Bare så ked af det

Hej 

for snart 5 mdr siden mistede jeg min lille søn, og jeg ønskede hurtigt at blev gravid igen, det blev jeg men aborterede  og så kunne jeg bare ikke mere og begyndte så på p-piller, jeg er lige startet men er så ked af det! 

Det passer fint vi venter i forhold til nmit studie.

men mit følses center er helt ødelagt! Jeg græder dagligt og når manden og jeg har sex, så kan jo kun tænke bagefter på at der jo ikke kommer nogen lille baby ud af det der 

jeg skriger virkelig efter en baby og tør ikke at blive gravid. 

Hvad skal jeg stille op? I må gerne komme med jeres mening, Men husk jeg er ekstrem såbar lige nu 

Søde dig. Hvor er det synd for dig

Jeg tænker, har du ikke fået tilbudt nogen at snakke med? Ellers kan du evt få hjælp gennem din læge. Tænker du har brug for at få styr på nogle af de mange tanker du går rundt med. 

Håber på alt det bedste for jer og sender et kæmpe kram 

Anonym skriver:

Hej 

for snart 5 mdr siden mistede jeg min lille søn, og jeg ønskede hurtigt at blev gravid igen, det blev jeg men aborterede  og så kunne jeg bare ikke mere og begyndte så på p-piller, jeg er lige startet men er så ked af det! 

Det passer fint vi venter i forhold til nmit studie.

men mit følses center er helt ødelagt! Jeg græder dagligt og når manden og jeg har sex, så kan jo kun tænke bagefter på at der jo ikke kommer nogen lille baby ud af det der 

jeg skriger virkelig efter en baby og tør ikke at blive gravid. 

Hvad skal jeg stille op? I må gerne komme med jeres mening, Men husk jeg er ekstrem såbar lige nu 

Org søde pus, har så forfærkelig ondt af dig, jeg forstår din smerte selvom jeg aldrig har prøvet at miste.

Synes virkelig du skulle tage dig en pause fra det hele, og prøve at tænke på noget andet.

det er klart det ødelægger dig når du ikk tænker på andet end håbet.

jeg ville sig læg p piller igen og prøv at nyde livet, det er så meget svære at blive gravid når man ikk tænker på andet.

sluk hjernen, nyd din mand og nyd jeres liv sammen, hav sex når i ønsker det og slap af omkring det.

Held og lykke og hvis du har brug for at snakke så skriv privat til mig har altid tid til en snak. 

Øv Er ked af det på dine/jeres vegne.

Tror du ikke du trænger til at komme lidt oven på inden i kaster jer ud i en ny omgang pb?

Tænker ift. netop din sårbarhed og HVIS der skulle ske noget ved en næste graviditet.

Og så alle hyggestunder med manden ikke KUN omhandler det. Så tænker jeg også det nok hurtigt bliver lidt træls.

Håber du snart er oven på igen, og pb lykkes.

Jeg tror at hele din krop skriger på en baby, fordi du jo blev mor, men du har ikke dit barn.. Derfor er det enormt vigtigt at du giver din krop og sind tid til at hele, så du er klar til også at være mor til barn du får på et tidspunkt.. Og at det ikke "bare" blir en erstatning for din dreng, som ikke er hos dig.. 

Men Gud hvor må det være hårdt.. Det er pisse uretfærdigt når sådan noget sker..

knus

Anonym skriver:

Hej 

for snart 5 mdr siden mistede jeg min lille søn, og jeg ønskede hurtigt at blev gravid igen, det blev jeg men aborterede  og så kunne jeg bare ikke mere og begyndte så på p-piller, jeg er lige startet men er så ked af det! 

Det passer fint vi venter i forhold til nmit studie.

men mit følses center er helt ødelagt! Jeg græder dagligt og når manden og jeg har sex, så kan jo kun tænke bagefter på at der jo ikke kommer nogen lille baby ud af det der 

jeg skriger virkelig efter en baby og tør ikke at blive gravid. 

Hvad skal jeg stille op? I må gerne komme med jeres mening, Men husk jeg er ekstrem såbar lige nu 

Hvor er det forfærdeligt at du mistede din søn  Jeg kan godt forstå det var et ekstra hårdt slag at du så også aborterede.

Jeg ved ikke helt om du spørger om vores mening? Måske synes jeg at det er fint nok at vente lidt med babyprojektet til du føler at du er kommet lidt ovenpå efter dit/dine tab. 

På den anden side så er det klart du stadig har ønsket om en baby og at du længes efter at få en. Hvad der er vigtigst for dig, at vente og bearbejde sorgen, eller at prøve at blive gravid, er jo kun dig der kan afgøre.

