Nøj, det er hårdt:(

2. Forsøg efter min SA, og testen var negativ.. Jeg kan slet ikke forklare, hvor stort tomrummet løbende bliver over ikke st være gravid, ikke at lykkedes med at blive gravid. 

Jeg føler virkelig ikke vores liv er retfærdigt. Hvorfor skal vi kæmpe sådan for st få vores drøm opfyldt? Jeg synes, vi fortjener lidt medgang. 

Det er ikke at jeg ikke under andre en graviditet, men jeg føler ikke det er fair at vi skal kæmpe sådan for det, når andre ikke skal. Ingen fortjener at skulle igennem denne kamp for at få sit ønskebarn. Og det er pisse hårdt hele tiden at føle, det er mig, der er noget galt med. Ikke at jeg på nogen måde bliver det klandret heller husket på det. Det er mig selv. Jeg føler mig ødelagt og utilstrækkelig. Heldig is har jeg en mand, der hver dag understreger, st jeg er kvinden i hans liv og at han aldrig ville forlade mig, fordi jeg mangler et idiotisk hormon i kroppen, der sætter en konstant stopper for at vi kan blive mor og far. 

Sidder med tårer i øjnene, mens jeg skriver dette. Nogen ville kalde det ynkeligt eller hvad ved jeg. Men det er første gang, jeg sådan rigtig sætter ord på de mange følelser, fertilitetsbehandling fører med sig. Jeg har folk omkring mig som gerne støtter osv. Desværre r der flere, der kender til vores behandling end jeg ønskede. Da jeg blev gravid fortalte vi det til rigtig mange. Og de ved nu det hele og "følger" derfor med. 

Jeg har dog understreget, at vi gerne vil havde det i fred, men det er også svært for andre ikke at være spændte og nysgerrige. Det er bare endnu et pres, synes jeg. 

Ved ikke, hvad jeg ville med indlægget. Havde bare lige brug for komme ud med mine frustrationer og mine tårer. 

Jeg håber på, det snart bliver vores tur til at få en baby..

2. Forsøg efter min SA, og testen var negativ.. Jeg kan slet ikke forklare, hvor stort tomrummet løbende bliver over ikke st være gravid, ikke at lykkedes med at blive gravid. 

Jeg føler virkelig ikke vores liv er retfærdigt. Hvorfor skal vi kæmpe sådan for st få vores drøm opfyldt? Jeg synes, vi fortjener lidt medgang. 

Det er ikke at jeg ikke under andre en graviditet, men jeg føler ikke det er fair at vi skal kæmpe sådan for det, når andre ikke skal. Ingen fortjener at skulle igennem denne kamp for at få sit ønskebarn. Og det er pisse hårdt hele tiden at føle, det er mig, der er noget galt med. Ikke at jeg på nogen måde bliver det klandret heller husket på det. Det er mig selv. Jeg føler mig ødelagt og utilstrækkelig. Heldig is har jeg en mand, der hver dag understreger, st jeg er kvinden i hans liv og at han aldrig ville forlade mig, fordi jeg mangler et idiotisk hormon i kroppen, der sætter en konstant stopper for at vi kan blive mor og far. 

Sidder med tårer i øjnene, mens jeg skriver dette. Nogen ville kalde det ynkeligt eller hvad ved jeg. Men det er første gang, jeg sådan rigtig sætter ord på de mange følelser, fertilitetsbehandling fører med sig. Jeg har folk omkring mig som gerne støtter osv. Desværre r der flere, der kender til vores behandling end jeg ønskede. Da jeg blev gravid fortalte vi det til rigtig mange. Og de ved nu det hele og "følger" derfor med. 

Jeg har dog understreget, at vi gerne vil havde det i fred, men det er også svært for andre ikke at være spændte og nysgerrige. Det er bare endnu et pres, synes jeg. 

 

Ved ikke, hvad jeg ville med indlægget. Havde bare lige brug for komme ud med mine frustrationer og mine tårer. 

Jeg håber på, det snart bliver vores tur til at få en baby..

 

 

Vil lige  prøve at puste lidt tro i dig. Jeg mistede da jeg var 25. Her fandt vi ud af vi ikke kunne blive gravide selv da min mand havde få svømmere. Vi var  gennem  både insemination og icsi forsøg og fik vores datter næsten 3 år efter vi mistede. Og nu er min datter 2.5. Og filme om ikke jeg er øko gravid og har nakkefold på torsdag. Jeg gjorde  meget  for at få troen på det under behandling med kognitiv  terapi. Og tror det vil gavne dig at arbejde  med det så du har troen med i behandling  og det ikke overtager din sindstilstand. For ja når man mister tænker man kun på at blive gravid  igen men når barnet er der har du glemt  det heldigvis  

Flødebollen skriver:

2. Forsøg efter min SA, og testen var negativ.. Jeg kan slet ikke forklare, hvor stort tomrummet løbende bliver over ikke st være gravid, ikke at lykkedes med at blive gravid. 

