Føler mig uduelig, ensom og som en dårlig mor

Jeg ved ikke om jeg har placeret indlægget det rigtige sted ?

Ja ved slet ikke, hvor jeg skal starte. Jeg har et par veninder, familie, en dejlig man og skønne børn. Alligevel føler jeg mig konstant ensom, føler jeg mangler nærhed, omsorg, ømhed, intimitet osv hos min mand, og at jeg ikke kan få eet hele til at gå op i en højere enhed. 

Har ikke kun selv for høje krav til mig selv, men især min omverden, så mens jeg kæmper for at være den gode og perfekte mor, svigerdatter/datter, kone, veninde osv føler jeg langt fra det lykkedes 

Gør alt jeg kan, for andre har det godt, holde hus og hjem, give det bedste til mine børn, og alligevel fortæller min omverden de dårlige ting, og det kan være selv småting, og gør mig så såret og ked af det. Senest, fik jeg ordnet det hele, så jeg både kunne nå forældremøde og svigermors runde fødselsdag som er udenbys med overnatning, og fik alligevel løftet pegefinger, for jeg kunne vel bare tage senere afsted end de andre, og ja der havde vi jo fundet løsningen, men nej skulle lige have at høre for at jeg måske ikke havde kunnet deltage.  

Sidder i forældreråd, laver frivilligt arbejde, bager småkager til veninderne til jul, syer og hækler til dem jeg kender og ja knokler og hjælper, og sætter alt ind når børnene kommer hjem, giver mange fridage osv. Er "hjemmegående husmor" bla pga en arbejdsskade. Alligevel får jeg kommentarer nogle dage, når jeg afleverer børn, eller når der skal planlægges feriepasning osv. 

Jeg prøver at få tingene til at gå op, og det lykkedes bare ikke længere. Føler mig som en fiasko, og ved ikke hvad jeg mere kan gøre. Er mig som giver og giver og alligevel er det aldrig godt nok, skal konstant tage initiativ, og tænker bare hvad jeg gør forkert, er jeg ikke sjov at være sammen med, er jeg din eller hvad er det med mig. 

Nogle dage tænker jeg om det overhovedet gør en forskel jeg er her, jo for mine børn gør det selvfølgelig, men hvad med resten. Er jeg bare hende de kan udnytte og så gider de mig ikke for resten eks havde jeg lavet en stor gave til venindens barn dengang hun havde født. Hun selv havde "bare" købt et gavekort og de kommer ofte og spiser og tager hurtigt hjem igen, men får aldrig invitation til at komme op til dem. Siger ikke et gavekort ikke er fint, er det, men den gave jeg havde lavet var både lønbetingelserne, personlige og hjemmestrik/hækle og hun sagde bare tak, vil forreste gerne bestille ........... Og sad bare der med følelsen af utaknemmelighed, og at det ikke var godt nok  

ja jeg er blevet mere nærtagende, men hjælper slet ikke, at jeg aldrig får et skulderklap, hører kun det negative, som eks var vi på restaurant, og børnene opførte sig eksemplarisk, de sad pænt, og børn på 2.5 og 4 år kan det være udfordrende, men der var ingen skrig skrål eller ballade, kun den lille som er spæd, græd kortvarigt, i 10-20 sek, til flasken var klar, ud af de 3-4 timer vi sad der. Det eneste jeg fik at vide, var at folk stirrede og kiggede og at jeg burde ha forudset, og forhindret skrige episoden  

Jeg er ikke perfekt og forventer ikke at blive det, men aldrig at gøre noget godt nok, slå til eller lignende gør bare så ondt 

Er begyndt at få stress symptomer og kan ikke finde ro om aftenen, er ulykkelig og urolig. Har sagt det til manden som fejer det af, og så sidder man her, alene uret tikker, og igen i morgen venter en lang dag, og snart endnu en lang uge, masser af aftaler, men ikke meget snak og samværd, sporadiske opkald når veninderne ønsker noget. Mine forældre har været søde at hjælpe med nogle ting nu her, så alt er jo ikke bare sort, og alligevel føles det trist   Gør jeg virkelig ingen forskel, er det ligegyldigt jeg er her (og er ikke selvmordstruet eller noget i den dur) men føler det hele utaknemmeligt, ensomt og at jeg bare ikke kan finde ud af at gøre noget, der minder om, eller er i nærheden, af godt nok 