Hvis det er fordi du er bange for at noget skal gå galt i graviditeten, så har de i hvert fald i Århus et team af jordemødre for gravide der har mistet under eller efter graviditet. Det kam måske hjælpe når du bliver gravid igen..

Hej 

for snart 5 mdr siden mistede jeg min lille søn, og jeg ønskede hurtigt at blev gravid igen, det blev jeg men aborterede  og så kunne jeg bare ikke mere og begyndte så på p-piller, jeg er lige startet men er så ked af det! 

Det passer fint vi venter i forhold til nmit studie.

men mit følses center er helt ødelagt! Jeg græder dagligt og når manden og jeg har sex, så kan jo kun tænke bagefter på at der jo ikke kommer nogen lille baby ud af det der 

jeg skriger virkelig efter en baby og tør ikke at blive gravid. 

Hvad skal jeg stille op? I må gerne komme med jeres mening, Men husk jeg er ekstrem såbar lige nu 

Da vi mistede Lia skreg alt inde i mig efter en baby, ja der var faktisk en løbeseddel på ekstra bladet den morgen jeg forlod hospitalet uden Lia om et lille hittebarn - jeg kunne have taget det barn, for jeg havde så meget kærlighed uden mål, jeg havde så meget omsorg uden en baby, jeg havde så forfærdeligt tomme arme og det eneste der kunne fylde dem ud var en baby...

Jeg skal ikke råde dig, for svarene om hvad I skal findes kun hos dig og din mand, men jeg kan fortælle om mine tanker om hvad jeg gjorde.

Men først vil jeg sige, der er kun gået 5 mnd siden du mistede din søn, selvsagt græder du dagligt, selvsagt har du det skidt - og det er okay at have det skidt, det er okay at mangle ham helt ind i hver fiber af din krop. Lige om lidt er det 8 år siden jeg mistede min datter, jeg græder ikke hver dag, men jeg græder også på dumme tidspunkter, jeg smiler, griner og er alt i alt lykkelig men jeg mangler hen de stadig med hver fiber af min krop - hver fiber gør bare ikke fysisk ondt mere som de gjorde det første år, nu er det mere end velkendt følelse som paradoksalt nok også er rar for der i manglen er jeg mor til min datter.

Så med hensyn til graviditet. Jeg overvejede en del om jeg turde igen, turde tage løbe den risiko for at miste igen, for at stå midt i helvede igen og ikke bare for mig selv men også for min store datter. Men jeg kom frem til det var endnu mere skræmmende ikke at prøve igen, jeg turde ikke stoppe med et dødt barn, jeg turde ikke forsøge at gribe lykken igen, for jeg var ikke i tvivl om lykken alene fandtes ved endnu et levende barn i mine arme igen. Jeg var "heldig" blev hurtig åt gravid og det gik godt (altså fysisk) og 11 mnd efter min datters fødselsdag sagde vi goddag til hendes lillebror - jeg ville lyve hvis jeg sagde det var en dans på roser at være gravid, at føde, at blive mor igen - men det var en del af en helingsproces som jeg tror for mit vedkommende blev speedet op grundet graviditeten. 

Af de jeg kender der har mistet har de fleste fået et barn relativt hurtigt efter, og nogen få har ventet bevidst og andre har måtte vente. Intet er rigtigt eller forkert, men kan kun bestemmes i det enkelte forhold - hvad føles rigtigt? Og ja du og jeg ved det er en risiko at blive gravid, en risiko for at ende i helvedes forgård følelsesmæssigt, en risiko for at miste, en risiko for at blive væltet så man måske aldrig kan rejse sig. Men spørgsmålet er om det er risikoen værd, og om man ved at vente kan blive stærkere til at klare det både selve graviditeten og hvis det som ikke må ske sker igen - personligt tror jeg graviditet bliver hård uafhængigt af tiden der går inden det sker, for man har desværre lært den sorte side at kende...

og her til sidst kan jeg kun skrive du er velkommen til at skrive 

tak for jeres svar alle sammen.

