Anden religion + børn 2

Hej. Jeg skriver fordi jeg står i et kæmpe dilemma og synes ærlig talt det et helvede lige nu. Jeg skrev for nogle måneder siden en tråd der hed: anden religion + børn som jeg dog ikke lige kan linke til.. jeg skrev på daværende tidspunkt omkring det at jeg er sammen med en muslimsk mand som jeg elsker virkelig højt, men at jeg var i tvivl om jeg skulle gå med til at acceptere Ingen svinekød til børn i fremtiden. Er ikke gravid men det er jo selvfølgelig vigtig at komme ind på den slags. Og da jeg skrev den tråd, var jeg faktisk meget i tvivl men da det ikke er noget der kan diskuteres fra hans side valgte jeg at sige okay så, for så slemt synes jeg Heller ikke det var da jeg så bare også Ville have han accepterede mit must = Ingen omskæring. Det har jeg også skrevet i tråden .. fordi troede jeg virkelig. Men nu er der vendt op og ned på det hele og han kan under ingen omstændigheder acceptere en søn der ikke blev omskåret. Han ville ikke føle sig hel indeni som han sagde .. vi gik faktisk fra hinanden i juleferien pga det her i nogle dage, og har aldrig følt mig SÅ forvirret. Jeg ved jo inderst inde godt hvad min holdning er til det, at det synes jeg ikke jeg vil bestemme på mit barn vegne og samtidig udsætte min søn for den risiko. Og forstår virkelig ikke hvorfor det er så vigtigt for ham, og var også derfor jeg valgte at sige stop fordi så begynder tankerne os.. hvad kommer ellers ? Selvom vi har diskuteret en masse ting som tørklæde osv, som han siger det er eget valg for en kommende datter og at vi også sagtens kunne blive gift i en kirke os.. i hverdagen mærker jeg ikke noget til hans tro og vi har bsre så meget kærlighed til hinanden.. ; ( men aligevel.. føler ikke han kan gå på kompromis overhovedet for noget der betyder meget for mig blev jeg chokeret over han sagde han respekterede min holdning men at så kunne vi ikke få det til at fungere. Pga. En omskæring.. jeg valgte så at give efter og sige jeg ville tænke over det og se på det til hans søsters søn skal omskæres til april (der diskussionen startede ) men jeg tror kun jeg gjorde det fordi jeg ikke kunne bære tanken om at være uden ham og at det var DET der skulle skille os ad.. der fået 4 dage nu siden vi fandt sammen igen og kan mærke jeg ikke føler mig hel.. brød sammen idag på arbejdet og snakkede med en kollega om det og tog derefter hjem .. jeg elsker ham så pisse højt og kan mærke jeg snart ik ved hvad jeg føler mere .   Det kun mig der kan tage valget men jeg er så Meget i tvivl og har det forfærdeligt. Har været dejligt at være tilbage i vores lejlighed med med ham igen, men føler som sagt noget ik er som det skal være. Og at det er så usikkert lige pludseligt gør jeg ikke kan være oprigtig glad.. Nogle der har stået i samme situation ? :/

Jeg ville ikke kunne give mig på det punkt. Ikke fordi jeg egentlig er meget imod omskæring, men nej ingen fik lov at skære i mit barn uden det var en medicinsk grund så længe jeg bestemmer (når de er voksne kan jeg jo ikke modsatte mig).

Tror der er mange tanker det skal tænkes og mange snakke der skal snakkes når man skal stifte familie, og i og med I kommer med to forskellige religioner og formodentlig kulturer så skal det også tales igennem. Og du skal tro på det han lover. Du troede han havde lovet en søn ikke skulle omskæres og nu siger han det modsatte, så klart sætter det tanker i gang om, hvad mere at det han har lovet vil han så ikke holde når barnet er der. Det skal I have talt igennem. Og han skal måske lave en liste over ting han ikke kan gå på kompromis med i forhold til sin religion/kultur, og måske du skal gøre det samme, og så må I se om det er foreeneligt. 

Kæmpe kram

Giv dig selv tid til at sørge over ham, men gå fra ham.

jeres værdier er for forskellige, jeg er selv sammen med en mand fra et andet land (dog ikke muslim) og det har været meget vigtigt at vi er enige om børn, nu har vi 2 og taler løbende om vores værdier og kulturelle forskelle.

