Bestemmer han for meget?

jenny4 skriver:

Helt ærligt så synes jeg det lyder som om, at han ikke har forstået hvad det vil sige at være far, kæreste eller familie.

Nu kender jeg jo ikke jeres historik men jeg synes du er alt for ung til at stå med hele ansvaret og til ikke at have et socialt liv på trods af at du er ble et mor. Du må da også have nogle veninder som du savner at se, nogle fritidsinteresser som du ikke længere dyrker osv? Jeg ved godt, at man ikke kan det hele på samme måde som før men det virker som om, at du er gået i stå mens din kæreste fortsætter som han plejer. Måske gør han det ikke for at være ond, men simpelthen fordi han ikke er moden nok til at se hvor forkert det er - og fordi du "lader" ham slippe afsted med det.

Mit bedste råd er, at du skal beslutte dig for hvor din grænse går samt hvad du vil finde dig i, og så tage en snak med ham om det. Han synes nok ikke det er det fedeste at du pludselig stiller krav, men det skal ikke forhindre i at gøre det. Hvis ikke du afstemmer med ham er det pludselig sådan resten af jeres liv skal se ud - og du skal altså ikke bruge resten af dit liv på at varte ham op, vaske hans tøj, gøre rent, lave mad osv. Du er IKKE hans mor og børn og husholdning er en fælles opgave.

Og så lige et enkelt spørgsmål mere - hvor er jeres forældre i det her?

Jeg trænede meget den gang hvilket jeg ik gør mere og så jeg flytte til ham hvilket er et styk væk fra mine venner så dem ser jeg ikke og høre aldrig frs dem mere så har ikke så mange venner mere

Anonym skriver:

Det var mig der ville have barnet og jeg var også gået fra ham for ville ikke tvinge ham men han kom selv tilbage uden der var blevet sagt noget ingen i hans familie viste det da jeg fandt ud af jeg ventede nr 2 blev han rigtig glad og han har sagt det til sine forældre også 

Vis han selv er kommet tilbage, så må han sku lige sparke sig selv bag i og blive lidt moden, så han kan være en god far der er der for dig, sin sønnen og den lille ny Han går klip af rigtig mange ting når han er så meget væk og de kommer altså ikke igen når han engang mener at han har tid. Du må tage en god voksen snak med ham.

Det har jeg gjort mange gange med min kæreste og vi er stort set samme alder som jer, vi har dog været sammen i knap 4,5 år. Min mand tror at alle de modne ting ville falde ham helt naturligt som med et trylleslag når han står med sit lille barn i armende efter fødslen, der har jeg jo måtte forklare ham et par gange at sådan fungere det ikke og at det er svært at overvinde dårlige vaner når man bliver vækket af en skrigende baby hver 2 time hele natten og har 117 andre ting man også skal nå at lave om dagen ud over at passe baby, så man ikke har overskuet til at overvinde de dårlige vaner samtidig.

Det der med at de svigermor mener du bare skal leve med det for det har hun gjort - NEJ det skal du ikke, hun valgte bare at give op over for ham i stedet for at tage kampen... Min mand har også visse børne problemer endnu som jeg stadig er i gang med at rette op på inden vi selv skal være forældre forhåbentlig til næste år og det ikke altid populært hos svigermor at jeg lærer hendes søn nogle ting som hun ikke har kunne, så som ikke at give op når tingende ser lidt svære ud eller at smage på maden. Gamle hunde kan godt lærer nu tricks med stædighed og belønning hehe

Anonym skriver:

Jeg trænede meget den gang hvilket jeg ik gør mere og så jeg flytte til ham hvilket er et styk væk fra mine venner så dem ser jeg ikke og høre aldrig frs dem mere så har ikke så mange venner mere

Jeg synes virkelig du skal overveje om du er på rette spor i livet med den her fyr. Det er ikke fordi du nødvendigvis skal gå fra ham, men hvis ikke du får sat foden ned nu, så kommer resten af dit liv til at se sådan ud.

hvorfor har dine forældre det stramt med ham? Jeg synes du skal tage en snak med dem om det hele - hvis nu det går galt har du brug for nogen som har været med undervejs. Og Selvom forældre kan virke trælse (og give de råd man ikke vil høre) så gør de det jo fordi de holder af dig. Jeg er sikker på, at de vil støtte dig uanset hvad, hvis du blot fortæller dem, at du ikke har brug for formaninger men kun deres støtte og nogen at dele det her med. 

