Det er for hårdt ..(langt)

Flødebollen skriver:

Faktum er, at det er for hårdt. Hele den her behandlingsverden. Da vi endelig fik grønt lys i sommer var vi fyldt op med store forventninger og masser af optimisme. 

Det så ud til, st vi endelig skulle være forældre efter at have forsøgt selv i næsten 3 år... Siden da har jeg haft 2-3 bio'er og en enkelt SA. Vi er nu i gang med 5. IUI efter aborten. Og jeg kan mærke, at det går den forkerte vej.

det går den forkerte vej med mit humør og sind. Jeg har tidligere haft stress, angst og depression, men kom ud af min medicin for halvandet år siden. Faktum er, at jeg kan mærke på mig selv, at hvis ikke der sker et eller andet snart, så ender jeg på det stadie, jeg var da jeg blev syg. 

Jeg er modløs, nervøs, bange, har intet overskud og generelt ved at miste troen på, om jeg nogensinde bliver mor. Det er mit højeste ønske, men lige nu er der forfærdelig lang vej til det. Og for nogen er det bare det mest naturlige i hele verden - at blive gravid. Jeg synes det er hårdt, at vi skal kæmpe sådan for det og at intet kan ændre min situation. Følelsen af, at jeg ikke selv har kontrol over det her er svær. Min mand er meget forstående. Han kan godt se, jeg har meget at tumle med. Det har han også selv af flere grunde. Jeg giver mig selv skylden for, at det endnu ikke er lykkedes at blive gravid, hvor fostret blev der. Det er mig, der fejler noget og ved hver negativ test bliver jeg mindet om, at det er min krop, der fejler. Jeg kan fandeme ikke engang finde ud af at blive gravid. 

 

Well... Jeg brød helt sammen i morges efter endt nattevagt. Nok mest fordi det gik op for mig, at jeg ikke er den eneste, der føler mig tæt på en depression/stress i forbindelse med behandling. Det er åbenbart meget normalt. Det finder jeg skræmmende. Fordi det bekræfter mig i, at jeg er på vej ind i den statistik.

jeg brød sammen over for min mand. Og han blev chokeret. Det sidste han ønsker, er en kone som han havde for 3 år siden,da jeg blev syg. 

Vi er derfor blevet enige om at holde en pause efter det her forsøg, hvis det ikke lykkedes. Dels fylder jeg måned efter måned min krop med alverdens hormoner og det kan mærkes og dels har jeg brug for en pause. Jeg har brug for at finde mig selv igen, at finde mine gode sider frem igen og finde frem til, hvad jeg elsker i livet... Lige nu er der meget overskyet. 

Hvor længe vi holder pause, ved jeg ikke. Måske bliver det indtil jeg har tabt mig de sidste 8 kg før vi kan komme i det offentlige. Måske kortere tid, måske længere. Faktum er, at jeg bliver nødt til at passe på mig selv, og jeg bliver ikke en bedre mor, kone, søster, datter og veninde af st presse mig selv så langt ud for at opfylde en drøm, at jeg mister mig selv fuldstændig. Og det er den vej, det går. 

 

Måske kan det opfattes som et nederlag at holde pause. Men det er det eneste vi kan gøre for at passe på os selv. Vi ønsker os brændende at blive forældre, men det skal være fyldt med overskud, ikke på nippet til den lukkede... 

 

Tak ak fordi I læste med i mit lille pive indlæg. 

Åh nej dog:-( Kæmpe stort langt kram til dig

Jeg kender kun alt for godt til de ting du skriver! 

Behandlingsverdenen er SÅ barsk! Har selv diagnosen "periodisk depression" hvilket karakteriserer at jeg af flere omgange tidligere i mit liv har døjet med længerevarende depressioner (moderate til svære). Jeg fik i mine teenage-år et præparat mod uren hud som menes at have affødt depressionerne desværre så jeg har døjet med det i ligeså længe af mit liv som jeg har levet uden dem efterhånden (depressionerne altså). Jeg kan rigtig godt nikke genkendende til dine følelser omkring hvornår det går den gale vej! Har ikke selv fået medicin/behandling i snart 4 år, men det holder til tider hårdt vil jeg sige. 

Jeg havde selv lige afsluttet 1 runde IVF (æggene var opbrugt) og havde accepteret at vi nu skulle vente nogle måneder for at komme i behandling igen pga kø. Det var på en eller anden måde næsten en lettelse for mig- for så tvang det mig til at spekulere på noget andet end behandlingerne.

