Er mor altid det bedste?

Nu er Sarah kun 4 måneder og hun er vores første barn. 

Lige nu oplever jeg at vi begge er lige gode  

jeg ved selvf. Ikke hvordan er når de bliver ældre men jeg håber, at Sarah synes vi begge er lige gode 

jeg ved godt der er perioder hvor mor er bedst, så det far osv.

så i mit hoved er at begge er bedst

Hertz skriver:

Det kan de også godt det hedder primær omsorgsperson og sekundær omsorgsperson og det er så typisk mor og far.

Ahh det passe altså ikke at der kun kan være en primær person og at dette er mor. Sekundære omsorgspersoner er typisk bedsteforældre, pædagoger i institutioner osv. Far er altså lige så meget primær som mor. 

migxher skriver:

Ahh det passe altså ikke at der kun kan være en primær person og at dette er mor. Sekundære omsorgspersoner er typisk bedsteforældre, pædagoger i institutioner osv. Far er altså lige så meget primær som mor. 

Helt enig med dig. 

Selv da jeg ammede var min kæreste ligeså meget med som mig, han puslede hver gang hun skulle skiftes! (Gør han for det meste stadig )

Efter min mening afhænger det af, hvordan familien har indrettet sig. Om begge forældre deltager på lige fod. Derfor kan man ikke bare på forhånd udråbe moderen til at være den vigtigste i barnets liv.

Der er selvfølgelig en praktisk detalje, hvis barnet bliver ammet. Men siden min datter kom på skemad, vil jeg mene, at hendes far har været lige så vigtig for hende som undertegnede. Der er intet jeg gør med hende, som han ikke også gør - og lige så godt.

Skulle vi gå hen og blive skilt (håber det selvfølgelig ikke) ville jeg faktisk have meget svært ved at argumentere for, at hun skulle bo mere ved mig end ved ham. Argumenterne ville strande på, at JEG ikke ville kunne undvære hende. Hun ville selvfølgelig savne mig, men hun ville på tilsvarende vis savne sin far, når han ikke var der.

Ikke hos os, der er far lige så meget inde over hvad angår hud mod hud, bleskift, osv og her giver han også flaske og har nærhed. Så hos os er vi begge ind over og har kvalitetstid 

Med fare for at jogge i spinaten her, så melder jeg alligevel på banen med min helt subjektive mening. Dvs. ud fra hvordan jeg har det, og ikke hvordan jeg ser samfundet skruet sammen.

Men jeg mener selv, at jeg er primær omsorgsperson indtil en baby ikke længere er afhængig af mig og min mælk. Derfor kan far sagtens være tæt på lige så god, men så længe jeg ammer vil jeg mene at han ikke kan erstatte det. Ligesom det også er morens hjertelyd osv baby kender, derfor vil det kræve tilvænning at have far som primær omsorgsperson.

Sådan som jeg er skruet sammen i bolden, vil jeg have meget svært ved ikke at føle mig som primær omsorgsperson Og eftersom jeg var alene med min den første indtil hun blev 6, vil jeg altid være hendes primære Om det ændrer sig nu hvor jeg venter nr 2 med en ny mand,  skal jeg ikke kunne sige Tvivler dog

Sprit25 skriver:

Inspireret af en anden tråd åbner jeg simpelthen der her. 

 

I tråden giver flere udtryk for at mor er primær omsorgsperson ALTID! At far ikke er "god nok" og kun ses som en legeonkel, der ikke kan bruges til noget før barnet bliver ældre. Men hvorfor? 

 

Da jeg fødte blev jeg mødt med holdninger at hud mod hud KUN skulle være ved moren, tilnøds faren og hvis han røg måtte han slet ikke rører sit barn. Jeg møder kvinder der hele tiden irrettesætter deres mand og mændende nærmest skal tvinge sig til lidt tid med baby. Igen hvorfor? Hvis far er velfungerende og ellers en fast del i sit barns liv er han vel mindst ligeså vigtigt som moren?

