Jeg er så træt af ham!

Ja det er sådan jeg har det lige for tiden og faktisk ofte tænker åhhh hvor er han bare belastende og pisse irriterende. Det er min søn jeg snakker om her. Han er 4 år gammel. Hvad er jeg for en mor. Kan jeg ikke lide min søn? Jo jeg ELSKER ham ubetinget men det skulle man tror var løgn. Vi har så mange kampe med ham herhjemme og jeg er så træt af det. Vi prøver virkelig at være i øjenhøjde og rend mig... han er pisse ligeglad. Han kalder mig en lort og råber hold kæft og han "truer" med at ødelægge sit tøj og sit legetøj. Vi er konsekvente og vi gør alt for at vi skal virke troværdige. Altså et nej er et nej osv. Intet er godt nok til den lille konge. Så er det tøjet der er forkert. så smager frikadellerne af lort, så er lillesøster dum. Så er far grim. Så er mor en lort. Så elsker han os allesammen og så starter det forfra. Jeg ved godt der sker meget i deres hoveder. MEN det gør der jo HELE tiden. Som babyer har de tigersspring og jeg skal komme efter dig... Alt er bare en fase/periode. Sikke en laaaaaaaang en af slagsen. Det føles sådan. Den ene periode overtager den anden. Hvornår kan jeg få lov at mærke en dreng som høre hvad jeg/vi siger uden at gå amok over det "mindste"? 

Her til morgen var det tøjet. Han flippede ud over det var det forkerte tøj. Tøjet var fundet MED ham igår aftes. Det plejer vi at gøre. Når tøjet er valgt er det sådan det er. Det bliver ikke anderledes. Nå men tøjet var dumt ihverfald. Jeg hold ham fast i at det nu engang var sådan. Han ville ingenting og lillesøster står på sidelinien og følger med i det sindssyge cirkus. Vi er klar og vi skal ud af døren. Knægten nægter at ha hue på og gå ned at trappen. Ej, men kan I forestille jer det? Tror jeg godt I kan. Jeg er SÅ mega træt af det. Og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Der er jo intet at gøre. jo... "prøv at ændre på omgivelserne". Hallooo vi har prøvet alt så virker det for 1 dag eller 2 og så er vi tilbage i sammen ramasjang! Jeg er ved at blive sindssyg! 

Andre der har det sådan her pt. Nogle gode råd?

Jeg har selv temp. og jeg skal tit og ofte tælle til 10.000. Jeg er IKKE perfekt og jo jeg råber også op engang imellem. Jeg er et menneske nemlig.... Hjælp... er faktisk rigtig ked af det. 

Ja det er sådan jeg har det lige for tiden og faktisk ofte tænker åhhh hvor er han bare belastende og pisse irriterende. Det er min søn jeg snakker om her. Han er 4 år gammel. Hvad er jeg for en mor. Kan jeg ikke lide min søn? Jo jeg ELSKER ham ubetinget men det skulle man tror var løgn. Vi har så mange kampe med ham herhjemme og jeg er så træt af det. Vi prøver virkelig at være i øjenhøjde og rend mig... han er pisse ligeglad. Han kalder mig en lort og råber hold kæft og han "truer" med at ødelægge sit tøj og sit legetøj. Vi er konsekvente og vi gør alt for at vi skal virke troværdige. Altså et nej er et nej osv. Intet er godt nok til den lille konge. Så er det tøjet der er forkert. så smager frikadellerne af lort, så er lillesøster dum. Så er far grim. Så er mor en lort. Så elsker han os allesammen og så starter det forfra. Jeg ved godt der sker meget i deres hoveder. MEN det gør der jo HELE tiden. Som babyer har de tigersspring og jeg skal komme efter dig... Alt er bare en fase/periode. Sikke en laaaaaaaang en af slagsen. Det føles sådan. Den ene periode overtager den anden. Hvornår kan jeg få lov at mærke en dreng som høre hvad jeg/vi siger uden at gå amok over det "mindste"? 

Her til morgen var det tøjet. Han flippede ud over det var det forkerte tøj. Tøjet var fundet MED ham igår aftes. Det plejer vi at gøre. Når tøjet er valgt er det sådan det er. Det bliver ikke anderledes. Nå men tøjet var dumt ihverfald. Jeg hold ham fast i at det nu engang var sådan. Han ville ingenting og lillesøster står på sidelinien og følger med i det sindssyge cirkus. Vi er klar og vi skal ud af døren. Knægten nægter at ha hue på og gå ned at trappen. Ej, men kan I forestille jer det? Tror jeg godt I kan. Jeg er SÅ mega træt af det. Og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Der er jo intet at gøre. jo... "prøv at ændre på omgivelserne". Hallooo vi har prøvet alt så virker det for 1 dag eller 2 og så er vi tilbage i sammen ramasjang! Jeg er ved at blive sindssyg! 