Jeg føler virkelig ikke vores liv er retfærdigt. Hvorfor skal vi kæmpe sådan for st få vores drøm opfyldt? Jeg synes, vi fortjener lidt medgang. 

Det er ikke at jeg ikke under andre en graviditet, men jeg føler ikke det er fair at vi skal kæmpe sådan for det, når andre ikke skal. Ingen fortjener at skulle igennem denne kamp for at få sit ønskebarn. Og det er pisse hårdt hele tiden at føle, det er mig, der er noget galt med. Ikke at jeg på nogen måde bliver det klandret heller husket på det. Det er mig selv. Jeg føler mig ødelagt og utilstrækkelig. Heldig is har jeg en mand, der hver dag understreger, st jeg er kvinden i hans liv og at han aldrig ville forlade mig, fordi jeg mangler et idiotisk hormon i kroppen, der sætter en konstant stopper for at vi kan blive mor og far. 

Sidder med tårer i øjnene, mens jeg skriver dette. Nogen ville kalde det ynkeligt eller hvad ved jeg. Men det er første gang, jeg sådan rigtig sætter ord på de mange følelser, fertilitetsbehandling fører med sig. Jeg har folk omkring mig som gerne støtter osv. Desværre r der flere, der kender til vores behandling end jeg ønskede. Da jeg blev gravid fortalte vi det til rigtig mange. Og de ved nu det hele og "følger" derfor med. 

Jeg har dog understreget, at vi gerne vil havde det i fred, men det er også svært for andre ikke at være spændte og nysgerrige. Det er bare endnu et pres, synes jeg. 

 

Ved ikke, hvad jeg ville med indlægget. Havde bare lige brug for komme ud med mine frustrationer og mine tårer. 

Jeg håber på, det snart bliver vores tur til at få en baby..

 

 

Ynkelig er da det sidste du er, du er bare et menneske med følelser 

l.kjoeller skriver:

Vil lige  prøve at puste lidt tro i dig. Jeg mistede da jeg var 25. Her fandt vi ud af vi ikke kunne blive gravide selv da min mand havde få svømmere. Vi var  gennem  både insemination og icsi forsøg og fik vores datter næsten 3 år efter vi mistede. Og nu er min datter 2.5. Og filme om ikke jeg er øko gravid og har nakkefold på torsdag. Jeg gjorde  meget  for at få troen på det under behandling med kognitiv  terapi. Og tror det vil gavne dig at arbejde  med det så du har troen med i behandling  og det ikke overtager din sindstilstand. For ja når man mister tænker man kun på at blive gravid  igen men når barnet er der har du glemt  det heldigvis  

Jeg kan hvert fald mærke, at det er rigtig hårdt. Forrige år kom jeg ud af mit antidepressive medicin, og det var en kæmpe sejr, men jeg kan god mærke, at det bliver sværere og sværere at holde mig selv ovenvande.. Får de her mentale nedsmeltninger, og det er tungt st danse med. Også fordi jeg ved, jeg mangler det hormon. Det får jeg aldrig. Det vil sige, vi altid skal i gennem det her. Hormonbehandling, humørsvingninger, synsforstyrrelser osv. Jeg gør det hellere end gerne, men det er hårdt, når man ikke bliver gravid.. 

Troldemommi skriver:

Ynkelig er da det sidste du er, du er bare et menneske med følelser 

Tak

Jeg kan hvert fald mærke, at det er rigtig hårdt. Forrige år kom jeg ud af mit antidepressive medicin, og det var en kæmpe sejr, men jeg kan god mærke, at det bliver sværere og sværere at holde mig selv ovenvande.. Får de her mentale nedsmeltninger, og det er tungt st danse med. Også fordi jeg ved, jeg mangler det hormon. Det får jeg aldrig. Det vil sige, vi altid skal i gennem det her. Hormonbehandling, humørsvingninger, synsforstyrrelser osv. Jeg gør det hellere end gerne, men det er hårdt, når man ikke bliver gravid.. 

Har hørt om de her tilfælde hvor det alligevel  sker på magisk  vis efter første barn.  Men mener det er vigtigt du tager din psyke alvorligt.  Hvis  ikke du vil tage dit antidepressive når du er nede er terapi essentielt. 

l.kjoeller skriver:

Har hørt om de her tilfælde hvor det alligevel  sker på magisk  vis efter første barn.  Men mener det er vigtigt du tager din psyke alvorligt.  Hvis  ikke du vil tage dit antidepressive når du er nede er terapi essentielt. 