Søde du! Du skal have noget hjælp og så få sagt fra over for nogle af alle de forpligtelser du har påtaget dig! Stress er ikke godt - har været nede med det og nu 14 mdr efter er jeg stadig ikke tilbage til hvor jeg var før! Børn dør ikke af at kede sig. De lærer af det. Andre forældre må tage over i forældrerådet - du skal holde fri og aflevere børn med god samvittighed og få koblet fra

gå til lægen på mandag og få den sygemelding så du ikke ender helt nede hvor du ikke kommer op fra igen. 

Kæmpe knus

Anonym skriver:

Jeg ved ikke om jeg har placeret indlægget det rigtige sted ?

 

Ja ved slet ikke, hvor jeg skal starte. Jeg har et par veninder, familie, en dejlig man og skønne børn. Alligevel føler jeg mig konstant ensom, føler jeg mangler nærhed, omsorg, ømhed, intimitet osv hos min mand, og at jeg ikke kan få eet hele til at gå op i en højere enhed. 

Har ikke kun selv for høje krav til mig selv, men især min omverden, så mens jeg kæmper for at være den gode og perfekte mor, svigerdatter/datter, kone, veninde osv føler jeg langt fra det lykkedes 

Gør alt jeg kan, for andre har det godt, holde hus og hjem, give det bedste til mine børn, og alligevel fortæller min omverden de dårlige ting, og det kan være selv småting, og gør mig så såret og ked af det. Senest, fik jeg ordnet det hele, så jeg både kunne nå forældremøde og svigermors runde fødselsdag som er udenbys med overnatning, og fik alligevel løftet pegefinger, for jeg kunne vel bare tage senere afsted end de andre, og ja der havde vi jo fundet løsningen, men nej skulle lige have at høre for at jeg måske ikke havde kunnet deltage.  

Sidder i forældreråd, laver frivilligt arbejde, bager småkager til veninderne til jul, syer og hækler til dem jeg kender og ja knokler og hjælper, og sætter alt ind når børnene kommer hjem, giver mange fridage osv. Er "hjemmegående husmor" bla pga en arbejdsskade. Alligevel får jeg kommentarer nogle dage, når jeg afleverer børn, eller når der skal planlægges feriepasning osv. 

Jeg prøver at få tingene til at gå op, og det lykkedes bare ikke længere. Føler mig som en fiasko, og ved ikke hvad jeg mere kan gøre. Er mig som giver og giver og alligevel er det aldrig godt nok, skal konstant tage initiativ, og tænker bare hvad jeg gør forkert, er jeg ikke sjov at være sammen med, er jeg din eller hvad er det med mig. 

Nogle dage tænker jeg om det overhovedet gør en forskel jeg er her, jo for mine børn gør det selvfølgelig, men hvad med resten. Er jeg bare hende de kan udnytte og så gider de mig ikke for resten eks havde jeg lavet en stor gave til venindens barn dengang hun havde født. Hun selv havde "bare" købt et gavekort og de kommer ofte og spiser og tager hurtigt hjem igen, men får aldrig invitation til at komme op til dem. Siger ikke et gavekort ikke er fint, er det, men den gave jeg havde lavet var både lønbetingelserne, personlige og hjemmestrik/hækle og hun sagde bare tak, vil forreste gerne bestille ........... Og sad bare der med følelsen af utaknemmelighed, og at det ikke var godt nok  

ja jeg er blevet mere nærtagende, men hjælper slet ikke, at jeg aldrig får et skulderklap, hører kun det negative, som eks var vi på restaurant, og børnene opførte sig eksemplarisk, de sad pænt, og børn på 2.5 og 4 år kan det være udfordrende, men der var ingen skrig skrål eller ballade, kun den lille som er spæd, græd kortvarigt, i 10-20 sek, til flasken var klar, ud af de 3-4 timer vi sad der. Det eneste jeg fik at vide, var at folk stirrede og kiggede og at jeg burde ha forudset, og forhindret skrige episoden  

