Fortælle om biofar ja/nej/hvornår

Sagen er den at jeg har en datter på snart 3 år, hendes biofar er diagnosticeret psykopat, har skudt flere mennesker og har siddet mere i fængsel end han har været i friheden. Statsforvaltningen har erklæret ham uegnet som far og han må aldrig se hende. Min nuværende mand har været der for hende hele hendes liv og hun ser/kalder ham far og han ser hende som sin egen, planen er at han skal adoptere hende når vi opfylder kravene. Mit spørgsmål er så ville i fortælle hende om hendes biofar og hvis ja hvornår er hun stor nok til at kunne håndtere sådan en besked uden det ødelægger hende fuldstændig.

Ja jeg ville fortælle om biofar. Jeg har lidt svært ved ar sætte alder på. 

Vil du fortælle om biofarens eksistens eller hans baggrund/livshiatorie? 

Tror hun at hendes bonusfar er hendes rigtige far?

Hertz skriver:

Sagen er den at jeg har en datter på snart 3 år, hendes biofar er diagnosticeret psykopat, har skudt flere mennesker og har siddet mere i fængsel end han har været i friheden. Statsforvaltningen har erklæret ham uegnet som far og han må aldrig se hende. Min nuværende mand har været der for hende hele hendes liv og hun ser/kalder ham far og han ser hende som sin egen, planen er at han skal adoptere hende når vi opfylder kravene. Mit spørgsmål er så ville i fortælle hende om hendes biofar og hvis ja hvornår er hun stor nok til at kunne håndtere sådan en besked uden det ødelægger hende fuldstændig.

Når hun er 18 år medmindre der er chance for at han dukker op i hendes liv inden. 

Min holdning er, at enten så vokser man op fra lille med at vide af ens far ikke er bio, men man ved hvem han er. Ellers så bør de først vide det når de er myndige, og selv kan forholde sig til og forstå hvorfor den oplysning har været hemmelig holdt. 

Min mand fik afvide som 9 årig at hans far ikke var hans rigtige far, men det var ham mors ven som kom med gaver til jul og fødselsdag. Det har for ham skabt kæmpe indre kaos. For som niårig så har man ikke redskaber til at håndtere den oplysning.

Min veninde derimod fik først afvide som 18 årig at hendes far ikke var hendes far. Hun var jo så derimod istand til at lytte og forstå hvorfor moderen havde truffet de valg hun havde.  

Det er sådan set begrundelsen til min holdning. Og med den historik din datters far har, og tilmed ikke skal se hende. Så kan jeg ikke se hvad hun skal bruge den oplysning til - andet end at kunne gå og forestille sig noget, og måske skabe forhåbninger, som slet ikke stemmer ens med virkeligheden.  

mor:) skriver:

Ja jeg ville fortælle om biofar. Jeg har lidt svært ved ar sætte alder på. 

Vil du fortælle om biofarens eksistens eller hans baggrund/livshiatorie? 

Tror hun at hendes bonusfar er hendes rigtige far?

 

Ja hun tror at min mand er hendes far, hun ved jo ikk andet når hun ikk er ældre. Altså tænker hun bare skal vide om hans eksistens til at starte med og så må hans livshistorie komme når hun bliver ældre, men er i tvivl min mand ser helst at vi aldrig fortæller hende om det men føler bare selv at hun skal vide det.

sessen1984 skriver:

Når hun er 18 år medmindre der er chance for at han dukker op i hendes liv inden. 

Min holdning er, at enten så vokser man op fra lille med at vide af ens far ikke er bio, men man ved hvem han er. Ellers så bør de først vide det når de er myndige, og selv kan forholde sig til og forstå hvorfor den oplysning har været hemmelig holdt. 

 

Min mand fik afvide som 9 årig at hans far ikke var hans rigtige far, men det var ham mors ven som kom med gaver til jul og fødselsdag. Det har for ham skabt kæmpe indre kaos. For som niårig så har man ikke redskaber til at håndtere den oplysning.

Min veninde derimod fik først afvide som 18 årig at hendes far ikke var hendes far. Hun var jo så derimod istand til at lytte og forstå hvorfor moderen havde truffet de valg hun havde.  

 

Det er sådan set begrundelsen til min holdning. Og med den historik din datters far har, og tilmed ikke skal se hende. Så kan jeg ikke se hvad hun skal bruge den oplysning til - andet end at kunne gå og forestille sig noget, og måske skabe forhåbninger, som slet ikke stemmer ens med virkeligheden.  

