Usundt forhold..

Anonym skriver:

Tusind tak for svar, dejlige damer ❤️ Egentlig ved jeg godt at jeg burde sige hertil og ikke længere og at jeg forlader ham hvis det her bliver ved. Men jeg kan ikke. Virkelig. Jeg kan ikke overskue tanken om ikke at have ham. Og det ved han desværre også godt. Og så gør det ikke tingene bedre at jeg er en virkelig følsom person, efter hans mening ALT for følsom. Problemet ligger så også der, at jeg er i tvivl om jeg selv har en dep. For jeg kan ikke overskue noget, mit selvtillid er i bund for tiden og der skal intet til for at knække mig. Så tanken om at flytte fra ham er helt forfærdelig og tak for krammer

Det kunne ha' været mig der skrev det der, for  nogle år siden. 

Men du er bare nødt til at tænke på, hvad der er bedst for dig fremadrettet. Det bliver ikke nødvendigvis bedre af at vente. Og en ting er sikkert, det bliver ikke nemmere heller. Jeg kunne ikke overskue dengang heller, selvom jeg vidste at det ville være det bedste foR mig. Der gik faktisk 2 år yderligere, før jeg fik taget mig sammen til at smutte fra ham, og så endte det ovenikøbet rigtig grimt. 

Du er velkommen til at skrive privat, hvis du har brug for det. 

Camilla <3 skriver:

Det kunne ha' været mig der skrev det der, for  nogle år siden. 

Men du er bare nødt til at tænke på, hvad der er bedst for dig fremadrettet. Det bliver ikke nødvendigvis bedre af at vente. Og en ting er sikkert, det bliver ikke nemmere heller. Jeg kunne ikke overskue dengang heller, selvom jeg vidste at det ville være det bedste foR mig. Der gik faktisk 2 år yderligere, før jeg fik taget mig sammen til at smutte fra ham, og så endte det ovenikøbet rigtig grimt. 

 

Du er velkommen til at skrive privat, hvis du har brug for det. 

Nu har jeg så fået snakket med ham.. Og han siger at det bare ikke ligger til hans natur at være så sukkersød hele tiden. Og at jeg bare burde kunne leve med at vide at han elsker mig og han kan kun elske på sin måde! Og at jeg bliver nødt til at fatte at man altså godt kan være 'uvenner' over småting, og stadig lægge sig til at sove og istedet for at jeg altid går i dyb sorg, så kunne jeg istedet bare sige til ham dagen efter, kæft hvor var du en nar i går!! For det nytter ikke at snakke til ham imens han er irreteret. Jeg kan virkelig ikke finde udaf det her. Kan ikke finde udaf om jeg bare tager alt for tungt (som han siger) eller om det er ham den er gal med??

Anonym skriver:

Nu har jeg så fået snakket med ham.. Og han siger at det bare ikke ligger til hans natur at være så sukkersød hele tiden. Og at jeg bare burde kunne leve med at vide at han elsker mig og han kan kun elske på sin måde! Og at jeg bliver nødt til at fatte at man altså godt kan være 'uvenner' over småting, og stadig lægge sig til at sove og istedet for at jeg altid går i dyb sorg, så kunne jeg istedet bare sige til ham dagen efter, kæft hvor var du en nar i går!! For det nytter ikke at snakke til ham imens han er irreteret. Jeg kan virkelig ikke finde udaf det her. Kan ikke finde udaf om jeg bare tager alt for tungt (som han siger) eller om det er ham den er gal med??

Det lyder meget som om, at alt bare skal være på hans primisser, og så er det faktisk ligegyldigt hvad du mener og føler..?  Og det er jo på ingen måde rimeligt! Derudover så lyder han ufatteligt nedladende overfor dig!  Og også bare, det du skrev tidligere, at han fandt dig irriterende. Hvis man syntes ens kæreste er irriterende, så burde man virkelig genoverveje ens forhold. 

Øv, hvor er det synd for dig, at han behandler dig sådan. 

