Usundt forhold..

Mig og min kæreste har været sammen i knapt et år. Efter 3 måneder i paradis slog han pludselig op med mig da han ikke kunne se nogen fremtid i vores forhold eller med mig. Det fortrød han med det samme og skrev hver dag i en måned.. Hvor vi så stille og roligt kom sammen (han har haft en dårlig opvækst med en masse omsorgsvigt og en psyko ekskæreste som har fucked ham op) nu er vi så flyttet ind sammen.. Men vi har virkelig mange problemer, han mener at han har fået en dep. Men nævner jeg noget med en psykolog at gøre, så bliver han virkelig sur på mig da han ikke mener at han har brug for det. Han vil gerne klare det selv - dvs. Han bruger 80% af sin tid foran enten computeren eller tv'et. Samtidig så har han ikke overskud til at give mig nærhed/tryghed og det gør mig selvfølgelig ked af det. Han synes jeg brokker mig om alting, at jeg er irreterende og så går han bare og er sur hele tiden. Når jeg så bliver rigtig ked ag et eller andet så gør han ingenting ved det! Og vi har snakket om alt det her og jeg har fortalt ham at han får mig til at føle mig som om jeg intet er værd når han opfører sig sådan, hvor hans svar bare er at han ikke har overskud til det. Jeg elsker ham over alt i verden, jeg ved at jeg vil kæmpe for det her. Men det føles virkelig som om jeg er den eneste der er villig til at gøre noget han har selvfølgelig også dage hvor han er den fantastiske mand jeg forelskede mig i, synes bare der er flere dårlige dage end gode efterhånden.. Lige nu kom vi lige op at diskutere en lille bagatel som gjorde mig ked af det hvor han så siger at han synes jeg er pisse irreterende og så svarer jeg at det virker som om han altid syntes jeg er irreterende, så svarer han at jeg har ret, for han synes nemlig at jeg altid er irreterende, og så smutter han i seng.. Nu ligger jeg så på sofaen og har håbet at han ville komme ned og sige undskyld. Selv om jeg ved han ikke vil gøre det. Det gør han aldrig.. Jeg er bare så ked af det og har sådan brug for en ordenlig krammer ;( som jeg også ved at jeg ikke får, før jeg selv gør noget for det. Hvilket jeg også ved er forkert, holder bare så utrolig meget af ham. Hvor gør det bare ondt  

Det lyder bestemt også som en hård omgang for dig

Selvom det er svært, så husk også dig selv, det lyder til at det kun er ham som styrer forholdet. 

Ikke glem dig selv, du er ligeså vigtig som han er. 

Måske i fungerer meget bedre hver for sig, indtil han har det godt igen

Anonym skriver:

Mig og min kæreste har været sammen i knapt et år. Efter 3 måneder i paradis slog han pludselig op med mig da han ikke kunne se nogen fremtid i vores forhold eller med mig. Det fortrød han med det samme og skrev hver dag i en måned.. Hvor vi så stille og roligt kom sammen (han har haft en dårlig opvækst med en masse omsorgsvigt og en psyko ekskæreste som har fucked ham op) nu er vi så flyttet ind sammen.. Men vi har virkelig mange problemer, han mener at han har fået en dep. Men nævner jeg noget med en psykolog at gøre, så bliver han virkelig sur på mig da han ikke mener at han har brug for det. Han vil gerne klare det selv - dvs. Han bruger 80% af sin tid foran enten computeren eller tv'et. Samtidig så har han ikke overskud til at give mig nærhed/tryghed og det gør mig selvfølgelig ked af det. Han synes jeg brokker mig om alting, at jeg er irreterende og så går han bare og er sur hele tiden. Når jeg så bliver rigtig ked ag et eller andet så gør han ingenting ved det! Og vi har snakket om alt det her og jeg har fortalt ham at han får mig til at føle mig som om jeg intet er værd når han opfører sig sådan, hvor hans svar bare er at han ikke har overskud til det. Jeg elsker ham over alt i verden, jeg ved at jeg vil kæmpe for det her. Men det føles virkelig som om jeg er den eneste der er villig til at gøre noget han har selvfølgelig også dage hvor han er den fantastiske mand jeg forelskede mig i, synes bare der er flere dårlige dage end gode efterhånden.. Lige nu kom vi lige op at diskutere en lille bagatel som gjorde mig ked af det hvor han så siger at han synes jeg er pisse irreterende og så svarer jeg at det virker som om han altid syntes jeg er irreterende, så svarer han at jeg har ret, for han synes nemlig at jeg altid er irreterende, og så smutter han i seng.. Nu ligger jeg så på sofaen og har håbet at han ville komme ned og sige undskyld. Selv om jeg ved han ikke vil gøre det. Det gør han aldrig.. Jeg er bare så ked af det og har sådan brug for en ordenlig krammer ;( som jeg også ved at jeg ikke får, før jeg selv gør noget for det. Hvilket jeg også ved er forkert, holder bare så utrolig meget af ham. Hvor gør det bare ondt  

