Anden religion + børn 2

Er ikke muslim og ville aldrig acceptere at mit barn skulle skæres i uden der var medicinsk grund. Derudover så ro på.. Det er ikke købsdelene der skæres væk men forhuden og det er ikke mishandling.. Det er bare en anden kultur og hvis vi ikke kan acceptere det på vores børn kan vi vel respektere det på dem der vil og ikke lade fordomme om mishandling bestemme.. Lad os lige huske at nogen mener vi mishandler vores børn ved at lade dem sove udenfor en resturant og at nogen mener at det er en kæmpe risiko man tager når man lader sit barn vaccinere. Det ville DE kalde mishandling og aldrig kunne acceptere.. Så det er ikke mishandling men en anden kultur som vi skal respektere selvom vi ikke selv ville lade vores børn omskære... 

At han har fortrudt er slemt men igen ro på.. Måske har han gået og tygget på den og så mærket at det betød mere end han på daværende tidspunkt troede det gjorde.. Det er jo ikke sikkert han har løjet eller med vilje vildledt dig... Og i det mindste venter han ikke med at sige det til barnet er født men inden du overhoved er gravid og giver derved både dig og ham mulighed for at finde ud af hvad I vil FØR et barn er i klemme.. Så ja det er ikke fair han fortrød men han har ikke forrådt dig.. Det ville være hvis han havde ventet med at sige det til senere... 

Derudover er bliver I begge nød til at finde ud af hvor meget det betyder for jer. Og kan ingen af jer give jer på det punkt ja så har I to muligheder 1. Gå fra hinanden 2. Undlade at få børn..

syntes I skal aftale en dag hvor I hverisær skal have lavet en liste over de ting der er vigtige for jer.. Så snak om dem og se om I kan finde en løsning. Bagefter tager I 3 dage hvor I skal gå og tænke over de ting I er enige om og så når I har mærket efter i jer selv i 3 dage så skal den endelige beslutning tages..

syntes det er en pisse god ide at du er med til en anden barns omskæring. På den måde kan du selv se hvad der skal ske og kan på den måde bedre tage en reel beslutning uden fordomme men baseret på fakta og egen oplevelse og ikke andres mening.. Og kan du efter dette ikke acceptere det så skal du holde 100% fast... Men på den måde er det kun din egen oplevelse der er afgørende.. Viden er den bedste magt og bedste middel til at tage gode beslutninger.. 

self vil du være ked hvis I skal gå fra hinanden.. Men det er ok og det skal du give plads til, men lad os håbe I finder en løsning..

newsence skriver:

Er ikke muslim og ville aldrig acceptere at mit barn skulle skæres i uden der var medicinsk grund. Derudover så ro på.. Det er ikke købsdelene der skæres væk men forhuden og det er ikke mishandling.. Det er bare en anden kultur og hvis vi ikke kan acceptere det på vores børn kan vi vel respektere det på dem der vil og ikke lade fordomme om mishandling bestemme.. Lad os lige huske at nogen mener vi mishandler vores børn ved at lade dem sove udenfor en resturant og at nogen mener at det er en kæmpe risiko man tager når man lader sit barn vaccinere. Det ville DE kalde mishandling og aldrig kunne acceptere.. Så det er ikke mishandling men en anden kultur som vi skal respektere selvom vi ikke selv ville lade vores børn omskære... 

 

At han har fortrudt er slemt men igen ro på.. Måske har han gået og tygget på den og så mærket at det betød mere end han på daværende tidspunkt troede det gjorde.. Det er jo ikke sikkert han har løjet eller med vilje vildledt dig... Og i det mindste venter han ikke med at sige det til barnet er født men inden du overhoved er gravid og giver derved både dig og ham mulighed for at finde ud af hvad I vil FØR et barn er i klemme.. Så ja det er ikke fair han fortrød men han har ikke forrådt dig.. Det ville være hvis han havde ventet med at sige det til senere... 

 

Derudover er bliver I begge nød til at finde ud af hvor meget det betyder for jer. Og kan ingen af jer give jer på det punkt ja så har I to muligheder 1. Gå fra hinanden 2. Undlade at få børn..