Hvis i går fra hinanden og giv dig tid, man må gerne sørge over en mistet partner, selfølgelig vil du være ked af, det er jo ikke kun ham du forlader, mens jeres liv, du skal starte helt selv, og alene. Det er skræmmende, men du kommer stærkt ud på den anden, du lærer dig selv at kende, alene, og det er guld værd. 

sofji skriver:

Hej. Jeg skriver fordi jeg står i et kæmpe dilemma og synes ærlig talt det et helvede lige nu. Jeg skrev for nogle måneder siden en tråd der hed: anden religion + børn som jeg dog ikke lige kan linke til.. jeg skrev på daværende tidspunkt omkring det at jeg er sammen med en muslimsk mand som jeg elsker virkelig højt, men at jeg var i tvivl om jeg skulle gå med til at acceptere Ingen svinekød til børn i fremtiden. Er ikke gravid men det er jo selvfølgelig vigtig at komme ind på den slags. Og da jeg skrev den tråd, var jeg faktisk meget i tvivl men da det ikke er noget der kan diskuteres fra hans side valgte jeg at sige okay så, for så slemt synes jeg Heller ikke det var da jeg så bare også Ville have han accepterede mit must = Ingen omskæring. Det har jeg også skrevet i tråden .. fordi troede jeg virkelig. Men nu er der vendt op og ned på det hele og han kan under ingen omstændigheder acceptere en søn der ikke blev omskåret. Han ville ikke føle sig hel indeni som han sagde .. vi gik faktisk fra hinanden i juleferien pga det her i nogle dage, og har aldrig følt mig SÅ forvirret. Jeg ved jo inderst inde godt hvad min holdning er til det, at det synes jeg ikke jeg vil bestemme på mit barn vegne og samtidig udsætte min søn for den risiko. Og forstår virkelig ikke hvorfor det er så vigtigt for ham, og var også derfor jeg valgte at sige stop fordi så begynder tankerne os.. hvad kommer ellers ? Selvom vi har diskuteret en masse ting som tørklæde osv, som han siger det er eget valg for en kommende datter og at vi også sagtens kunne blive gift i en kirke os.. i hverdagen mærker jeg ikke noget til hans tro og vi har bsre så meget kærlighed til hinanden.. ; ( men aligevel.. føler ikke han kan gå på kompromis overhovedet for noget der betyder meget for mig blev jeg chokeret over han sagde han respekterede min holdning men at så kunne vi ikke få det til at fungere. Pga. En omskæring.. jeg valgte så at give efter og sige jeg ville tænke over det og se på det til hans søsters søn skal omskæres til april (der diskussionen startede ) men jeg tror kun jeg gjorde det fordi jeg ikke kunne bære tanken om at være uden ham og at det var DET der skulle skille os ad.. der fået 4 dage nu siden vi fandt sammen igen og kan mærke jeg ikke føler mig hel.. brød sammen idag på arbejdet og snakkede med en kollega om det og tog derefter hjem .. jeg elsker ham så pisse højt og kan mærke jeg snart ik ved hvad jeg føler mere .   Det kun mig der kan tage valget men jeg er så Meget i tvivl og har det forfærdeligt. Har været dejligt at være tilbage i vores lejlighed med med ham igen, men føler som sagt noget ik er som det skal være. Og at det er så usikkert lige pludseligt gør jeg ikke kan være oprigtig glad.. Nogle der har stået i samme situation ? :/

Jeg var inde over den anden tråd, en af dem der sagde du skulle acceptere det med svinekødet, fordi han sagde at sønnen ikke behøvede at blive omskåret.

Men når han lige pludselig skifter mening og har taget noget han lovede dig tilbage, ville jeg være bange for hvad han ville skifte mening med næste gang. Og ville ikke have det rart med at vide at han kunne skifte mening om noget, pga af religion, som man selvfølgelig skal respektere, men så skal man også holde sit ord, som han jo ikke gør.
Hvis det er så vigtigt for ham, ville han jo ikke have accepteret din mening om det, den gang.