Andre der har det sådan her pt. Nogle gode råd?

Jeg har selv temp. og jeg skal tit og ofte tælle til 10.000. Jeg er IKKE perfekt og jo jeg råber også op engang imellem. Jeg er et menneske nemlig...O. Hjælp... er faktisk rigtig ked af det. 

Det er bare super hårdt at have børn. Men de er da også bare dejlige og det opvejer jo alt det andet 

men jeg føler med dig, uden tvivl. 

Ja det er sådan jeg har det lige for tiden og faktisk ofte tænker åhhh hvor er han bare belastende og pisse irriterende. Det er min søn jeg snakker om her. Han er 4 år gammel. Hvad er jeg for en mor. Kan jeg ikke lide min søn? Jo jeg ELSKER ham ubetinget men det skulle man tror var løgn. Vi har så mange kampe med ham herhjemme og jeg er så træt af det. Vi prøver virkelig at være i øjenhøjde og rend mig... han er pisse ligeglad. Han kalder mig en lort og råber hold kæft og han "truer" med at ødelægge sit tøj og sit legetøj. Vi er konsekvente og vi gør alt for at vi skal virke troværdige. Altså et nej er et nej osv. Intet er godt nok til den lille konge. Så er det tøjet der er forkert. så smager frikadellerne af lort, så er lillesøster dum. Så er far grim. Så er mor en lort. Så elsker han os allesammen og så starter det forfra. Jeg ved godt der sker meget i deres hoveder. MEN det gør der jo HELE tiden. Som babyer har de tigersspring og jeg skal komme efter dig... Alt er bare en fase/periode. Sikke en laaaaaaaang en af slagsen. Det føles sådan. Den ene periode overtager den anden. Hvornår kan jeg få lov at mærke en dreng som høre hvad jeg/vi siger uden at gå amok over det "mindste"? 

Her til morgen var det tøjet. Han flippede ud over det var det forkerte tøj. Tøjet var fundet MED ham igår aftes. Det plejer vi at gøre. Når tøjet er valgt er det sådan det er. Det bliver ikke anderledes. Nå men tøjet var dumt ihverfald. Jeg hold ham fast i at det nu engang var sådan. Han ville ingenting og lillesøster står på sidelinien og følger med i det sindssyge cirkus. Vi er klar og vi skal ud af døren. Knægten nægter at ha hue på og gå ned at trappen. Ej, men kan I forestille jer det? Tror jeg godt I kan. Jeg er SÅ mega træt af det. Og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Der er jo intet at gøre. jo... "prøv at ændre på omgivelserne". Hallooo vi har prøvet alt så virker det for 1 dag eller 2 og så er vi tilbage i sammen ramasjang! Jeg er ved at blive sindssyg! 

Andre der har det sådan her pt. Nogle gode råd?

Jeg har selv temp. og jeg skal tit og ofte tælle til 10.000. Jeg er IKKE perfekt og jo jeg råber også op engang imellem. Jeg er et menneske nemlig.... Hjælp... er faktisk rigtig ked af det. 

dobbelt

Anonym skriver:

Ja det er sådan jeg har det lige for tiden og faktisk ofte tænker åhhh hvor er han bare belastende og pisse irriterende. Det er min søn jeg snakker om her. Han er 4 år gammel. Hvad er jeg for en mor. Kan jeg ikke lide min søn? Jo jeg ELSKER ham ubetinget men det skulle man tror var løgn. Vi har så mange kampe med ham herhjemme og jeg er så træt af det. Vi prøver virkelig at være i øjenhøjde og rend mig... han er pisse ligeglad. Han kalder mig en lort og råber hold kæft og han "truer" med at ødelægge sit tøj og sit legetøj. Vi er konsekvente og vi gør alt for at vi skal virke troværdige. Altså et nej er et nej osv. Intet er godt nok til den lille konge. Så er det tøjet der er forkert. så smager frikadellerne af lort, så er lillesøster dum. Så er far grim. Så er mor en lort. Så elsker han os allesammen og så starter det forfra. Jeg ved godt der sker meget i deres hoveder. MEN det gør der jo HELE tiden. Som babyer har de tigersspring og jeg skal komme efter dig... Alt er bare en fase/periode. Sikke en laaaaaaaang en af slagsen. Det føles sådan. Den ene periode overtager den anden. Hvornår kan jeg få lov at mærke en dreng som høre hvad jeg/vi siger uden at gå amok over det "mindste"? 

