Ferie dilemma; med eller uden papbarn...

Babyklokke skriver:

Hvis du nu læser hendes besked, så står der faktisk direkte 'DU har en helt forkert holdning'. 

Havde hun bare skrevet, 'jeg syntes'. Men det gør hun ikke. 

Jeg har skam læst den, ellers ville jeg jo ikke kommentere. 

Jeg kunne også godt have brugt det ord, for hun mener at ts har en forkert holdning, så bare fordi hun ikke skriver; jeg synes, er det nedladende?  

Men det betyder ikke at du skal be hende om at slappe af, du kunne bare have skrevet,  at du ikke brød dig om den sætning, eller st du synes den er for hård, uden at høvle hende ned. Hold tonen i stedet for at fare op.

Men ville du så ikke være lidt uforstående overfor din mands behov? Hvis det ville være en dealbreaker for dig at blive inviteret på ferie uden begge dine børn, så er det jo noget i jeres ægteskab. Det samme gør sig ikke nødvendigvis gældende i TS's ægteskab. 

Det er jo en jungle at navigere rundt i de skrevne og uskrevne regler for sammensatte familier, men jeg forstår TS's trang til at have en ferie med egne børn. Og også hendes lyst til at bruge sin opsparing på en tur til NY. 

Men timing er alt. 

Jo, jeg ville være uforstående overfor hans behov.

Mine børn fra tidligere forhold skulle være en ligeså stor del af familien, som vores fælles børn. Der skulle ikke gøres forskel.

Det ville være et absolut ufravigelig krav fra min side, og så er det jo op til ny partner at acceptere og være i den familiekonstellation eller afslå og samtidig afstå for at skabe et liv sammen med mig og bonusbørn. 

Generelt er jeg ikke kompromisløs, men der er visse principper jeg ikke kan afvige fra og det ene er, at mine børn altid skal føle sig elsket. Også af en evt bonus.

Det er helt klart et stort krav, at et menneske skal gå ind og elske en andens barn og jeg har fuld forståelse for, at ikke alle kan. 
Det er jo en af de ting man må gøre op med sig selv, når man finder en ny partner, der har børn. En ting man skal gøre op med sig selv inden man sætter nye børn i verden sammen med den nye mand. Bonusbørnene skal ikke lide under fars eller mors nye kærlighed og det ville jeg som barn helt sikkert gøre, hvis jeg blev valgt fra, mens mine halvsøskende blev valgt til.

Hej.

Jeg drømmer om at bruge min opsparing på at tage mine børn (2 styks) og kæreste på ferie til new York.

Mit dilemma går i mellemtiden på, at min kæreste har et barn i de tidlige teenage år, fra et tidligere forhold. SKAL dette papbarn til mig med når familien tager på ferie, for mine opsparede penge, eller kan man tillade sig at tage på ferie; far, mor og fælles børn, når nu papmor betaler hele gildet selv, og det jo altså ikke er mit barn?

 

Ekstra info:

Det er tale om en ferie på 7-14 dage (den er ikke købt endnu så intet er sikkert)

Papbarn bor primært hos moren men er hos os mellem 3-5 dage hver anden uge

 

Der er ikke tale om et forsøg på at holde papbarnet ude af sin fars liv, blot et inderligt ønske fra min side om måske at kunne invitere mine egne børn og deres far med på ferie. Jeg øsnker ikke at skabe en følelse af ikke at høre til i familien eller at være mere udenforstående end et delebarn allerede er. Jeg vil bare gerne kunne nyde MINE børn og MIN kæreste for en kort stund på en ferie.

beklager meget på forhånd 

 har ikke læst hele tråden men kunne ikke lade vær at svare på dette 

jeg bliver lidt øv over at du skrive mine børn og min kærste er dit papbarn ikke også dit eller hvad selv om du ikke er mor til dette barn er det vel dit barn når du er sammen med faderen 

jeg er selv papbarn og  ville da føle at du ikke kunne lide mig hvis det var mig der var din papdatter 

igen bare min mening ha en god aften 

Hold da op. Jeg er mundlam. Tak for alle svar på mit dilemma, og for nogle forskellige vinkler at se sagen fra.

Når vi tager til NY kommer bonus med. Men jeg vil ikke udelukke at vi en gang tager på en forlænget weekend eller sådan noget i DK et sted, hvor bonus ikke er med, men hvor det naturligt ville falde i en periode hvor bonus alligevel er hos sin mor.