 

syntes I skal aftale en dag hvor I hverisær skal have lavet en liste over de ting der er vigtige for jer.. Så snak om dem og se om I kan finde en løsning. Bagefter tager I 3 dage hvor I skal gå og tænke over de ting I er enige om og så når I har mærket efter i jer selv i 3 dage så skal den endelige beslutning tages..

syntes det er en pisse god ide at du er med til en anden barns omskæring. På den måde kan du selv se hvad der skal ske og kan på den måde bedre tage en reel beslutning uden fordomme men baseret på fakta og egen oplevelse og ikke andres mening.. Og kan du efter dette ikke acceptere det så skal du holde 100% fast... Men på den måde er det kun din egen oplevelse der er afgørende.. Viden er den bedste magt og bedste middel til at tage gode beslutninger.. 

self vil du være ked hvis I skal gå fra hinanden.. Men det er ok og det skal du give plads til, men lad os håbe I finder en løsning..

Ved også godt han ikke har forrådt mig .. men det føles bare sådan.. ærligtalt sætte synes jeg selv det er pænere og "virker" mere renligt at være omskåret, så hvis vi fik en søn og han valgte det som 18 årig ville jeg intet problem have i det. Men når det så ville gælder mi egett BARN er det jo noget helt andet. Man kan aldrig få det lavet om men altid få det gjort og når vi jo egentlig har aftalt det barn selv skal kunne vælge sin tros retning så føler jeg da bare at med svinekød og omskæring er det allerede valgt for ham. Det er både meget princippet I at Gøre det og samtidig den risiko der altid vil være forbundet med et indgreb der gør jeg er imod.

Det med listerne lyder som en god idé men på den anden side ER jeg jo klar over han ville skrive det på som et must og jeg også ville skrive det på som et must at der ingen omskæring skal være og så står vi der igen .. han kommer hjem om en times tid , så ved måske godt hvad klokken så har slået når han ser den tilstand jeg er i .. han havde faktisk svært ved at give det en chance her efter sidst vi slog op i nogle dage, fordi han ikke kunne forstå hvordan jeg pludselig kunne overveje at ændre mening på noget jeg fra start af havde stået fast på.

Ja det er en god idé det med at følge med I hvordan det ville forgå,  og også derfor jeg foreslog det . Men ærligt så tror jeg ikke det vil ændre sig. Han viste mig nogle billeder af drengen igår,  og hvor så han dog dejlig og perfekt ud og tanken om igen at forestille mig ham ligge på et operationsbord skar mig lidt i hjertet og er ikke engang mit barn.. tror måske mere jeg foreslog det for at trække tiden ud og "glemme det lidt" og fordi jeg netop ville se om jeg i det hele taget kunne lægge det til side. Men det er sværere end jeg troede og kan ikke overskue at skulle gå og overbevise mig om noget andet end den holdning mg jeg egentlig har helt til april hvor det skal ske.. tror ikke jeg ville kunne nyde hverken mit forhold eller noget andet og tror at hver gang vi ville skylle besøge hans familie ville det blive endnu mere virkeligt. Føler virkelig at mit liv er styret sammen.. for lidt over to uger siden sad min familie, jeg og ham juleaften og hyggede os og kan huske jeg tænkte : nej hvor jeg dog elsker ham! Og nu er alt bare ændret og det værste er det ikke er kærligheden der fejler noget. Ved de fleste sikkert sidder med den følelse at aldrig vil komme videre efter at være gået fra hinanden, men jeg har nærmest ikke LYST til at komme videre og jeg bil skulle igennem en SÅ hård tid og risikere at miste mit nye arbejde som i forvejen har været svært for mig at blive en del af, for jeg kommer ikke til at have overskud til at skulle stå op til det lige med det samme, det 100 men tak for hjælpen.. prøver lige nu at finde ud af om jeg vil tage det store skridt og afslutte det og gå en rigtig rigtig hård tid i møde hvor jeg virkelig får ramt bunden, men samtidig forhåbentlig komme stærkere ud på den anden side og være heldig at møde en anden på et tidspunkt hvor drømmen om børn kan gå i opfyldelse uden jeg skal gå og være nervøs inderst inde .. eller om jeg Fortsat skal give det chancen til hans søsters søn skal omskæres og så leve med også at gå igennem en svær tid, hvor jeg skal forholde mig til vi måske i sidste ende ikke kan være sammen men så i det mindste er jeg sammen med ham i nogle måneder mere ..