Det viste sig dog at der åbenbart ikke er kø til decemberbørn (sagt med et glimt i øjet), så vi kom til med det samme så jeg starter med hormoner i morgen. Det var på den ene side dejligt at kunne starte i behandling hurtigt igen, men på den anden side var jeg faktisk ked af at jeg ikke fik min pause, som jeg følte jeg havde brug for. Der er desuden sket det i mellemtiden at jeg også har fået tilbudt 2 jobs (har sagt ja til det ene) og skal starte i morgen. Dette er jeg selvfølgelig også glad for men gør at jeg yderligere føler mig splittet- fedt at der sker noget andet så fokus kommer væk fra mine behandlinger og jeg føler at livet bliver mere dynamisk end før hvor alt stod stille og fik mig til at græde dagligt fordi jeg følte mig ensom og fastslåst. Men jeg har jo intet fortalt om min situation og frygter nu hvordan jeg allerede i starten af mit nye job skal finde på undskyldninger for hvad jeg skal når jeg skal i til ÆU, ÆO, scanning osv. Shit. 

Jeg synes dog jeg er meget positiv for tiden så jeg tør godt at fortsætte i behandling.

Men som du beskriver det der tror jeg det vil være en rigtig god ide at tale med din læge. Derudover tror jeg det er rigtig fornuftigt at holde en lille pause fra behandlingerne og fokusere på noget helt andet (ved godt det er utopisk at sige men så vidt muligt). Det betyder jo ikke at du opgiver projektet og at det aldrig vil lykkes jer- men alle har brug for et afbræk en gang i mellem. 

Du skriver du skal tabe 8 kilo. Hvad med at tilmelde dig et løb af en art? Altså et der finder sted om noget tid- til sommer fx.? Det kan jo både være 5 km, 7 km, 10 km eller noget helt fjerde? Så har du et mål at fokusere på? 

Jeg kan ikke udtale mig om hvordan det er at miste for det har jeg (heldigvis) aldrig prøvet. Det må være det hårdeste af det hårdeste så jeg føler virkelig med dig! 

Du må endelig skrive til mig hvis du har brug for at snakke- og hvis ikke du allerede følger den, vil jeg anbefale dig at læse/følge Signes blok "erduherikkesnart". Den er rigtig god i vores situation. 

Alt det bedste til dig- håber snart der sker noget dejligt for dig

Søde søde du 

Det er helt normalt at føle sådan! Ingen kan blive ved med det ene nederlag efter det andet og det skal man heller ikke! Det er ikke et nederlag at tage en pause, det er er tegn på at DU kender DIG og dine grænser og i behandlingsverden er det vigtigt at man kan mærke sig selv og ved hvornår nok er nok! 

Vi holder 6 måneders pause nu, det er min første cyklus uden piller og sprøjter og jeg har det godt! Det hang mig langt ud af halsen med hormoner, skanninger og laaaaange køreture frem og tilbage.

Nu handler det om mig, mig og Johnni og vores kærlighed, for det glemmer man. Man kører på rutinen, bliver mekanisk og vores sexliv har været det rene lort! 

Husk dig selv og husk jer 

grinny skriver:

Søde søde du 

Det er helt normalt at føle sådan! Ingen kan blive ved med det ene nederlag efter det andet og det skal man heller ikke! Det er ikke et nederlag at tage en pause, det er er tegn på at DU kender DIG og dine grænser og i behandlingsverden er det vigtigt at man kan mærke sig selv og ved hvornår nok er nok! 

Vi holder 6 måneders pause nu, det er min første cyklus uden piller og sprøjter og jeg har det godt! Det hang mig langt ud af halsen med hormoner, skanninger og laaaaange køreture frem og tilbage.

Nu handler det om mig, mig og Johnni og vores kærlighed, for det glemmer man. Man kører på rutinen, bliver mekanisk og vores sexliv har været det rene lort! 

Husk dig selv og husk jer 

Tusind tak for dit indlæg. Det betyder meget at vide, at man ikke er helt på herrens mark. 

Jeg håber inderligt, at dette forsøg lykkedes - gør det ikke, så glæder jeg mig også til et behandlingsfrit liv for en stund

Kæmpe !!

Jeg vil gerne tro at det kan være stressende og gøre en ked af det at være i behandlingssystemet. 

Jeg synes bestemt ikke at det er et nederlag at erkende at du har behov for en pause. Derimod synes jeg det er noget positivt. Det viser at du vil blive en god mor når I endelig står der. Du passer på din familie ved at passe på dig selv. Det er positivt at du passer på dig selv og lytter til din krop. 

