Jeg KAN ikke mere (TS barn udsat for overgreb)

put skriver:

Hvordan går det med dig og din datter nu TS? Er der sket noget nyt siden sidst? 

Det går godt med min datter, jeg tror hun har en oplevelse af at "det er overstået nu" - vi kommer fortsat i Børnehuset til psykolog-vurderinger, men det forbinder hun helt sikkert med en positiv oplevelse. Hun er i hvert fald evigt glad når hun skal der over en tur.

Sidst vi var der var i onsdags, vi snakkede tirsdag aften om at vi skulle i børnehuset den næste dag.

"Men der er jo ikke mere jeg må fortælle dem, mor" 

Hæftede mig ved hendes "MÅ fortælle dem" og spurgte ind til det.

Hun fortalte videre at farfar havde fortalt hende at nu måtte hun ikke sige mere til dem ovre i børnehuset.

Bonus-info!: jeg ved fra hendes far at de i sidste weekend var hjemme på farfar og farmors adresse for at besøge dem.

Fuldstændig uansvarligt, når vi har aftalt at vi skal skærme hende fra de ubehagelige oplevelser hun har haft.

JEG - helt personligt, har svært ved at blive ved med IKKE at give op og bare sige "nå ja pyt" og det skal IKKE forståes som at jeg er ligeglad, for det er jeg ikke. Men pt kæmper jeg en ulige kamp og alene tanken om at jeg måske "har tolket min datter forkert" ligger så langt fra mig.

Jeg tror fuldt og fast på at der er sket ét eller andet.

Psykisk som fysisk overgreb..

Anonym skriver:

Det går godt med min datter, jeg tror hun har en oplevelse af at "det er overstået nu" - vi kommer fortsat i Børnehuset til psykolog-vurderinger, men det forbinder hun helt sikkert med en positiv oplevelse. Hun er i hvert fald evigt glad når hun skal der over en tur.

Sidst vi var der var i onsdags, vi snakkede tirsdag aften om at vi skulle i børnehuset den næste dag.

"Men der er jo ikke mere jeg må fortælle dem, mor" 

Hæftede mig ved hendes "MÅ fortælle dem" og spurgte ind til det.

Hun fortalte videre at farfar havde fortalt hende at nu måtte hun ikke sige mere til dem ovre i børnehuset.

 

Bonus-info!: jeg ved fra hendes far at de i sidste weekend var hjemme på farfar og farmors adresse for at besøge dem.

Fuldstændig uansvarligt, når vi har aftalt at vi skal skærme hende fra de ubehagelige oplevelser hun har haft.

JEG - helt personligt, har svært ved at blive ved med IKKE at give op og bare sige "nå ja pyt" og det skal IKKE forståes som at jeg er ligeglad, for det er jeg ikke. Men pt kæmper jeg en ulige kamp og alene tanken om at jeg måske "har tolket min datter forkert" ligger så langt fra mig.

Jeg tror fuldt og fast på at der er sket ét eller andet.

Psykisk som fysisk overgreb..

Puha jeg bliver helt gal ved tanken om at han har besøgt farfar og farmor med jeres datter!! Hvor er det langt ude at han ikke lytter til det jeres datter fortæller jer. Og hvorfor siger farfar mon det til hende?! jeg håber du også selv er okay? Og at alt dette snart er overstået.

Jeg kender dig ikke, men din historie har rørt mig dybt og jeg tænker ofte på hvordan det mon går med jer. 

Mange gode tanker herfra 

Anonym skriver:

Det går godt med min datter, jeg tror hun har en oplevelse af at "det er overstået nu" - vi kommer fortsat i Børnehuset til psykolog-vurderinger, men det forbinder hun helt sikkert med en positiv oplevelse. Hun er i hvert fald evigt glad når hun skal der over en tur.

Sidst vi var der var i onsdags, vi snakkede tirsdag aften om at vi skulle i børnehuset den næste dag.

"Men der er jo ikke mere jeg må fortælle dem, mor" 

Hæftede mig ved hendes "MÅ fortælle dem" og spurgte ind til det.

Hun fortalte videre at farfar havde fortalt hende at nu måtte hun ikke sige mere til dem ovre i børnehuset.

 

Bonus-info!: jeg ved fra hendes far at de i sidste weekend var hjemme på farfar og farmors adresse for at besøge dem.

Fuldstændig uansvarligt, når vi har aftalt at vi skal skærme hende fra de ubehagelige oplevelser hun har haft.

JEG - helt personligt, har svært ved at blive ved med IKKE at give op og bare sige "nå ja pyt" og det skal IKKE forståes som at jeg er ligeglad, for det er jeg ikke. Men pt kæmper jeg en ulige kamp og alene tanken om at jeg måske "har tolket min datter forkert" ligger så langt fra mig.

Jeg tror fuldt og fast på at der er sket ét eller andet.

Psykisk som fysisk overgreb..

