Jeg er så træt af ham!

Linkaa skriver:

Åhh hvor jeg kender det.... 

Min datter var pisse ligeglad med om jeg havde lagt tøj frem med hende om aftenen, næste morgen ville hun ikke have det på. Kun det der var beskidt og ikke lige kunne vaskes osv. I flere år var det en kamp, jeg sendt hende engang i dagpleje uden sko på i regnvejr en efterårsdag, fordi hun skreg og skabte sig, og ikke ville have støvler på.... Det hjalp lidt, og min dagplejemor grinte heldigvis af hende  

Synes det er ok at vise børn man bliver sur, vred, ked af det når de er slemme, siger grimme ting og ikke opfører sig ordentligt. Jeg har sågar gået udenfor hoveddøren fordi jeg ikke ville risikere at sige noget jeg ikke kunne tage tilbage... Det er pisse hårdt med selvstændig børn, som bare vil have deres vilje HELE tiden. Men tænk på, at når du tager kampene nu, så bliver hans liv lettere når han bliver ældre. Det plejer jeg at sige til mig selv, ellers kan folk pludselig ikke lide ens børn når de ikke kender grænserne

Tak skal du have - ja du har ret men hold nu op hvor er det møg hårdt altså.

EnGodMor skriver:

Din søn har en alder nu, hvor han skal prøve grænser af. 

Han tjekker ud, hvornår bliver mor sur. Hvornår bliver far sur. 

Hvis jeg Gør det og det. Hvis jeg siger sådan og sådan, hvad siger de så. 

Ved godt du vender øjne og tænker ja flot, hold din Kæft, . . . . Men det ER altså en fase din søn er i. 

Og det bliver bedre om lang tid, og derefter vil der være en lille pause, og så begynder en ny lang fase. 

Har selv en fireårig, som er ligesom  din søn, og selvfølgelig er det hårdt.

MEN jeg er kun super glad for at han følger udviklingen, og jeg tager det med et gram salt. 

Har du eventuelt en dag eller to om ugen, hvor du har lidt ALENE TID med din søn.

Hvor det kun er dig og din søn som er hjemme? 

Sid og lav perler med ham, tegne med ham, eller hvad han nu har af interesser. 

Det Gør altså SÅ meget. 

Husk lige pludselig bliver han i konfirmations alderen, så vil han være ligeglade med jer PSå får han travlt med., sport, kammerater, overnatninger hos kammeraterne, og bom så ser i han ikke så meget mere, og så ville du ønsker ham var fire år og besværlig igen

Selvfølgelig elsker du din søn,  og derfor kan man sagtens have nogle tanker hvor man nogle ga gange tænker   Åååååååhhh den dreng

 Op med humøret, det skal nok gå alt sammen

Tak skal du have. Jeg ved at det er en fase. Faktisk laver jeg ofte ting alene med ham og alt fra kortspil, perler, hyggeture ude osv.

Jeg må prøve at vende den og tænke positivt. Er rigtig svært at høre han staler så grimt til en og han sparker, spytter og regerer

Har du forsøgt at fokusere på det positive? og lad være med at give det negative opmærksomhed?

Det vil sige når han taler grimt, så ignorer det. Og når han taler pænt, så skamros det. Virkelig sig, hvor er det dejligt du siger sådan. Og gerne flere gange, og så overhovedet ikke give opmærksomhed til den negative adfærd.

De kloge siger det skulle hjælpe. 

Held og lykke.