Det er skam ikke, at jeg ikke vil tage det. Jeg trappede ud af det, fordi jeg var ovenpå. 

Og man starter ikke bare på sådan noget igen.. Og jeg ved godt, jeg skal tage min psyke alvorligt. Jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal gribe det hele an.

Flødebollen skriver:

2. Forsøg efter min SA, og testen var negativ.. Jeg kan slet ikke forklare, hvor stort tomrummet løbende bliver over ikke st være gravid, ikke at lykkedes med at blive gravid. 

Jeg føler virkelig ikke vores liv er retfærdigt. Hvorfor skal vi kæmpe sådan for st få vores drøm opfyldt? Jeg synes, vi fortjener lidt medgang. 

Det er ikke at jeg ikke under andre en graviditet, men jeg føler ikke det er fair at vi skal kæmpe sådan for det, når andre ikke skal. Ingen fortjener at skulle igennem denne kamp for at få sit ønskebarn. Og det er pisse hårdt hele tiden at føle, det er mig, der er noget galt med. Ikke at jeg på nogen måde bliver det klandret heller husket på det. Det er mig selv. Jeg føler mig ødelagt og utilstrækkelig. Heldig is har jeg en mand, der hver dag understreger, st jeg er kvinden i hans liv og at han aldrig ville forlade mig, fordi jeg mangler et idiotisk hormon i kroppen, der sætter en konstant stopper for at vi kan blive mor og far. 

Sidder med tårer i øjnene, mens jeg skriver dette. Nogen ville kalde det ynkeligt eller hvad ved jeg. Men det er første gang, jeg sådan rigtig sætter ord på de mange følelser, fertilitetsbehandling fører med sig. Jeg har folk omkring mig som gerne støtter osv. Desværre r der flere, der kender til vores behandling end jeg ønskede. Da jeg blev gravid fortalte vi det til rigtig mange. Og de ved nu det hele og "følger" derfor med. 

Jeg har dog understreget, at vi gerne vil havde det i fred, men det er også svært for andre ikke at være spændte og nysgerrige. Det er bare endnu et pres, synes jeg. 

 

Ved ikke, hvad jeg ville med indlægget. Havde bare lige brug for komme ud med mine frustrationer og mine tårer. 

Jeg håber på, det snart bliver vores tur til at få en baby..

 

 

Sender en masse  

Håber meget det snart lykkes for jer  

Flødebollen skriver:

2. Forsøg efter min SA, og testen var negativ.. Jeg kan slet ikke forklare, hvor stort tomrummet løbende bliver over ikke st være gravid, ikke at lykkedes med at blive gravid. 

Jeg føler virkelig ikke vores liv er retfærdigt. Hvorfor skal vi kæmpe sådan for st få vores drøm opfyldt? Jeg synes, vi fortjener lidt medgang. 

Det er ikke at jeg ikke under andre en graviditet, men jeg føler ikke det er fair at vi skal kæmpe sådan for det, når andre ikke skal. Ingen fortjener at skulle igennem denne kamp for at få sit ønskebarn. Og det er pisse hårdt hele tiden at føle, det er mig, der er noget galt med. Ikke at jeg på nogen måde bliver det klandret heller husket på det. Det er mig selv. Jeg føler mig ødelagt og utilstrækkelig. Heldig is har jeg en mand, der hver dag understreger, st jeg er kvinden i hans liv og at han aldrig ville forlade mig, fordi jeg mangler et idiotisk hormon i kroppen, der sætter en konstant stopper for at vi kan blive mor og far. 

Sidder med tårer i øjnene, mens jeg skriver dette. Nogen ville kalde det ynkeligt eller hvad ved jeg. Men det er første gang, jeg sådan rigtig sætter ord på de mange følelser, fertilitetsbehandling fører med sig. Jeg har folk omkring mig som gerne støtter osv. Desværre r der flere, der kender til vores behandling end jeg ønskede. Da jeg blev gravid fortalte vi det til rigtig mange. Og de ved nu det hele og "følger" derfor med. 

Jeg har dog understreget, at vi gerne vil havde det i fred, men det er også svært for andre ikke at være spændte og nysgerrige. Det er bare endnu et pres, synes jeg. 

 

Ved ikke, hvad jeg ville med indlægget. Havde bare lige brug for komme ud med mine frustrationer og mine tårer. 

Jeg håber på, det snart bliver vores tur til at få en baby..

 

 

Jeg kender til din smerte og følelsen af at hele verden hepper og man føler det som en eksamen.

Jeg har lige opdaget lyserødt udflåd, testdag på tirsdag, 3 IUI - tror så heller ikke det blev denne gang