Jeg kan ikke lade være med at have en følelse af at skulle forsvare mig, mine valg i livet og min familie. Jeg føler mig egentlig lidt urimeligt dømt. Især af dem der dømmer mig som havende forkerte holdninger i forhold til dine, mine og vores. Vi mennesker er forskellige og ikke alle er i stand til at elske andres børn så højt som ens egne. Jeg synes det er voldsomt grænseoverskridende, provokerende og umenneskeligt at forvente at jeg skal elske en andens barn, så højt som jeg elsker mine egne. Bevares, sådan er det ikke for alle, men sådan er det for mig, og dét har selvfølgelig vist sig i min tekst, og ja, jeg har behov for at være sammen med mine unger, uden at bonus altid er til stede. Også i situationer som ikke bare er hverdags situationer. Med det her er det IKKE sagt at der forskelsbehandles på børnene i mit hjem!!! Som søskende er de lige! Og der bliver ikke forskelsbehandlet fra min side. Tværtimod går jeg meget op i at alle har det ens, og netop det har været svært for bonus der længe har været enebarn og desværre har været meget forkælet. Nu fortalte jeg måske for meget.

Herhjemme har vi det godt sammen, allesammen! Og vi kan godt få det til at fungerer, og endda fungerer rigtig godt, både når vi er 4 og 5. Også selvom jeg finder det umuligt (og som et absolut urimeligt krav, og jeg forstår slet ikke at nogen kan kræve det af en partner, for hvordan skal man nogensinde kunne elske NOGEN så meget, som man elsker sit eget barn?) at elske min bonus så højt som jeg elsker mine egne.
Jeg holder meget af bonus, og bonus ved det godt og føler sig aldrig udenfor, for herhjemme snakker vi om tingene hvis der er noget galt. Bonus ved også godt, at den har sin egen mor, som ikke er mig, og hverken min mand eller bonus forventer mere af mig end jeg allerede giver. Min mand er heldigvis sød og forstående, og menneskelig nok til at forstå, at den kærlighed jeg har til mine egne børn er så alt overskyggende, at intet nogensinde kan nærme sig den. Heller ikke min kærlighed til ham. Men jeg elsker ham mere og mere jo mere jeg har læst i tråden er, for han er eddermame awesome! Han forstår mig, han forstår min kærlighed, han forstår at min kærlighed til mine børn ikke kan få dets lige. Bonus er ikke mit barn. Bonus er mit bonusbarn. Bonus har sin egen mor. Jeg er kommet relativt sent ind i bonus' liv, og det betyder for os også at vi har et mere venne forhold end forælder-barn forhold. Jeg synes det er underligt at det lyder som om flere forventer at bonusforældre ikke bare skal være bonus, som i en ekstra gevinst ved endnu flere voksne i ens liv der holder af én og går op i ens liv, men en egentlig forælder substitut. Min bonus ville synes det var underligt hvis jeg forventede at bonus behandlede mig som sin biomor.

Min kæreste forstår også at jeg altid gør mit ypperste for at der ikke er forskel, og han forstår at jeg har et behov og vi har allesammen lyst, til at lave noget sammen også når bonus ikke er der. Og bonus glæder sig til at komme næste gang, for vi hygger os ligeså meget når vi alle er samlet. Og alle er glade, både bonus og bonusmoren, selvom bonusmoren ikke elsker sin bonus så meget som sine egne. Men det er okay, for bonus elsker også sin mor mere end sin bonusmor!!! Og hvad mere kan man forvente?!

Det blev rodet, der var mange ting jeg gerne ville sige. Og jeg har nok heller ikke fået det hele med, eller fået formuleret det godt nok. Men hvis nogen læser min tekst og føler at jeg er uegnet i min familie, så ved jeg ikke hvad jeg skal sige, andet end at det godt nok er en voldsom konklusion og dom over et andet menneskes liv, efter at have læst en kort tekst, et lille bitte uddrag, af dennes liv.

Anonym skriver:

Hold da op. Jeg er mundlam. Tak for alle svar på mit dilemma, og for nogle forskellige vinkler at se sagen fra.

Når vi tager til NY kommer bonus med. Men jeg vil ikke udelukke at vi en gang tager på en forlænget weekend eller sådan noget i DK et sted, hvor bonus ikke er med, men hvor det naturligt ville falde i en periode hvor bonus alligevel er hos sin mor.