Ja det er sådan jeg har det lige for tiden og faktisk ofte tænker åhhh hvor er han bare belastende og pisse irriterende. Det er min søn jeg snakker om her. Han er 4 år gammel. Hvad er jeg for en mor. Kan jeg ikke lide min søn? Jo jeg ELSKER ham ubetinget men det skulle man tror var løgn. Vi har så mange kampe med ham herhjemme og jeg er så træt af det. Vi prøver virkelig at være i øjenhøjde og rend mig... han er pisse ligeglad. Han kalder mig en lort og råber hold kæft og han "truer" med at ødelægge sit tøj og sit legetøj. Vi er konsekvente og vi gør alt for at vi skal virke troværdige. Altså et nej er et nej osv. Intet er godt nok til den lille konge. Så er det tøjet der er forkert. så smager frikadellerne af lort, så er lillesøster dum. Så er far grim. Så er mor en lort. Så elsker han os allesammen og så starter det forfra. Jeg ved godt der sker meget i deres hoveder. MEN det gør der jo HELE tiden. Som babyer har de tigersspring og jeg skal komme efter dig... Alt er bare en fase/periode. Sikke en laaaaaaaang en af slagsen. Det føles sådan. Den ene periode overtager den anden. Hvornår kan jeg få lov at mærke en dreng som høre hvad jeg/vi siger uden at gå amok over det "mindste"? 

Her til morgen var det tøjet. Han flippede ud over det var det forkerte tøj. Tøjet var fundet MED ham igår aftes. Det plejer vi at gøre. Når tøjet er valgt er det sådan det er. Det bliver ikke anderledes. Nå men tøjet var dumt ihverfald. Jeg hold ham fast i at det nu engang var sådan. Han ville ingenting og lillesøster står på sidelinien og følger med i det sindssyge cirkus. Vi er klar og vi skal ud af døren. Knægten nægter at ha hue på og gå ned at trappen. Ej, men kan I forestille jer det? Tror jeg godt I kan. Jeg er SÅ mega træt af det. Og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Der er jo intet at gøre. jo... "prøv at ændre på omgivelserne". Hallooo vi har prøvet alt så virker det for 1 dag eller 2 og så er vi tilbage i sammen ramasjang! Jeg er ved at blive sindssyg! 

Andre der har det sådan her pt. Nogle gode råd?

Jeg har selv temp. og jeg skal tit og ofte tælle til 10.000. Jeg er IKKE perfekt og jo jeg råber også op engang imellem. Jeg er et menneske nemlig.... Hjælp... er faktisk rigtig ked af det. 

Stort kram til dig. 

Præcis sådan der kan vores søn på 4 år også være. Nogle dage er han den mest velopdragne søde og hjælpsomme dreng og andre dage er han fuldstændig udenfor rækkevidde og bare på tværs af alting... 

Jeg må rigtig tit tælle til 10 (eller mere...!) og huske mig selv på igen og igen at det ER en fase og at han prøver grænser af fordi han er ved at lære hvordan man opfører sig. 

Især krummer jeg også tæer når lillebror står og ser på og meget hurtigt desværre kopiere storebrors udbrud... Men igen jeg VED at de prøver mine grænser af og derfor prøver jeg så godt jeg kan at holde hovedet koldt. 

Og ja sku - jeg har også af ren frustration råbt af mine børn, og sågar grædt enkelte gange foran dem når bristepunktet var nået! Men så samler jeg mig selv og forklarer bagefter hvorfor jeg blev sur, ked og vred. 

Nogle gange husker min søn på 4 det, og nævner selv at "det må man ikke så bliver mor skrap" og andre gange glemmer han alt om hvad der skete sidste gang... Tilbage ved nul og kampen må tages på ny... OMG :-) 

Har en på 3 der er ligesådan.... Det er simpelthen til at blive sindsyg af.. Vi prøver også virkelig efter alle kunstens regler med at være i øjenhøjde, anerkende, tale roligt, sætte ekstra fokus på det gode han gør og give alternativer i stedet for bare at sige "nej det må du ikke". Men det er seriøst op a bakke!!! Synes ikke det ændre en fløjtende fis.. Han ter sig som en lille konge, som du også siger om din. Synes virkelig han opfører sig dårligt, tit! 

