Nøj, det er hårdt:(

grinny skriver:

Jeg kender til din smerte og følelsen af at hele verden hepper og man føler det som en eksamen.

Jeg har lige opdaget lyserødt udflåd, testdag på tirsdag, 3 IUI - tror så heller ikke det blev denne gang 

Øv

alt indeni skriger, men jeg ved ik hvor jeg skal gå hen med alle tårerne og frustrationerne

Flødebollen skriver:

2. Forsøg efter min SA, og testen var negativ.. Jeg kan slet ikke forklare, hvor stort tomrummet løbende bliver over ikke st være gravid, ikke at lykkedes med at blive gravid. 

Jeg føler virkelig ikke vores liv er retfærdigt. Hvorfor skal vi kæmpe sådan for st få vores drøm opfyldt? Jeg synes, vi fortjener lidt medgang. 

Det er ikke at jeg ikke under andre en graviditet, men jeg føler ikke det er fair at vi skal kæmpe sådan for det, når andre ikke skal. Ingen fortjener at skulle igennem denne kamp for at få sit ønskebarn. Og det er pisse hårdt hele tiden at føle, det er mig, der er noget galt med. Ikke at jeg på nogen måde bliver det klandret heller husket på det. Det er mig selv. Jeg føler mig ødelagt og utilstrækkelig. Heldig is har jeg en mand, der hver dag understreger, st jeg er kvinden i hans liv og at han aldrig ville forlade mig, fordi jeg mangler et idiotisk hormon i kroppen, der sætter en konstant stopper for at vi kan blive mor og far. 

Sidder med tårer i øjnene, mens jeg skriver dette. Nogen ville kalde det ynkeligt eller hvad ved jeg. Men det er første gang, jeg sådan rigtig sætter ord på de mange følelser, fertilitetsbehandling fører med sig. Jeg har folk omkring mig som gerne støtter osv. Desværre r der flere, der kender til vores behandling end jeg ønskede. Da jeg blev gravid fortalte vi det til rigtig mange. Og de ved nu det hele og "følger" derfor med. 

Jeg har dog understreget, at vi gerne vil havde det i fred, men det er også svært for andre ikke at være spændte og nysgerrige. Det er bare endnu et pres, synes jeg. 

 

Ved ikke, hvad jeg ville med indlægget. Havde bare lige brug for komme ud med mine frustrationer og mine tårer. 

Jeg håber på, det snart bliver vores tur til at få en baby..

 

 

hejsa 

jeg her selv prøve det du er igen nu jeg/vi her 21 førsøg og her og så være gravid 2 gang og en bio som være hjem lave  og min mand sige jeg er hans og kun hans jeg her sige at han kun går ud og får en nye dame som kun give ham et barn men det vil han ikke for det er mig han elsker og ja nu lykke det nok ikke da jeg er 43 år og min mand er 38 og vi føl at vi være en førsøg kanin på sygehus og ikke bliv høre når jeg/vi sige når ja men de kom så frem til det samme som jeg have sige lige fra start af men nu være det jo for sende da jeg være bliv 39 år og du skal være skriv op til doneæg end du er 38 år  ja men det have jeg jo sige lige side jeg være 34 år at jeg synde vi skulle skriv op til også doneæg nej det vil læge ikke høre på for det skulle nok lykke for os end jeg være 40 ja tak her ikke nok børn i nu  så høre ikke på hvad læge sige sige hvad i føl da og slå i bord vis de ikke vil høre efter jer håbet det lykke for jer 

Kender kun alt for godt de følelser af uretfærdighed. Vi kom i ICSI og fik efter 1 pr i behandling og 7 forsøg endelig beskeden om at jeg var gravid. Hun bliver nu snart 4,5 år og er blevet velsignet med to lillesøstre siden som begge er lavet helt selv. 

Bevar troen. 

Flødebollen skriver:

Det er skam ikke, at jeg ikke vil tage det. Jeg trappede ud af det, fordi jeg var ovenpå. 

Og man starter ikke bare på sådan noget igen.. Og jeg ved godt, jeg skal tage min psyke alvorligt. Jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal gribe det hele an.

Kender godt til det. Håber det lykkes  for dig 

Flødebollen skriver:

2. Forsøg efter min SA, og testen var negativ.. Jeg kan slet ikke forklare, hvor stort tomrummet løbende bliver over ikke st være gravid, ikke at lykkedes med at blive gravid. 

Jeg føler virkelig ikke vores liv er retfærdigt. Hvorfor skal vi kæmpe sådan for st få vores drøm opfyldt? Jeg synes, vi fortjener lidt medgang. 

Det er ikke at jeg ikke under andre en graviditet, men jeg føler ikke det er fair at vi skal kæmpe sådan for det, når andre ikke skal. Ingen fortjener at skulle igennem denne kamp for at få sit ønskebarn. Og det er pisse hårdt hele tiden at føle, det er mig, der er noget galt med. Ikke at jeg på nogen måde bliver det klandret heller husket på det. Det er mig selv. Jeg føler mig ødelagt og utilstrækkelig. Heldig is har jeg en mand, der hver dag understreger, st jeg er kvinden i hans liv og at han aldrig ville forlade mig, fordi jeg mangler et idiotisk hormon i kroppen, der sætter en konstant stopper for at vi kan blive mor og far. 