Jeg ved godt du skriver at du elsker ham - men I har kun været sammen i et år og jeg ville ærlig talt ikke gide at forholdet skal være så problemfyldt allerede. Han siger at han har en depression - det kan godt være, men det er påfaldende at han selv kan se det men ikke ønsker hjælp. Det kan også være han manipulerer med dig, for man kan jo ikke tillade sig at blive sur eller forvente en masse af en der har depression. 

Ser du en fremtid med ham? Tænker du at han ville blive en fantastisk far? 

Gør du det - så må du stille ham et ultimatum: gå til lægen for din depression eller jeg går. 

Han skal i noget behandling for den depression. Trust me den der "jeg klarer det selv" undskyldning/opfattelse er SÅ udbredt desværre. Hold op hvor har jeg hørt den mange gange i fobindelse med arbejde med psykiatrien. For man kan ikke klare det selv - og det er der absolut ingen skam i. Det er sådan set helt normalt.  

For det første er det vigtigst at du passer på dig selv - måske er det bedre i ikke bor sammen lige nu. Jeg ved du holder af ham, men pas på han ikke trækker dig med ned. Det vigtigste er altid at passe på sig selv først. 

Jeg tror jeg ville kræve at han starter i behandling og ellers at flytte - i hvert fald for en tid. Lad ham ikke køre dig rundt i manegen - du har jo ret i at han skal have noget hjælp.

Anonym skriver:

Mig og min kæreste har været sammen i knapt et år. Efter 3 måneder i paradis slog han pludselig op med mig da han ikke kunne se nogen fremtid i vores forhold eller med mig. Det fortrød han med det samme og skrev hver dag i en måned.. Hvor vi så stille og roligt kom sammen (han har haft en dårlig opvækst med en masse omsorgsvigt og en psyko ekskæreste som har fucked ham op) nu er vi så flyttet ind sammen.. Men vi har virkelig mange problemer, han mener at han har fået en dep. Men nævner jeg noget med en psykolog at gøre, så bliver han virkelig sur på mig da han ikke mener at han har brug for det. Han vil gerne klare det selv - dvs. Han bruger 80% af sin tid foran enten computeren eller tv'et. Samtidig så har han ikke overskud til at give mig nærhed/tryghed og det gør mig selvfølgelig ked af det. Han synes jeg brokker mig om alting, at jeg er irreterende og så går han bare og er sur hele tiden. Når jeg så bliver rigtig ked ag et eller andet så gør han ingenting ved det! Og vi har snakket om alt det her og jeg har fortalt ham at han får mig til at føle mig som om jeg intet er værd når han opfører sig sådan, hvor hans svar bare er at han ikke har overskud til det. Jeg elsker ham over alt i verden, jeg ved at jeg vil kæmpe for det her. Men det føles virkelig som om jeg er den eneste der er villig til at gøre noget han har selvfølgelig også dage hvor han er den fantastiske mand jeg forelskede mig i, synes bare der er flere dårlige dage end gode efterhånden.. Lige nu kom vi lige op at diskutere en lille bagatel som gjorde mig ked af det hvor han så siger at han synes jeg er pisse irreterende og så svarer jeg at det virker som om han altid syntes jeg er irreterende, så svarer han at jeg har ret, for han synes nemlig at jeg altid er irreterende, og så smutter han i seng.. Nu ligger jeg så på sofaen og har håbet at han ville komme ned og sige undskyld. Selv om jeg ved han ikke vil gøre det. Det gør han aldrig.. Jeg er bare så ked af det og har sådan brug for en ordenlig krammer ;( som jeg også ved at jeg ikke får, før jeg selv gør noget for det. Hvilket jeg også ved er forkert, holder bare så utrolig meget af ham. Hvor gør det bare ondt  

Det lyder ikke til, at det hjælper at snakke med ham. Som ellers ville have været mit første råd! Synes ikke, at det er i orden, at han bare lukker den med, at han har en depression. Han burde gøre noget ved det, hvis det er sådan det hænger sammen!