Faren er da lige så meget primær omsorgsperson som moren, men hvis barnet fx ammes, så er der et andet bånd mellem mor-barn de første måneder. Sådan er det bare. Herhjemme er min mand lige så meget omsorgsperson, som jeg, selvom vores datter er ekstrem morsyg. Han kan ligeså vel trøste som jeg, og vores datter elsker sin far så højt. Herhjemme går vi op i at manden også laver nogle ting sammen med vores datter uden mig, da han har et krævende job og ikke altid er så meget hjemme i hverdagen. Så tager de ud og ser en fodboldkamp, tager i zoo eller går på legepladsen uden mig, og det tror jeg på er med til at styrke deres bånd. Kan slet ikke se hvorfor faren skal udstilles som en sekundær omsorgsperson. Vil så sige, at da jeg havde født fik vi at vide at min mand skulle tage trøjen af og ligge meget hud mig hud med vores datter netop for at skabe en god tilknytning også. Så det har altid været naturligt for os at far er ligeså meget med som jeg. 

Jeg mener så også at der er en forskel på om barnet bor med faren eller om barnet kun ser far eksempelvis hver anden weekend. Bor faren med barnet, tror jeg at der skabes en anden tilknytning i hvert tilfælde når barnet er lille.  

Sprit25 skriver:

Inspireret af en anden tråd åbner jeg simpelthen der her. 

 

I tråden giver flere udtryk for at mor er primær omsorgsperson ALTID! At far ikke er "god nok" og kun ses som en legeonkel, der ikke kan bruges til noget før barnet bliver ældre. Men hvorfor? 

 

Da jeg fødte blev jeg mødt med holdninger at hud mod hud KUN skulle være ved moren, tilnøds faren og hvis han røg måtte han slet ikke rører sit barn. Jeg møder kvinder der hele tiden irrettesætter deres mand og mændende nærmest skal tvinge sig til lidt tid med baby. Igen hvorfor? Hvis far er velfungerende og ellers en fast del i sit barns liv er han vel mindst ligeså vigtigt som moren?

Ork ja.

Min mand holdt også barsel i et halvt år med vores unger og vi alle nød det. Jeg nød især at være MIG og ikke kun malkeko. 

At vores unger nogen gange blev afleveret i nattøj i institutionerne fordi han ikke anede hvad der var hvad, har jeg lært at grine ad. De var varme og det var pointen. 

Jeg hat ikke læst den tekst i snakker om, men om det er mor eller far har de jo lige stor ansvar for omsorg kærlighed tryghed osv. Min kæreste var og er da lige så meget sammen med vores søn som jeg er

Biologisk er spædbarnet knyttet til moren, barnet bliver født med et overlevelsesinstinkt som peger mod mad, varme og tryghed - det vil oftest være moren der kan give maden og derfor er spædbarnet helt instinktivt pejlet mod moren. Det kan vi rykke på ved far eller en anden giver flaske, og spædbarnet får erfaringen: denne luft, lyd følelse gør mig mæt. Men så længe mor ammer, så vil det primære behov opfyldes her. Jeg har det med denne diskussion som med "hen", at det er moderne problem pludselig at ville udviske biologiske forskelle.

Så kan man så spørge i et samfund, hvor vi ved baby får mad nok. Er mor og far så lige? Ja egentlig, men igen det er bare ikke os voksne der bestemmer det, det er ikke kulturen der bestemmer det, det er baby. Og baby er hverken moderne, kulturbåret eller lignende, baby handler instinktivt.

nu er mine børn 4,7 og 12 og der er perioder hvor mor er den bedste og der er perioder hvor far er den bedste. Der er situationer hvor mor er den bedste og situationer hvor det er far. Jeg og farmand har intet at skulle have sagt, vi kan opstille regler, vi kan tale, vi kan gøre det samme lige meget osv. Men det er børnene der vælger hvem de vælger til hvad.

Og så gammeldags som det end lyder, så vil jeg sige mine børn vælger mig når det handler om at krybe ind i en favn og vide helt ned til lilletåen man er elsket, det er mig de vælger når følelserne inde i dem selv bumler for hurtigt, det er mig de vælger når verden vælter mentalt, det er mig de vælger når de er meget trætte. Tilgengæld hvis de er bange for noget ydre, utrygge ved om de fysisk kan klare en situation, hvis de bliver forskrækkede osv. Så vælger de far. Det er jo fantastisk vi kan supplere hinanden og jeg er så glad for vi ikke har opstillet regler, lavet skemaer, hvad ved jeg. Men gør det intuitivt og lader børnene række hænderne ud så det er et møde mellem to mennesker og ikke en: nu skal vi udviske forskellene....