Det lyder faktisk rigtig fornuftigt det du skriver, for ja har jo ikk bare holdt ham væk fordi jeg ikk kan li ham, det er jo netop fordi han er skadelig for hende og det har jeg jo fået bekræftet af myndighederne også. Mit største håb er bare at han når at dø inden hun skal vide om ham og med den livsstil han fører er der jo gode muligheder for det, ved godt at det måske er lidt ondt at tænke sådan men hun vil på ingen måder få noget positivt ud af at møde ham.

Hertz skriver:

Ja hun tror at min mand er hendes far, hun ved jo ikk andet når hun ikk er ældre. Altså tænker hun bare skal vide om hans eksistens til at starte med og så må hans livshistorie komme når hun bliver ældre, men er i tvivl min mand ser helst at vi aldrig fortæller hende om det men føler bare selv at hun skal vide det.

Jeg synes helt klart hun skal vide det. Finder hun selv ud af det en dag risikerer I at hun mister al tillid til Jer. 

Jeg synes det er rigtig svært hvornår det rigtige tidspunkt er for uanset vil informationen jo vende op og ned på hendes liv. 

mor:) skriver:

Jeg synes helt klart hun skal vide det. Finder hun selv ud af det en dag risikerer I at hun mister al tillid til Jer. 

Jeg synes det er rigtig svært hvornår det rigtige tidspunkt er for uanset vil informationen jo vende op og ned på hendes liv. 

Ja det vil jo ødelægge hendes familiebillede fuldstændig og hvornår er man lige klar til det. Hvis jeg skal kigge på mig selv og tænke hvornår jeg selv ku ha været klar til at få sådan en besked ville jeg først ha været klar til det for 3 år siden og bliver altså 30 i år synes satme det er svært.

Først jeg synes hun skal vide det og synes egentlig hun lige så godt kan vide det nu som senere.

Tænker man måske skal afdramatisere det fuldstændigt og oplyse det som fakta og det er jo en kærkommen lejlighed når nu du er gravid. Man kunne jo læse en bog om at blive storesøster, få en baby som man ofte gør når en skal være storebrøster. Og så naturligt sige: rj men da mor fik en baby i maven så var det ikke far der gjorde det (eller hvordan man nu vil formulere det). Så på en måde har du to fædre: en der var der da mor blev gravid og så far. Så er det et faktum i hendes liv, og far er stadig far og I har ikke løjet. 

Jeg har selv valgt at min datter skulle vide at ham hun troede var sin far, ikke var hendes bio far...

Fordi at jeg ikke ønsker hun skal finde ud af det ved et tilfælde eller omveje... og jeg mener hun har ret til at vide det.... og jeg har den indstilling til det at lige på det område må en mor bare ikke lyve....

jeg har ikke fortalt meget blot vist et billed, fortlalt hvad han hedder, og hvad han laver.. men ikke hvor han bor, om han har flere børn osv... han er ikke fy fy samtale herhjemme så hun kan snildt finde på at spørge til ham og så tager vi en snak....

(jeg har i samarbejde med en familievejleder fået gode råd til ikke at fortælle for meget men bare det grundlæggende omkring ham...)

Hun ser en anden som sin far... som er der til hverdag og så omtaler hun sin bio far, som bio far... hun ved at en anden har været med til at lave hende, men at en anden har taget rollen som far fordi det var bedst for alle.......

Jeg havde bestemt at hun skulle vide det inden hun skulle i skole, da hun har hans efternavn.. og det jo ville sætte spørgsmåls tegn ved efternavn som ingen andre i familien har....

dog var der nogle ting der gjorde at jeg ventede et års tid med at fortælle det..... hun tog det super og man kunne lige frem mærke og høre at åhhhhh det er DET der har været "skjult" og så gjorde jeg meget ud af at lægge vægt på at ham hun ser som sin far har valt hende TIL.

min søster fik IKKE afvide at min far ikke var hendes bio far, og en dag stod hendes far der og sagde hej jeg er din far.... det var et KÆMPE svigt for hende.. 

Hertz skriver:

Ja det vil jo ødelægge hendes familiebillede fuldstændig og hvornår er man lige klar til det. Hvis jeg skal kigge på mig selv og tænke hvornår jeg selv ku ha været klar til at få sådan en besked ville jeg først ha været klar til det for 3 år siden og bliver altså 30 i år synes satme det er svært.

Jeg tror slet ikke det vil ødelægge hendes familiebillede med mindre I præsentere det som et familiebillede der er ødelagt. De små størrelser kan forholde sig til fakta og ikke så mange forklaringer og følelser. Problemet opstår når vi voksne forklarer det ihjel og siger: det er svært, det bliver du ked af osv.

hum har en skøn far og ham har hun hele livet, men fakta er hun har en der var der da du blev gravid og hun derfor også har en anden far som bare ikke er i hendes liv.