Men så må der jo noget handling til. Vis ham, at du ikke finder dig i at blive behandlet sådan! Giv ham den kolde skulder - lad være med at "komme kravlende" til ham for at få kram efter skænderier.. Tag ud og lav noget med nogle veninder, besøg din familie. Vis ham, at du godt kan "klare" dig og faktisk også har et liv uden ham! Måske og forhåbentlig får han øjnene op for hvad det egentlig er, han har gang i og at han ikke får noget ud af den opførsel udover at skubbe dig længere og længere væk!

Anonym skriver:

Mig og min kæreste har været sammen i knapt et år. Efter 3 måneder i paradis slog han pludselig op med mig da han ikke kunne se nogen fremtid i vores forhold eller med mig. Det fortrød han med det samme og skrev hver dag i en måned.. Hvor vi så stille og roligt kom sammen (han har haft en dårlig opvækst med en masse omsorgsvigt og en psyko ekskæreste som har fucked ham op) nu er vi så flyttet ind sammen.. Men vi har virkelig mange problemer, han mener at han har fået en dep. Men nævner jeg noget med en psykolog at gøre, så bliver han virkelig sur på mig da han ikke mener at han har brug for det. Han vil gerne klare det selv - dvs. Han bruger 80% af sin tid foran enten computeren eller tv'et. Samtidig så har han ikke overskud til at give mig nærhed/tryghed og det gør mig selvfølgelig ked af det. Han synes jeg brokker mig om alting, at jeg er irreterende og så går han bare og er sur hele tiden. Når jeg så bliver rigtig ked ag et eller andet så gør han ingenting ved det! Og vi har snakket om alt det her og jeg har fortalt ham at han får mig til at føle mig som om jeg intet er værd når han opfører sig sådan, hvor hans svar bare er at han ikke har overskud til det. Jeg elsker ham over alt i verden, jeg ved at jeg vil kæmpe for det her. Men det føles virkelig som om jeg er den eneste der er villig til at gøre noget han har selvfølgelig også dage hvor han er den fantastiske mand jeg forelskede mig i, synes bare der er flere dårlige dage end gode efterhånden.. Lige nu kom vi lige op at diskutere en lille bagatel som gjorde mig ked af det hvor han så siger at han synes jeg er pisse irreterende og så svarer jeg at det virker som om han altid syntes jeg er irreterende, så svarer han at jeg har ret, for han synes nemlig at jeg altid er irreterende, og så smutter han i seng.. Nu ligger jeg så på sofaen og har håbet at han ville komme ned og sige undskyld. Selv om jeg ved han ikke vil gøre det. Det gør han aldrig.. Jeg er bare så ked af det og har sådan brug for en ordenlig krammer ;( som jeg også ved at jeg ikke får, før jeg selv gør noget for det. Hvilket jeg også ved er forkert, holder bare så utrolig meget af ham. Hvor gør det bare ondt  

det lyder som det jeg var igennem med 200% mere ego.

jeg havde en deprition og har en fantastisk kæreste.

men så blev jeg ked af det og han ville hjælpe men det kunne jeg ikke overskue og ja alt blev en ond sirkel.

han må til lægen.

og nej jeg ville helder ikke til psycolog.

men jeg gik til lægen fik snakket lidt med ham.

fik en antiperitions kur og så var jeg så småt på føderne igen og vi har det godt  

Nu har jeg selv nogle dårlige erfaringer i bagagen, så mit svar er sikkert præget af det.

Jeg vil sige: Sæt foden ned og sig, at I ikke skal bo sammen, før han har fået styr på sine problemer/sin derpression. Det han gør nu er ingenting andet end at overføre sine problemer på dig og ødelægge dig uden selv at komme sig videre/få det bedre/få styr på sig selv. Du hjælper ham ikke ved at acceptere hans opførsel, det eneste som sker er, at du ødelægger dig selv. Det gavner ingen af jer. Jeg ved, hvordan det er at elske en mand med den slags problemer. Jeg har nul tro på, at I kommer til at få det bedre sammen uden, at han faktisk får noget professionelt hjælp. Og sålænge han får lov til at styre, som han gør nu, tror jeg ikke, han kommer til at forstå alvoret i situationen.

Ønsker dig det bedste.