Jeg kan ikke lade være med at have en følelse af at skulle forsvare mig, mine valg i livet og min familie. Jeg føler mig egentlig lidt urimeligt dømt. Især af dem der dømmer mig som havende forkerte holdninger i forhold til dine, mine og vores. Vi mennesker er forskellige og ikke alle er i stand til at elske andres børn så højt som ens egne. Jeg synes det er voldsomt grænseoverskridende, provokerende og umenneskeligt at forvente at jeg skal elske en andens barn, så højt som jeg elsker mine egne. Bevares, sådan er det ikke for alle, men sådan er det for mig, og dét har selvfølgelig vist sig i min tekst, og ja, jeg har behov for at være sammen med mine unger, uden at bonus altid er til stede. Også i situationer som ikke bare er hverdags situationer. Med det her er det IKKE sagt at der forskelsbehandles på børnene i mit hjem!!! Som søskende er de lige! Og der bliver ikke forskelsbehandlet fra min side. Tværtimod går jeg meget op i at alle har det ens, og netop det har været svært for bonus der længe har været enebarn og desværre har været meget forkælet. Nu fortalte jeg måske for meget.

Herhjemme har vi det godt sammen, allesammen! Og vi kan godt få det til at fungerer, og endda fungerer rigtig godt, både når vi er 4 og 5. Også selvom jeg finder det umuligt (og som et absolut urimeligt krav, og jeg forstår slet ikke at nogen kan kræve det af en partner, for hvordan skal man nogensinde kunne elske NOGEN så meget, som man elsker sit eget barn?) at elske min bonus så højt som jeg elsker mine egne.
Jeg holder meget af bonus, og bonus ved det godt og føler sig aldrig udenfor, for herhjemme snakker vi om tingene hvis der er noget galt. Bonus ved også godt, at den har sin egen mor, som ikke er mig, og hverken min mand eller bonus forventer mere af mig end jeg allerede giver. Min mand er heldigvis sød og forstående, og menneskelig nok til at forstå, at den kærlighed jeg har til mine egne børn er så alt overskyggende, at intet nogensinde kan nærme sig den. Heller ikke min kærlighed til ham. Men jeg elsker ham mere og mere jo mere jeg har læst i tråden er, for han er eddermame awesome! Han forstår mig, han forstår min kærlighed, han forstår at min kærlighed til mine børn ikke kan få dets lige. Bonus er ikke mit barn. Bonus er mit bonusbarn. Bonus har sin egen mor. Jeg er kommet relativt sent ind i bonus' liv, og det betyder for os også at vi har et mere venne forhold end forælder-barn forhold. Jeg synes det er underligt at det lyder som om flere forventer at bonusforældre ikke bare skal være bonus, som i en ekstra gevinst ved endnu flere voksne i ens liv der holder af én og går op i ens liv, men en egentlig forælder substitut. Min bonus ville synes det var underligt hvis jeg forventede at bonus behandlede mig som sin biomor.

Min kæreste forstår også at jeg altid gør mit ypperste for at der ikke er forskel, og han forstår at jeg har et behov og vi har allesammen lyst, til at lave noget sammen også når bonus ikke er der. Og bonus glæder sig til at komme næste gang, for vi hygger os ligeså meget når vi alle er samlet. Og alle er glade, både bonus og bonusmoren, selvom bonusmoren ikke elsker sin bonus så meget som sine egne. Men det er okay, for bonus elsker også sin mor mere end sin bonusmor!!! Og hvad mere kan man forvente?!

Det blev rodet, der var mange ting jeg gerne ville sige. Og jeg har nok heller ikke fået det hele med, eller fået formuleret det godt nok. Men hvis nogen læser min tekst og føler at jeg er uegnet i min familie, så ved jeg ikke hvad jeg skal sige, andet end at det godt nok er en voldsom konklusion og dom over et andet menneskes liv, efter at have læst en kort tekst, et lille bitte uddrag, af dennes liv.

Synes du lyder som et menneske - et menneske med følelser som du står ved.

Og personligt forstår jeg heller ikke kravet om elske lige så højt, skønt hvis det sker, men kravet må være man vil barnet og går gennem ild og vand for at få et godt forhold.

Og tror du gør klogt i at tage bonus med til NY, men selvsagt må I også lave noget bare jer.

