Ligeglad mor, over at være mormor.

For det første gøre det rigtigt ondt, at skrive dette opslag , Så please dem der har en "normale" mor, ikke svare; Ej, hvor er jeg bare heldig at ha den bedste mor i verden osv. Det hjælper ikke på det. 

- Det er sådan, at jeg skal ha min første baby til maj  

MEN min mor er ligeglad..... Hun har altid været fraværende, og vred, og ligeglad med mig i min opvækst....

Men jeg troede bare, at hun vilde være glad for mig i min graviditet

MEN igen sårer hun mig med sin ligegyldighed over for mig.

Ingen besøge, ingen opkald over hvordan jeg har det osv.

- vil så gerne give slip på min mor, og komme 100% videre, og ikke forvente noget af hende. MEN det er så sværte.

- Er der andre der har haft ligende oplevelser?

Synes bare det er rigtigt hårdt nu.

Kæmpe kram. Har en veninde hvis mor, var meget fraværende og ikke den kærlige og omsorgs fulde mor, ej heller i graviditeten. Hun var med til fødslen og er den mest kærlige mormor og de har et helt specielt forhold. Hendes væremåde har ikke rigtig ændret sig overfor andre, men hun forguder det lille barnebarn  

For det første gøre det rigtigt ondt, at skrive dette opslag , Så please dem der har en "normale" mor, ikke svare; Ej, hvor er jeg bare heldig at ha den bedste mor i verden osv. Det hjælper ikke på det. 

- Det er sådan, at jeg skal ha min første baby til maj  

MEN min mor er ligeglad..... Hun har altid været fraværende, og vred, og ligeglad med mig i min opvækst....

Men jeg troede bare, at hun vilde være glad for mig i min graviditet

MEN igen sårer hun mig med sin ligegyldighed over for mig.

Ingen besøge, ingen opkald over hvordan jeg har det osv.

- vil så gerne give slip på min mor, og komme 100% videre, og ikke forvente noget af hende. MEN det er så sværte.

 

- Er der andre der har haft ligende oplevelser?

Synes bare det er rigtigt hårdt nu.

 

Det er jeg ked af at høre søde, ved ikke hvad jeg skal sige . Måske kan du prøve at snakke med hende om det.

Men du få lige et kram fra mig

Jeg har oplevet lidt det samme med min mor. Grundet megen svigt mm. fra min mor har vi stort set ikke snakket sammen i 2 år. Man kan vist godt sige at min mor er ret ligeglad med mig og hun har røvrendt mig godt og grundig, men jeg har heller ikke den store lyst til at snakke med hende. Da jeg så blev gravid havde jeg nok inderst inde et håb om at hun ville komme og undskylde og vise lidt interesse i at være en del af hendes første barnebarns liv. Men nej. Han er nu 10 dage gammel og jeg har ikke hørt et ord fra hende. Jeg ved at hun ved at jeg har født, det han mine søskende fortalt hende. 
Egentlig har jeg ikke den store lyst til at have hende i mit liv, fordi hun er et meget ustabil menneske. Men alligevel havde jeg troet lidt at hun i  det mindste ville ønske at gøre et forsøg på at blive en del af min søns liv. Men nej (:
Heldigvis har han andre bedsteforældre som er her for ham. 

migxher skriver:

Jeg har oplevet lidt det samme med min mor. Grundet megen svigt mm. fra min mor har vi stort set ikke snakket sammen i 2 år. Man kan vist godt sige at min mor er ret ligeglad med mig og hun har røvrendt mig godt og grundig, men jeg har heller ikke den store lyst til at snakke med hende. Da jeg så blev gravid havde jeg nok inderst inde et håb om at hun ville komme og undskylde og vise lidt interesse i at være en del af hendes første barnebarns liv. Men nej. Han er nu 10 dage gammel og jeg har ikke hørt et ord fra hende. Jeg ved at hun ved at jeg har født, det han mine søskende fortalt hende. 
Egentlig har jeg ikke den store lyst til at have hende i mit liv, fordi hun er et meget ustabil menneske. Men alligevel havde jeg troet lidt at hun i  det mindste ville ønske at gøre et forsøg på at blive en del af min søns liv. Men nej (:
Heldigvis har han andre bedsteforældre som er her for ham. 

Kender det godt. 

Jeg ved min mor er sådan set ligeglad med mig, men nu mens et liv vokser i min mave, og jeg mærker, så store en kærlighed til baby 

kan jeg ikke forstå min mor 

- jeg tror hellere ikke min mor vil vise interesse for babt når den kommer

Men som dig er jeg heldig, jeg har en gode svigerfamilie.

- Jeg skal "bare" komme over min mor, og lade være med, at drømme om hun lige pludselig ændrer sig....

Bare hårdt lige nu, når graviditets hormoner raser, og jeg vilde ønske jeg kunne bruge hende, at snakke om min fødsels osv.  