Mht veninder så er det lige så hårdt arbejde som at pleje et forhold. Nogle gange sker der det, at man selv synes veninderne burde tage kontakt og de sidder i den anden ende og tænker det samme. En af jer er nødt til at starte. Hvis jeg var dig ville jeg række hånden ud til en eller to og se om I ikke kunne komme tættere på hinanden igen. Du er ung har brug for at have et liv der også omhandler andre ting end jeres børn. 

Hvis ikke du får nogle andre mennesker ind i dit liv ender du med at være total afhængig af din kæreste og så er du lige som låst fast. Sørg for at udvide dit netværk - måske der er andre i dit område der er i samme situation, som du kan mødes med? Hvad med mødregruppe?

Jeg håber for dig, at du åbner øjnene og tager styringen i dit liv. Du har ansvaret for din egen glæde og jeg er sikker på, at dit indre kompas nok skal fortælle dig om du er på rette spor

Så er der nyt i sagen jeg stillede ham et ultimatum om enten var han mere sammen med mig og min søn ellers skulle vi ikke fortsætte med at være sammen han valgte vi ikke skulle være sammen så nu sider jeg med min søn hjemme hos min far og føler mig alene og forladt jeg hved det var mig der sagde enten eller men havde håbet på et andet udslag han sige vi skal skilles som venner og det har han rat i men det er virkelig ikke nemt når jeg holder så meget af ham han ville have jeg skulle ta hans bil og køre i og så ville han have at jeg ikke låner penge af andre end ham for der er ranter på så jeg hved jo han vil passe på mig men jeg kan ikke ta imod det det eneste jeg kunne ta imod var at han ville være der mere for os men det vil han ikke så nu sider jeg helt forladt med min søn og tænker hvad jeg dog har gjordt

Anonym skriver:

Så er der nyt i sagen jeg stillede ham et ultimatum om enten var han mere sammen med mig og min søn ellers skulle vi ikke fortsætte med at være sammen han valgte vi ikke skulle være sammen så nu sider jeg med min søn hjemme hos min far og føler mig alene og forladt jeg hved det var mig der sagde enten eller men havde håbet på et andet udslag han sige vi skal skilles som venner og det har han rat i men det er virkelig ikke nemt når jeg holder så meget af ham han ville have jeg skulle ta hans bil og køre i og så ville han have at jeg ikke låner penge af andre end ham for der er ranter på så jeg hved jo han vil passe på mig men jeg kan ikke ta imod det det eneste jeg kunne ta imod var at han ville være der mere for os men det vil han ikke så nu sider jeg helt forladt med min søn og tænker hvad jeg dog har gjordt

Det er jeg ked af at høre. Men på den anden side, at ville jeg ikke selv have lyst til at være sammen med en fyr, der så let kunne vælge mig og vores lille familie fra.

du fortjener bedre, og selvom det ser sort ud nu så er jeg sikker på, at du kommer hel ud på den anden side. 

Mht økonomi så synes jeg du skal booke et møde med din bank og få fundet ud af, hvordan din økonomiske situation ser ud. 

Og så skal du have talt med dine forældre om hvordan og hvorvidt de vil hjælpe dig. Det kan både være økonomisk men i høj grad også anden støtte.

Du og din eks skal vel også have aftalt hvordan jeres ordning omkring jeres barn skal se ud. Hvornår hvem skal have ham osv. Tal evt også med kommunen omkring det - han har vel forsøgerpligt osv.

Prøv lige at mærke efter - om du hellere ville have levet på den måde I gjorde resten af livet? For selvom det er hårdt nu, så er det jo ikke sikkert at alternativet var bedre..