Jeg trøster mig med at jeg ved han opfører sig ordenligt i børnehaven og når han bliver passet, så han VED godt hvad der er rigtigt og forkert osv, han prøver bare grænserne af derhjemme.. Så det vi prøver at lære ham ser da trods alt ud til at sive ind, selvom det sjældent er noget vi ser med vores egne øjne 

Nå, det var vidst ikke til meget hjælp. Ville bare sige at du ikke er alene  

Jwg vil sende dig et kæmpe 

jeg har selv en søn på 4 år , men nikker ikle direkte genkend til disse ting .

Og mit barn er på ingen måde hellig , men nu spøger jeg fordi jeg selv har en som har enormt svært ved at udtrykke sig følsesnæssigt .. 

hvordan er hans sprog ?? 

Min søn er desværre lidt bag ud sprognæssigt , og det gør os han ikke kan udtrykke sig . 

Han koster os med ting gider ikke tage jakke på eller andet . 

Jeg har en datter på 4 1/2, der også opfører sig fuldstændigt åndssvagt. Jeg har sagt til mig selv at det er en fase i årevis, men faktum er at hun hjemme hos os opfører sig helt uacceptabelt. Jeg har prøvet at give hende mere opmærksomhed, mindre opmærksomhed, snakke med hende når hun ikke er vred, kramme hende, når jeg mest havde lyst til at slå hende, sende hende på værelset, give hende timeout, ignorere adfærden, men ikke hende, ignorere både hende og adfærden, rumme hende og aflede hende, men intet virker rigtigt.

Jeg vendte problemstillingen med en veninde, der foreslog konsekvenser, så det prøver vi nu. Når hun bare står og skriger ad mig og holder sig for ørerne og slet ikke er til at komme i kontakt med, får hun at vide i en rolig og bestemt tone i øjenhøjde, at hvis ikke den opførsel stopper lige nu, så får hun fx ikke lov til at lege med iPad'en resten af dagen, eller lege med perler, eller hvad favoritlegetøjet nu er og det holder jeg så fast i. 

Det er ikke noget jeg bruger hele tiden, men kun når tingene spidser til, og indtil videre virker det fantastisk. Hun kan stoppe midt i et skrig og begynde at smile og kramme mig og kalde mig søde mor, hvilket bestyrker min mistanke om at det er rent drama, udelukkende iscenesat for at få sin vilje.

Og ellers tror jeg bare at det er vigtigt at fokusere på de gode stunder, og fortrænge resten.

Vores på 4 er ligesådan... han kalder dog ikke os for lorte osv... og tøjet brokker han sig ikke over. kun hvis det er for stort eller for lange i ærmerne. 

men vi har virkelig også vores kampe med ham. 

jeg kan komme med nogle eksempler på hvad vi gør...

ved middagsbordet;

Villads vil ikke spise det der bliver serveret. 

Men vi skal bare ignorere ham hvis han begynder at skabe sig og tale sammen, (os voksne) for når vi sidder og hygger om maden, så begynder han alligevel at sidde og spise lidt.. Vi hænger ikke over ham og holder øje med hvad han spiser og KRÆVER at han SKAL smage tingene før han siger han ikke kan lide dem.. han får selv lov til at øse op på sin tallerken. og han bliver sågar også tilbudt at være med til at lave mad. så han kan se hvad der kommer i. 

jeg læste HER at man skal se sit middagsbord udefra. altså forestille sig hvordan det er at observere jer når i spiser, og se om det hvis man kom udefra om man ville have lyst til at spise med. 

og her tror drengen at han jo skal dø hvis der er grøntsager på hans tallerken. og vi skal prøve det de skriver i artiklen, at lave rå grøntsager til ham i en skål hvor det er så han selv kan tage det når vi spiser... eller servere det for ham som snack når vi kommer hjem fra børnehaven... f.eks. agurke- og gulerodsstave, evt med en lille dip af skyr og lidt blandede kryderier... så er det også lidt sjovt...

