Klar eller ikke?

vBirgitte skriver:

Det er altid rart at vide at det ikke er os det er gået fra forstanden Held og lykke til jer, vi håber på at den er der den 5 december 

Selv hvis I er gået fra forstanden, så er der i hvertfald flere der også er 

Krydser fingre for en dejlig julegave til jer  Gid at det var mig - men ak nej 

For mig lyder det også til at I har tænkt meget over det, og I har jo også været sammen længe?...

Jeg tror bare, at mange har svært ved at forstå det, når man er ung. Jeg var 23 da jeg blev gravid, og der fik vi også negative kommentarer...

Det er heldigvis kun jeres valg og ingen andres!

Min erfaring er, at folk ændrer holdning, når man så er blevet gravid og de lige lige har "tygget" lidt på det....

vBirgitte skriver:

Hej alle. 

Jeg håber på at kunne få nogle gode råd og ingen nedladende kommentarer, tak. 

Jeg er en pige på 21. Jeg har været sammen med min skønne kæreste igennem 5 ½ år. Han er 22. Vi står i den situation at vi inderligt ønsker os et barn og er i fuld gang med at få det til at lykkes (Vi har prøvet i 5 mdr.)  

Nu til sagen. Vi har fortalt vores forældre om det og der kom faktisk kun negative kommentarer fra begge sider. De siger vi ikke er gamle nok, og vi ikke kan tage det ansvar mv. men hvornår ved man at man er klar?

Jeg føler mig så meget klar. Vi har økonomien til det og vi flytter i rækkehus pr. 1/3 2015, så vi får mere plads. Vi er begge to indstillet på at det er hårdt osv osv, men vi har snakket om det 1000 gange og vi er begge to klar til at tage det ansvar det kræver. Men jeg synes bare heller ikke det er sjovt når der ikke er andre end os der ser det positive i det.  

Tankerne flyver rundt inde i hovedet, man har snart ikke lyst til at fortælle når det lykkedes. Jeg har altid ønsket at det skulle være en lykkelig begivenhed, og det er det også herhjemme, men ikke blandt vores forældre. Tanker er blandt andet: Er vi ikke gamle nok? Hvad hvis det lykkes, vil h*n så ikke blive elsket af mormor/morfar & farmor/farfar? 

Jeg håber inderligt at det ikke er os der er noget galt med. 

 

Jeg er atten og min kæreste 26, og vi skal være forældre til April, mange kommer med den kommentar " du er da ikke gamle nok " og " dit liv har jo ik været rosenrødt, så dit barn vil ik blive elsket " og tro mig får det stadig af vide, så bestemt er i gamle nok til at få et barn. Jeg vil dog ikke selv sige det til familie inden det lykkes. Herhjemme tog det os så os tre måneder efter vi havde snakket om børn, og fortalte først overs forældre det efter ca to måneder " Hans mor ku jo godt regne det ud, da jeg ho ik fik min mens. " men nej for guds skyld i er ikke for unge. Jeg synes i har den rette alder. Og self blive barnet blive elsket, her tog de det hårdt, allerede nu elsker de overs barnebarne " min mors første barnebarn " så det vil h*n self. Håber det bedste for jer! Stort kram til jer!

vBirgitte skriver:

Hej alle. 

Jeg håber på at kunne få nogle gode råd og ingen nedladende kommentarer, tak. 

Jeg er en pige på 21. Jeg har været sammen med min skønne kæreste igennem 5 ½ år. Han er 22. Vi står i den situation at vi inderligt ønsker os et barn og er i fuld gang med at få det til at lykkes (Vi har prøvet i 5 mdr.)  

Nu til sagen. Vi har fortalt vores forældre om det og der kom faktisk kun negative kommentarer fra begge sider. De siger vi ikke er gamle nok, og vi ikke kan tage det ansvar mv. men hvornår ved man at man er klar?

Jeg føler mig så meget klar. Vi har økonomien til det og vi flytter i rækkehus pr. 1/3 2015, så vi får mere plads. Vi er begge to indstillet på at det er hårdt osv osv, men vi har snakket om det 1000 gange og vi er begge to klar til at tage det ansvar det kræver. Men jeg synes bare heller ikke det er sjovt når der ikke er andre end os der ser det positive i det.  

