellers må han bare skifte mobilnr.. Jeg er ked af det, men jeg har virkelig bare ingen svar, jeg har bare så inderligt, inderligt ondt af dig. Det gør så ondt at læse, det du går igennem og at sætte sig ind i hvor hårdt det må være. Jeg synes det lyder som om du klarer det fantastisk flot. Kæmpe kram og mange, mange tanker i din retning.d.

 

Det gør sindsyg ondt. Bruddet er kommet som et chok for alle. Mig og også for alle i familien. Tror kun det er ham selv der har gået med de tanker.

Roselil skriver:

Stakkels dig sikke noget lort! Ud fra det du skriver lyder det til at alle beslutninger er op til ham. Og du sidder bare pænt og venter. Han afgør om han vil have dig tilbage, han afgør hvad du skal eller ikke skal skrive til ham. Jeg ved godt at i skal samarbejde og at han selvfølgelig også skal se jeres barn men, måske du trænger til virkelig at være vred på ham. Du må sepere dig fra ham, gå fysisk ud af rummet når han er på samvær, lad være at kram. Hold dig i det hele taget på afstand, tillad dig selv at være gal, for undskyld mig, han har behandlet dig og behandler dig stadig som lort. Det er da det laveste af lavt at gå fra en kvinde der lige har født. At ødelægge alt det skønne og fine ved et nyt menneskes ankomst til verden. Øv! Styrk dig selv, mand dig op så at sige. Få alle følelser for ham og det hele ud hos veninder, familie og læg ham så på is til du er stærkere. Stort knus og det hele skal nok gå med tiden. Håber du trods alt kan nyde den lille ny

Ja du har nok ret i at det er primært ham der tager beslutningerne, men det er sku svært ikke og lade følelserne blande sig.

Jeg må prøve og se om jeg fysisk kan gå ind et andet sted når han er her, men det er svært for vi snakker også praktisk når han er her.

Jeg snakker meget med familie og veninder om mine følelser og det hjælper selvfølgelig også, men på en måde har jeg lyst til at skrive det til ham, i håb om at han får dårlig samvittighed. 

lineog4 skriver:

Først kæmpe kæmpe kæmpe kram.

Jeg er normalt stor fortaler for man skal bøje sig uendelig langt for det gode samarbejde, for børnene ser mor og far som venner.

Men jeg er også fortaler for man skal overleve som menneske. Og jeg tror du har for mange følelser involveret lige pt til at kunne lege gode venner, når nu du ønsker at være kærester. Du har behov for tid til at få distanceret dig fra ham og det er sgi svært når han skal skal se den lille ny. 

Jeg tror jeg ville vælge for det første at være med til at sætte rammerne for hvornår han kom. Og når han kom ville jeg gå væk, enten til et andet rum, gå en lille tur, få købt ind hvad ved jeg. Så I ikke var sammen. Jeg ville droppe alle kram, alle samtaler om andet end om det praktiske. Det er ikke for evigt, men for at få noget der minder om en kold tyrker så du kan tage ham lige så langsomt ind som en god ven og ikke en kæreste.

Jeg kan læse du har følelser for ham, og selvsagt har du det for 6 uger siden elskede du ham og skulle dele resten af livet med ham. Og nu er han "bare" faren til dine 3 børn. Men ærligt, sådan helt ind i maven: ville du kunne tage ham tilbage og tilgive ham? Ønsker du virkelig ham som kæreste, en der bare kan gå og etablere et nyt forhold endda som samboende på 6 uger mens han er nybagt far? 

Og så må jeg lige til sidst sige jeg er hovedrystet over hvor let man (din ex) tager på at etablere familie og "lege" mor, far og børn når der er børn involveret. Hvis der er rigtigt han ikke har haft er forhold med den nye før han gik så betyder det han involvere to børn i et forhold der er under 2 mnd gammelt, at de overhovedet skal møde hende er mig en gåde. Hvad blev der af: man præsenterer ikke nye kæreste i tide og utide, man gør det først når man er så godt som sikker på det er er varigt forhold (og det er man altså ikke efter 6 uger). Kan godt være man som voksene er impulsiv og flytter ind efter en dag. Men så må man da finde løsninger så børnene kan få lov at være uvidende. Man indretter da ikke børneværelse go leger mor og far børn efter en måned.

Det er primært også mig der bestemmer hvornår jeg har tid til at han kommer, men da han arbejder meget på skæve tidspunkter, er det også nød til at passe ind der. Jeg vil prøve det du foreslår med at gå når han er der, men det er svært når vi også er nød til at snakke praktisk når han er her.

Jeg har stadig meget stærke følelser for ham, da det jo er ham der har sluttet forholdet og har gjort det MEGET pludseligt. Jeg ved faktisk ikke som du skriver om jeg inderst inde i maven har lyst til at han kommer tilbage. Det jeg tror jeg har lyst til, det er at han får sin egen lejlighed, ikke er kærester med hende og at vi måske kunne være sammen (kærester) men ikke bo sammen og så se om vi kan få genopbygget tilliden. Men nej inderst inde ved jeg ikke hvad jeg vil.

Jeg, min og hans familie er også dybt rystet over så hurtigt det hele er gået. Ikke engang hans egen familie er klar til at møde hende den nye kæreste. Jeg synes også det var tidligt at mine børn skulle møde hende den nye, men eftersom jeg stod med det hele og tre børn, så havde jeg til sidst brug for lidt aflastning og var derfor nød til at give efter med at de mødte hende og kom hjem på weekend hos far og den nye kæreste. Jeg frygter nemlig også at forholdet går i stykker og så skal mine børn til at håndtere det også. Jeg synes de gennemgå nok i forvejen.

Først går far, så kommer lillesøster, så har far ny lejlighed og så en ny kæreste. Men de tager det sku flot trods alt. Men jeg tror dog stadig der kan komme en reaktion.