Anonym skriver:

Mig og min kæreste har været sammen i knapt et år. Efter 3 måneder i paradis slog han pludselig op med mig da han ikke kunne se nogen fremtid i vores forhold eller med mig. Det fortrød han med det samme og skrev hver dag i en måned.. Hvor vi så stille og roligt kom sammen (han har haft en dårlig opvækst med en masse omsorgsvigt og en psyko ekskæreste som har fucked ham op) nu er vi så flyttet ind sammen.. Men vi har virkelig mange problemer, han mener at han har fået en dep. Men nævner jeg noget med en psykolog at gøre, så bliver han virkelig sur på mig da han ikke mener at han har brug for det. Han vil gerne klare det selv - dvs. Han bruger 80% af sin tid foran enten computeren eller tv'et. Samtidig så har han ikke overskud til at give mig nærhed/tryghed og det gør mig selvfølgelig ked af det. Han synes jeg brokker mig om alting, at jeg er irreterende og så går han bare og er sur hele tiden. Når jeg så bliver rigtig ked ag et eller andet så gør han ingenting ved det! Og vi har snakket om alt det her og jeg har fortalt ham at han får mig til at føle mig som om jeg intet er værd når han opfører sig sådan, hvor hans svar bare er at han ikke har overskud til det. Jeg elsker ham over alt i verden, jeg ved at jeg vil kæmpe for det her. Men det føles virkelig som om jeg er den eneste der er villig til at gøre noget han har selvfølgelig også dage hvor han er den fantastiske mand jeg forelskede mig i, synes bare der er flere dårlige dage end gode efterhånden.. Lige nu kom vi lige op at diskutere en lille bagatel som gjorde mig ked af det hvor han så siger at han synes jeg er pisse irreterende og så svarer jeg at det virker som om han altid syntes jeg er irreterende, så svarer han at jeg har ret, for han synes nemlig at jeg altid er irreterende, og så smutter han i seng.. Nu ligger jeg så på sofaen og har håbet at han ville komme ned og sige undskyld. Selv om jeg ved han ikke vil gøre det. Det gør han aldrig.. Jeg er bare så ked af det og har sådan brug for en ordenlig krammer ;( som jeg også ved at jeg ikke får, før jeg selv gør noget for det. Hvilket jeg også ved er forkert, holder bare så utrolig meget af ham. Hvor gør det bare ondt  

Åh din stakkel !

Jeg var sammen med min x i fem år - og efter 2,5 år fik kan en svær depression. Jeg elskede ham inderligt højt, og havde den ide, at jeg sagtens kunne redde ham - det skulle JEG nok ordne.

Det første halvanden år, kunne jeg sagtens overleve uden hans kærtegn og interesse for mig - for det var jo bare en fase !

Han vendte op- og ned på dag- og nat, blev sygemeldt, ville ikke til psykolog eller tage medicin (medicin: hvilket jeg til en vis grænse forstod), han så ingen venner, vi kunne til sidst intet snakke om, da hans dage kun foregik foran skærmen, appetitten forsvandt, og hans drømme og gejst for livet forsvandt - og alt blev mere og mere håbløst!  

Jeg havde utrolig svært ved at gå fra ham, da jeg følte at han kun havde mig - men min psyke kunne IKKE holde til det ! En dag gik det op for mig, om jeg overhovedet levede det liv, som jeg så gerne ville - eller var jeg bare blevet en hjemmehjælper?

Jeg endte med at gå fra ham, og faktisk hjalp det ham på rette vej - der er lang vej igen for ham, og han bliver formentlig aldrig rask igen - men nu kan han leve !

Min pointe er, at du VIRKELIG skal passe på dig selv. Det er svært, at være blevet forelsket i en person, og pludselig bliver ens drømme revet i stykker. En depression rammer IKKE kun den pågældende person, men også personens nærmeste. Du skal overveje med dig selv, om han er det værd (det lyder egoistisk og tarveligt), og er det ham du vil kæmpe for? For der er INGEN garanti for, at det nogensinde bliver godt igen !!