Opgiv ikke håbet om baby. Jeg håber og ønsker for jer at når tid er, at I bliver forældre

SDD skriver:

Kæmpe !!

Jeg vil gerne tro at det kan være stressende og gøre en ked af det at være i behandlingssystemet. 

Jeg synes bestemt ikke at det er et nederlag at erkende at du har behov for en pause. Derimod synes jeg det er noget positivt. Det viser at du vil blive en god mor når I endelig står der. Du passer på din familie ved at passe på dig selv. Det er positivt at du passer på dig selv og lytter til din krop. 

Opgiv ikke håbet om baby. Jeg håber og ønsker for jer at når tid er, at I bliver forældre

Tusind tak 

Flødebollen skriver:

Faktum er, at det er for hårdt. Hele den her behandlingsverden. Da vi endelig fik grønt lys i sommer var vi fyldt op med store forventninger og masser af optimisme. 

Det så ud til, st vi endelig skulle være forældre efter at have forsøgt selv i næsten 3 år... Siden da har jeg haft 2-3 bio'er og en enkelt SA. Vi er nu i gang med 5. IUI efter aborten. Og jeg kan mærke, at det går den forkerte vej.

det går den forkerte vej med mit humør og sind. Jeg har tidligere haft stress, angst og depression, men kom ud af min medicin for halvandet år siden. Faktum er, at jeg kan mærke på mig selv, at hvis ikke der sker et eller andet snart, så ender jeg på det stadie, jeg var da jeg blev syg. 

Jeg er modløs, nervøs, bange, har intet overskud og generelt ved at miste troen på, om jeg nogensinde bliver mor. Det er mit højeste ønske, men lige nu er der forfærdelig lang vej til det. Og for nogen er det bare det mest naturlige i hele verden - at blive gravid. Jeg synes det er hårdt, at vi skal kæmpe sådan for det og at intet kan ændre min situation. Følelsen af, at jeg ikke selv har kontrol over det her er svær. Min mand er meget forstående. Han kan godt se, jeg har meget at tumle med. Det har han også selv af flere grunde. Jeg giver mig selv skylden for, at det endnu ikke er lykkedes at blive gravid, hvor fostret blev der. Det er mig, der fejler noget og ved hver negativ test bliver jeg mindet om, at det er min krop, der fejler. Jeg kan fandeme ikke engang finde ud af at blive gravid. 

 

Well... Jeg brød helt sammen i morges efter endt nattevagt. Nok mest fordi det gik op for mig, at jeg ikke er den eneste, der føler mig tæt på en depression/stress i forbindelse med behandling. Det er åbenbart meget normalt. Det finder jeg skræmmende. Fordi det bekræfter mig i, at jeg er på vej ind i den statistik.

jeg brød sammen over for min mand. Og han blev chokeret. Det sidste han ønsker, er en kone som han havde for 3 år siden,da jeg blev syg. 

Vi er derfor blevet enige om at holde en pause efter det her forsøg, hvis det ikke lykkedes. Dels fylder jeg måned efter måned min krop med alverdens hormoner og det kan mærkes og dels har jeg brug for en pause. Jeg har brug for at finde mig selv igen, at finde mine gode sider frem igen og finde frem til, hvad jeg elsker i livet... Lige nu er der meget overskyet. 

Hvor længe vi holder pause, ved jeg ikke. Måske bliver det indtil jeg har tabt mig de sidste 8 kg før vi kan komme i det offentlige. Måske kortere tid, måske længere. Faktum er, at jeg bliver nødt til at passe på mig selv, og jeg bliver ikke en bedre mor, kone, søster, datter og veninde af st presse mig selv så langt ud for at opfylde en drøm, at jeg mister mig selv fuldstændig. Og det er den vej, det går. 

 

Måske kan det opfattes som et nederlag at holde pause. Men det er det eneste vi kan gøre for at passe på os selv. Vi ønsker os brændende at blive forældre, men det skal være fyldt med overskud, ikke på nippet til den lukkede... 

 

Tak ak fordi I læste med i mit lille pive indlæg. 

Vil først og fremmest give dig et kæmpe skulderklap! Det er ikk et nederlag at kunne mærke sig selv, at sige pause mens man stadig kan, inden det er gået helt galt. Tværtimod! Jeg synes det viser råstyrke, viljen til at passe på sig selv og sin partner,  mod til at sige stop, til trods for at man også godt ved, at man siger pause til ens store drøm. Jeg synes du skal være stolt af dig selv.