Jeg har en del muslimske venner og kolleger, og noget af det jeg har observeret er at for langt de fleste er deres religion blevet mere fremtrædende af at have fået børn. Den er pludseligt blevet meget vigtigere og ting der ikke betød det store tidligere, er pludseligt blevet meget vigtigere.

Jeg tror det sker for alle mennesker, at deres kultur bliver vigtigere når de bliver forældre (fx at skabe sine egne traditioner omkring jul, barnedåb osv), men det mærkes meget for muslimer, fordi deres religion og kultur er stærkere forbundet end danskernes normalt er. Og når de så pludseligt ændrer holdning til fx omskæring, tørklæde eller lign, er det jo fordi de vitterligt mener at de ting er de bedste for deres børn, og det kan være rigtigt svært at argumentere imod.

Med det i mente ville jeg, hvis jeg var dig, sætte mig ned og lave en liste over kulturelle og religiøse krav i din kærestes kultur og religion og så gøre op med mig selv om jeg ville kunne give efter på hvert eneste krav. Hvis jeg ikke kunne svare ja til det, ville jeg ikke få børn med ham. Jeg siger ikke at du ikke kan stole på ham, eller at han ikke mener hvad han siger, men religion er virkeligt magtfuldt, og hvis han inderst inde troede bare en lille smule at fx jeres datter ikke ville komme i himlen, hvis hun ikke bar tørklæde, kan du så VIRKELIGT fortænke ham i at gøre hvad han finder bedst for hende?

Jeg har stor respekt for mine muslimske venner og kolleger og jeg beundrer deres dedikation  og viljastyrke, og jeg finder deres religion facinerende, men jeg har også for mange år siden gjort op med mig selv at den ikke var for mig, og at jeg heller ikke ønskede at komplicere mit liv ved at få et barn med en muslim.

Havde du ønsket at konvertere, havde billedet set meget anderledes ud.

sofji skriver:

Ved også godt han ikke har forrådt mig .. men det føles bare sådan.. ærligtalt sætte synes jeg selv det er pænere og "virker" mere renligt at være omskåret, så hvis vi fik en søn og han valgte det som 18 årig ville jeg intet problem have i det. Men når det så ville gælder mi egett BARN er det jo noget helt andet. Man kan aldrig få det lavet om men altid få det gjort og når vi jo egentlig har aftalt det barn selv skal kunne vælge sin tros retning så føler jeg da bare at med svinekød og omskæring er det allerede valgt for ham. Det er både meget princippet I at Gøre det og samtidig den risiko der altid vil være forbundet med et indgreb der gør jeg er imod.

Det med listerne lyder som en god idé men på den anden side ER jeg jo klar over han ville skrive det på som et must og jeg også ville skrive det på som et must at der ingen omskæring skal være og så står vi der igen .. han kommer hjem om en times tid , så ved måske godt hvad klokken så har slået når han ser den tilstand jeg er i .. han havde faktisk svært ved at give det en chance her efter sidst vi slog op i nogle dage, fordi han ikke kunne forstå hvordan jeg pludselig kunne overveje at ændre mening på noget jeg fra start af havde stået fast på.

