Det er IKKE synd for mig!

Jeanne skriver:

Du har ret - det er ikke synd for dig  Ja, de siger det i god mening, og næste gang det bliver sagt, så spørg dem lige "hvorfor"?  Det er dejligt at være sammen med sine børn, og det er faktisk mere synd for din mand, at han ikke oplever dem på samme måde som dig!  

Prøv at forklare ham hvad du lige har skrevet her, at du føler de tvivler på dine evner som mor, når det nu er så synd for dig  

Kan da lige uopfordret fortælle en lille historie herfra - min mand var ikke alene med sit barn de første 2,5 år, for han kunne ikke overskue det. Det printe ham mere end mig, for jeg var meget sammen med sønnen. Og lige inden sommerferien, brokkede jeg mig over at jeg ikke ville få så meget tid sammen med sønnen, når nu han skal i skole til 14.45. Responsen på det fra en anden mor var, at jeg skulle få klippet navnlestrengen. Det er åbenbart synd for mit barn, at jeg gerne vil være sammen med ham 

Så der er mennesker, det ikke ved hvad de går glip af 

Tak for det gode svar!

Og netop, folk ved ikke hvad de går glip af. Jeg synes det er dejligt, at børnene og jeg har så nært et bånd, netop fordi vi er så meget sammen som vi er (må hellere sige, at det ikke er fordi jeg siger, at man ikke kan have et nært bånd hvis begge forældre arbejder meget)

Anonym skriver:

Jeg spørger nu heller ikke som sådan om det er synd for mig, for jeg giver ret klart udtryk for, at jeg IKKE synes det er synd for mig. Det jeg sådan stille en undren op over er at  andre synes det er synd, for det synes jeg nu altså er lidt spøjst Det går da fint, synes jeg. 

Jeg skriver heller ikk at du spørger om det er synd for dig... Jeg skriver bare at det ikk er synd for dig 

Anonym skriver:

Arrrj mand jeg synes det begynder at blive irriterende! Jeg ved godt at folk siger det 100% af venlighed og ikke i ond mening, så det er jo ikke sådan, det er bare de tanker der må ligge bag.

Har to små dejlige unger. Har også mand. Men min bedre halvdel er ofte først hjemme kl. 17, hvor jeg så har børnene alene fra kl. 15. Eller har ekstra overarbejde, ting han skal om aftenen osv. Så jeg er alene med børnene med jævne mellemrum, hvor det så er mega sjældent han har dem alene. Når han har, prøver han altid at finde ud af de kan tage ned til hans forældre

Nå, men hver gang jeg skal være alene med børnene oplever jeg, at familien giver udtryk for at "det er synd for mig". Fx hvis min mor har været på besøg og tager tidligt hjem, så jeg har alenetid med børnene "Ej, jeg har helt dårlig samvittighed, synes det er synd du skal stå med det hele alene". Det samme med svigerne "Ej, det er også synd du skal putte dem helt alene", og selv min kæreste/faderen gjorde det i dag.

Han kommer ned i stuen og siger "Skat! Vi har et KÆMPE problem! På onsdag skal jeg møde VIRKELIG tidligt, altså jeg skal faktisk møde kl. 6! Så jeg er mega tidligt afsted, så du skal være alene med børnene og gøre dem klar. Det er noget lort, hvordan løser vi det her?"

Arh men slap nu af altså! Jeg kiggede bare på ham og sagde: "Hvorfor i alverden er det et kæmpe problem? Vi smører da bare madpakker aftenen inden og lægger tøj frem, så er det da ikke noget problem!"

Jeg forstår ikke hvorfor folk hele tiden synes det er synd for mig eller et problem for mig at skulle være alene med mine børn. Jeg brokker mig aldrig over den alenetid, faktisk synes jeg nogen gange det er nemmere når vi bare er os tre, så vi kan gøre det efter de faste rutiner vi tre har skabt. Og jeg har generelt styr på tingene som mor, så jeg synes altså ikke jeg udstråler at jeg har brug for ekstra hjælp og ikke kan håndtere det = synd for mig.

Er jeg den eneste der oplever det? Jeg ved godt det bare er af venlighed det bliver sagt, for self. kan det være hårdt at stå alene med to børn under 3, men så er det altså heller ikke værre! Selvom det ikke er sagt i ond mening, begynder jeg faktisk på en måde at føle det sådan lidt nedværdigende når det bliver sagt så tit. Altså  jeg kommer til at føle, at de ikke tror jeg har styr på det, selvom jeg aldrig har givet udtryk for eller udstrålet anderledes.

Jeg tror at de reagerer sådan fordi de ville synes det var synd for dem selv hvis de stod i samme situation. JEG ville synes det var synd for mig (og mine børn) hvis jeg stod i den situation.

Så de prøver nok bare at være empatiske og yde lidt mental støtte.

modesty skriver:

Jeg tror at de reagerer sådan fordi de ville synes det var synd for dem selv hvis de stod i samme situation. JEG ville synes det var synd for mig (og mine børn) hvis jeg stod i den situation.

Så de prøver nok bare at være empatiske og yde lidt mental støtte.

Det tror jeg helt sikkert du har ret i, og jeg ved jo også godt det ikke er nedsættende ment, det giver bare sådan en træls følelse, når jeg jo egentlig ikke selv synes det er synd som sådan  

Nej det er ikke synd, men bare anerkendelsen af, at det er "hårdt arbejde" at stå med putning, mad, trætte børn, osv. synes jeg er dejlig. Respekten for den arbejdsindsats man trods alt ligger i at være en god mor, synes jeg er rar. Og det udtrykker folk ofte ved at sige, at det er "synd for mig, jeg står med det selv nogle gange". Og ja - det er bare federe at være to om tjansen. Både for mig og for ungerne 

Nej det er ikke synd for os, der har det sådan.

Min mand er fabrikschef og arbejder tidligt og længe. Det er mig, der står for hus, mad, handlen, tøj, aftaler osv osv. Ja nok nemmere at fortælle, hvad manden reelt laver... Han klipper hæk, står for vores biler også prioritere han højt at tage med vores drenge til fodboldkampe. 

Vores drenge er nu 10, 15 og 16 år.

Men det er jo et liv vi har valgt sammen.

Mine forældre har før udvist at det vel nok er synd eller ''forkert'' som vi deles om opgaverne. Men sådan har vi valgt det. Vi kan jo godt lide udfaldet på kontoen hver måned. Min mand rejser også en del gange om året. Fra få dage til et par uger af gangen. Og det gør ikke noget. Keder mig aldrig og nyder min alenetid. Og når manden så kommer hjem og vi krammer, er det jo bare sådan der, det skal være...  

Nu er jeg kommet på fuldtid og der skal rettes lidt til i gøremålene og det klarer vi da også...