Jeg stod også og følte mig tabt i alt det her med at forsøge at blive gravid. Følte også jeg var ved at miste mig selv. Og var også nået dertil hvor jeg havde brug for en pause. Jeg var helt klar til at holde en pause. Ikke sådan en "nu-lades-vi-som-om-vi-holder-pause-og-så-bliver-jeg-nok-gravid"... Nej, pause som i, at vi ville beskytte os med kontor,  tage ud og rejse, osv. Vi sagde der også til dem som kendte til vores baby planer,  at vi ville holde en pause. Vi vidste ikk hvor længe pausen skulle stå - så længe der nu var brug for.

2 uger senere stod jeg med en positiv test 

Igen - synes det er flot at vælge og holder en pause,  inden det går helt galt. Du får også ro i krop og sind, som helt sikkert har brug for det. Gør ting som I vil nyde at se tilbage på, brug tid på at finde dig selv og jer igen... Ønsker jer alt held og lykke 

CH2012 skriver:

Vil først og fremmest give dig et kæmpe skulderklap! Det er ikk et nederlag at kunne mærke sig selv, at sige pause mens man stadig kan, inden det er gået helt galt. Tværtimod! Jeg synes det viser råstyrke, viljen til at passe på sig selv og sin partner,  mod til at sige stop, til trods for at man også godt ved, at man siger pause til ens store drøm. Jeg synes du skal være stolt af dig selv.

Jeg stod også og følte mig tabt i alt det her med at forsøge at blive gravid. Følte også jeg var ved at miste mig selv. Og var også nået dertil hvor jeg havde brug for en pause. Jeg var helt klar til at holde en pause. Ikke sådan en "nu-lades-vi-som-om-vi-holder-pause-og-så-bliver-jeg-nok-gravid"... Nej, pause som i, at vi ville beskytte os med kontor,  tage ud og rejse, osv. Vi sagde der også til dem som kendte til vores baby planer,  at vi ville holde en pause. Vi vidste ikk hvor længe pausen skulle stå - så længe der nu var brug for.

2 uger senere stod jeg med en positiv test 

Igen - synes det er flot at vælge og holder en pause,  inden det går helt galt. Du får også ro i krop og sind, som helt sikkert har brug for det. Gør ting som I vil nyde at se tilbage på, brug tid på at finde dig selv og jer igen... Ønsker jer alt held og lykke 

Tusind tak for de søde ord

grinny skriver:

Søde søde du 

Det er helt normalt at føle sådan! Ingen kan blive ved med det ene nederlag efter det andet og det skal man heller ikke! Det er ikke et nederlag at tage en pause, det er er tegn på at DU kender DIG og dine grænser og i behandlingsverden er det vigtigt at man kan mærke sig selv og ved hvornår nok er nok! 

Vi holder 6 måneders pause nu, det er min første cyklus uden piller og sprøjter og jeg har det godt! Det hang mig langt ud af halsen med hormoner, skanninger og laaaaange køreture frem og tilbage.

Nu handler det om mig, mig og Johnni og vores kærlighed, for det glemmer man. Man kører på rutinen, bliver mekanisk og vores sexliv har været det rene lort! 

Husk dig selv og husk jer 

Jeg ved endnu ikke, hvad pausen skal bruges på. Udover min mand og jeg. For som jer har alt i vores forhold nærmest stået stille. Vi siger hver dag, vi elsker hinanden og kysser og krammer - men vi har begge gået for os selv i vores stille sind med tristhed og bekymringer. 

Vi har rigtig meget brug for at komme ovenpå igen. Men det føles jo bare som at udsætte vores kommende baby, og når vi nu brænder så meget for det, hvorfor så ikke fortsætte..? Den tanke har jeg haft længe. Den er nu nærmere erstattet med lettelse over, at der ikke hviler det der pres på mig, som jeg selv får skabt. 

Flødebollen skriver:

Faktum er, at det er for hårdt. Hele den her behandlingsverden. Da vi endelig fik grønt lys i sommer var vi fyldt op med store forventninger og masser af optimisme. 

Det så ud til, st vi endelig skulle være forældre efter at have forsøgt selv i næsten 3 år... Siden da har jeg haft 2-3 bio'er og en enkelt SA. Vi er nu i gang med 5. IUI efter aborten. Og jeg kan mærke, at det går den forkerte vej.

det går den forkerte vej med mit humør og sind. Jeg har tidligere haft stress, angst og depression, men kom ud af min medicin for halvandet år siden. Faktum er, at jeg kan mærke på mig selv, at hvis ikke der sker et eller andet snart, så ender jeg på det stadie, jeg var da jeg blev syg. 