Anonym skriver:

Mig og min kæreste har været sammen i knapt et år. Efter 3 måneder i paradis slog han pludselig op med mig da han ikke kunne se nogen fremtid i vores forhold eller med mig. Det fortrød han med det samme og skrev hver dag i en måned.. Hvor vi så stille og roligt kom sammen (han har haft en dårlig opvækst med en masse omsorgsvigt og en psyko ekskæreste som har fucked ham op) nu er vi så flyttet ind sammen.. Men vi har virkelig mange problemer, han mener at han har fået en dep. Men nævner jeg noget med en psykolog at gøre, så bliver han virkelig sur på mig da han ikke mener at han har brug for det. Han vil gerne klare det selv - dvs. Han bruger 80% af sin tid foran enten computeren eller tv'et. Samtidig så har han ikke overskud til at give mig nærhed/tryghed og det gør mig selvfølgelig ked af det. Han synes jeg brokker mig om alting, at jeg er irreterende og så går han bare og er sur hele tiden. Når jeg så bliver rigtig ked ag et eller andet så gør han ingenting ved det! Og vi har snakket om alt det her og jeg har fortalt ham at han får mig til at føle mig som om jeg intet er værd når han opfører sig sådan, hvor hans svar bare er at han ikke har overskud til det. Jeg elsker ham over alt i verden, jeg ved at jeg vil kæmpe for det her. Men det føles virkelig som om jeg er den eneste der er villig til at gøre noget han har selvfølgelig også dage hvor han er den fantastiske mand jeg forelskede mig i, synes bare der er flere dårlige dage end gode efterhånden.. Lige nu kom vi lige op at diskutere en lille bagatel som gjorde mig ked af det hvor han så siger at han synes jeg er pisse irreterende og så svarer jeg at det virker som om han altid syntes jeg er irreterende, så svarer han at jeg har ret, for han synes nemlig at jeg altid er irreterende, og så smutter han i seng.. Nu ligger jeg så på sofaen og har håbet at han ville komme ned og sige undskyld. Selv om jeg ved han ikke vil gøre det. Det gør han aldrig.. Jeg er bare så ked af det og har sådan brug for en ordenlig krammer ;( som jeg også ved at jeg ikke får, før jeg selv gør noget for det. Hvilket jeg også ved er forkert, holder bare så utrolig meget af ham. Hvor gør det bare ondt  

det er rigtigt hårdt at være sammen med en der har det svært og som har svært ved at overskue sig selv og omverden.

At han syntes du er irriterende kan bunde i hans evt. depression. Jeg syntes du skal få ham til læge, ring og bestil en tid til ham - tag den beslutning for ham og kæmp den kamp og find dig i det skænderi der evt. kommer ud af det, for hvis han har en depression kan han have brug for hjælp og her er det ikke altid at psykolog er den rigtige udvej - jeg har flere tæt på hvor det ikke har været den rigtige løsning for dem.

samtidig syntes jeg det er vigtig at du sætter dig ned og får en seriøs snak med ham, fortæl ham at du elsker ham og vis forståelse for hans situation men sæt samtidig det krav til ham at han må slippe for alt derhjemme men han skal kæmpe for dig og jeres forhold. det er den kamp han skal tag nu, så skal du nok stå for det hele derhjemme i en periode.

Hav tålmodighed med ham, det tager tid og han har brug for tid, det er hårdt lige nu og øv med øv på men når i kommer ud på den anden side er i som par og personer styrket.

syntes det er flot du ikke bare vender ham ryggen når det bliver hårdt. Du er super sej og du fortjener ikke bare et men mange kram!

Først et kæmpe kram! Det er virkelig hårdt, at være sammen med en som har det svært. Specielt når han ikke vil ha' hjælp. 

Jeg syntes, ud fra egen erfaring, at du skal gøre det klart for ham, at hvis ikke han får noget hjælp, så skal i bare ikke bo sammen. Det er rigtig opslidende at bo sammen med en der har det sådan.

Personligt fik jeg først sagt stop efter 4 år, og nøj hvor er det hårdt at komme ovenpå igen bagefter. Der var godt nok også nogle andre ting, Som bestemt ikke gjorde det nemmere mig. Men man bliver nedbrudt psykisk, når man har sådan en kæreste. 

Husk for din egen skyld dig selv. 

Tusind tak for svar, dejlige damer ❤️ Egentlig ved jeg godt at jeg burde sige hertil og ikke længere og at jeg forlader ham hvis det her bliver ved. Men jeg kan ikke. Virkelig. Jeg kan ikke overskue tanken om ikke at have ham. Og det ved han desværre også godt. Og så gør det ikke tingene bedre at jeg er en virkelig følsom person, efter hans mening ALT for følsom. Problemet ligger så også der, at jeg er i tvivl om jeg selv har en dep. For jeg kan ikke overskue noget, mit selvtillid er i bund for tiden og der skal intet til for at knække mig. Så tanken om at flytte fra ham er helt forfærdelig og tak for krammer