Sidder med tårer i øjnene, mens jeg skriver dette. Nogen ville kalde det ynkeligt eller hvad ved jeg. Men det er første gang, jeg sådan rigtig sætter ord på de mange følelser, fertilitetsbehandling fører med sig. Jeg har folk omkring mig som gerne støtter osv. Desværre r der flere, der kender til vores behandling end jeg ønskede. Da jeg blev gravid fortalte vi det til rigtig mange. Og de ved nu det hele og "følger" derfor med. 

Jeg har dog understreget, at vi gerne vil havde det i fred, men det er også svært for andre ikke at være spændte og nysgerrige. Det er bare endnu et pres, synes jeg. 

 

Ved ikke, hvad jeg ville med indlægget. Havde bare lige brug for komme ud med mine frustrationer og mine tårer. 

Jeg håber på, det snart bliver vores tur til at få en baby..

 

 

Kære dig

Du er ikke alene om at have det som du har det - det føles bare sådan til tider. Det er hverken ynkeligt eller svært at forstå, du har været igennem et tab og en sorg som kan genkendes af det fleste som prøver det.

Jeg håber at du finder en måde at få talt med nogen om alle de ting du føler, for jeg tror at du vil opleve en meget større forståelse end du tør håbe. Sådan oplevede jeg det i hvert fald selv. 

De bedste hilsner

/S

Sender dig et stort knus!  Jeg synes det er rigtig sejt kæmpet, og jeg er sikker på, at det snart bliver jeres tur 

Flødebollen skriver:

2. Forsøg efter min SA, og testen var negativ.. Jeg kan slet ikke forklare, hvor stort tomrummet løbende bliver over ikke st være gravid, ikke at lykkedes med at blive gravid. 

Jeg føler virkelig ikke vores liv er retfærdigt. Hvorfor skal vi kæmpe sådan for st få vores drøm opfyldt? Jeg synes, vi fortjener lidt medgang. 

Det er ikke at jeg ikke under andre en graviditet, men jeg føler ikke det er fair at vi skal kæmpe sådan for det, når andre ikke skal. Ingen fortjener at skulle igennem denne kamp for at få sit ønskebarn. Og det er pisse hårdt hele tiden at føle, det er mig, der er noget galt med. Ikke at jeg på nogen måde bliver det klandret heller husket på det. Det er mig selv. Jeg føler mig ødelagt og utilstrækkelig. Heldig is har jeg en mand, der hver dag understreger, st jeg er kvinden i hans liv og at han aldrig ville forlade mig, fordi jeg mangler et idiotisk hormon i kroppen, der sætter en konstant stopper for at vi kan blive mor og far. 

Sidder med tårer i øjnene, mens jeg skriver dette. Nogen ville kalde det ynkeligt eller hvad ved jeg. Men det er første gang, jeg sådan rigtig sætter ord på de mange følelser, fertilitetsbehandling fører med sig. Jeg har folk omkring mig som gerne støtter osv. Desværre r der flere, der kender til vores behandling end jeg ønskede. Da jeg blev gravid fortalte vi det til rigtig mange. Og de ved nu det hele og "følger" derfor med. 

Jeg har dog understreget, at vi gerne vil havde det i fred, men det er også svært for andre ikke at være spændte og nysgerrige. Det er bare endnu et pres, synes jeg. 

 

Ved ikke, hvad jeg ville med indlægget. Havde bare lige brug for komme ud med mine frustrationer og mine tårer. 

Jeg håber på, det snart bliver vores tur til at få en baby..

 

 

Åh, det er så hårdt, så hårdt. Det er den værste tid i mit liv, og jeg ønsker ikke for min værste fjende at gennemgå noget lignende. Og du er slet ikke ynkelig, dine tanker er helt normale. Jeg syntes også at følelsen af at være utilstrækkelig som kvinde var meget hård. Oveni at man ikke kan få det barn man ønsker sig, skal man også bære rundt på følelsen af at være "forkert".

Jeg gik til psykolog under vores behandlingsforløb, og selvom det ikke var en mirakelkur, så var det rigtig rart engang imellem at få læsset af på en person som slet ikke var involveret og havde en professionel distance.

 til dig og ønsket om at det lykkes snart.

grinny skriver:

Jeg kender til din smerte og følelsen af at hele verden hepper og man føler det som en eksamen.

Jeg har lige opdaget lyserødt udflåd, testdag på tirsdag, 3 IUI - tror så heller ikke det blev denne gang 

Håber det er falsk alarm og at der gemmer sig en spire derinde 

Du er en hel normal kvinde, der har brug for at "få lidt luft" når behandlingsverden bliver for hård. Du er ganske normal, kan jeg fortælle dig, og bliv endelig ved med det... :-)  jeg sender dig et kæmpe og som de andre siger, bevar troen selv om det er svært. Jeg har selv været der, så ved hvor svært det er at være i det.

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Kære dig

Du er ikke alene om at have det som du har det - det føles bare sådan til tider. Det er hverken ynkeligt eller svært at forstå, du har været igennem et tab og en sorg som kan genkendes af det fleste som prøver det.

Jeg håber at du finder en måde at få talt med nogen om alle de ting du føler, for jeg tror at du vil opleve en meget større forståelse end du tør håbe. Sådan oplevede jeg det i hvert fald selv. 

De bedste hilsner

/S

Tusind tak for det søde indlæg. 

Jeg får desværre bare de der hjerneblødninger ind i mellem, hvor jeg ikke kan se sol for bare skyer. Overordnet har jeg det heldigvis godt. Men når jeg så rammer bunden, rammer jeg den seriøst også