Bestemmer han for meget?

Jeg står i den sag min og min kæreste har været sammen i to år og vi har en søn på 1år så det kom rat pludseligt jeg blev gravid og han ville faktisk ikke være far før jeg var i uge 18 men sagen er den at jeg lidt føler han vil bestemme for han arbejder meget til hverdag hvilket jeg godt kan gå med til hvis han så bare havde tid i weekenderne han siger altid han skal nå 100 ting i weekenden lave biler maskiner og Andet og det hvad det er men det går tit ud på han lige skal hente noget og bliver væk en halv dag for han skulle lige besøge dem og dem så han er praktisk talt ik hjemme selv om han godt hved jeg syntes det træls hver gang jeg siger noget bliver han pisse sur det forstår jeg ikke forsår godt han har behov for at se sine venner men vil mene han havde mere behov for at se sin familie for vi savner ham jo men det lytter han ik til og mens jeg går her hjemme men vores søn og en lille mere på vej så forventer han jeg laver mad ryder op og gør rent og hvis det ik er gjordt bliver han sur er jeg galt på den hvis jeg sige han burde være mere sammen med os en sine venner i weekenderne ? Hvis ja hvad skal jeg så sige for han forstår mig 

Uha det lyder som om at han slet ikke er moden til at være far. 

Må jeg spørge hvor gamle I er? Og hvad med øvrig familie, er det hjælp at hente fra dem?

Hvad laver du når du ikke er hjemme? Har I venner med børn?

jenny4 skriver:

Uha det lyder som om at han slet ikke er moden til at være far. 

Må jeg spørge hvor gamle I er? Og hvad med øvrig familie, er det hjælp at hente fra dem?

Hvad laver du når du ikke er hjemme? Har I venner med børn?

Jeg er 21år han er 24år vi han han har vi har også vennepar med børn jeg er altid samme med min søn så er ikke rigtig ude

Anonym skriver:

Jeg er 21år han er 24år vi han han har vi har også vennepar med børn jeg er altid samme med min søn så er ikke rigtig ude

Helt ærligt så synes jeg det lyder som om, at han ikke har forstået hvad det vil sige at være far, kæreste eller familie.

Nu kender jeg jo ikke jeres historik men jeg synes du er alt for ung til at stå med hele ansvaret og til ikke at have et socialt liv på trods af at du er ble et mor. Du må da også have nogle veninder som du savner at se, nogle fritidsinteresser som du ikke længere dyrker osv? Jeg ved godt, at man ikke kan det hele på samme måde som før men det virker som om, at du er gået i stå mens din kæreste fortsætter som han plejer. Måske gør han det ikke for at være ond, men simpelthen fordi han ikke er moden nok til at se hvor forkert det er - og fordi du "lader" ham slippe afsted med det.

Mit bedste råd er, at du skal beslutte dig for hvor din grænse går samt hvad du vil finde dig i, og så tage en snak med ham om det. Han synes nok ikke det er det fedeste at du pludselig stiller krav, men det skal ikke forhindre i at gøre det. Hvis ikke du afstemmer med ham er det pludselig sådan resten af jeres liv skal se ud - og du skal altså ikke bruge resten af dit liv på at varte ham op, vaske hans tøj, gøre rent, lave mad osv. Du er IKKE hans mor og børn og husholdning er en fælles opgave.

Og så lige et enkelt spørgsmål mere - hvor er jeres forældre i det her?

Anonym skriver:

Jeg er 21år han er 24år vi han han har vi har også vennepar med børn jeg er altid samme med min søn så er ikke rigtig ude

Helt ærligt så synes jeg det lyder som om, at han ikke har forstået hvad det vil sige at være far, kæreste eller familie.

Nu kender jeg jo ikke jeres historik men jeg synes du er alt for ung til at stå med hele ansvaret og til ikke at have et socialt liv på trods af at du er ble et mor. Du må da også have nogle veninder som du savner at se, nogle fritidsinteresser som du ikke længere dyrker osv? Jeg ved godt, at man ikke kan det hele på samme måde som før men det virker som om, at du er gået i stå mens din kæreste fortsætter som han plejer. Måske gør han det ikke for at være ond, men simpelthen fordi han ikke er moden nok til at se hvor forkert det er - og fordi du "lader" ham slippe afsted med det.

Mit bedste råd er, at du skal beslutte dig for hvor din grænse går samt hvad du vil finde dig i, og så tage en snak med ham om det. Han synes nok ikke det er det fedeste at du pludselig stiller krav, men det skal ikke forhindre i at gøre det. Hvis ikke du afstemmer med ham er det pludselig sådan resten af jeres liv skal se ud - og du skal altså ikke bruge resten af dit liv på at varte ham op, vaske hans tøj, gøre rent, lave mad osv. Du er IKKE hans mor og børn og husholdning er en fælles opgave.

Og så lige et enkelt spørgsmål mere - hvor er jeres forældre i det her?

Anonym skriver:

Jeg står i den sag min og min kæreste har været sammen i to år og vi har en søn på 1år så det kom rat pludseligt jeg blev gravid og han ville faktisk ikke være far før jeg var i uge 18 men sagen er den at jeg lidt føler han vil bestemme for han arbejder meget til hverdag hvilket jeg godt kan gå med til hvis han så bare havde tid i weekenderne han siger altid han skal nå 100 ting i weekenden lave biler maskiner og Andet og det hvad det er men det går tit ud på han lige skal hente noget og bliver væk en halv dag for han skulle lige besøge dem og dem så han er praktisk talt ik hjemme selv om han godt hved jeg syntes det træls hver gang jeg siger noget bliver han pisse sur det forstår jeg ikke forsår godt han har behov for at se sine venner men vil mene han havde mere behov for at se sin familie for vi savner ham jo men det lytter han ik til og mens jeg går her hjemme men vores søn og en lille mere på vej så forventer han jeg laver mad ryder op og gør rent og hvis det ik er gjordt bliver han sur er jeg galt på den hvis jeg sige han burde være mere sammen med os en sine venner i weekenderne ? Hvis ja hvad skal jeg så sige for han forstår mig 

Næste weekend siger du at du har planer lørdag, og så bliver du væk hele dagen. Så kan han se hvordan det er at være forældre en hel dag alene.