Jeg er modløs, nervøs, bange, har intet overskud og generelt ved at miste troen på, om jeg nogensinde bliver mor. Det er mit højeste ønske, men lige nu er der forfærdelig lang vej til det. Og for nogen er det bare det mest naturlige i hele verden - at blive gravid. Jeg synes det er hårdt, at vi skal kæmpe sådan for det og at intet kan ændre min situation. Følelsen af, at jeg ikke selv har kontrol over det her er svær. Min mand er meget forstående. Han kan godt se, jeg har meget at tumle med. Det har han også selv af flere grunde. Jeg giver mig selv skylden for, at det endnu ikke er lykkedes at blive gravid, hvor fostret blev der. Det er mig, der fejler noget og ved hver negativ test bliver jeg mindet om, at det er min krop, der fejler. Jeg kan fandeme ikke engang finde ud af at blive gravid. 

 

Well... Jeg brød helt sammen i morges efter endt nattevagt. Nok mest fordi det gik op for mig, at jeg ikke er den eneste, der føler mig tæt på en depression/stress i forbindelse med behandling. Det er åbenbart meget normalt. Det finder jeg skræmmende. Fordi det bekræfter mig i, at jeg er på vej ind i den statistik.

jeg brød sammen over for min mand. Og han blev chokeret. Det sidste han ønsker, er en kone som han havde for 3 år siden,da jeg blev syg. 

Vi er derfor blevet enige om at holde en pause efter det her forsøg, hvis det ikke lykkedes. Dels fylder jeg måned efter måned min krop med alverdens hormoner og det kan mærkes og dels har jeg brug for en pause. Jeg har brug for at finde mig selv igen, at finde mine gode sider frem igen og finde frem til, hvad jeg elsker i livet... Lige nu er der meget overskyet. 

Hvor længe vi holder pause, ved jeg ikke. Måske bliver det indtil jeg har tabt mig de sidste 8 kg før vi kan komme i det offentlige. Måske kortere tid, måske længere. Faktum er, at jeg bliver nødt til at passe på mig selv, og jeg bliver ikke en bedre mor, kone, søster, datter og veninde af st presse mig selv så langt ud for at opfylde en drøm, at jeg mister mig selv fuldstændig. Og det er den vej, det går. 

 

Måske kan det opfattes som et nederlag at holde pause. Men det er det eneste vi kan gøre for at passe på os selv. Vi ønsker os brændende at blive forældre, men det skal være fyldt med overskud, ikke på nippet til den lukkede... 

 

Tak ak fordi I læste med i mit lille pive indlæg. 

Jeg kan sagtens forstå dig... Vi har prøvet i 2,5 år og er lige gået igang med IVF...

Kender dig ikke,  men er sikker på du kan bruge en krammer 

Flødebollen skriver:

Jeg ved endnu ikke, hvad pausen skal bruges på. Udover min mand og jeg. For som jer har alt i vores forhold nærmest stået stille. Vi siger hver dag, vi elsker hinanden og kysser og krammer - men vi har begge gået for os selv i vores stille sind med tristhed og bekymringer. 

Vi har rigtig meget brug for at komme ovenpå igen. Men det føles jo bare som at udsætte vores kommende baby, og når vi nu brænder så meget for det, hvorfor så ikke fortsætte..? Den tanke har jeg haft længe. Den er nu nærmere erstattet med lettelse over, at der ikke hviler det der pres på mig, som jeg selv får skabt. 

Det er mega svært at komme til den beslutning at man skal pause, og jeg har mange gange tænkt om folk mon tænkte at jeg var ligeglad? Men jeg er kommet til et sted i mit liv hvor det bare ikke kan handle om andre end mig og J! 

Folk har sagt  jamen vi troede det var det eneste i drømte om?! Det er det tildels også, men jeg drømmer også om at bevare kærligheden til J, bevare vores samliv og bevare det vi allerede har bygget op sammen. Om vi bliver forældre igen nu eller om 6 måneder ændre ingenting, bare vi bliver forældre igen! 

Det pres du tror du giver dig selv er ikke dig, det er det pres du får ved at tro at det ikke er okay at smide håndklædet i ringen for en stund, men hvad omverden tror og tænker er kun deres problem, gør hvad du vil/i vil - ingen skal gå psykisk ned fordi de er i behandling og derfor er de vigtigt at lytte til de tegn din krop giver dig. 

Og hvem siger der går 6 måneder? Måske er du klar om 4 måneder, måske om 2? Måske du bare har brug for at få af vide at du er normal, hvad du føler og tænker er helt normalt, så igen kan jeg kun skrive; husk dig selv og lyt til din krop, både når den siger fra og når den siger go igen