Jeg KAN ikke mere (TS barn udsat for overgreb)

Hej allesammen, og tak for al jeres støtte i min tidligere tråd.

Opretter en ny - jeg synes det blev lidt uoverskueligt på den anden, og egentlig har jeg brug for at lave en tråd som omhandler mig og mine frustrationer og ikke paragraffer eller lign, håber det er ok.

Imorgen skal min datters far og jeg mødes i statsforvaltningen - det er her jeg har søgt om at få ændret samværet mellem ham og vores fælles pige.

Jeg er SÅ nervøs - jeg ved at jeg har en god sag, men jeg har ondt i maven over at ham og jeg ikke har talt sammen om det der er sket den sidste halvanden måned.

Jeg ANER ikke hvor meget han ved, det er en vanvittig følelse ikke at vide hvad man skal gøre af sig selv.

Jeg føler mig ensom, alene og forladt - hvor ynkeligt egentlig 

Personligt er der sket meget for mig den sidste uges tid.

Som nogle af jer måske læste i min tidligere tråd kunne min partner ikke rigtig finde ud af at være der for mig - måske fordi det var svært for ham, en slags berørelsesangst.
Vi fik i hvert fald snakket om det - blev enige om at prøve bare at være kærester. Jeg kunne bare ikke mærke ham - overhovedet. Nok både fordi jeg skubbede ham væk fordi der ikke var plads i min krop til at han MULIGVIS ville skuffe mig igen, og fordi han bare er rigtig dårlig til at priotere mig frem for andre ting (de som ikke er sådan vanvittig vigtige)
Jeg sagde til ham ud af det blå en dag vi var hjemme at besøge ham: "vi kommer ikke igen" - det føltes så rigtigt i min krop at få det sagt. Der var ingen reaktion og siden har jeg ikke hørt fra ham.

Jeg har valgt at lukke ham totalt ude.

Jeg ved ikke hvad jeg vil med det her - jeg har bare virkelig brug for at kaste op ud over det hele (ikke bogstaveligt talt) - men HVIS nogle skulle have lyst til at ligge øre til i et opkald og mener at de kan rumme det, så sig lige til - jeg har VIRKELIG brug for at snakke. Og hey, nu benytter jeg mig virkelig af at det tilbud kom i den tidligere tråd.

UNDSKYLD det blev så langt - og tak fordi du læste med.

Krammer.

Anonym skriver:

Hej allesammen, og tak for al jeres støtte i min tidligere tråd.

Opretter en ny - jeg synes det blev lidt uoverskueligt på den anden, og egentlig har jeg brug for at lave en tråd som omhandler mig og mine frustrationer og ikke paragraffer eller lign, håber det er ok.

Imorgen skal min datters far og jeg mødes i statsforvaltningen - det er her jeg har søgt om at få ændret samværet mellem ham og vores fælles pige.

Jeg er SÅ nervøs - jeg ved at jeg har en god sag, men jeg har ondt i maven over at ham og jeg ikke har talt sammen om det der er sket den sidste halvanden måned.

Jeg ANER ikke hvor meget han ved, det er en vanvittig følelse ikke at vide hvad man skal gøre af sig selv.

Jeg føler mig ensom, alene og forladt - hvor ynkeligt egentlig 

Personligt er der sket meget for mig den sidste uges tid.

Som nogle af jer måske læste i min tidligere tråd kunne min partner ikke rigtig finde ud af at være der for mig - måske fordi det var svært for ham, en slags berørelsesangst.
Vi fik i hvert fald snakket om det - blev enige om at prøve bare at være kærester. Jeg kunne bare ikke mærke ham - overhovedet. Nok både fordi jeg skubbede ham væk fordi der ikke var plads i min krop til at han MULIGVIS ville skuffe mig igen, og fordi han bare er rigtig dårlig til at priotere mig frem for andre ting (de som ikke er sådan vanvittig vigtige)
Jeg sagde til ham ud af det blå en dag vi var hjemme at besøge ham: "vi kommer ikke igen" - det føltes så rigtigt i min krop at få det sagt. Der var ingen reaktion og siden har jeg ikke hørt fra ham.

Jeg har valgt at lukke ham totalt ude.