Som en anden siger, sæt jer ned lav en liste hver og se hvordan det falder sammen, men hvis en mand ikke kan acceptere min grænse for hvad der skal ske med mine børn, ville jeg ikke være sammen med ham, lige meget jeg elskede ham, for jeg ville hade ham for det han gjorde mod min søn, når jeg ikke kan acceptere det/at han tvang barnet til at blive omskåret, før barnet havde et valg.

Så som sagt, du skal virkelig gå i tankeboks, for kan du ikke acceptere at jeres søn bliver omskåret, mener jeg ikke at du skal være sammen med den mand.

Hej. Jeg skriver fordi jeg står i et kæmpe dilemma og synes ærlig talt det et helvede lige nu. Jeg skrev for nogle måneder siden en tråd der hed: anden religion + børn som jeg dog ikke lige kan linke til.. jeg skrev på daværende tidspunkt omkring det at jeg er sammen med en muslimsk mand som jeg elsker virkelig højt, men at jeg var i tvivl om jeg skulle gå med til at acceptere Ingen svinekød til børn i fremtiden. Er ikke gravid men det er jo selvfølgelig vigtig at komme ind på den slags. Og da jeg skrev den tråd, var jeg faktisk meget i tvivl men da det ikke er noget der kan diskuteres fra hans side valgte jeg at sige okay så, for så slemt synes jeg Heller ikke det var da jeg så bare også Ville have han accepterede mit must = Ingen omskæring. Det har jeg også skrevet i tråden .. fordi troede jeg virkelig. Men nu er der vendt op og ned på det hele og han kan under ingen omstændigheder acceptere en søn der ikke blev omskåret. Han ville ikke føle sig hel indeni som han sagde .. vi gik faktisk fra hinanden i juleferien pga det her i nogle dage, og har aldrig følt mig SÅ forvirret. Jeg ved jo inderst inde godt hvad min holdning er til det, at det synes jeg ikke jeg vil bestemme på mit barn vegne og samtidig udsætte min søn for den risiko. Og forstår virkelig ikke hvorfor det er så vigtigt for ham, og var også derfor jeg valgte at sige stop fordi så begynder tankerne os.. hvad kommer ellers ? Selvom vi har diskuteret en masse ting som tørklæde osv, som han siger det er eget valg for en kommende datter og at vi også sagtens kunne blive gift i en kirke os.. i hverdagen mærker jeg ikke noget til hans tro og vi har bsre så meget kærlighed til hinanden.. ; ( men aligevel.. føler ikke han kan gå på kompromis overhovedet for noget der betyder meget for mig blev jeg chokeret over han sagde han respekterede min holdning men at så kunne vi ikke få det til at fungere. Pga. En omskæring.. jeg valgte så at give efter og sige jeg ville tænke over det og se på det til hans søsters søn skal omskæres til april (der diskussionen startede ) men jeg tror kun jeg gjorde det fordi jeg ikke kunne bære tanken om at være uden ham og at det var DET der skulle skille os ad.. der fået 4 dage nu siden vi fandt sammen igen og kan mærke jeg ikke føler mig hel.. brød sammen idag på arbejdet og snakkede med en kollega om det og tog derefter hjem .. jeg elsker ham så pisse højt og kan mærke jeg snart ik ved hvad jeg føler mere .   Det kun mig der kan tage valget men jeg er så Meget i tvivl og har det forfærdeligt. Har været dejligt at være tilbage i vores lejlighed med med ham igen, men føler som sagt noget ik er som det skal være. Og at det er så usikkert lige pludseligt gør jeg ikke kan være oprigtig glad.. Nogle der har stået i samme situation ? :/

Jeg ville personligt aldrig kunne acceptere at nogle skulle skære noget af min søns kønsdele væk, på samme måde som jeg heller ikke ville acceptere hvis nogen skulle skære hans brystvorter af, eller hans øreflipper eller noget helt fjerde.

Det er mig simpelthen en gåde hvordan man kan finde på at skære i nyfødte babyers kroppe - drenge eller piger, kønnet er ligegyldigt. 