Her til morgen var det tøjet. Han flippede ud over det var det forkerte tøj. Tøjet var fundet MED ham igår aftes. Det plejer vi at gøre. Når tøjet er valgt er det sådan det er. Det bliver ikke anderledes. Nå men tøjet var dumt ihverfald. Jeg hold ham fast i at det nu engang var sådan. Han ville ingenting og lillesøster står på sidelinien og følger med i det sindssyge cirkus. Vi er klar og vi skal ud af døren. Knægten nægter at ha hue på og gå ned at trappen. Ej, men kan I forestille jer det? Tror jeg godt I kan. Jeg er SÅ mega træt af det. Og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Der er jo intet at gøre. jo... "prøv at ændre på omgivelserne". Hallooo vi har prøvet alt så virker det for 1 dag eller 2 og så er vi tilbage i sammen ramasjang! Jeg er ved at blive sindssyg! 

Andre der har det sådan her pt. Nogle gode råd?

Jeg har selv temp. og jeg skal tit og ofte tælle til 10.000. Jeg er IKKE perfekt og jo jeg råber også op engang imellem. Jeg er et menneske nemlig.... Hjælp... er faktisk rigtig ked af det. 

Det kunne være mig der skrev det... vores 4årige datter er præcis sådan og det er en skide hård fase....

Ekstra  til dig 

Du skriver det selv.. Det er en fase En pisse hård en, da de virkelig kan være næsvise og virkelig provokerende!

Det hjælper mig at tænke at de gør det, for at lære at håndtere konflikter. De skal jo lære at takle at få et nej, eller hvad der sker når jeg ikke vil have hue på... Hvordan reagere min mor på det? osv...

Derfor hjælper det netop ikke at råbe. Så lære barnet at det er vejen frem. (Fred være med man er kommet til det, det er jeg da også, når man er træt uoplagt og ungen bare ikke gør noget og bare er fræk)

Måske kan din søn ikke rumme det med tøjvalg? Selv om det sker om aftenen. Vores på 3½ får ikke lov at vælge tøj. Han får det på jeg finder frem, og sådan er det. Han ved godt det ikke er til diskussion. 

Det med huen, så lad ham gå uden... Lad ham opleve konsekvensen uden hue... Så fryser man på ørene, og så har han jo sådan set ikke fået noget ud af det, andet end kolde ører... Jeg har ladet min dreng sidde på vej til børnehave uden jakke på... Han ville bare ikke have den på, og så måtte han jo opleve hvorfor han skal have den på. Han sad i bilen og sagde: Imorgen tager jeg jakke på 

Vi har mange daglige konflikter, men herhjemme kan de fleste klares med et upædagogisk "Fordi jeg siger det, så det skal du!" 

Jeg synes det er ok at inddrage børn, men kun det de magter. Så hellere tage styringen og bestemme for dem.

Jeg ved ikke om du kan bruge det til noget, for børn er jo forskellige, og hvad der funger herhjemme, er ikke sikkert fungere andre steder. 

Det er en hård alder, både for barnet men også for forældrene. Og tænk på at dit barn lærer noget af alle de her konflikter, og jo mere han lærer ( altså jo flere konflikter) jo dejligere og mere velopdragen bliver han 

FruStolpe skriver:

Det kunne være mig der skrev det... vores 4årige datter er præcis sådan og det er en skide hård fase....

Ekstra  til dig 

Jeg synes det er SÅ svært at holde hovedet højt og være "pædagogisk" hele tiden ej men jeg har lyst til at stikke af nogen gange. Jeg har lyst til at ruske ham og kyle ham ud af vinduet... (forstå mig ret)

Happiness skriver:

Du skriver det selv.. Det er en fase En pisse hård en, da de virkelig kan være næsvise og virkelig provokerende!

Det hjælper mig at tænke at de gør det, for at lære at håndtere konflikter. De skal jo lære at takle at få et nej, eller hvad der sker når jeg ikke vil have hue på... Hvordan reagere min mor på det? osv...

Derfor hjælper det netop ikke at råbe. Så lære barnet at det er vejen frem. (Fred være med man er kommet til det, det er jeg da også, når man er træt uoplagt og ungen bare ikke gør noget og bare er fræk)

Måske kan din søn ikke rumme det med tøjvalg? Selv om det sker om aftenen. Vores på 3½ får ikke lov at vælge tøj. Han får det på jeg finder frem, og sådan er det. Han ved godt det ikke er til diskussion. 

