PST skriver:
Jeg kommer nok lidt med en anden vinkel end alle andre - bliver faktisk rigtig ked af og ærgerlig over at høre, at ens egne ønsker -og drømme kommer til at spænde ben for andres lykke? !!
Hvorfor kan man ikke glædes over andres lykke, om det omhandler projekt baby, hus, rejser, arbejde osv. - folk har efterhånden svært ved at glædes på andres vegne, og bliver lynhurtigt misundelige og jaloux, hvis man ikke oplever eller har det samme som søster, nabo, veninden eller kollegaen! I mine øjne dybt sørgeligt.
Det er da FANTASTISK, at din veninde er gravid, og det har INTET med jeres (DIN) situation at gøre ! Bland ikke dit og hendes liv sammen - og forvent ikke at i skal eller skal have de samme ting her i livet.
Beklager, hvis jeg er hård i tonen - men bliver simpelthen så skuffet over kvinder generelt, en mand vil altid kunne unde sin bedste kammerat hans kones graviditet, også selvom han ikke selv kan eller har svært ved at lave et barn.
Forstår det er svært - men lad nu hver med ikke at kunne unde andre mennesket det bedste !
I øvrigt held og lykke med projekt baby 
Hvorfor er misundelse nødvendigvis en dårlig følelse? At være misundelig er jo ikke det samme som at man ikke under det andet menneske det fantastiske fx ved at være gravid, men blot at man ønskede sig det samme.
At sætte lighedstegn mellem misundelse og ikke at unde andre noget godt, gør at misundelse bliver et tabu frem for en "almindelig" følelse i livet. Jeg står ved jeg er misundelig og endda mange gange i mit liv, når et vennepar skal 3 uger til Thailand i julen er jeg da drøn misundelig, jeg under dem turen men nøj hvor gad jeg godt det var mig.
Jeg har også været misundelig når folk blev gravide, når de naive kunne sætte et kryds i kalenderen og skrive terminsdag, når de kunne gå til en scanning med tanken om få kønnet at vide, når de kunne købe babytøj uden at tænke over om de fik det brugt, når de lægge planer i tiden efter baby var født, når de fik to piger, når.... Men det var jo fordi de netop fik det som jeg så som det bedste i hele verden, når de oplevede det fantastiske som jeg ikke skulle opleve - det var jo fordi de netop var blevet givet en gave. Om jeg undte dem den gave havde jo intet med de følelser at gøre - det handlede jo alene om mine ønsker for mig selv. Og ja så tænkte jeg også da de stod midt i paradis, kunne de vel rumme at jeg ikke ligefrem løbe rundt og var helt med i deres lykkerus.
Heldigvis har de omkring mig da sagtens kunne forstå at jeg både kunne være misundelig og unde dem lykken.
Og jeg kan også rumme at andre kan misunde mig men stadig unde mig - for jeg ser det ikke som at misundelse går hånd i hånd i med at ønske noget dårligt for andre, det er to forskellige følelser.
Og så må jeg lige sige, i hvert fald min mand har da indrømmet misundelse så nogen mænd kender også den følelse.
Jeg står ved at misundelse er en del af mig, jeg taler om den, kigger på den, griner af den eller græder med den. Men jeg rummer den, og netop ved at forstå (og det tog tid) at misundelse ikke gør mig til et slet menneske men blot er naturligt når man ønsker sig noget, ja så kunne jeg pludselig også bedre rumme andres lykke, for nu var det legalt for mig at sige: øv øv øv, jeg ville bare så gerne have det du har - og alle de gange jeg sagde det faldt jorden ikke sammen, de følte ikke jeg stjal noget af deres lykke, eller ikke undte dem glæden, men de forstod bare at jeg tillade det de fik en stor værdi og jeg var øv over jeg ikke fik det. Svært at forklare, men min glæde over min julegave bliver ikke mindre fordi du også gerne ville have min julegave - det viser blot du også ønsker dig en magen til og vi kan blive enige om det var en god gave. Jeg tillægger ikke din misundelse noget ondt, eller fordi du så ikke under mig gaven.