Anonym skriver:

Hold da op. Jeg er mundlam. Tak for alle svar på mit dilemma, og for nogle forskellige vinkler at se sagen fra.

Når vi tager til NY kommer bonus med. Men jeg vil ikke udelukke at vi en gang tager på en forlænget weekend eller sådan noget i DK et sted, hvor bonus ikke er med, men hvor det naturligt ville falde i en periode hvor bonus alligevel er hos sin mor.

Jeg kan ikke lade være med at have en følelse af at skulle forsvare mig, mine valg i livet og min familie. Jeg føler mig egentlig lidt urimeligt dømt. Især af dem der dømmer mig som havende forkerte holdninger i forhold til dine, mine og vores. Vi mennesker er forskellige og ikke alle er i stand til at elske andres børn så højt som ens egne. Jeg synes det er voldsomt grænseoverskridende, provokerende og umenneskeligt at forvente at jeg skal elske en andens barn, så højt som jeg elsker mine egne. Bevares, sådan er det ikke for alle, men sådan er det for mig, og dét har selvfølgelig vist sig i min tekst, og ja, jeg har behov for at være sammen med mine unger, uden at bonus altid er til stede. Også i situationer som ikke bare er hverdags situationer. Med det her er det IKKE sagt at der forskelsbehandles på børnene i mit hjem!!! Som søskende er de lige! Og der bliver ikke forskelsbehandlet fra min side. Tværtimod går jeg meget op i at alle har det ens, og netop det har været svært for bonus der længe har været enebarn og desværre har været meget forkælet. Nu fortalte jeg måske for meget.

Herhjemme har vi det godt sammen, allesammen! Og vi kan godt få det til at fungerer, og endda fungerer rigtig godt, både når vi er 4 og 5. Også selvom jeg finder det umuligt (og som et absolut urimeligt krav, og jeg forstår slet ikke at nogen kan kræve det af en partner, for hvordan skal man nogensinde kunne elske NOGEN så meget, som man elsker sit eget barn?) at elske min bonus så højt som jeg elsker mine egne.
Jeg holder meget af bonus, og bonus ved det godt og føler sig aldrig udenfor, for herhjemme snakker vi om tingene hvis der er noget galt. Bonus ved også godt, at den har sin egen mor, som ikke er mig, og hverken min mand eller bonus forventer mere af mig end jeg allerede giver. Min mand er heldigvis sød og forstående, og menneskelig nok til at forstå, at den kærlighed jeg har til mine egne børn er så alt overskyggende, at intet nogensinde kan nærme sig den. Heller ikke min kærlighed til ham. Men jeg elsker ham mere og mere jo mere jeg har læst i tråden er, for han er eddermame awesome! Han forstår mig, han forstår min kærlighed, han forstår at min kærlighed til mine børn ikke kan få dets lige. Bonus er ikke mit barn. Bonus er mit bonusbarn. Bonus har sin egen mor. Jeg er kommet relativt sent ind i bonus' liv, og det betyder for os også at vi har et mere venne forhold end forælder-barn forhold. Jeg synes det er underligt at det lyder som om flere forventer at bonusforældre ikke bare skal være bonus, som i en ekstra gevinst ved endnu flere voksne i ens liv der holder af én og går op i ens liv, men en egentlig forælder substitut. Min bonus ville synes det var underligt hvis jeg forventede at bonus behandlede mig som sin biomor.

Min kæreste forstår også at jeg altid gør mit ypperste for at der ikke er forskel, og han forstår at jeg har et behov og vi har allesammen lyst, til at lave noget sammen også når bonus ikke er der. Og bonus glæder sig til at komme næste gang, for vi hygger os ligeså meget når vi alle er samlet. Og alle er glade, både bonus og bonusmoren, selvom bonusmoren ikke elsker sin bonus så meget som sine egne. Men det er okay, for bonus elsker også sin mor mere end sin bonusmor!!! Og hvad mere kan man forvente?!

Det blev rodet, der var mange ting jeg gerne ville sige. Og jeg har nok heller ikke fået det hele med, eller fået formuleret det godt nok. Men hvis nogen læser min tekst og føler at jeg er uegnet i min familie, så ved jeg ikke hvad jeg skal sige, andet end at det godt nok er en voldsom konklusion og dom over et andet menneskes liv, efter at have læst en kort tekst, et lille bitte uddrag, af dennes liv.