Jeg er ikke perfekt og forventer ikke at blive det, men aldrig at gøre noget godt nok, slå til eller lignende gør bare så ondt 

Er begyndt at få stress symptomer og kan ikke finde ro om aftenen, er ulykkelig og urolig. Har sagt det til manden som fejer det af, og så sidder man her, alene uret tikker, og igen i morgen venter en lang dag, og snart endnu en lang uge, masser af aftaler, men ikke meget snak og samværd, sporadiske opkald når veninderne ønsker noget. Mine forældre har været søde at hjælpe med nogle ting nu her, så alt er jo ikke bare sort, og alligevel føles det trist   Gør jeg virkelig ingen forskel, er det ligegyldigt jeg er her (og er ikke selvmordstruet eller noget i den dur) men føler det hele utaknemmeligt, ensomt og at jeg bare ikke kan finde ud af at gøre noget, der minder om, eller er i nærheden, af godt nok 

Du er ikke en dårlig mor, for du tænker på dine børn..

Men helt ærligt så vil jeg sige at du skal tage en pause, ikke gøre alle de ting for dine veninder,  lade dem komme til dig, for jeg tror desværre at de ved at hvis de spørg så gør du det, så de kan udnytte det. Og det er ikke venskab.

Tag en pause, tag en hyggedag med børn pg mand, eller bare børnene. 

hVad gør din mand? 

Bag kager til jer selv, og hvis der kommer kommentarer,  så sig; hvorfor er det kun mig der bager til jer? 

Jeg brugte rigtig meget tid og kærlighed på den gave og alt jeg får er et tak. 

Det på restaurant,  folk skal blande dig udenom, når der handler om mindre et minut.. folk er så nærtagende, du gjorde ikke noget galt, man kan ikke bare knipse med fingerne og så er flasken klar.

Har du snakker med andre end din mand o  de her følelser du går med? Og så skal sku lytte, når hans kone går rundt og har det så dårligt. Hjælpe hende, ikke bare feje det væk. Idiotske mand.

Et ekstra stooooort til dig.

Yurie skriver:

Du er ikke en dårlig mor, for du tænker på dine børn..

 

Men helt ærligt så vil jeg sige at du skal tage en pause, ikke gøre alle de ting for dine veninder,  lade dem komme til dig, for jeg tror desværre at de ved at hvis de spørg så gør du det, så de kan udnytte det. Og det er ikke venskab.

Tag en pause, tag en hyggedag med børn pg mand, eller bare børnene. 

hVad gør din mand? 

Bag kager til jer selv, og hvis der kommer kommentarer,  så sig; hvorfor er det kun mig der bager til jer? 

Jeg brugte rigtig meget tid og kærlighed på den gave og alt jeg får er et tak. 

Det på restaurant,  folk skal blande dig udenom, når der handler om mindre et minut.. folk er så nærtagende, du gjorde ikke noget galt, man kan ikke bare knipse med fingerne og så er flasken klar.

Har du snakker med andre end din mand o  de her følelser du går med? Og så skal sku lytte, når hans kone går rundt og har det så dårligt. Hjælpe hende, ikke bare feje det væk. Idiotske mand.

Et ekstra stooooort til dig.

Tak til jer begge

vil nok følge rådet og snakke med lægen 

børnene lærer også at kede sig, for det udvikler kreativitet. Når jeg bager, bager jeg også til os selv. Har nu prøvet at kigge på de ting jeg laver og er slet ikke sært jeg har det skidt føler bare ikke jeg bliver set eller hørt når jeg råber folk op 

det med gaven er tak rigeligt fint, hvis det ikke i samme åndedrag, blev efterfulgt af en ny bestilling og tonefaldet var alt andet end noget som signalerede tak 

Og vigtigst af alt.!! Lær at sige PYT.!!!! Det er meget vigtigt. 

Nogle mennesker bliver hurtigt forvalte med at de bare ka kalde, også kommer man. Det er så vigtig at huske at sige nej engang i mellem.