Jeg ved ikke hvad jeg vil med det her - jeg har bare virkelig brug for at kaste op ud over det hele (ikke bogstaveligt talt) - men HVIS nogle skulle have lyst til at ligge øre til i et opkald og mener at de kan rumme det, så sig lige til - jeg har VIRKELIG brug for at snakke. Og hey, nu benytter jeg mig virkelig af at det tilbud kom i den tidligere tråd.

UNDSKYLD det blev så langt - og tak fordi du læste med.

Krammer.

Jeg ville ønske at jeg var i Danmark, for så måtte du helt sikkert gerne ringe til mig. 

Du har en styrke der bare er så SUPER fantastisk. En lille bange pige kunne ikke ønske sig en bedre mor.

Jeg ved at du ikke er alene, vi herinde er her allesammen for dig.

Det er overhovedet ikke ynkeligt at føle sådan, kæmpe kram til dig og jeg håber på det bedste for jer 

Anonym skriver:

Hej allesammen, og tak for al jeres støtte i min tidligere tråd.

Opretter en ny - jeg synes det blev lidt uoverskueligt på den anden, og egentlig har jeg brug for at lave en tråd som omhandler mig og mine frustrationer og ikke paragraffer eller lign, håber det er ok.

Imorgen skal min datters far og jeg mødes i statsforvaltningen - det er her jeg har søgt om at få ændret samværet mellem ham og vores fælles pige.

Jeg er SÅ nervøs - jeg ved at jeg har en god sag, men jeg har ondt i maven over at ham og jeg ikke har talt sammen om det der er sket den sidste halvanden måned.

Jeg ANER ikke hvor meget han ved, det er en vanvittig følelse ikke at vide hvad man skal gøre af sig selv.

Jeg føler mig ensom, alene og forladt - hvor ynkeligt egentlig 

Personligt er der sket meget for mig den sidste uges tid.

Som nogle af jer måske læste i min tidligere tråd kunne min partner ikke rigtig finde ud af at være der for mig - måske fordi det var svært for ham, en slags berørelsesangst.
Vi fik i hvert fald snakket om det - blev enige om at prøve bare at være kærester. Jeg kunne bare ikke mærke ham - overhovedet. Nok både fordi jeg skubbede ham væk fordi der ikke var plads i min krop til at han MULIGVIS ville skuffe mig igen, og fordi han bare er rigtig dårlig til at priotere mig frem for andre ting (de som ikke er sådan vanvittig vigtige)
Jeg sagde til ham ud af det blå en dag vi var hjemme at besøge ham: "vi kommer ikke igen" - det føltes så rigtigt i min krop at få det sagt. Der var ingen reaktion og siden har jeg ikke hørt fra ham.

Jeg har valgt at lukke ham totalt ude.

Jeg ved ikke hvad jeg vil med det her - jeg har bare virkelig brug for at kaste op ud over det hele (ikke bogstaveligt talt) - men HVIS nogle skulle have lyst til at ligge øre til i et opkald og mener at de kan rumme det, så sig lige til - jeg har VIRKELIG brug for at snakke. Og hey, nu benytter jeg mig virkelig af at det tilbud kom i den tidligere tråd.

UNDSKYLD det blev så langt - og tak fordi du læste med.

Krammer.

Jeg har fulgt med i din tidligere tråd fra sidelinien, og jeg blev dybt berørt. Jeg synes det lyder som om at du har gjort alt hvad du overhovedet kunne for at hjælpe din datter. Det lyder som om at du er en rigtig stærk kvinde, men du skal huske også at passe på dig selv og give dig selv lov til at være ked af det og gal! Jeg vil meget gerne lytte til dig hvis du har brug for det. kram og tanker herfra 

 du kan sagtens ringe til mig...  

jeg går alligevel her hjemme og bager rugbrød og vasker tøj og pakker flytte kasser... og kan sagtens rumme et opkald også  

put skriver:

Jeg har fulgt med i din tidligere tråd fra sidelinien, og jeg blev dybt berørt. Jeg synes det lyder som om at du har gjort alt hvad du overhovedet kunne for at hjælpe din datter. Det lyder som om at du er en rigtig stærk kvinde, men du skal huske også at passe på dig selv og give dig selv lov til at være ked af det og gal! Jeg vil meget gerne lytte til dig hvis du har brug for det. kram og tanker herfra 

Det er bare SÅ forfærdelig at føle sig utilstrækkelig lige pludselig 

Jeg har også læst med og vil meget gerne lytte hvis du har brug for det.