Vil bare sige, at jeg tror ikke jeg kunne elske et bonusbarn på samme måde som jeg elsker mine egne unger. Jeg kunne sagtens holde af og måske på sigt elske et bonusbarn, men jeg ville ikke forvente det og det ville ikke kunne blive på helt samme måde som med mine egne, specielt hvis man er kommet sent ind i barnets liv. Derfor kan det jo godt være en absolut dejlig og berigende relation for begge parter. Og ville som udgangspunkt altid inkludere et bonusbarn på en så fed tur som til NY. Så forstår dig! 

Anonym skriver:

Hold da op. Jeg er mundlam. Tak for alle svar på mit dilemma, og for nogle forskellige vinkler at se sagen fra.

Når vi tager til NY kommer bonus med. Men jeg vil ikke udelukke at vi en gang tager på en forlænget weekend eller sådan noget i DK et sted, hvor bonus ikke er med, men hvor det naturligt ville falde i en periode hvor bonus alligevel er hos sin mor.

Jeg kan ikke lade være med at have en følelse af at skulle forsvare mig, mine valg i livet og min familie. Jeg føler mig egentlig lidt urimeligt dømt. Især af dem der dømmer mig som havende forkerte holdninger i forhold til dine, mine og vores. Vi mennesker er forskellige og ikke alle er i stand til at elske andres børn så højt som ens egne. Jeg synes det er voldsomt grænseoverskridende, provokerende og umenneskeligt at forvente at jeg skal elske en andens barn, så højt som jeg elsker mine egne. Bevares, sådan er det ikke for alle, men sådan er det for mig, og dét har selvfølgelig vist sig i min tekst, og ja, jeg har behov for at være sammen med mine unger, uden at bonus altid er til stede. Også i situationer som ikke bare er hverdags situationer. Med det her er det IKKE sagt at der forskelsbehandles på børnene i mit hjem!!! Som søskende er de lige! Og der bliver ikke forskelsbehandlet fra min side. Tværtimod går jeg meget op i at alle har det ens, og netop det har været svært for bonus der længe har været enebarn og desværre har været meget forkælet. Nu fortalte jeg måske for meget.

Herhjemme har vi det godt sammen, allesammen! Og vi kan godt få det til at fungerer, og endda fungerer rigtig godt, både når vi er 4 og 5. Også selvom jeg finder det umuligt (og som et absolut urimeligt krav, og jeg forstår slet ikke at nogen kan kræve det af en partner, for hvordan skal man nogensinde kunne elske NOGEN så meget, som man elsker sit eget barn?) at elske min bonus så højt som jeg elsker mine egne.
Jeg holder meget af bonus, og bonus ved det godt og føler sig aldrig udenfor, for herhjemme snakker vi om tingene hvis der er noget galt. Bonus ved også godt, at den har sin egen mor, som ikke er mig, og hverken min mand eller bonus forventer mere af mig end jeg allerede giver. Min mand er heldigvis sød og forstående, og menneskelig nok til at forstå, at den kærlighed jeg har til mine egne børn er så alt overskyggende, at intet nogensinde kan nærme sig den. Heller ikke min kærlighed til ham. Men jeg elsker ham mere og mere jo mere jeg har læst i tråden er, for han er eddermame awesome! Han forstår mig, han forstår min kærlighed, han forstår at min kærlighed til mine børn ikke kan få dets lige. Bonus er ikke mit barn. Bonus er mit bonusbarn. Bonus har sin egen mor. Jeg er kommet relativt sent ind i bonus' liv, og det betyder for os også at vi har et mere venne forhold end forælder-barn forhold. Jeg synes det er underligt at det lyder som om flere forventer at bonusforældre ikke bare skal være bonus, som i en ekstra gevinst ved endnu flere voksne i ens liv der holder af én og går op i ens liv, men en egentlig forælder substitut. Min bonus ville synes det var underligt hvis jeg forventede at bonus behandlede mig som sin biomor.

Min kæreste forstår også at jeg altid gør mit ypperste for at der ikke er forskel, og han forstår at jeg har et behov og vi har allesammen lyst, til at lave noget sammen også når bonus ikke er der. Og bonus glæder sig til at komme næste gang, for vi hygger os ligeså meget når vi alle er samlet. Og alle er glade, både bonus og bonusmoren, selvom bonusmoren ikke elsker sin bonus så meget som sine egne. Men det er okay, for bonus elsker også sin mor mere end sin bonusmor!!! Og hvad mere kan man forvente?!

