Anonym skriver:
For det første gøre det rigtigt ondt, at skrive dette opslag 
, Så please dem der har en "normale" mor, ikke svare; Ej, hvor er jeg bare heldig at ha den bedste mor i verden osv. Det hjælper ikke på det.
- Det er sådan, at jeg skal ha min første baby til maj 
MEN min mor er ligeglad..... Hun har altid været fraværende, og vred, og ligeglad med mig i min opvækst....
Men jeg troede bare, at hun vilde være glad for mig i min graviditet
MEN igen sårer hun mig med sin ligegyldighed over for mig.
Ingen besøge, ingen opkald over hvordan jeg har det osv.
- vil så gerne give slip på min mor, og komme 100% videre, og ikke forvente noget af hende. MEN det er så sværte.
- Er der andre der har haft ligende oplevelser?
Synes bare det er rigtigt hårdt nu.
det er rigtig hård nå ens mor ikke magter at leve op til det ansvar som man burde have som mor
jeg har også en mor som har svigtet igennem min barndom og tit har valgt alkohold frem for os børn.
jeg havde håbet på at hun ville vågne lidt op nå hun blev mormor men det gjorde hun desværre ikke, vi besøger maks hende 1 gang om året, da jeg aldrig ved om hun har drukket eller ej.
det er først nu her i slutningen af sidste år, at det er gået op for mig at min mor aldrig ændre sig, og efter at min datter begyndt at savne en bedste (farmor og farfar er gået borte) og hun ikke kan leve op til det ansvar, så har jeg lagt mere og mere afstand til hende (før snakkede vi min et par gange om mdr, nu kan der gå flere mdr, da hun aldrig ringer)
den episode der fik mig til at tage den endelig beslutningen om ikke at ville kæmpe mere, var da min datter ville ringe til sin mormor (hun få altid af vide at hvis mormor har drukket så få hun ikke lov til at tale med hende) for at spørge om hun ville se hendes nye værelse.
jeg ringede op og fortalte at freja ville snakke med hende, også fik freja tlf, og det første min mor spurgte om var, hvad er det nu du vil have. min datter sad hel paf og sagde så, jeg vil bare spørge om du vil komme og se mit nye værelse, min mor sagde så at det vidste hun ikke lige hvornår hun kunne, men der kunne godt gå et stykke tid (min mors kæreste har bil, men hun ville ikke spørge ham om han ville køre, de bor stort set sammen)
der fik jeg nok for det gik ud over min datter og et er at hun såre mig, gang på gang, noget andet er nå det er mine børn, så det eneste jeg har af forveninger til min mor er at hun skal huske at ringe til mine børn på deres fødselsdag, og hvis hun en dag ikke kan leve op til det så slutter forbindelsen helt.
efter den episode har min datter heller ikke intresseret sig så meget for sin mormor, hun var ellers meget intresseret i det med at have en bedste så alle veninderne har men det snakker hun ikke om mere.
det blev lidt langt 
men nå man selv er klar til det så tager man beslutningen og hvis man inderes inde ikke er klar så kan man ikke selvom man nogen gange ville ønske at man kan