Hvis et menneske som voksen vælger at blive omskåret, eller få reduceret kønslæberne, eller hvad man nu kan finde på, fint nok, men det skal være pr. eget valg.

sofji skriver:

Hej. Jeg skriver fordi jeg står i et kæmpe dilemma og synes ærlig talt det et helvede lige nu. Jeg skrev for nogle måneder siden en tråd der hed: anden religion + børn som jeg dog ikke lige kan linke til.. jeg skrev på daværende tidspunkt omkring det at jeg er sammen med en muslimsk mand som jeg elsker virkelig højt, men at jeg var i tvivl om jeg skulle gå med til at acceptere Ingen svinekød til børn i fremtiden. Er ikke gravid men det er jo selvfølgelig vigtig at komme ind på den slags. Og da jeg skrev den tråd, var jeg faktisk meget i tvivl men da det ikke er noget der kan diskuteres fra hans side valgte jeg at sige okay så, for så slemt synes jeg Heller ikke det var da jeg så bare også Ville have han accepterede mit must = Ingen omskæring. Det har jeg også skrevet i tråden .. fordi troede jeg virkelig. Men nu er der vendt op og ned på det hele og han kan under ingen omstændigheder acceptere en søn der ikke blev omskåret. Han ville ikke føle sig hel indeni som han sagde .. vi gik faktisk fra hinanden i juleferien pga det her i nogle dage, og har aldrig følt mig SÅ forvirret. Jeg ved jo inderst inde godt hvad min holdning er til det, at det synes jeg ikke jeg vil bestemme på mit barn vegne og samtidig udsætte min søn for den risiko. Og forstår virkelig ikke hvorfor det er så vigtigt for ham, og var også derfor jeg valgte at sige stop fordi så begynder tankerne os.. hvad kommer ellers ? Selvom vi har diskuteret en masse ting som tørklæde osv, som han siger det er eget valg for en kommende datter og at vi også sagtens kunne blive gift i en kirke os.. i hverdagen mærker jeg ikke noget til hans tro og vi har bsre så meget kærlighed til hinanden.. ; ( men aligevel.. føler ikke han kan gå på kompromis overhovedet for noget der betyder meget for mig blev jeg chokeret over han sagde han respekterede min holdning men at så kunne vi ikke få det til at fungere. Pga. En omskæring.. jeg valgte så at give efter og sige jeg ville tænke over det og se på det til hans søsters søn skal omskæres til april (der diskussionen startede ) men jeg tror kun jeg gjorde det fordi jeg ikke kunne bære tanken om at være uden ham og at det var DET der skulle skille os ad.. der fået 4 dage nu siden vi fandt sammen igen og kan mærke jeg ikke føler mig hel.. brød sammen idag på arbejdet og snakkede med en kollega om det og tog derefter hjem .. jeg elsker ham så pisse højt og kan mærke jeg snart ik ved hvad jeg føler mere .   Det kun mig der kan tage valget men jeg er så Meget i tvivl og har det forfærdeligt. Har været dejligt at være tilbage i vores lejlighed med med ham igen, men føler som sagt noget ik er som det skal være. Og at det er så usikkert lige pludseligt gør jeg ikke kan være oprigtig glad.. Nogle der har stået i samme situation ? :/

At I ikke spiser svinekød er vel fint nok, det er alligevel proppet med penicillin og MRSA bakterier.

Omskæring er mishandling, længere er den ikke.

Yurie skriver:

Jeg var inde over den anden tråd, en af dem der sagde du skulle acceptere det med svinekødet, fordi han sagde at sønnen ikke behøvede at blive omskåret.

Men når han lige pludselig skifter mening og har taget noget han lovede dig tilbage, ville jeg være bange for hvad han ville skifte mening med næste gang. Og ville ikke have det rart med at vide at han kunne skifte mening om noget, pga af religion, som man selvfølgelig skal respektere, men så skal man også holde sit ord, som han jo ikke gør.
Hvis det er så vigtigt for ham, ville han jo ikke have accepteret din mening om det, den gang.