Det med huen, så lad ham gå uden... Lad ham opleve konsekvensen uden hue... Så fryser man på ørene, og så har han jo sådan set ikke fået noget ud af det, andet end kolde ører... Jeg har ladet min dreng sidde på vej til børnehave uden jakke på... Han ville bare ikke have den på, og så måtte han jo opleve hvorfor han skal have den på. Han sad i bilen og sagde: Imorgen tager jeg jakke på 

Vi har mange daglige konflikter, men herhjemme kan de fleste klares med et upædagogisk "Fordi jeg siger det, så det skal du!" 

Jeg synes det er ok at inddrage børn, men kun det de magter. Så hellere tage styringen og bestemme for dem.

Jeg ved ikke om du kan bruge det til noget, for børn er jo forskellige, og hvad der funger herhjemme, er ikke sikkert fungere andre steder. 

Det er en hård alder, både for barnet men også for forældrene. Og tænk på at dit barn lærer noget af alle de her konflikter, og jo mere han lærer ( altså jo flere konflikter) jo dejligere og mere velopdragen bliver han 

 

Tak for dit svar. Nu er det sådan at der skal nærmest intet til så bliver min søn syg/forkølet så det med at gå ud uden hue ville være dumt plus at han ville føle han vandt og fik det som han ville. Han forstår nemlig ikke konsekvensen .... at han ligger med 40 i feber fordi han for 3 dage siden ikke havde taget hue på. Derfor er det lige netop sådan en kamp jeg tager. Så er der andre jeg vælger fra 

Anonym skriver:

Tak for dit svar. Nu er det sådan at der skal nærmest intet til så bliver min søn syg/forkølet så det med at gå ud uden hue ville være dumt plus at han ville føle han vandt og fik det som han ville. Han forstår nemlig ikke konsekvensen .... at han ligger med 40 i feber fordi han for 3 dage siden ikke havde taget hue på. Derfor er det lige netop sådan en kamp jeg tager. Så er der andre jeg vælger fra 

Det forstår jeg så godt Det skal jo ikke gå ud over deres helbred.

Din søn har en alder nu, hvor han skal prøve grænser af. 

Han tjekker ud, hvornår bliver mor sur. Hvornår bliver far sur. 

Hvis jeg Gør det og det. Hvis jeg siger sådan og sådan, hvad siger de så. 

Ved godt du vender øjne og tænker ja flot, hold din Kæft, . . . . Men det ER altså en fase din søn er i. 

Og det bliver bedre om lang tid, og derefter vil der være en lille pause, og så begynder en ny lang fase. 

Har selv en fireårig, som er ligesom  din søn, og selvfølgelig er det hårdt.

MEN jeg er kun super glad for at han følger udviklingen, og jeg tager det med et gram salt. 

Har du eventuelt en dag eller to om ugen, hvor du har lidt ALENE TID med din søn.

Hvor det kun er dig og din søn som er hjemme? 

Sid og lav perler med ham, tegne med ham, eller hvad han nu har af interesser. 

Det Gør altså SÅ meget. 

Husk lige pludselig bliver han i konfirmations alderen, så vil han være ligeglade med jer PSå får han travlt med., sport, kammerater, overnatninger hos kammeraterne, og bom så ser i han ikke så meget mere, og så ville du ønsker ham var fire år og besværlig igen

Selvfølgelig elsker du din søn,  og derfor kan man sagtens have nogle tanker hvor man nogle ga gange tænker   Åååååååhhh den dreng

 Op med humøret, det skal nok gå alt sammen

Anonym skriver:

Jeg synes det er SÅ svært at holde hovedet højt og være "pædagogisk" hele tiden ej men jeg har lyst til at stikke af nogen gange. Jeg har lyst til at ruske ham og kyle ham ud af vinduet... (forstå mig ret)

Åhh hvor jeg kender det.... 

Min datter var pisse ligeglad med om jeg havde lagt tøj frem med hende om aftenen, næste morgen ville hun ikke have det på. Kun det der var beskidt og ikke lige kunne vaskes osv. I flere år var det en kamp, jeg sendt hende engang i dagpleje uden sko på i regnvejr en efterårsdag, fordi hun skreg og skabte sig, og ikke ville have støvler på.... Det hjalp lidt, og min dagplejemor grinte heldigvis af hende  

Synes det er ok at vise børn man bliver sur, vred, ked af det når de er slemme, siger grimme ting og ikke opfører sig ordentligt. Jeg har sågar gået udenfor hoveddøren fordi jeg ikke ville risikere at sige noget jeg ikke kunne tage tilbage... Det er pisse hårdt med selvstændig børn, som bare vil have deres vilje HELE tiden. Men tænk på, at når du tager kampene nu, så bliver hans liv lettere når han bliver ældre. Det plejer jeg at sige til mig selv, ellers kan folk pludselig ikke lide ens børn når de ikke kender grænserne