Jeg står i den sag min og min kæreste har været sammen i to år og vi har en søn på 1år så det kom rat pludseligt jeg blev gravid og han ville faktisk ikke være far før jeg var i uge 18 men sagen er den at jeg lidt føler han vil bestemme for han arbejder meget til hverdag hvilket jeg godt kan gå med til hvis han så bare havde tid i weekenderne han siger altid han skal nå 100 ting i weekenden lave biler maskiner og Andet og det hvad det er men det går tit ud på han lige skal hente noget og bliver væk en halv dag for han skulle lige besøge dem og dem så han er praktisk talt ik hjemme selv om han godt hved jeg syntes det træls hver gang jeg siger noget bliver han pisse sur det forstår jeg ikke forsår godt han har behov for at se sine venner men vil mene han havde mere behov for at se sin familie for vi savner ham jo men det lytter han ik til og mens jeg går her hjemme men vores søn og en lille mere på vej så forventer han jeg laver mad ryder op og gør rent og hvis det ik er gjordt bliver han sur er jeg galt på den hvis jeg sige han burde være mere sammen med os en sine venner i weekenderne ? Hvis ja hvad skal jeg så sige for han forstår mig 

Rettelse: havde ikke set din update.

Jeg kan godt forstå at du er totalt fortvivlet lige nu. Med et lille barn og en ny på vej. Men en mand der kan vælge sin familie fra så nemt, og er fuldstændigt ude af stand til at have empati for sin kæreste og moren til sine børn - han er altså en sølle mand. Hvis ikke han er villig til at møde dig på halvvejen, så kan jeg ikke se hvorfor han skulle være værd at samle på.

Anonym skriver:

Så er der nyt i sagen jeg stillede ham et ultimatum om enten var han mere sammen med mig og min søn ellers skulle vi ikke fortsætte med at være sammen han valgte vi ikke skulle være sammen så nu sider jeg med min søn hjemme hos min far og føler mig alene og forladt jeg hved det var mig der sagde enten eller men havde håbet på et andet udslag han sige vi skal skilles som venner og det har han rat i men det er virkelig ikke nemt når jeg holder så meget af ham han ville have jeg skulle ta hans bil og køre i og så ville han have at jeg ikke låner penge af andre end ham for der er ranter på så jeg hved jo han vil passe på mig men jeg kan ikke ta imod det det eneste jeg kunne ta imod var at han ville være der mere for os men det vil han ikke så nu sider jeg helt forladt med min søn og tænker hvad jeg dog har gjordt

Stort knus til dig!

Det er ikke en drømmesituation, du er havnet i - men om du ikke havde sat foden ned kunne du have set frem til et helt liv på den måde - eller muligvis til han forelskede sig i en anden og flyttede. At få en familie til at fungerer krever at begge de voksne vil det og arbejder for det. Ellers kommer det ikke til at fungere. Han ville ikke. Da er det ikke noget, du kan fikse alene.

Det er utrolig trist, at han ikke er indstillet på at bruge mere tid med sin søn - selv hvis han ikke ønsker et forhold med dig. Jeg fatter ikke forældre (fædre eller mødre) som fravælger sine børn til fordel for et liv med frihed og venner. At han tager det valg nu er ikke din fejl og du skal ikke sidde og slå dig selv oven i hovedet for det.

Lige nu står du i kaos, men ting kommer til at løse sig stille og roligt en ting ad gangen. Ikke panik, du kommer til at finde ud af det. Mit bedste råd er at fokusere på din søn og gøre denne overgang til en ny familiestruktur så god for ham som mulig. De bedste ønsker for jer fremover!

Står med mange tanker i hovedet de så komme til at være med 1 og et halvt år imellem kan jeg klare to små alene på en god måde nogle af jeg der har prøvet det

Anonym skriver:

Står med mange tanker i hovedet de så komme til at være med 1 og et halvt år imellem kan jeg klare to små alene på en god måde nogle af jeg der har prøvet det

Hvor langt er du henne?

Min umiddelbare tanke er, at selvom du var blevet sammen med faren var du jo kommet til at stå med det hele selv alligevel. Og der er i min optik nødt til at være kærlighed i et forhold - man skal ikke blive sammen af praktiske årsager.

Hvad er din situation ellers når du ikke er på barsel? Har du job? Studerende? Har du familie du kan få hjælp fra?

Anonym skriver:

Står med mange tanker i hovedet de så komme til at være med 1 og et halvt år imellem kan jeg klare to små alene på en god måde nogle af jeg der har prøvet det

Det kan godt lade sig gøre, at være alene med to små.. Har du familie, venner, du kan støtte dig til.?.. Hvad laver du til hver dag? 

Som anden siger, zelvom at du var blevet med ham, var du nok stået med det hele alligevel. 

Så pas på dig selv og de to søde små.

Og så kan passe sig selv.. sølle mand,