Du kan bare sende dit nr, så vil jeg gerne ringe dig op ��

Helt seriøst Hatten af for dig! Du er simpelthen noget af det sejeste.. At du kæmper for din datter og er SÅ stærk over for hende. At du ønsker kontakten mellem dig og faren skal være god (eller i det mindste gerne vil ha respons fra ham) og at du gør alt hvad du kan for at din datter skal have det godt og behageligt OG at du så samtidig mærker dit behov for at få det hele ud - mega fucking sejt! Du er absolut ikke ynkelig. Du har alle kort på din hånd og du taler din datters sag som en 110% værdig mor bør gøre 

Jeg synes virkelig det er dejligt at læse at du også tænker på dig selv og mærker at du har brug for at få snakket. Om det så er nogen udefra eller ej. Thumbs up! 

Lige nu har jeg selv alt for meget (privat) om ørerne til at rumme mere, men ønsker dig og din datter alt det bedste på jeres vej.  

Anonym skriver:

Hej allesammen, og tak for al jeres støtte i min tidligere tråd.

Opretter en ny - jeg synes det blev lidt uoverskueligt på den anden, og egentlig har jeg brug for at lave en tråd som omhandler mig og mine frustrationer og ikke paragraffer eller lign, håber det er ok.

Imorgen skal min datters far og jeg mødes i statsforvaltningen - det er her jeg har søgt om at få ændret samværet mellem ham og vores fælles pige.

Jeg er SÅ nervøs - jeg ved at jeg har en god sag, men jeg har ondt i maven over at ham og jeg ikke har talt sammen om det der er sket den sidste halvanden måned.

Jeg ANER ikke hvor meget han ved, det er en vanvittig følelse ikke at vide hvad man skal gøre af sig selv.

Jeg føler mig ensom, alene og forladt - hvor ynkeligt egentlig 

Personligt er der sket meget for mig den sidste uges tid.

Som nogle af jer måske læste i min tidligere tråd kunne min partner ikke rigtig finde ud af at være der for mig - måske fordi det var svært for ham, en slags berørelsesangst.
Vi fik i hvert fald snakket om det - blev enige om at prøve bare at være kærester. Jeg kunne bare ikke mærke ham - overhovedet. Nok både fordi jeg skubbede ham væk fordi der ikke var plads i min krop til at han MULIGVIS ville skuffe mig igen, og fordi han bare er rigtig dårlig til at priotere mig frem for andre ting (de som ikke er sådan vanvittig vigtige)
Jeg sagde til ham ud af det blå en dag vi var hjemme at besøge ham: "vi kommer ikke igen" - det føltes så rigtigt i min krop at få det sagt. Der var ingen reaktion og siden har jeg ikke hørt fra ham.

Jeg har valgt at lukke ham totalt ude.

Jeg ved ikke hvad jeg vil med det her - jeg har bare virkelig brug for at kaste op ud over det hele (ikke bogstaveligt talt) - men HVIS nogle skulle have lyst til at ligge øre til i et opkald og mener at de kan rumme det, så sig lige til - jeg har VIRKELIG brug for at snakke. Og hey, nu benytter jeg mig virkelig af at det tilbud kom i den tidligere tråd.

UNDSKYLD det blev så langt - og tak fordi du læste med.

Krammer.

Smid mig en pb. så får du mit nummer, jeg har selv været udsat for incest som barn og jeg kender alt til de frustrationer der følger med.

ingen skal gå alene med så store og uoverskuelige følelser.

rigtig mange

herfra

Mimic skriver:

Smid mig en pb. så får du mit nummer, jeg har selv været udsat for incest som barn og jeg kender alt til de frustrationer der følger med.

ingen skal gå alene med så store og uoverskuelige følelser.

 

rigtig mange

 

herfra

Fristes til at sige "fantastisk" - det er selvfølgelig ikke sådan ment.
Men det vil uden tvivl være fantastisk for mig at tale med en som har været udsat for det - jeg sender dig en pb.
Har du tid til at tale i aften engang?