Lad vær med at bage til alle andre, og hvis der er nogen der spørg efter kager, siger du da bare Ja tak det må i da meget gerne komme med, til os!

Meld fra til forældrerådet og andre ting, du ik lige pt ka overskue. 

Ta seriøst fat i din mand, og få ham til at forstå at selvom går hjemme og holder hus, så er det altså fuldtids arbejde også. Især fordi du har en skade, der ka gøre det svært! 

Find noget du ka gøre kun for dig, og som ka være dit lille ego projekt! 

Hvem var det der brokkede sig på resturaneter? Var det de andre gæster eller din mand? Andre ska i hvert fald ik blande sig! Og var det din mand, ku han jo selv ha været bedre forberedt og klarede flasken. Syntes det er vildt flot at de ha ku sidde pænt så længe! Vh stine

Jeg ved ikke om jeg har placeret indlægget det rigtige sted ?

 

Ja ved slet ikke, hvor jeg skal starte. Jeg har et par veninder, familie, en dejlig man og skønne børn. Alligevel føler jeg mig konstant ensom, føler jeg mangler nærhed, omsorg, ømhed, intimitet osv hos min mand, og at jeg ikke kan få eet hele til at gå op i en højere enhed. 

Har ikke kun selv for høje krav til mig selv, men især min omverden, så mens jeg kæmper for at være den gode og perfekte mor, svigerdatter/datter, kone, veninde osv føler jeg langt fra det lykkedes 

Gør alt jeg kan, for andre har det godt, holde hus og hjem, give det bedste til mine børn, og alligevel fortæller min omverden de dårlige ting, og det kan være selv småting, og gør mig så såret og ked af det. Senest, fik jeg ordnet det hele, så jeg både kunne nå forældremøde og svigermors runde fødselsdag som er udenbys med overnatning, og fik alligevel løftet pegefinger, for jeg kunne vel bare tage senere afsted end de andre, og ja der havde vi jo fundet løsningen, men nej skulle lige have at høre for at jeg måske ikke havde kunnet deltage.  

Sidder i forældreråd, laver frivilligt arbejde, bager småkager til veninderne til jul, syer og hækler til dem jeg kender og ja knokler og hjælper, og sætter alt ind når børnene kommer hjem, giver mange fridage osv. Er "hjemmegående husmor" bla pga en arbejdsskade. Alligevel får jeg kommentarer nogle dage, når jeg afleverer børn, eller når der skal planlægges feriepasning osv. 

Jeg prøver at få tingene til at gå op, og det lykkedes bare ikke længere. Føler mig som en fiasko, og ved ikke hvad jeg mere kan gøre. Er mig som giver og giver og alligevel er det aldrig godt nok, skal konstant tage initiativ, og tænker bare hvad jeg gør forkert, er jeg ikke sjov at være sammen med, er jeg din eller hvad er det med mig. 

Nogle dage tænker jeg om det overhovedet gør en forskel jeg er her, jo for mine børn gør det selvfølgelig, men hvad med resten. Er jeg bare hende de kan udnytte og så gider de mig ikke for resten eks havde jeg lavet en stor gave til venindens barn dengang hun havde født. Hun selv havde "bare" købt et gavekort og de kommer ofte og spiser og tager hurtigt hjem igen, men får aldrig invitation til at komme op til dem. Siger ikke et gavekort ikke er fint, er det, men den gave jeg havde lavet var både lønbetingelserne, personlige og hjemmestrik/hækle og hun sagde bare tak, vil forreste gerne bestille ........... Og sad bare der med følelsen af utaknemmelighed, og at det ikke var godt nok  

ja jeg er blevet mere nærtagende, men hjælper slet ikke, at jeg aldrig får et skulderklap, hører kun det negative, som eks var vi på restaurant, og børnene opførte sig eksemplarisk, de sad pænt, og børn på 2.5 og 4 år kan det være udfordrende, men der var ingen skrig skrål eller ballade, kun den lille som er spæd, græd kortvarigt, i 10-20 sek, til flasken var klar, ud af de 3-4 timer vi sad der. Det eneste jeg fik at vide, var at folk stirrede og kiggede og at jeg burde ha forudset, og forhindret skrige episoden  