Tankerne flyver rundt inde i hovedet, man har snart ikke lyst til at fortælle når det lykkedes. Jeg har altid ønsket at det skulle være en lykkelig begivenhed, og det er det også herhjemme, men ikke blandt vores forældre. Tanker er blandt andet: Er vi ikke gamle nok? Hvad hvis det lykkes, vil h*n så ikke blive elsket af mormor/morfar & farmor/farfar? 

Jeg håber inderligt at det ikke er os der er noget galt med. 

 

Nu er jeg selv 20 år og mor til den dejligeste pige på næsten 5 mdr. Så når du beskriver hvordan I har gået og overvejet det og taget højde for så meget, så synes jeg bare I skal få lavet jer en guldkump 

Min familie var mildst talt bund negativ da jeg fortalte jeg var gravid som 19-årig. Det var så heller ikke planlagt, men det meste af familien fik det først at vide da beslutningen om at beholde var taget. Og jeg måtte de første par mdr lægge øre til megen snak om hvordan jeg var godt på vej til at ødelægge min ungdom og skylle mit liv ud i toilettet. Nu er hele familien dybt forelsket i min lille skat, selv mine bedsteforældre der ellers var meget grove over for mig i graviditeten. 

Selvom jeres familier lige nu måske ikke kan se det smarte i at I får børn, så tør jeg godt love dig at det ændre sig. Om ikke andet så når vidunderet kommer til verdenen 

Hvis der er noget du har lyst til at spørge/skrive om er du velkommen til at skrive en pb til mig

I har overvejet tingene meget. I har sat jer bed og talt om det store ansvar! Det synes jeg er flot! Og hvis i selv føler jer klar skal i da bare ha en bebs!

jeg var 24 med min den 1. Min mand var 20. ( han fyldte 21 dagen efter jeg fødte) 

året efter fik vi nr 2. Af personlige grunde. Og der fik vi mange negative kommentar. Men vores valg så de måtte sluge den! 

Hele familien elsker begge vores børn, så så snart du er gravid vender det når de har slugt den! 

Vi vil gerne ha nr.3 og min mor går og siger at vi ikke skal ha flere osv. Så vi holder det hemmeligt at vi prøver! Nu ved jeg der ikke er nogen fra min familie herinde, så derfor tør jeg godt være åben herinde! 

Jeg vil sige afsted i kanen! Og held og lykke med testdag 5.december. Har selv test dag der

Jeg fødte min datter da jeg var 23... Hvis jeg havde spurgt familien inden havde de sikkert også haft deres ideer om at vi var for unge, økonomien ikke var optimal, kæresten ikk havde udd osv...

men vores kom lige efter jeg havde smidt p-pillerne og alle var lykkelige da de fik nyheden... 

Tænker igsp man hører jo at "der aldrig er det perfekte tidspunkt at få barn" men når de kommer er det en gave... Mon ikke det er sådan for mormor og morfar også 

Hvorfor mener de at I ikke er parate? 

Min svigermor blev faktisk helt skuffet først da vi sagde det, men det var mest chokket. Måske er de negative fordi de vil have dig til at tænke alt igennem inden og passe på jer selv og jeres ungdom, men jeg fælte mig også parat da jeg var 21 så er synes ikke I er for unge. 

vBirgitte skriver:

Hej alle. 

Jeg håber på at kunne få nogle gode råd og ingen nedladende kommentarer, tak. 

Jeg er en pige på 21. Jeg har været sammen med min skønne kæreste igennem 5 ½ år. Han er 22. Vi står i den situation at vi inderligt ønsker os et barn og er i fuld gang med at få det til at lykkes (Vi har prøvet i 5 mdr.)  

Nu til sagen. Vi har fortalt vores forældre om det og der kom faktisk kun negative kommentarer fra begge sider. De siger vi ikke er gamle nok, og vi ikke kan tage det ansvar mv. men hvornår ved man at man er klar?

Jeg føler mig så meget klar. Vi har økonomien til det og vi flytter i rækkehus pr. 1/3 2015, så vi får mere plads. Vi er begge to indstillet på at det er hårdt osv osv, men vi har snakket om det 1000 gange og vi er begge to klar til at tage det ansvar det kræver. Men jeg synes bare heller ikke det er sjovt når der ikke er andre end os der ser det positive i det.  