- har en veninde der har mistet sin højt elskede mor, og jeg tænker bare hvor meget "spild" det er min mor og jeg ikke har hinanden. 

Anonym skriver:

Kender det godt. 

Jeg ved min mor er sådan set ligeglad med mig, men nu mens et liv vokser i min mave, og jeg mærker, så store en kærlighed til baby 

kan jeg ikke forstå min mor 

- jeg tror hellere ikke min mor vil vise interesse for babt når den kommer

Men som dig er jeg heldig, jeg har en gode svigerfamilie.

- Jeg skal "bare" komme over min mor, og lade være med, at drømme om hun lige pludselig ændrer sig....

Bare hårdt lige nu, når graviditets hormoner raser, og jeg vilde ønske jeg kunne bruge hende, at snakke om min fødsels osv.  

- har en veninde der har mistet sin højt elskede mor, og jeg tænker bare hvor meget "spild" det er min mor og jeg ikke har hinanden. 

Noget der hjalp mig med at "komme videre" var at jeg skrev alle mine følelser ned i et brev og gav hende det rådt og usødet. Altså skrev ned hvor meget hun havde såret mig, hvor skuffet jeg var osv. men at jeg var villig til at give hende en chance hvis hun ville arbejde med sig selv og virkelig ændre sig, og så sendte jeg det til hende. Godt nok fik jeg ikke noget respons, men det var super rart at komme ud med det! Og det hjalp ligesom lidt at få det hele ud, og vide at nu havde jeg i det mindste gjort mig, det hjalp meget til at give slip og komme videre (:
Måske du skal gøre det samme? Skrive et brev til hende med dine følelser og tanker. Det kan være det hjælper dig med at give slip og komme videre. 

migxher skriver:

Noget der hjalp mig med at "komme videre" var at jeg skrev alle mine følelser ned i et brev og gav hende det rådt og usødet. Altså skrev ned hvor meget hun havde såret mig, hvor skuffet jeg var osv. men at jeg var villig til at give hende en chance hvis hun ville arbejde med sig selv og virkelig ændre sig, og så sendte jeg det til hende. Godt nok fik jeg ikke noget respons, men det var super rart at komme ud med det! Og det hjalp ligesom lidt at få det hele ud, og vide at nu havde jeg i det mindste gjort mig, det hjalp meget til at give slip og komme videre (:
Måske du skal gøre det samme? Skrive et brev til hende med dine følelser og tanker. Det kan være det hjælper dig med at give slip og komme videre. 

jeg har tænkte tanken, Men jeg ved bare hun ikke vilde læse den. - Og jeg vilde 100% ingen respons får det er 100%

- Og jeg tør simpelthen ikke sende sådan et brev- at åbne mig sådan.

- Jeg har prøvet, at snakke med hende om hvad hun har gjort ved mig, virkelig stille og roligt osv. MEN hun går med det samme i forsvar, og jeg er altid efter hende osv. 

åh søde du Jeg kan slet ikke sætte mig ind i det, da jeg har en mor i mit liv- men hvis det der var min mor, ville jeg sende et brev som en anden nævner også slutte af med at nu måtte hun komme til dig. At du ikke kan rumme hende og det hun gør ved dig og når hun er klar til at snakke om det vil du meget gerne! 

Anonym skriver:

For det første gøre det rigtigt ondt, at skrive dette opslag , Så please dem der har en "normale" mor, ikke svare; Ej, hvor er jeg bare heldig at ha den bedste mor i verden osv. Det hjælper ikke på det. 

- Det er sådan, at jeg skal ha min første baby til maj  

MEN min mor er ligeglad..... Hun har altid været fraværende, og vred, og ligeglad med mig i min opvækst....

Men jeg troede bare, at hun vilde være glad for mig i min graviditet

MEN igen sårer hun mig med sin ligegyldighed over for mig.

Ingen besøge, ingen opkald over hvordan jeg har det osv.

- vil så gerne give slip på min mor, og komme 100% videre, og ikke forvente noget af hende. MEN det er så sværte.

 

- Er der andre der har haft ligende oplevelser?

Synes bare det er rigtigt hårdt nu.

 

Jeg har selv fravalgt min mor pga det samme...

MEN jeg har så en plejemor der har overtaget og altid har været der for mig...

Du er velkommen til at skrive privat

Anonym skriver:

jeg har tænkte tanken, Men jeg ved bare hun ikke vilde læse den. - Og jeg vilde 100% ingen respons får det er 100%

- Og jeg tør simpelthen ikke sende sådan et brev- at åbne mig sådan.

- Jeg har prøvet, at snakke med hende om hvad hun har gjort ved mig, virkelig stille og roligt osv. MEN hun går med det samme i forsvar, og jeg er altid efter hende osv. 

Det er ligegyldigt - du behøver ikke engang at sende brevet, men sæt dig ned og skriv alle dine tanker, følelser og skuffelser mv. ned... det hjælper at få sat ord på.