Når han skal have overtøj på, kan jeg sige til han 10 gange, tag lige overtrækkerne på, og han har travlt med at tosse rundt og så skal han lege, så skal han kigge sig i spejlet, så skal han pludselig tisse osv osv osv... MASSER af forhindringer på sådan en morgen.. det kan tage en god rum tid at komme ud af døren om morgenen.. men der har jeg haft tendens til at skælde ham ud og sige tingene lidt vredt til ham hvilket har gjort ham mere frustreret og så tager det bare endnu længere tid. 

så nu siger jeg det stille og roligt til ham. (selvom jeg kan mærke det irriterer mig ) og hvis han står og fumler med det, så spørger jeg ham om han ønsker hjælp, og det vil han godt.. og nogengange når han siger "jeg kan ikke tage den her på" så siger jeg at jeg vil prøve, og så "leger jeg" at jeg har glemt hvordan man gør, og vupti så klarede han det selv og så får han en highfive og et godt klaret..  

Når han skal rydde op, hvis han har slæbt alle sine legesager med ind i stuen så kommer der et tidspunkt hvor vi gerne vil have stuen tilbage, så ber vi ham om at rydde op... det er jo en træls ting, jeg haddede det selv da jeg var barn, og så skal jeg lige sætte mig i hans sted og huske hvorfor det var skide kedeligt og trælst at rydde op. og så må vi jo være kreative.. så kan vi f.eks. finde på at lege find 10 ting, find de blå ting, find de røde ting osv... og woila, så er der ryddet op... og andre gange så rydder han heldigvis op af egen initeritiv når jeg nævner at støvsugeren kommer frem.. 

nu siger du din dreng er ligeglad med sine legesager.. så kan du jo evt sige at hvis han er ligeglad med det så behøver han det jo ikke, og så simpelthen bare tage det væk... (måske han har for meget?) så kunne en udskiftning i tingene måske være godt.. så du bytter lidt ud i hans legetøj ind imellem så han ikke har så meget at vælge imellem.

når han skal have børstet tænder, så FJOLLER han rundt, hopper rund i sofaen, løber rundt om bordet osv... der har vi indført at så må han fjolle færdig lidt, og så begynder jeg faktisk at fjerne fokus fra fjolleriet ved at spørge ind til hvilken bog han vil have læst, eller om han hellere vil have sunget sange osv. det har hjulpet til at gøre tandbørstningen nogenlunde.. vi havde en episode her hvor han simpelthen var KROP umulig og der sagde min kæreste så, at hvis han ikke gad at få børstet tænder, så måtte vi jo lade være med at læse godnathistorie. og det var vi jo nødt til at holde fast i når vi nu havde sagt det.. Han fik med nød og næppe børstet tænder og så fik han at vide at han skulle ind i seng. og at han ikke fik nogen godnathistorie... han blev jo selvfølgelig knust i 10000 stykker, og jeg snakkede med ham om det mens vi krammede og jeg gengældte hans følelser med at det var jo fordi han ikke ville have børstet tænder. og han hylede jo osv... Jeg tror vi sad sådan i 10 minutter og så siger jeg til ham at hvis han ønsker at få godnathistorie så skal han have børstet tænder først. og om vi skulle lave en aftale at det var sådan det skulle være.. det samtykkede han og vi børstede tænder og han fik godnathistorie. om det var den rigtige måde at gøre det på ved jeg ikke.. Men vi fik begge vores vilje.

livet med børn er fyldt med konflikter.. og når de bliver omkring 4 års alderen, så holder børn om med naivt at tage imod ordrer.. vi har jo været vant til at vores unge gjorde alt det vi bad om, men nu er han kommet i selvstændighedsalderen og nu vil han have medbestemmelse osv.. så det skal vi jo veje som forældre og sige, HVORNÅR skal de have medbestemmelse..