Ja det er en god idé det med at følge med I hvordan det ville forgå,  og også derfor jeg foreslog det . Men ærligt så tror jeg ikke det vil ændre sig. Han viste mig nogle billeder af drengen igår,  og hvor så han dog dejlig og perfekt ud og tanken om igen at forestille mig ham ligge på et operationsbord skar mig lidt i hjertet og er ikke engang mit barn.. tror måske mere jeg foreslog det for at trække tiden ud og "glemme det lidt" og fordi jeg netop ville se om jeg i det hele taget kunne lægge det til side. Men det er sværere end jeg troede og kan ikke overskue at skulle gå og overbevise mig om noget andet end den holdning mg jeg egentlig har helt til april hvor det skal ske.. tror ikke jeg ville kunne nyde hverken mit forhold eller noget andet og tror at hver gang vi ville skylle besøge hans familie ville det blive endnu mere virkeligt. Føler virkelig at mit liv er styret sammen.. for lidt over to uger siden sad min familie, jeg og ham juleaften og hyggede os og kan huske jeg tænkte : nej hvor jeg dog elsker ham! Og nu er alt bare ændret og det værste er det ikke er kærligheden der fejler noget. Ved de fleste sikkert sidder med den følelse at aldrig vil komme videre efter at være gået fra hinanden, men jeg har nærmest ikke LYST til at komme videre og jeg bil skulle igennem en SÅ hård tid og risikere at miste mit nye arbejde som i forvejen har været svært for mig at blive en del af, for jeg kommer ikke til at have overskud til at skulle stå op til det lige med det samme, det 100 men tak for hjælpen.. prøver lige nu at finde ud af om jeg vil tage det store skridt og afslutte det og gå en rigtig rigtig hård tid i møde hvor jeg virkelig får ramt bunden, men samtidig forhåbentlig komme stærkere ud på den anden side og være heldig at møde en anden på et tidspunkt hvor drømmen om børn kan gå i opfyldelse uden jeg skal gå og være nervøs inderst inde .. eller om jeg Fortsat skal give det chancen til hans søsters søn skal omskæres og så leve med også at gå igennem en svær tid, hvor jeg skal forholde mig til vi måske i sidste ende ikke kan være sammen men så i det mindste er jeg sammen med ham i nogle måneder mere ..

hvis du skal droppe ham så gør det nu. det bliver kun sværere og trækker tiden og smerten ud. få det overstået og brug så de 4 måneder på at komme dig oven på det her..

hvis det er et must for dig jamen så helt ærligt må du sige til ham at I havde en aftale om at religionen skulle være selvvalgt af barnet og ved at både omskære OG forbyde svinekød så er valget taget. I havde en aftale : ingen svinekød og ingen omskæring. Punktum og så må han stå ved sit ord eller gå. Men så er det sgu HAM der ikke står ved hvad han lovede... For du har ret hvis det så bliver en pige SKAL hun så have tørklæde på... 

Jeg ville nok sige til ham at når det ikke betød noget for en måned siden ja så forstår du ikke at det nu er værd for ham at gå fra hinanden for... Det virker da lidt mærkeligt ikke?? For en måned siden betød svinekød noget men ikke det andet... Så ærlig talt hvis han ikke vil give sig og holde sit løfte og du ikke kan acceptere en omskæring ( som du jo HAR gjort ham opmærksom på) så hellere smutte nu end at vente.. Selvom det er ok at skifte mening så er det til syvende og sidst HAM der har skiftet mening og ikke dig. DU har jo ikke ændret mening på det med svinekød men var derimod klar til at overholde din del af aftalen der blev indgået.. Det er ham der vil lave spillereglerne om og IKKE gå på kompromis som jo egentlig var jeres aftale.. Man er nød til at give og tage og du gav ved svinekød og han tager og tager men hvad giver han?? Hvor er kompromiset hvis han står fast??

Så beslut dig om du vil kunne leve med at dit barn blev omskåret eller ej og er svaret NEJ hvilket jeg lidt læser ud af dit svar så stå 100% fast og tag den konsekvens HAN vælger der skal være for det er ham der vil bryde en aftale. 

newsence skriver:

hvis du skal droppe ham så gør det nu. det bliver kun sværere og trækker tiden og smerten ud. få det overstået og brug så de 4 måneder på at komme dig oven på det her..

 

hvis det er et must for dig jamen så helt ærligt må du sige til ham at I havde en aftale om at religionen skulle være selvvalgt af barnet og ved at både omskære OG forbyde svinekød så er valget taget. I havde en aftale : ingen svinekød og ingen omskæring. Punktum og så må han stå ved sit ord eller gå. Men så er det sgu HAM der ikke står ved hvad han lovede... For du har ret hvis det så bliver en pige SKAL hun så have tørklæde på... 