Jeg er ikke perfekt og forventer ikke at blive det, men aldrig at gøre noget godt nok, slå til eller lignende gør bare så ondt 

Er begyndt at få stress symptomer og kan ikke finde ro om aftenen, er ulykkelig og urolig. Har sagt det til manden som fejer det af, og så sidder man her, alene uret tikker, og igen i morgen venter en lang dag, og snart endnu en lang uge, masser af aftaler, men ikke meget snak og samværd, sporadiske opkald når veninderne ønsker noget. Mine forældre har været søde at hjælpe med nogle ting nu her, så alt er jo ikke bare sort, og alligevel føles det trist   Gør jeg virkelig ingen forskel, er det ligegyldigt jeg er her (og er ikke selvmordstruet eller noget i den dur) men føler det hele utaknemmeligt, ensomt og at jeg bare ikke kan finde ud af at gøre noget, der minder om, eller er i nærheden, af godt nok 

Du bliver nødt til at være mere ligeglad med hvad andre mennesker tænker om dig. Og du bliver nødt til at ændre dine forventninger til din omverden. Du kan f.eks ikke forvente at dine veninder er ligesom dig. Bare fordi du bruger tid på at lave en fin gave, betyder det ikke at din veninde ikke kan lide dig eller ikke værdsætter dig, blot fordi hun "kun" giver et gavekort. Faktisk vil jeg gå så langt som til at sige at du kan tage ved lære af hende. Lad være med at bruge så meget tid på at tilfredsstille andre mennesker. Tænk på dig selv. Køb et gavekort næste gang, i stedet for at bruge lang tid på at lave en gave. 

Jeg kan ikke rigtigt se at din mand gør noget galt. Du mangler nærvær og intimitet, siger du. Du giver meget få detaljer så det er svært at vurdere, men igen vil jeg sige - du kan ikke regne med at din mand er ligesom dig, eller giver dig det samme som du giver ham. Han kan ikke tvinges til at give masser af kys og kram og nus og blomster, hvis det ikke er sådan han er. Hvis han sådan grundlæggende giver udtryk for at han elsker dig, og hvis han er en god familiemand, så gør han det han skal.

De ting du nævner med svigermor og institution er da lidt øv - men helt ærligt. Så er det ikke værre. Jeg har svært ved at regne ud hvor "slemt" det egentlig er, eller om du er ret nærtagende, for du nævner ikke så mange detaljer.

Som en anden nævner, kunne det være at det var en idé at snakke med en psykolog. For det virker som om du har nogle grundlæggende selvværdsting, og nogle forventninger til andre mennesker, som der skal arbejdes med.

modesty skriver:

Du bliver nødt til at være mere ligeglad med hvad andre mennesker tænker om dig. Og du bliver nødt til at ændre dine forventninger til din omverden. Du kan f.eks ikke forvente at dine veninder er ligesom dig. Bare fordi du bruger tid på at lave en fin gave, betyder det ikke at din veninde ikke kan lide dig eller ikke værdsætter dig, blot fordi hun "kun" giver et gavekort. Faktisk vil jeg gå så langt som til at sige at du kan tage ved lære af hende. Lad være med at bruge så meget tid på at tilfredsstille andre mennesker. Tænk på dig selv. Køb et gavekort næste gang, i stedet for at bruge lang tid på at lave en gave. 

Jeg kan ikke rigtigt se at din mand gør noget galt. Du mangler nærvær og intimitet, siger du. Du giver meget få detaljer så det er svært at vurdere, men igen vil jeg sige - du kan ikke regne med at din mand er ligesom dig, eller giver dig det samme som du giver ham. Han kan ikke tvinges til at give masser af kys og kram og nus og blomster, hvis det ikke er sådan han er. Hvis han sådan grundlæggende giver udtryk for at han elsker dig, og hvis han er en god familiemand, så gør han det han skal.