Jeg vil på mange områder ønske, at jeg var gået fra ham noget før - for det svære ved denne situation er, at han formentlig ALDRIG kommer til at forstå hvad du har og hvad du netop gennemgår. En depressiv er så hårdt ramt, at de ikke forstår hvilke konsekvenser depressionen havde for alle andre. Det bebrejder jeg ikke den depressive, men du skal virkelig afgøre, om han er det værd !!

Pas på dig selv, og brug ikke flere år som jeg - tiden får du aldrig igen !! 

Hej dig .

Hvor har du fået mange gode svar fra de andre, og jeg kan kun tilslutte mig dem .

Jeg tænkte på en ting: Når man er i sådan et forhold, synes jeg, man har det med at komme til at miste sig selv lidt i det hele. Specielt hvis man hele tiden får at vide, man er irriterende... Derfor kunne det måske - helt for din egen skyld - være en idé at du talte med en psykolog et par gange? IKKE fordi der er noget galt med dig! Det må du endelig ikke tro, jeg synes. Men fordi det måske kan hjælpe dig med at få lidt bedre overblik over dine egne følelser, så du ikke drukner dig selv helt i hans. Giver det mening? Jeg synes tit, man efter et psykologbesøg har mere klarhed over sig selv og sin situation.

Uanset hvad du finder ud af, vil jeg ønske dig held og lykke med det hele - jeg håber, han finder ud af at begynde at behandle dig efter fortjeneste, og at I begge får det bedre

BSB skriver:

Hej dig .

Hvor har du fået mange gode svar fra de andre, og jeg kan kun tilslutte mig dem .

Jeg tænkte på en ting: Når man er i sådan et forhold, synes jeg, man har det med at komme til at miste sig selv lidt i det hele. Specielt hvis man hele tiden får at vide, man er irriterende... Derfor kunne det måske - helt for din egen skyld - være en idé at du talte med en psykolog et par gange? IKKE fordi der er noget galt med dig! Det må du endelig ikke tro, jeg synes. Men fordi det måske kan hjælpe dig med at få lidt bedre overblik over dine egne følelser, så du ikke drukner dig selv helt i hans. Giver det mening? Jeg synes tit, man efter et psykologbesøg har mere klarhed over sig selv og sin situation.

Uanset hvad du finder ud af, vil jeg ønske dig held og lykke med det hele - jeg håber, han finder ud af at begynde at behandle dig efter fortjeneste, og at I begge får det bedre

Er også taknemlig for alle de gode svar jeg har fået!! ❤️ 

Men ja jeg har selv tænkt at jeg burde tage til psykolog, også for måske at finde udaf om det MÅSKE er mig der bare tager alting for alvorligt? For jeg tror virkelig ikke på at han står alene med hele skylden.. Tror jeg vil gøre det 

Anonym skriver:

Er også taknemlig for alle de gode svar jeg har fået!! ❤️ 

Men ja jeg har selv tænkt at jeg burde tage til psykolog, også for måske at finde udaf om det MÅSKE er mig der bare tager alting for alvorligt? For jeg tror virkelig ikke på at han står alene med hele skylden.. Tror jeg vil gøre det 

Som du udlægger det, tror jeg nu han godt kan tage i hvert fald 95% på sig selv . Men det er jo ingen skam at arbejde med sig selv i forløbet også, så jeg synes, du ha en rigtig fornuftig tilgang til det .

Anonym skriver:

Nu har jeg så fået snakket med ham.. Og han siger at det bare ikke ligger til hans natur at være så sukkersød hele tiden. Og at jeg bare burde kunne leve med at vide at han elsker mig og han kan kun elske på sin måde! Og at jeg bliver nødt til at fatte at man altså godt kan være 'uvenner' over småting, og stadig lægge sig til at sove og istedet for at jeg altid går i dyb sorg, så kunne jeg istedet bare sige til ham dagen efter, kæft hvor var du en nar i går!! For det nytter ikke at snakke til ham imens han er irreteret. Jeg kan virkelig ikke finde udaf det her. Kan ikke finde udaf om jeg bare tager alt for tungt (som han siger) eller om det er ham den er gal med??