Som en anden siger, sæt jer ned lav en liste hver og se hvordan det falder sammen, men hvis en mand ikke kan acceptere min grænse for hvad der skal ske med mine børn, ville jeg ikke være sammen med ham, lige meget jeg elskede ham, for jeg ville hade ham for det han gjorde mod min søn, når jeg ikke kan acceptere det/at han tvang barnet til at blive omskåret, før barnet havde et valg.

Så som sagt, du skal virkelig gå i tankeboks, for kan du ikke acceptere at jeres søn bliver omskåret, mener jeg ikke at du skal være sammen med den mand.

Jeg vil ikke sige han har lovet noget men kan bare huske sidst vi havde en stor diskussion kørende omkring der med svinekød at jeg sagde : men 100 % du får mig ikke til at omskære min søn hvor han sagde det ville han godt kunne acceptere men ikke svinekød, det var for vigtigt for ham.. så jeg ved jo at han har sagt de ord der, for ellers ville jeg jo heller ikke have været rolig omkring det siden da, hvis jeg ikke følte vi var kommet frem til noget.. men lige pludselig er omskæring jo så også enormt vigtigt for ham.. og jeg tror faktisk det efter hans søster har fået en dreng .. for ham skal jo så selvfølgelig omskæres for det er jo bare "sådan det skal være" .. og jeg tror måske det kan have lagt et pres på ham i mellemtiden selv hvis han har tænkt før han måske ville kunne acceptere det, men så nu føler han bare ikke han kan.. han sagde selv sidst at han følte pludselig mange ting var blevet vigtigere for ham, ting som han ikke før havde tænkt så meget over..

Det du skriver med at hvis en mand ikke kan acceptere ens grænser for hvad der skal ske med ens børn, giver jo også så meget mening..  og sådan som han er mod mig og altid har været er det også så uforståeligt.. han har altid vægtet mine meninger og hvordan jeg har det som noget af det højeste men her, kan han virkelig ikke.. han sagde endda: jeg er ødelagt men jeg kan ikke give mig på denne her, uanset om det betyder jeg så skal gå med et knust hjerte..

Og jeg er nemlig også bange for jeg ville hade ham for det hvis jeg nu bare gik med til det.. men det bare som om jeg aligevel bare vil give det alverdens chancer og så tænke: vi tager den når jeg gravid for så måtte jeg sige til ham enten acceptere du det eller os hedder det abort .. for så har jeg en eller anden forestilling om han så vil åbne sine øjne... men det kan bare heller ik være rigtigt hvis man skal helt derud .. det ville jo ikke skabe andet ens kaos Iben situation der burde være den dejligste tid

Som i kan se kæmper mit hjerte for at Holde fast og mon hjerne får at være fornuftig og tænke på at holde fast i MIG .. 

Skrev jeg var brudt sammen på arbejdet til ham pga. Jeg stadig havde at det her i tankerne og han svarede at det var han ked af, og vi kunne jo tale lidt om det senere. Har været "okay" de sidste par dage så tror ikke han tager det så alvorligt som det jo egentlig er for mig. Havde selv troet jeg bare kunne feje det væk for en tid og så alt er som før, men det er der bare i baghovedet hele tiden. Når jeg giver ham et kram og kysser ham bliver jeg både vred og ked af det dybt indeni. Føler mig faktisk en anelse forrådt selvom jeg godt ed det er et hårdt ord at bruge..

Mami skriver:

Giv dig selv tid til at sørge over ham, men gå fra ham.

jeres værdier er for forskellige, jeg er selv sammen med en mand fra et andet land (dog ikke muslim) og det har været meget vigtigt at vi er enige om børn, nu har vi 2 og taler løbende om vores værdier og kulturelle forskelle.

Hvis i går fra hinanden og giv dig tid, man må gerne sørge over en mistet partner, selfølgelig vil du være ked af, det er jo ikke kun ham du forlader, mens jeres liv, du skal starte helt selv, og alene. Det er skræmmende, men du kommer stærkt ud på den anden, du lærer dig selv at kende, alene, og det er guld værd. 

Det bare det der dræber mig indeni..  at nogle rent faktisk kan få det til at fungere ved at lytte og acceptere hinandens grænser og også selv være nødt til at gå på kompromis.. for jeg har virkelig ikke troet noget som helst kunne komme imellem os, fordi vi bare elsker hinanden så meget.