og det gør i jo også i form af at du siger at din søn ikke vil have det tøj på som i havde fundet frem til... og at han ikke vil have hue på.. så kan han jo komme i børnehave uden... altså virkelig... prøv en dag hvis han ikke vil have det tøj på i har valgt, at sige jamen så før du bare overtøj på og så må du komme i børnehaven uden tøj. og det samme med huen.. det minder mig om en historie jeg hørte engang da jeg havde psykologi. at min lærers barnebarn VILLE have gummistøvler på i børnehave en sommerdag hvor der var mange mange mange plusgrader og INTET regn eller vandpytter... og ligegyldigt hvad mor sagde så ville ungen have de skide gummistøvler på.. fint nok. ungen fik gummistøvler på, og de gik i børnehave. og hun begyndte jo at klage over at det var for varmt og at hun havde våde fødder osv osv... og ja på en eller anden måde så lærte ungen altså at det nok ikke var så god en ide at bestemme at tage gummistøvler på når det var sol og tørt..

(det lyder måske grumt)

men børn forstår bare ikke lange forklaringer.. så er det nemmere at de mærker det, i form af at det er koldt at tage sandaler på når det er snevejr, det er koldt at gå uden hue. det er koldt hvis man ikke har tøj på inden under overtøjet osv..

vi prøvede det med overtrækkerne, han VILLE ikke have dem på, og det blæste en halv pilikan udenfor. fint nok så får du dem ikke på.. jeg tog dem med, og da han mærkede at det var PISSE koldt så ville han gerne have dem på.. og så har vi ikke haft det problem siden..

jeg tror ikke på at man skal læse bøger og artikler for at følge dem slavisk, men de kan give anledning til at man som forældre får nogle værktøjer eller ideer til at tackle div problemer der kan opstå med de skide møgunger

så kan man jo bruge det der virker..

det hjælper ihvertfald ikke at råbe og blive hidsig... 

eirene skriver:

Har du forsøgt at fokusere på det positive? og lad være med at give det negative opmærksomhed?

Det vil sige når han taler grimt, så ignorer det. Og når han taler pænt, så skamros det. Virkelig sig, hvor er det dejligt du siger sådan. Og gerne flere gange, og så overhovedet ikke give opmærksomhed til den negative adfærd.

De kloge siger det skulle hjælpe. 

Held og lykke.

Det har jeg prøvet og tror egentlig at jeg vil prøve igen og gøre noget mere ud af det. Tror jeg vil ignorere når han taler grimt. 

VNB skriver:

Stort kram til dig. 

Præcis sådan der kan vores søn på 4 år også være. Nogle dage er han den mest velopdragne søde og hjælpsomme dreng og andre dage er han fuldstændig udenfor rækkevidde og bare på tværs af alting... 

Jeg må rigtig tit tælle til 10 (eller mere...!) og huske mig selv på igen og igen at det ER en fase og at han prøver grænser af fordi han er ved at lære hvordan man opfører sig. 

Især krummer jeg også tæer når lillebror står og ser på og meget hurtigt desværre kopiere storebrors udbrud... Men igen jeg VED at de prøver mine grænser af og derfor prøver jeg så godt jeg kan at holde hovedet koldt. 

Og ja sku - jeg har også af ren frustration råbt af mine børn, og sågar grædt enkelte gange foran dem når bristepunktet var nået! Men så samler jeg mig selv og forklarer bagefter hvorfor jeg blev sur, ked og vred. 

Nogle gange husker min søn på 4 det, og nævner selv at "det må man ikke så bliver mor skrap" og andre gange glemmer han alt om hvad der skete sidste gang... Tilbage ved nul og kampen må tages på ny... OMG :-) 

 

Tak og kram til dig! 

Hvor er det dejligt at høre at I andre også bøvler med disse ting. Det hjælper altså lidt selvom jeg jo inderst inde godt ved at det er helt normalt. Tak!