Nu ringer mine alarmklokker!

Det der er slet ikke en acceptabel holdning. Når han snakker sådan til dig, er I ikke ligeværdige partnere i forholdet. Han får dig til og med til at tro, at det er din skyld, I ikke har det godt sammen. Man behandler ikke en man elsker, som han behandler dig. Jeg ved, hvor vanskeligt det er at vide, hvad som er ret og galt, når man står midt i det, men min anbefaling er helt klart, at du tager kontakt med en psykolog som kan hjælpe dig til at få styr på dine egne tanker og til at se, hvordan ting kan blive bedre.

Hej de damer 

nu har jeg lige læst hele tråden igen .. 
og må sige engang til, hvor er i bare dejlige og hvor giver i nogle gode råd!!! Dette er hvad jeg gjorde ud fra jeres råd og egen mening.

Kæresten kunne jeg ikke få til psykolog der var INGEN chance. Jeg har tit selv tænkt på at tage til psykolog da jeg som lille havde mange problemer i familielivet (ligesom ham). Og jeg så gjorde, min tanke var også at det jeg snakker om hos psykologen kan jeg jo så viderebringe til ham (når det omhandlede generalle problemer) 

Og guuuud hvor er der bare sket meget på så kort tid!! 
Åbenbart VAR det primært mig der stod med lorten. Efter jeg havde været hos psykologen et par gange og begyndte at blive mere glad (med eller uden ham) så var det som om han vågnede igen! Vi havde på et tidspunkt en snak om det hele. Hvor han sagde at han ikke kunne kende mig længere. Da jeg før i tiden havde været meget sikker på mig selv, givet modspil og ikke fandt mig i noget lort OG var meget selvsikker. (synes alt ebbede væk efter at han slog op med mig, og fandt udaf hos psykologen at jeg ikke havde tilgivet ham for det, selv om jeg havde sagt at jeg gjorde) 
Jeg fik så overtalt ham til at tage med mig til psykolog EN gang og det var også sidste gang jeg var til psykolog, hvor jeg føler at vi ligesom fik åbnet op for det sidste. 

Idag føler jeg at jeg igen er blevet herre over mit eget liv. 
Har han en dag hvor han bare sidder foran computeren, så må han selv om det, så giver jeg ham bare fred. Og så må han selv komme til mig når han har lyst. Siger eller opfører han sig åndsvagt så er det IKKE mig der kommer kravlende tilbage for kram eller andet. (Troede førhen at hvis jeg ikke gjorde noget, så ville vi aldrig blive gode igen)
Men nu har han fanget at jeg er MIG igen. Og at jeg ikke finder mig i den opførsel, og der går aldrig mere end et døgn før han kommer og siger undskyld for dårlig opførsel.
Mine tudeture som førhen var næsten hver dag, er væk. Og nu tuder jeg kun hvis der VIRKELIG er noget at tude over (hvilket der ikke har været nu i et godt stykke tid!) 

Det er helt underligt for mig at se hvor kort tid det er siden jeg skrev denne tråd da det føles som det meget længere tid siden, at vores dagligdag kørte sådan her.

Anyway piger, så ville jeg bare give jer en lille opdate om vores forløb. Kan umiddelbart ikke se om jeg har glemt at skrive noget 

MEN, ihvertfald så har vi begge det godt og forholdet kører som det skal 

Hvor har jeg dog utrolig ondt af dig! Og få afvide man er en irreterende person, personligt ville jeg ikke finde mig i og høre det ret mange gange.  . Det siger man bare ikke til sin kæreste, for det kan ramme så hårdt hvilket det jo lyder til på dig at det har gjort.
og personligt ville jeg selv blive helt paf og tænke hvis jeg er så irreterende hvorfor bliver du så ved mig?   og hvorfor skal jeg selv blive og elsk en der syntes jeg er irreterende ?   Det fortjener du da ikke! 

Men du får ihvertefald en krammer igennem skærmen af mig!  

Håber han må mande sig lidt op!