Kort sagt : jeg havde ikke fundet mig i det. 

Men det et jo forskelligt hvad man tolererer. 

Ikke på vilkår om jeg ville leve sammen med en mand der aldrig brugte sin fritid på mig og vores børn.

Og det med at han bliver sur over at du ikke har gjort rent og lavet mad.... det er da noget i er fælles om og ikke noget der hænger på dig, bare fordi han er ude og dyrke sine interesser og besøge folk. Igen... jeg ville på ingen måde leve med en mand der troede at disse opgaver udelukkende var mine. 

Niksen, vi har valgt at skabe en familie sammen og vi er fælles om at få det til at fungere. 

Anonym skriver:

Jeg står i den sag min og min kæreste har været sammen i to år og vi har en søn på 1år så det kom rat pludseligt jeg blev gravid og han ville faktisk ikke være far før jeg var i uge 18 men sagen er den at jeg lidt føler han vil bestemme for han arbejder meget til hverdag hvilket jeg godt kan gå med til hvis han så bare havde tid i weekenderne han siger altid han skal nå 100 ting i weekenden lave biler maskiner og Andet og det hvad det er men det går tit ud på han lige skal hente noget og bliver væk en halv dag for han skulle lige besøge dem og dem så han er praktisk talt ik hjemme selv om han godt hved jeg syntes det træls hver gang jeg siger noget bliver han pisse sur det forstår jeg ikke forsår godt han har behov for at se sine venner men vil mene han havde mere behov for at se sin familie for vi savner ham jo men det lytter han ik til og mens jeg går her hjemme men vores søn og en lille mere på vej så forventer han jeg laver mad ryder op og gør rent og hvis det ik er gjordt bliver han sur er jeg galt på den hvis jeg sige han burde være mere sammen med os en sine venner i weekenderne ? Hvis ja hvad skal jeg så sige for han forstår mig 

Jeg bider lidt mærke i 2 ting:

1 - Hvorfor i beholdte graviditeten, selv om han sagde at han ikke ville være far endnu? Han har sikkert vidst han ikke var klar til at give slip på sin egen "frihed".

2 - At det er meget tideligt efter kun et 2 års forhold og allerede have nr 2 på vej i den alder i har og når han allerede reagerede sådan på nr 1.

Jeg håber i finder en løsning og at du sætter foden i jorden som den voksne kvinde du er og ikke er hans lille slave der bare skal være der hjemme og passe børn og hus mens du også skal varde ham op når han endelig gider at komme hjem

jenny4 skriver:

Helt ærligt så synes jeg det lyder som om, at han ikke har forstået hvad det vil sige at være far, kæreste eller familie.

Nu kender jeg jo ikke jeres historik men jeg synes du er alt for ung til at stå med hele ansvaret og til ikke at have et socialt liv på trods af at du er ble et mor. Du må da også have nogle veninder som du savner at se, nogle fritidsinteresser som du ikke længere dyrker osv? Jeg ved godt, at man ikke kan det hele på samme måde som før men det virker som om, at du er gået i stå mens din kæreste fortsætter som han plejer. Måske gør han det ikke for at være ond, men simpelthen fordi han ikke er moden nok til at se hvor forkert det er - og fordi du "lader" ham slippe afsted med det.

Mit bedste råd er, at du skal beslutte dig for hvor din grænse går samt hvad du vil finde dig i, og så tage en snak med ham om det. Han synes nok ikke det er det fedeste at du pludselig stiller krav, men det skal ikke forhindre i at gøre det. Hvis ikke du afstemmer med ham er det pludselig sådan resten af jeres liv skal se ud - og du skal altså ikke bruge resten af dit liv på at varte ham op, vaske hans tøj, gøre rent, lave mad osv. Du er IKKE hans mor og børn og husholdning er en fælles opgave.

Og så lige et enkelt spørgsmål mere - hvor er jeres forældre i det her?

Jeg forsøgte at snakke med han mor om det men hun siger bare det har jeg levet med i 30år det skal du bare leve med. Min forældre er ikke indblandet da de i forvejen har det lidt stramt med ham 

Anonymbebs skriver:

Jeg bider lidt mærke i 2 ting:

1 - Hvorfor i beholdte graviditeten, selv om han sagde at han ikke ville være far endnu? Han har sikkert vidst han ikke var klar til at give slip på sin egen "frihed".

 

2 - At det er meget tideligt efter kun et 2 års forhold og allerede have nr 2 på vej i den alder i har og når han allerede reagerede sådan på nr 1.

 

Jeg håber i finder en løsning og at du sætter foden i jorden som den voksne kvinde du er og ikke er hans lille slave der bare skal være der hjemme og passe børn og hus mens du også skal varde ham op når han endelig gider at komme hjem

Det var mig der ville have barnet og jeg var også gået fra ham for ville ikke tvinge ham men han kom selv tilbage uden der var blevet sagt noget ingen i hans familie viste det da jeg fandt ud af jeg ventede nr 2 blev han rigtig glad og han har sagt det til sine forældre også