Det blev rodet, der var mange ting jeg gerne ville sige. Og jeg har nok heller ikke fået det hele med, eller fået formuleret det godt nok. Men hvis nogen læser min tekst og føler at jeg er uegnet i min familie, så ved jeg ikke hvad jeg skal sige, andet end at det godt nok er en voldsom konklusion og dom over et andet menneskes liv, efter at have læst en kort tekst, et lille bitte uddrag, af dennes liv.

Men dit spørgsmål gik jo ikke ud på om hvorvidt det var OK at elske sine biologiske børn mere end sit bonusbarn, det gik jo ud på om hvorvidt du kunne tillade dig ikke at invitere bonusbarn med på en familieferie til NY, fordi du havde brug for at være sammen bare din mand og dine biologiske børn. Det er der jeg ikke kan forstå din tvivl. For man kan da ikke bevidst udelukke et barn fra en ferie, hvis barnet vel og mærke er en del af en familie. Tænker bare at hvis barnets mor så også har nu mand og de har fået fælles børn også, så kan manden i det forhold have samme behov, og hvor stiller det så skilsmissebarnet? Det stiller jo skilsmissebarnet i en situation hvor han eller hun ikke 100% er en del af nogen familie, fordi det er hyggeligt når han/hun er der, men bare ikke hele tiden. Det er bare der jeg får ondt af barnet. 

For selvfølgelig er det naturligt at elske sine bio børn højere end alt andet, du har trods alt en anden tilknytning til dine bio børn, lige såvel som bonusbarn har til sin bio mor. Men derfor er bonusbarn jo stadig en lige så stor del af familien. Men dejligt du har besluttet at bonus skal med. 

Loa skriver:

Har TS overhovedet bidraget med svar her? 

Tænker det måske er relevant at vide hvad TS mand siger til det at udelade hans eget barn. (Beklager hvis jeg har misset det)

Jeg tænker at den her diskussion er blevet mere principiel end konkret, hvilket jo ofte sker på debatfora. 

Anonym skriver:

Hold da op. Jeg er mundlam. Tak for alle svar på mit dilemma, og for nogle forskellige vinkler at se sagen fra.

Når vi tager til NY kommer bonus med. Men jeg vil ikke udelukke at vi en gang tager på en forlænget weekend eller sådan noget i DK et sted, hvor bonus ikke er med, men hvor det naturligt ville falde i en periode hvor bonus alligevel er hos sin mor.

Jeg kan ikke lade være med at have en følelse af at skulle forsvare mig, mine valg i livet og min familie. Jeg føler mig egentlig lidt urimeligt dømt. Især af dem der dømmer mig som havende forkerte holdninger i forhold til dine, mine og vores. Vi mennesker er forskellige og ikke alle er i stand til at elske andres børn så højt som ens egne. Jeg synes det er voldsomt grænseoverskridende, provokerende og umenneskeligt at forvente at jeg skal elske en andens barn, så højt som jeg elsker mine egne. Bevares, sådan er det ikke for alle, men sådan er det for mig, og dét har selvfølgelig vist sig i min tekst, og ja, jeg har behov for at være sammen med mine unger, uden at bonus altid er til stede. Også i situationer som ikke bare er hverdags situationer. Med det her er det IKKE sagt at der forskelsbehandles på børnene i mit hjem!!! Som søskende er de lige! Og der bliver ikke forskelsbehandlet fra min side. Tværtimod går jeg meget op i at alle har det ens, og netop det har været svært for bonus der længe har været enebarn og desværre har været meget forkælet. Nu fortalte jeg måske for meget.