"problemet" er jeg simpelthen ikke kan klarer flere udfordringer pt, min psyke er for skrøbelig, hvis jeg får en sa igen. eller der opstår komblikationer i en graviditet tror jeg ikke jeg kan bærer det

jeg har 2 for tidlige fødsler i bagaen (uge 32 og 29, den yngeste er født i uge 29, og gik bort 4 dage gammel) så der er stor risiko for jeg føder for tidligt igen, og jeg vil blive fulgt skarpt, hvilket er en kæmpe stress faktorer, det er selfølgelig dejligt de er obs, men det minder også mig om det ikke bare er en lykkelig sitation, der mange risikoer, og jeg føler jeg fejler som kvinde, altså for satan vi er jo skabt til at være gravide i 9 mdr, og føde, men det kan jeg åbenbart ikke finde ud af

næste graviditet byde også  på mange scanninger af moderkagen da den rev sig løs sidste gang (ren løsning på elleve cm, frygteligt smertehelvede, jeg ikke ønsker for min værste fjende), progesteron og ceklage grundet de tidligere fødsler og fordi jeg afkorter hurigt min livmoderhals (uge 27 første gang, uge 23 anden gang)

samtidig er jeg dybt traumatiseret over mit aks og jeg har  maridt om det flere gange om ugen, og bliver jeg gravid nu, vil jeg blive råddet til ks, og det tør jeg bare ikke igen

men så kommer det der men, jeg ønsker mig så meget en lillebror eller søster til mine 2 unger, jeg skriger virkelig efter en lille baby, økonomien er god, vi har plads i vores nuværende bolig osv osv. sså alt ydre er på plads, jeg kan og tør bare ikke at blive gravid nu og samtidig ønsker jeg det af hele mit hjerte.

det hele her lyder meget modsigende og det er det også, og derfor er jeg så ked af det  jeg kan slet ikke finde ud af mig selv, og får tåre i øjnene/græder hver morgen jeg skal tage min p-pille og ser babyer over alt.

lineog4 skriver:

Da vi mistede Lia skreg alt inde i mig efter en baby, ja der var faktisk en løbeseddel på ekstra bladet den morgen jeg forlod hospitalet uden Lia om et lille hittebarn - jeg kunne have taget det barn, for jeg havde så meget kærlighed uden mål, jeg havde så meget omsorg uden en baby, jeg havde så forfærdeligt tomme arme og det eneste der kunne fylde dem ud var en baby...

Jeg skal ikke råde dig, for svarene om hvad I skal findes kun hos dig og din mand, men jeg kan fortælle om mine tanker om hvad jeg gjorde.

Men først vil jeg sige, der er kun gået 5 mnd siden du mistede din søn, selvsagt græder du dagligt, selvsagt har du det skidt - og det er okay at have det skidt, det er okay at mangle ham helt ind i hver fiber af din krop. Lige om lidt er det 8 år siden jeg mistede min datter, jeg græder ikke hver dag, men jeg græder også på dumme tidspunkter, jeg smiler, griner og er alt i alt lykkelig men jeg mangler hen de stadig med hver fiber af min krop - hver fiber gør bare ikke fysisk ondt mere som de gjorde det første år, nu er det mere end velkendt følelse som paradoksalt nok også er rar for der i manglen er jeg mor til min datter.

Så med hensyn til graviditet. Jeg overvejede en del om jeg turde igen, turde tage løbe den risiko for at miste igen, for at stå midt i helvede igen og ikke bare for mig selv men også for min store datter. Men jeg kom frem til det var endnu mere skræmmende ikke at prøve igen, jeg turde ikke stoppe med et dødt barn, jeg turde ikke forsøge at gribe lykken igen, for jeg var ikke i tvivl om lykken alene fandtes ved endnu et levende barn i mine arme igen. Jeg var "heldig" blev hurtig åt gravid og det gik godt (altså fysisk) og 11 mnd efter min datters fødselsdag sagde vi goddag til hendes lillebror - jeg ville lyve hvis jeg sagde det var en dans på roser at være gravid, at føde, at blive mor igen - men det var en del af en helingsproces som jeg tror for mit vedkommende blev speedet op grundet graviditeten. 

Af de jeg kender der har mistet har de fleste fået et barn relativt hurtigt efter, og nogen få har ventet bevidst og andre har måtte vente. Intet er rigtigt eller forkert, men kan kun bestemmes i det enkelte forhold - hvad føles rigtigt? Og ja du og jeg ved det er en risiko at blive gravid, en risiko for at ende i helvedes forgård følelsesmæssigt, en risiko for at miste, en risiko for at blive væltet så man måske aldrig kan rejse sig. Men spørgsmålet er om det er risikoen værd, og om man ved at vente kan blive stærkere til at klare det både selve graviditeten og hvis det som ikke må ske sker igen - personligt tror jeg graviditet bliver hård uafhængigt af tiden der går inden det sker, for man har desværre lært den sorte side at kende...

og her til sidst kan jeg kun skrive du er velkommen til at skrive 

mange tak for dit svar, du rammer hovedet på sømmen.

jeg har skrevet at svar, lige efter dit indlæg der udyber lidt.

kan godt være jeg skriver på et tidspunkt mange tak

opper den lige engang.