 

Jeg ville nok sige til ham at når det ikke betød noget for en måned siden ja så forstår du ikke at det nu er værd for ham at gå fra hinanden for... Det virker da lidt mærkeligt ikke?? For en måned siden betød svinekød noget men ikke det andet... Så ærlig talt hvis han ikke vil give sig og holde sit løfte og du ikke kan acceptere en omskæring ( som du jo HAR gjort ham opmærksom på) så hellere smutte nu end at vente.. Selvom det er ok at skifte mening så er det til syvende og sidst HAM der har skiftet mening og ikke dig. DU har jo ikke ændret mening på det med svinekød men var derimod klar til at overholde din del af aftalen der blev indgået.. Det er ham der vil lave spillereglerne om og IKKE gå på kompromis som jo egentlig var jeres aftale.. Man er nød til at give og tage og du gav ved svinekød og han tager og tager men hvad giver han?? Hvor er kompromiset hvis han står fast??

 

Så beslut dig om du vil kunne leve med at dit barn blev omskåret eller ej og er svaret NEJ hvilket jeg lidt læser ud af dit svar så stå 100% fast og tag den konsekvens HAN vælger der skal være for det er ham der vil bryde en aftale. 

 

Tak for dit svar ..jeg tog den med ham med det samme da han kom hjem igår, og vi vidste begge der ikke var noget at gøre.. da jeg sagde jeg bestemt mindes at han havde sagt ordene : omskæring kan jeg nok godt acceptere men ikke det andet (svinekød) så benægtede han stejlt og sagde det ville han aldrig have sagt for der kunne han simpelhen ikke... så jeg kunne

 ikke lade være med at blive sur over han så ikke havde meldt det ud gement tilbage for ca. 6 måneder siden hvor den også var fremme og hvis han jo så havde stået fast på det der også,  kunne vi have lade være med at spilde tiden sammen.. jeg prøvede endda at sige jeg ikke ville have noget imod omskæring MEN at det skulle være når drengen var 13+ og bevidst om det hvis han self havde lyst. Og sagde også at han gerne måtte på påvirke ham til på det tidspunkt hvorfor HAM synes han skulle få det gjort .. men nej det var Heller ikke godt nok.. han kunne kun vente til ca. 6-8 måneder.. sagde til ham jeg ikke var sur på ham, men virkelig skuffet over at ham som har snakket om børn med mig nærnest fra start og om hvor meget han glædede sig, friede til mig og altid har vægtet hvad JEG synes højt.. men så når det gælder sådan et stort valg som jeg skulle tage overfor min søn for HANS skyld og for vi kan være sammen så gør det sgu ondt at jeg bare ikke skulle have noget at have sagt.. og jeg synes ikke det kan sammenlignes at "vi har hver vores holdning, vi to om det" i bund og grund ja, MEN der forskel på at tage valget at omskære som spæd som aldrig ville ku laves om, og det at vente til barnet selv kan tage valget for det kan jo altid gøres ! Og det var jeg villig til, at det kunne føre senere hen. Var os villig til at droppe svinekød, selvom jeg elsker at spise det og at jeg ville være ked af mine børn ikke kunne spise det MEN det noget jeg var villig til at gøre for ham fordi det betød så meget.. synes bare han har vist at han ikke er villig til at gå på kompromis for mig .. og som en anden skrev så tror jeg ærlig talt at selvom jeg måske bare gik med til det, og tvang mig selv til at acceptere det så tror jeg det ville kunne gå ud over min kærlighed til ham. Ville nok hele tiden have i baghovedet, at han pressede mig til det her.. hvis jeg overhovedet ville kunne have gjort det hvis jeg sad med en lille dreng i armene.. og så kunne helvede starte der med skilsmisse og jeg ved ikke hvad . For det nævnte han jo selv.. han ville have jeg besluttede mig nu, inden der kom et barn for han ville ikke pludselig stå i en skilsmisse med et barn han måske ville se hver anden uge.. ergo han tænkte simpelhen på det som det første hvis jeg havde nægtet det ..

Jeg har det elendigt nu og ved jeg også han har, men kunne ikke lade være med at sige til sidst at jeg synes han skulle tænke over det at han udtalt "ham ikke passer med en muslimsk pige" for det ville nok være det smarteste for ham .. han svarede bare at som han har sagt før, hvis det her forhold ikke lykkedes så skulle han slet ikke have noget forhold igen..