Det også meget ironisk at han har sagt, han aldrig har været interesseret i muslimske piger, hvor jeg bare tænker .. burde du så ikke netop havde set de her ting komme eller havde du bare regnet med at jeg som dansk pige skal smide alt væk bare fordi DU er muslim .. har faktisk også nævnt det for ham hvor han så referere til sine to muslimske venner som er sammen med to danske piger hvor det ene par venter en dreng og HUN er gået med til det..

Men det betyder da ikke hun har det godt med det. Hun har måske følt sig tvunget netop som jeg jo også egentlig gør

Hej, 

Jeg er selv dansk muslim og gift med en muslimsk mand. Jeg er gravid med vores første barn, og trods jeg selv er muslim holder jeg meget ved mine danske holdninger og traditioner. 

Hos os har vi også brugt en masse tid på at snakke om hvordan og hvorledes vi gør når 2 forskellige kulturer mødes. 

Der er ting som han nægter at gå på kompromi med, og ligeså har jeg mine ting. 

Et par eksempler er: 

Herhjemme spiser vi selvfølgelig ikke svinekød, da vi begge er muslimer og det kommer vores barn heller ikke til.

Han vil gerne have at hans søn bliver omskåret, det vælger jeg at acceptere, trods jeg ikke bryder mig om tanken. - men jeg ved hvor stor en betydning det har for ham og hans familie. 

Jeg vælger fx. at vi skal holde jul sammen med min familie, med alt hvad det indenbærer. Jeg elsker julen og ønsker at have den tradition sammen med mit barn. Han er ikke vild med ideen, men acceptere det. 

Det er altid svært når 2 kulturer mødes, og det er svært at få til at fungere. Men hvis det lykkes er det utrolig smukt og ens barn/børn bliver utrolig dannet og mangfoldige af det!

Held og lykke!

sofji skriver:

Det bare det der dræber mig indeni..  at nogle rent faktisk kan få det til at fungere ved at lytte og acceptere hinandens grænser og også selv være nødt til at gå på kompromis.. for jeg har virkelig ikke troet noget som helst kunne komme imellem os, fordi vi bare elsker hinanden så meget.

Det også meget ironisk at han har sagt, han aldrig har været interesseret i muslimske piger, hvor jeg bare tænker .. burde du så ikke netop havde set de her ting komme eller havde du bare regnet med at jeg som dansk pige skal smide alt væk bare fordi DU er muslim .. har faktisk også nævnt det for ham hvor han så referere til sine to muslimske venner som er sammen med to danske piger hvor det ene par venter en dreng og HUN er gået med til det..

Men det betyder da ikke hun har det godt med det. Hun har måske følt sig tvunget netop som jeg jo også egentlig gør

Skellet eller kulturkløften kan jo også bare vise sig at være for stor. Ja det fungerer for nogen (vi er også blandet italiensk og dansk), men det betyder ikke det vil fungere for alle. 

Jeg ville personligt kende mine egne grænser (og så måske blive overrasket over nogen også), og jeg ville aldrig gå med til at min søn blev omskåret, jeg ville aldrig gå med til min datter gik med tørklæde (måtte jo bøje mig hvis hun krævede det selv), jeg kan heller ikke have de gange min mand siger ting som: drenge er stærke, drenge tør... Eller sådan er piger... Men jeg ville også have det enormt svært ved mine børn skulle døbes hvis ikke faren var udøvende kristen. Jeg ville også have det svært hvis han insisterede på en gluten og mælke fri kost hvis ikke de var allergiske. 

Og der er flere eksempler, det er bare for at sige det ikke alene handler om to religioner mødes, men at to mennesker mødes. Og når  det for et par lykkes handler det også om de to mennesker der er i forholdet, hvor langt vil den gå der ikke er muslim, hvor langt vil muslimen gå osv. Du har mødt din grænse, og jeg tror der er lagt en kim til en trussel mod jeres forhold. Og du skal virkelig tænke dig omm før du laver: nu er jeg gravid og vi får abort hvis ikke du... For I kan komme til at hade hinanden. Og du skal også tænke over, kan du elske ham når han er stået fast og du er gået imod dine egne principper?