Herhjemme har vi det godt sammen, allesammen! Og vi kan godt få det til at fungerer, og endda fungerer rigtig godt, både når vi er 4 og 5. Også selvom jeg finder det umuligt (og som et absolut urimeligt krav, og jeg forstår slet ikke at nogen kan kræve det af en partner, for hvordan skal man nogensinde kunne elske NOGEN så meget, som man elsker sit eget barn?) at elske min bonus så højt som jeg elsker mine egne.
Jeg holder meget af bonus, og bonus ved det godt og føler sig aldrig udenfor, for herhjemme snakker vi om tingene hvis der er noget galt. Bonus ved også godt, at den har sin egen mor, som ikke er mig, og hverken min mand eller bonus forventer mere af mig end jeg allerede giver. Min mand er heldigvis sød og forstående, og menneskelig nok til at forstå, at den kærlighed jeg har til mine egne børn er så alt overskyggende, at intet nogensinde kan nærme sig den. Heller ikke min kærlighed til ham. Men jeg elsker ham mere og mere jo mere jeg har læst i tråden er, for han er eddermame awesome! Han forstår mig, han forstår min kærlighed, han forstår at min kærlighed til mine børn ikke kan få dets lige. Bonus er ikke mit barn. Bonus er mit bonusbarn. Bonus har sin egen mor. Jeg er kommet relativt sent ind i bonus' liv, og det betyder for os også at vi har et mere venne forhold end forælder-barn forhold. Jeg synes det er underligt at det lyder som om flere forventer at bonusforældre ikke bare skal være bonus, som i en ekstra gevinst ved endnu flere voksne i ens liv der holder af én og går op i ens liv, men en egentlig forælder substitut. Min bonus ville synes det var underligt hvis jeg forventede at bonus behandlede mig som sin biomor.

Min kæreste forstår også at jeg altid gør mit ypperste for at der ikke er forskel, og han forstår at jeg har et behov og vi har allesammen lyst, til at lave noget sammen også når bonus ikke er der. Og bonus glæder sig til at komme næste gang, for vi hygger os ligeså meget når vi alle er samlet. Og alle er glade, både bonus og bonusmoren, selvom bonusmoren ikke elsker sin bonus så meget som sine egne. Men det er okay, for bonus elsker også sin mor mere end sin bonusmor!!! Og hvad mere kan man forvente?!

Det blev rodet, der var mange ting jeg gerne ville sige. Og jeg har nok heller ikke fået det hele med, eller fået formuleret det godt nok. Men hvis nogen læser min tekst og føler at jeg er uegnet i min familie, så ved jeg ikke hvad jeg skal sige, andet end at det godt nok er en voldsom konklusion og dom over et andet menneskes liv, efter at have læst en kort tekst, et lille bitte uddrag, af dennes liv.

Helt enig i alt det du skriver.

Og så tæl til 10 og husk på at trådene herinde hurtigt udvikler sig til noget andet end det oprindelige, og at folk hurtigt glemmer TS når bølgerne går højt. 

God-mor skriver:

Men dit spørgsmål gik jo ikke ud på om hvorvidt det var OK at elske sine biologiske børn mere end sit bonusbarn, det gik jo ud på om hvorvidt du kunne tillade dig ikke at invitere bonusbarn med på en familieferie til NY, fordi du havde brug for at være sammen bare din mand og dine biologiske børn. Det er der jeg ikke kan forstå din tvivl. For man kan da ikke bevidst udelukke et barn fra en ferie, hvis barnet vel og mærke er en del af en familie. Tænker bare at hvis barnets mor så også har nu mand og de har fået fælles børn også, så kan manden i det forhold have samme behov, og hvor stiller det så skilsmissebarnet? Det stiller jo skilsmissebarnet i en situation hvor han eller hun ikke 100% er en del af nogen familie, fordi det er hyggeligt når han/hun er der, men bare ikke hele tiden. Det er bare der jeg får ondt af barnet. 

For selvfølgelig er det naturligt at elske sine bio børn højere end alt andet, du har trods alt en anden tilknytning til dine bio børn, lige såvel som bonusbarn har til sin bio mor. Men derfor er bonusbarn jo stadig en lige så stor del af familien. Men dejligt du har besluttet at bonus skal med. 

Jeg vil ikke udelukke at jeg har taget flere kommentarer personligt. Jeg kan godt selv huske hvad mit spørgsmål var, men jeg føler at debatten blev drejet ind på "lovligheden" af om jeg må elske mine egne børn mere end mit bonusbarn - og at flere synes at det må jeg ikke. Tværtimod må jeg ikke en gang tænke at bonus ikke er mit. Dét kommenterede jeg på, og ja jeg ved godt dét ikke var mit spørgsmål. Men jeg vil ikke stå på sidelinjen og se på, imens jeg føler at folk der overhovedet ikke kender mig eller min familie, tager sig den frihed at kommenterer på mit bonusmor/bonusbarn forhold, som ikke var en del af spørgsmålet. Men kan det så forventes andet end at man går, hvis ikke i offensiven, så hvert fald føler trang til at forsvare sig selv og sin familie?!