De ting du nævner med svigermor og institution er da lidt øv - men helt ærligt. Så er det ikke værre. Jeg har svært ved at regne ud hvor "slemt" det egentlig er, eller om du er ret nærtagende, for du nævner ikke så mange detaljer.

Som en anden nævner, kunne det være at det var en idé at snakke med en psykolog. For det virker som om du har nogle grundlæggende selvværdsting, og nogle forventninger til andre mennesker, som der skal arbejdes med.

Jeg forventer absolut ikke en masse af andre, det der gjorde mig ked af det, var at når hun ikke selv gjorde noget ud af en gave, er det bare surt når man selv har, noget var på bestilling fra hende, at hun i samme øjeblik bare kasserer ind og kræver mere. 

Måske du har ret og måske ikke. Ja jeg er blevet mere nærtagende med årene, men folks forventninger og krav er også steget, og havde måske mest bare lige brug for et skulderklap. Har ikke forventninger om ret meget, heller ikke fra min mand. Han gør mange ting og er en god mand, forventer ikke blomster eller gaver eller noget, men får sjældent kys og kram, og det er ikke ham som tager initiativet, heller ikke til sex. Vi snakker ikke meget sammen og de få ting er omkring børnene eller andet praktisk 

jeg overvejer om en psykolog er vejen frem

Jeg forventer absolut ikke en masse af andre, det der gjorde mig ked af det, var at når hun ikke selv gjorde noget ud af en gave, er det bare surt når man selv har, noget var på bestilling fra hende, at hun i samme øjeblik bare kasserer ind og kræver mere. 

Måske du har ret og måske ikke. Ja jeg er blevet mere nærtagende med årene, men folks forventninger og krav er også steget, og havde måske mest bare lige brug for et skulderklap. Har ikke forventninger om ret meget, heller ikke fra min mand. Han gør mange ting og er en god mand, forventer ikke blomster eller gaver eller noget, men får sjældent kys og kram, og det er ikke ham som tager initiativet, heller ikke til sex. Vi snakker ikke meget sammen og de få ting er omkring børnene eller andet praktisk 

jeg overvejer om en psykolog er vejen frem

Har du snakket med din mand om hvordan du har det?

Du skriver at du mest havde brug for et skulderklap. Igen - så har du en forventning om at folk giver dig bekræftelse. 

Jeg siger vitterligt ikke det her for at kritisere - men du bliver altså nødt til at skide lidt mere på hvad folk synes om dig. Og du bliver nødt til at synes at du selv er god nok, i stedet for at være afhængig af andre folks ros. Det tror jeg virkelig ville være godt for dig.

Anonym skriver:

Jeg ved ikke om jeg har placeret indlægget det rigtige sted ?

 

Ja ved slet ikke, hvor jeg skal starte. Jeg har et par veninder, familie, en dejlig man og skønne børn. Alligevel føler jeg mig konstant ensom, føler jeg mangler nærhed, omsorg, ømhed, intimitet osv hos min mand, og at jeg ikke kan få eet hele til at gå op i en højere enhed. 

Har ikke kun selv for høje krav til mig selv, men især min omverden, så mens jeg kæmper for at være den gode og perfekte mor, svigerdatter/datter, kone, veninde osv føler jeg langt fra det lykkedes 

Gør alt jeg kan, for andre har det godt, holde hus og hjem, give det bedste til mine børn, og alligevel fortæller min omverden de dårlige ting, og det kan være selv småting, og gør mig så såret og ked af det. Senest, fik jeg ordnet det hele, så jeg både kunne nå forældremøde og svigermors runde fødselsdag som er udenbys med overnatning, og fik alligevel løftet pegefinger, for jeg kunne vel bare tage senere afsted end de andre, og ja der havde vi jo fundet løsningen, men nej skulle lige have at høre for at jeg måske ikke havde kunnet deltage.  

Sidder i forældreråd, laver frivilligt arbejde, bager småkager til veninderne til jul, syer og hækler til dem jeg kender og ja knokler og hjælper, og sætter alt ind når børnene kommer hjem, giver mange fridage osv. Er "hjemmegående husmor" bla pga en arbejdsskade. Alligevel får jeg kommentarer nogle dage, når jeg afleverer børn, eller når der skal planlægges feriepasning osv. 

