Faktum er, at det er for hårdt. Hele den her behandlingsverden. Da vi endelig fik grønt lys i sommer var vi fyldt op med store forventninger og masser af optimisme.
Det så ud til, st vi endelig skulle være forældre efter at have forsøgt selv i næsten 3 år... Siden da har jeg haft 2-3 bio'er og en enkelt SA. Vi er nu i gang med 5. IUI efter aborten. Og jeg kan mærke, at det går den forkerte vej.
det går den forkerte vej med mit humør og sind. Jeg har tidligere haft stress, angst og depression, men kom ud af min medicin for halvandet år siden. Faktum er, at jeg kan mærke på mig selv, at hvis ikke der sker et eller andet snart, så ender jeg på det stadie, jeg var da jeg blev syg.
Jeg er modløs, nervøs, bange, har intet overskud og generelt ved at miste troen på, om jeg nogensinde bliver mor. Det er mit højeste ønske, men lige nu er der forfærdelig lang vej til det. Og for nogen er det bare det mest naturlige i hele verden - at blive gravid. Jeg synes det er hårdt, at vi skal kæmpe sådan for det og at intet kan ændre min situation. Følelsen af, at jeg ikke selv har kontrol over det her er svær. Min mand er meget forstående. Han kan godt se, jeg har meget at tumle med. Det har han også selv af flere grunde. Jeg giver mig selv skylden for, at det endnu ikke er lykkedes at blive gravid, hvor fostret blev der. Det er mig, der fejler noget og ved hver negativ test bliver jeg mindet om, at det er min krop, der fejler. Jeg kan fandeme ikke engang finde ud af at blive gravid.
Well... Jeg brød helt sammen i morges efter endt nattevagt. Nok mest fordi det gik op for mig, at jeg ikke er den eneste, der føler mig tæt på en depression/stress i forbindelse med behandling. Det er åbenbart meget normalt. Det finder jeg skræmmende. Fordi det bekræfter mig i, at jeg er på vej ind i den statistik.
jeg brød sammen over for min mand. Og han blev chokeret. Det sidste han ønsker, er en kone som han havde for 3 år siden,da jeg blev syg.
Vi er derfor blevet enige om at holde en pause efter det her forsøg, hvis det ikke lykkedes. Dels fylder jeg måned efter måned min krop med alverdens hormoner og det kan mærkes og dels har jeg brug for en pause. Jeg har brug for at finde mig selv igen, at finde mine gode sider frem igen og finde frem til, hvad jeg elsker i livet... Lige nu er der meget overskyet.
Hvor længe vi holder pause, ved jeg ikke. Måske bliver det indtil jeg har tabt mig de sidste 8 kg før vi kan komme i det offentlige. Måske kortere tid, måske længere. Faktum er, at jeg bliver nødt til at passe på mig selv, og jeg bliver ikke en bedre mor, kone, søster, datter og veninde af st presse mig selv så langt ud for at opfylde en drøm, at jeg mister mig selv fuldstændig. Og det er den vej, det går.
Måske kan det opfattes som et nederlag at holde pause. Men det er det eneste vi kan gøre for at passe på os selv. Vi ønsker os brændende at blive forældre, men det skal være fyldt med overskud, ikke på nippet til den lukkede...
Tak ak fordi I læste med i mit lille pive indlæg.