Tankerne flyver rundt inde i hovedet, man har snart ikke lyst til at fortælle når det lykkedes. Jeg har altid ønsket at det skulle være en lykkelig begivenhed, og det er det også herhjemme, men ikke blandt vores forældre. Tanker er blandt andet: Er vi ikke gamle nok? Hvad hvis det lykkes, vil h*n så ikke blive elsket af mormor/morfar & farmor/farfar? 

Jeg håber inderligt at det ikke er os der er noget galt med. 

 

Ville være føjtende ligeglad med hvad forældre og svigerforældre mente om det. I lyder ganske fornuftige, med styr på tingene, så hvorfor vente? Blev selv mor som 22 årig, og det fortryder jeg ikke et eneste sekund. Heldigvis har jeg aldrig mødt negative kommentarer overhovedet, og vi er også godt etableret med lejlighed, bil, uddannelse, job osv. Så bare giv den gas, og held og lykke 

Hvor gamle var jeres forældre da de fik jer? nogen folk har bare svært ved at forstå hvis man vælger anderledes end hvad der var rigtigt for dem  

min svigerinde indrømmede fx engang (EFTER vi havde fået vores første) at hun faktisk blev lettere panisk på vores vejne da vi fortalte at vi prøvede at lave en baby. Hun kunne slet ikke forstå hvordan vi kunne synes det var et godt tidspunkt når min kæreste var på su og vi boede i en 2vær lejlighed hun er selv typen der skal have job og hus på plads før børn, så det lå bare meget langt fra hendes ide om "det rigtige tidspunkt". Men efterfølgende har hun jo så fået øjnene op for at andre valg end hendes, også sagtens kan fungere og rent faktisk også har nogen fordele  

Vi var 20 og 24 da vi fortalte at vi ville prøve at lave en baby. Vores forældre reagerede heldigvis kun positivt. de kender os trods alt så godt at de godt var klar over det ikke bare var en fiks og rosenrød ide vi lige havde fået og vi havde faktisk kun været sammen 1år og haft fælles adresse i 6mdr det er nu 3år siden og vi venter nummer2 lige om hjørnet

i har snakket det igennem og i er indstillet på det ikke bare er rosenrødt! I har tag over hovedet og en fin økonomi, så spring i bare ud i det jeres forældre skal nok blive HELT vilde med deres lille barnebarn! Det er umuligt at lade være  

vBirgitte skriver:

Hej alle. 

Jeg håber på at kunne få nogle gode råd og ingen nedladende kommentarer, tak. 

Jeg er en pige på 21. Jeg har været sammen med min skønne kæreste igennem 5 ½ år. Han er 22. Vi står i den situation at vi inderligt ønsker os et barn og er i fuld gang med at få det til at lykkes (Vi har prøvet i 5 mdr.)  

Nu til sagen. Vi har fortalt vores forældre om det og der kom faktisk kun negative kommentarer fra begge sider. De siger vi ikke er gamle nok, og vi ikke kan tage det ansvar mv. men hvornår ved man at man er klar?

Jeg føler mig så meget klar. Vi har økonomien til det og vi flytter i rækkehus pr. 1/3 2015, så vi får mere plads. Vi er begge to indstillet på at det er hårdt osv osv, men vi har snakket om det 1000 gange og vi er begge to klar til at tage det ansvar det kræver. Men jeg synes bare heller ikke det er sjovt når der ikke er andre end os der ser det positive i det.  

Tankerne flyver rundt inde i hovedet, man har snart ikke lyst til at fortælle når det lykkedes. Jeg har altid ønsket at det skulle være en lykkelig begivenhed, og det er det også herhjemme, men ikke blandt vores forældre. Tanker er blandt andet: Er vi ikke gamle nok? Hvad hvis det lykkes, vil h*n så ikke blive elsket af mormor/morfar & farmor/farfar? 

Jeg håber inderligt at det ikke er os der er noget galt med. 

 

Vi havde det præcis ligsom jer da vi blev enige om at starte en familie, mine forældre vidste at vi prøvede og hver gang vi var hos dem kom min mor altid med kommentar om at vi skulle huske hvor hårdt det er og bla bla bla.. (det er ikk for at sige at vi ikk tror det bliver hårdt det ved vi skam godt) men da jeg så blev gravid og hun fik lov til at vænne sig til tanken blev hun lige så glad som alle os andre  

Vi havde godt nok kun været sammen i et halvt år, og intet kunne gå for langsomt hehe

Jeg tror virkelig de bare skal have tid