Jeg prøver at få tingene til at gå op, og det lykkedes bare ikke længere. Føler mig som en fiasko, og ved ikke hvad jeg mere kan gøre. Er mig som giver og giver og alligevel er det aldrig godt nok, skal konstant tage initiativ, og tænker bare hvad jeg gør forkert, er jeg ikke sjov at være sammen med, er jeg din eller hvad er det med mig. 

Nogle dage tænker jeg om det overhovedet gør en forskel jeg er her, jo for mine børn gør det selvfølgelig, men hvad med resten. Er jeg bare hende de kan udnytte og så gider de mig ikke for resten eks havde jeg lavet en stor gave til venindens barn dengang hun havde født. Hun selv havde "bare" købt et gavekort og de kommer ofte og spiser og tager hurtigt hjem igen, men får aldrig invitation til at komme op til dem. Siger ikke et gavekort ikke er fint, er det, men den gave jeg havde lavet var både lønbetingelserne, personlige og hjemmestrik/hækle og hun sagde bare tak, vil forreste gerne bestille ........... Og sad bare der med følelsen af utaknemmelighed, og at det ikke var godt nok  

ja jeg er blevet mere nærtagende, men hjælper slet ikke, at jeg aldrig får et skulderklap, hører kun det negative, som eks var vi på restaurant, og børnene opførte sig eksemplarisk, de sad pænt, og børn på 2.5 og 4 år kan det være udfordrende, men der var ingen skrig skrål eller ballade, kun den lille som er spæd, græd kortvarigt, i 10-20 sek, til flasken var klar, ud af de 3-4 timer vi sad der. Det eneste jeg fik at vide, var at folk stirrede og kiggede og at jeg burde ha forudset, og forhindret skrige episoden  

Jeg er ikke perfekt og forventer ikke at blive det, men aldrig at gøre noget godt nok, slå til eller lignende gør bare så ondt 

Er begyndt at få stress symptomer og kan ikke finde ro om aftenen, er ulykkelig og urolig. Har sagt det til manden som fejer det af, og så sidder man her, alene uret tikker, og igen i morgen venter en lang dag, og snart endnu en lang uge, masser af aftaler, men ikke meget snak og samværd, sporadiske opkald når veninderne ønsker noget. Mine forældre har været søde at hjælpe med nogle ting nu her, så alt er jo ikke bare sort, og alligevel føles det trist   Gør jeg virkelig ingen forskel, er det ligegyldigt jeg er her (og er ikke selvmordstruet eller noget i den dur) men føler det hele utaknemmeligt, ensomt og at jeg bare ikke kan finde ud af at gøre noget, der minder om, eller er i nærheden, af godt nok 

Sødste du, pas på dig selv!

Jeg har været som du og jeg røg ned med et kæmpe kæmpe brag!!

Mit råd til dig er, skriv de ting ned du laver i løbet af en dag, en uge, en måned og kig på, hvad laver du af egen lyst, hvad laver du af pligt og hvad laver du fordi andre beder dig gøre det. Det du gør fordi andre beder om det, kig på hvor vigtigt det er, det du gør af pligt, kan du muligvis få hjælp til, men vigtigst af alt er det vigtigt du også laver noget fordi DU har lyst!!

Nu skriver du om den gave du lavede til din veninde og takket efterfuldt af bestilling og den efterfølgende gave til dig, jeg tænker at din veninde måske ikke har haft det fornødne overskud til at være kreativ, men at hun alligevel har formået at finde på noget i en god mening, det er vel bedre at få en lille ting end slet ingen? 

Og så bliver du nødt til at fortælle omverdenen og ikke mindst dig selv, hvordan du har det og hvordan du føler når andre gør forskellige ting 

Og mit sidste og allersværeste råd til dig er: stop med at stræbe efter det perfekte, stræb efter det gode! Jeg selv er stadig i læringsfasen, men jo mere jeg lærer jo gladere bliver jeg og jo mere føler jeg mig set og anerkendt