Men ja.. drømmen om en fremtid med børn med manden jeg troede jeg skulle være sammen med for evigt er knust og må bare indstille mig på at acceptere det slut og at jeg nu må gå en hård tid i møde  . Tak for svar

sofji skriver:

Tak for dit svar ..jeg tog den med ham med det samme da han kom hjem igår, og vi vidste begge der ikke var noget at gøre.. da jeg sagde jeg bestemt mindes at han havde sagt ordene : omskæring kan jeg nok godt acceptere men ikke det andet (svinekød) så benægtede han stejlt og sagde det ville han aldrig have sagt for der kunne han simpelhen ikke... så jeg kunne

 ikke lade være med at blive sur over han så ikke havde meldt det ud gement tilbage for ca. 6 måneder siden hvor den også var fremme og hvis han jo så havde stået fast på det der også,  kunne vi have lade være med at spilde tiden sammen.. jeg prøvede endda at sige jeg ikke ville have noget imod omskæring MEN at det skulle være når drengen var 13+ og bevidst om det hvis han self havde lyst. Og sagde også at han gerne måtte på påvirke ham til på det tidspunkt hvorfor HAM synes han skulle få det gjort .. men nej det var Heller ikke godt nok.. han kunne kun vente til ca. 6-8 måneder.. sagde til ham jeg ikke var sur på ham, men virkelig skuffet over at ham som har snakket om børn med mig nærnest fra start og om hvor meget han glædede sig, friede til mig og altid har vægtet hvad JEG synes højt.. men så når det gælder sådan et stort valg som jeg skulle tage overfor min søn for HANS skyld og for vi kan være sammen så gør det sgu ondt at jeg bare ikke skulle have noget at have sagt.. og jeg synes ikke det kan sammenlignes at "vi har hver vores holdning, vi to om det" i bund og grund ja, MEN der forskel på at tage valget at omskære som spæd som aldrig ville ku laves om, og det at vente til barnet selv kan tage valget for det kan jo altid gøres ! Og det var jeg villig til, at det kunne føre senere hen. Var os villig til at droppe svinekød, selvom jeg elsker at spise det og at jeg ville være ked af mine børn ikke kunne spise det MEN det noget jeg var villig til at gøre for ham fordi det betød så meget.. synes bare han har vist at han ikke er villig til at gå på kompromis for mig .. og som en anden skrev så tror jeg ærlig talt at selvom jeg måske bare gik med til det, og tvang mig selv til at acceptere det så tror jeg det ville kunne gå ud over min kærlighed til ham. Ville nok hele tiden have i baghovedet, at han pressede mig til det her.. hvis jeg overhovedet ville kunne have gjort det hvis jeg sad med en lille dreng i armene.. og så kunne helvede starte der med skilsmisse og jeg ved ikke hvad . For det nævnte han jo selv.. han ville have jeg besluttede mig nu, inden der kom et barn for han ville ikke pludselig stå i en skilsmisse med et barn han måske ville se hver anden uge.. ergo han tænkte simpelhen på det som det første hvis jeg havde nægtet det ..

Jeg har det elendigt nu og ved jeg også han har, men kunne ikke lade være med at sige til sidst at jeg synes han skulle tænke over det at han udtalt "ham ikke passer med en muslimsk pige" for det ville nok være det smarteste for ham .. han svarede bare at som han har sagt før, hvis det her forhold ikke lykkedes så skulle han slet ikke have noget forhold igen..

Men ja.. drømmen om en fremtid med børn med manden jeg troede jeg skulle være sammen med for evigt er knust og må bare indstille mig på at acceptere det slut og at jeg nu må gå en hård tid i møde  . Tak for svar

 

Jeg har fulgt lidt med på sidelinjen, og jeg er rigtig ked af at høre, at I ikke fandt en løsning! Det må være så hårdt at sige farvel til en man elsker på så frustrerende et grundlag. Jeg har ingen erfaringer eller andet at byde ind med, men ville bare lige sende et stort kram din vej  

Og som de kloge siger "tiden læger alle sår"! Det ændrer selvfølgelig ikke på, at det er så hårdt lige nu, men om nogle måneder vil alting se lysere ud igen, det er jeg helt sikker på! Held og lykke med det hele 

sofji skriver:

Hej. Jeg skriver fordi jeg står i et kæmpe dilemma og synes ærlig talt det et helvede lige nu. Jeg skrev for nogle måneder siden en tråd der hed: anden religion + børn som jeg dog ikke lige kan linke til.. jeg skrev på daværende tidspunkt omkring det at jeg er sammen med en muslimsk mand som jeg elsker virkelig højt, men at jeg var i tvivl om jeg skulle gå med til at acceptere Ingen svinekød til børn i fremtiden. Er ikke gravid men det er jo selvfølgelig vigtig at komme ind på den slags. Og da jeg skrev den tråd, var jeg faktisk meget i tvivl men da det ikke er noget der kan diskuteres fra hans side valgte jeg at sige okay så, for så slemt synes jeg Heller ikke det var da jeg så bare også Ville have han accepterede mit must = Ingen omskæring. Det har jeg også skrevet i tråden .. fordi troede jeg virkelig. Men nu er der vendt op og ned på det hele og han kan under ingen omstændigheder acceptere en søn der ikke blev omskåret. Han ville ikke føle sig hel indeni som han sagde .. vi gik faktisk fra hinanden i juleferien pga det her i nogle dage, og har aldrig følt mig SÅ forvirret. Jeg ved jo inderst inde godt hvad min holdning er til det, at det synes jeg ikke jeg vil bestemme på mit barn vegne og samtidig udsætte min søn for den risiko. Og forstår virkelig ikke hvorfor det er så vigtigt for ham, og var også derfor jeg valgte at sige stop fordi så begynder tankerne os.. hvad kommer ellers ? Selvom vi har diskuteret en masse ting som tørklæde osv, som han siger det er eget valg for en kommende datter og at vi også sagtens kunne blive gift i en kirke os.. i hverdagen mærker jeg ikke noget til hans tro og vi har bsre så meget kærlighed til hinanden.. ; ( men aligevel.. føler ikke han kan gå på kompromis overhovedet for noget der betyder meget for mig blev jeg chokeret over han sagde han respekterede min holdning men at så kunne vi ikke få det til at fungere. Pga. En omskæring.. jeg valgte så at give efter og sige jeg ville tænke over det og se på det til hans søsters søn skal omskæres til april (der diskussionen startede ) men jeg tror kun jeg gjorde det fordi jeg ikke kunne bære tanken om at være uden ham og at det var DET der skulle skille os ad.. der fået 4 dage nu siden vi fandt sammen igen og kan mærke jeg ikke føler mig hel.. brød sammen idag på arbejdet og snakkede med en kollega om det og tog derefter hjem .. jeg elsker ham så pisse højt og kan mærke jeg snart ik ved hvad jeg føler mere .   Det kun mig der kan tage valget men jeg er så Meget i tvivl og har det forfærdeligt. Har været dejligt at være tilbage i vores lejlighed med med ham igen, men føler som sagt noget ik er som det skal være. Og at det er så usikkert lige pludseligt gør jeg ikke kan være oprigtig glad.. Nogle der har stået i samme situation ? :/

En dansk undersøgelse smider lige en bombe under omskæringspraksis.

Jeg har altid været imod omskæring og andre unødvendige indgreb på børn.

http://nyhederne.tv2.dk/samfund/2015-01-09-bombe-under-dansk-praksis-omskaering-kan-foere-til-autisme

sofji skriver:

Hej. Jeg skriver fordi jeg står i et kæmpe dilemma og synes ærlig talt det et helvede lige nu. Jeg skrev for nogle måneder siden en tråd der hed: anden religion + børn som jeg dog ikke lige kan linke til.. jeg skrev på daværende tidspunkt omkring det at jeg er sammen med en muslimsk mand som jeg elsker virkelig højt, men at jeg var i tvivl om jeg skulle gå med til at acceptere Ingen svinekød til børn i fremtiden. Er ikke gravid men det er jo selvfølgelig vigtig at komme ind på den slags. Og da jeg skrev den tråd, var jeg faktisk meget i tvivl men da det ikke er noget der kan diskuteres fra hans side valgte jeg at sige okay så, for så slemt synes jeg Heller ikke det var da jeg så bare også Ville have han accepterede mit must = Ingen omskæring. Det har jeg også skrevet i tråden .. fordi troede jeg virkelig. Men nu er der vendt op og ned på det hele og han kan under ingen omstændigheder acceptere en søn der ikke blev omskåret. Han ville ikke føle sig hel indeni som han sagde .. vi gik faktisk fra hinanden i juleferien pga det her i nogle dage, og har aldrig følt mig SÅ forvirret. Jeg ved jo inderst inde godt hvad min holdning er til det, at det synes jeg ikke jeg vil bestemme på mit barn vegne og samtidig udsætte min søn for den risiko. Og forstår virkelig ikke hvorfor det er så vigtigt for ham, og var også derfor jeg valgte at sige stop fordi så begynder tankerne os.. hvad kommer ellers ? Selvom vi har diskuteret en masse ting som tørklæde osv, som han siger det er eget valg for en kommende datter og at vi også sagtens kunne blive gift i en kirke os.. i hverdagen mærker jeg ikke noget til hans tro og vi har bsre så meget kærlighed til hinanden.. ; ( men aligevel.. føler ikke han kan gå på kompromis overhovedet for noget der betyder meget for mig blev jeg chokeret over han sagde han respekterede min holdning men at så kunne vi ikke få det til at fungere. Pga. En omskæring.. jeg valgte så at give efter og sige jeg ville tænke over det og se på det til hans søsters søn skal omskæres til april (der diskussionen startede ) men jeg tror kun jeg gjorde det fordi jeg ikke kunne bære tanken om at være uden ham og at det var DET der skulle skille os ad.. der fået 4 dage nu siden vi fandt sammen igen og kan mærke jeg ikke føler mig hel.. brød sammen idag på arbejdet og snakkede med en kollega om det og tog derefter hjem .. jeg elsker ham så pisse højt og kan mærke jeg snart ik ved hvad jeg føler mere .   Det kun mig der kan tage valget men jeg er så Meget i tvivl og har det forfærdeligt. Har været dejligt at være tilbage i vores lejlighed med med ham igen, men føler som sagt noget ik er som det skal være. Og at det er så usikkert lige pludseligt gør jeg ikke kan være oprigtig glad.. Nogle der har stået i samme situation ? :/

Jeg ville ikke kunne se på at man lemlæstede mit barn..undskyld udtrykket men det er det man gør ved omskæring  i min verden. Følg dit hjerte. Hvis ikke i kan blive enige nu kan i heller ikke når barnet kommer 

Skouboe skriver:

Jeg har en del muslimske venner og kolleger, og noget af det jeg har observeret er at for langt de fleste er deres religion blevet mere fremtrædende af at have fået børn. Den er pludseligt blevet meget vigtigere og ting der ikke betød det store tidligere, er pludseligt blevet meget vigtigere.

Jeg tror det sker for alle mennesker, at deres kultur bliver vigtigere når de bliver forældre (fx at skabe sine egne traditioner omkring jul, barnedåb osv), men det mærkes meget for muslimer, fordi deres religion og kultur er stærkere forbundet end danskernes normalt er. Og når de så pludseligt ændrer holdning til fx omskæring, tørklæde eller lign, er det jo fordi de vitterligt mener at de ting er de bedste for deres børn, og det kan være rigtigt svært at argumentere imod.

Med det i mente ville jeg, hvis jeg var dig, sætte mig ned og lave en liste over kulturelle og religiøse krav i din kærestes kultur og religion og så gøre op med mig selv om jeg ville kunne give efter på hvert eneste krav. Hvis jeg ikke kunne svare ja til det, ville jeg ikke få børn med ham. Jeg siger ikke at du ikke kan stole på ham, eller at han ikke mener hvad han siger, men religion er virkeligt magtfuldt, og hvis han inderst inde troede bare en lille smule at fx jeres datter ikke ville komme i himlen, hvis hun ikke bar tørklæde, kan du så VIRKELIGT fortænke ham i at gøre hvad han finder bedst for hende?

Jeg har stor respekt for mine muslimske venner og kolleger og jeg beundrer deres dedikation  og viljastyrke, og jeg finder deres religion facinerende, men jeg har også for mange år siden gjort op med mig selv at den ikke var for mig, og at jeg heller ikke ønskede at komplicere mit liv ved at få et barn med en muslim.

Havde du ønsket at konvertere, havde billedet set meget anderledes ud.

Super godt skrevet. 

Stærkt gået du stod fast. Håber  du klarer dig