Jeg misforstår dig ikke, og jeg kan virkelig godt forstå at du er nået der til at du har 'lyst' til at sige: Nå pyt. Det er der jo også 1000-vis af mødre der har gjort før dig op gennem historien. Jeg tror der ligger et umenneskeligt stort pres på dig, og jeg kan godt forstå at det er svært at blive ved med at modstå det pres!!!

Jeg ville ønske at jeg kunne sende dig et par krykker (i overført betydning) for det tror jeg du trænger til. Noget at støtte dig til, og om kan holde til at du lægger hele din vægt på.

Sender dig masser af positive tanker og styrke!

Jeg kan slet ikke begynde at forstå, hvad du må føle. Derfor har jeg heller ikke skrevet her i tråden før nu. Men nu kan jeg ikke mere undlade at sende dig min dybeste sympati og fortælle dig, jeg beundrer den måde, du tackler det her på!

Du tænker på dit barns ve og vel og klarer det uden at flippe ud. Det er simpelthen fantastisk. Hvor er hun heldig, hun har en mor som dig.

Også at du ikke kaster dig over hendes farfar og flår håret af ham. Det ville jeg have svært ved ikke at gøre. Og det ville naturligvis være det dummeste nogensinde, for så ville jeg bare ryge i fængsel og min datter ville mangle mig. Respekt for din kæmpe selvkontrol og et STORT knus herfra!

put skriver:

Puha jeg bliver helt gal ved tanken om at han har besøgt farfar og farmor med jeres datter!! Hvor er det langt ude at han ikke lytter til det jeres datter fortæller jer. Og hvorfor siger farfar mon det til hende?! jeg håber du også selv er okay? Og at alt dette snart er overstået.

Jeg kender dig ikke, men din historie har rørt mig dybt og jeg tænker ofte på hvordan det mon går med jer. 

Mange gode tanker herfra 

Tak 

Jeg er okay, nogle dage. Andre dage er et helvede.

Overfor andre menensker og min datter har tålmodigheden set bedre dage, men jeg prøver virkelig ikke at lade det påvirke for mange personer.

Der er ingen tvivl om - som så mange andre skriver, så er man som menneske tilbøjelig til at FLIPPE ud på et tidspunkt. Og det her "flippen ud" er jo ganske enkelt blot for at få luft.

Det er super svært at "få tid til sig selv" - blot for at lyde super egoistisk.

Arbejder 7.10 - 15.30

Inden og efter arbejde henter jeg min datter, så skal der laves mad, vaskes tøj og alle de andre ting - og jeg ved da godt at det er det samme i alle andre familier - og at det ikke er værre for mig end for andre single-forældre, men jeg har bare ikke ro når jeg så "endelig" har en "fri-weekend".

Så går mine tanker til hende - det er pisse svært.

Man kommer let til at lyde ynkelig, men jeg håber at billedet af mig gennem tråden er et helt andet. For jeg er ikke ynkelig - det synes jeg i hvert fald ikke 

Mumto3 skriver:

Jeg misforstår dig ikke, og jeg kan virkelig godt forstå at du er nået der til at du har 'lyst' til at sige: Nå pyt. Det er der jo også 1000-vis af mødre der har gjort før dig op gennem historien. Jeg tror der ligger et umenneskeligt stort pres på dig, og jeg kan godt forstå at det er svært at blive ved med at modstå det pres!!!

Jeg ville ønske at jeg kunne sende dig et par krykker (i overført betydning) for det tror jeg du trænger til. Noget at støtte dig til, og om kan holde til at du lægger hele din vægt på.

Sender dig masser af positive tanker og styrke!

Tusind tak for din besked - det varmer.

Og du rammer plet, for det JEG har behov for er en jeg kan ligge HELE min vægt over på og bare hvile i det - bare et minut eller to. Så det er bestemt godt beskrevet 

BSB skriver:

Jeg kan slet ikke begynde at forstå, hvad du må føle. Derfor har jeg heller ikke skrevet her i tråden før nu. Men nu kan jeg ikke mere undlade at sende dig min dybeste sympati og fortælle dig, jeg beundrer den måde, du tackler det her på!

Du tænker på dit barns ve og vel og klarer det uden at flippe ud. Det er simpelthen fantastisk. Hvor er hun heldig, hun har en mor som dig.

Også at du ikke kaster dig over hendes farfar og flår håret af ham. Det ville jeg have svært ved ikke at gøre. Og det ville naturligvis være det dummeste nogensinde, for så ville jeg bare ryge i fængsel og min datter ville mangle mig. Respekt for din kæmpe selvkontrol og et STORT knus herfra!

Mange tak for beskeden, det gør mig glad at det ikke kun er mig der har svært ved at sætte ord på de her følelser.

Jeg er ikke sådan et menneske der ikke FLIPPER UD  

Jeg er bare sådan et menneske der gør det i det stille, for tro mig jeg har også lyst til at hive håret af farfar  ..

Krammer.