Det er IKKE synd for mig!

Arrrj mand jeg synes det begynder at blive irriterende! Jeg ved godt at folk siger det 100% af venlighed og ikke i ond mening, så det er jo ikke sådan, det er bare de tanker der må ligge bag.

Har to små dejlige unger. Har også mand. Men min bedre halvdel er ofte først hjemme kl. 17, hvor jeg så har børnene alene fra kl. 15. Eller har ekstra overarbejde, ting han skal om aftenen osv. Så jeg er alene med børnene med jævne mellemrum, hvor det så er mega sjældent han har dem alene. Når han har, prøver han altid at finde ud af de kan tage ned til hans forældre

Nå, men hver gang jeg skal være alene med børnene oplever jeg, at familien giver udtryk for at "det er synd for mig". Fx hvis min mor har været på besøg og tager tidligt hjem, så jeg har alenetid med børnene "Ej, jeg har helt dårlig samvittighed, synes det er synd du skal stå med det hele alene". Det samme med svigerne "Ej, det er også synd du skal putte dem helt alene", og selv min kæreste/faderen gjorde det i dag.

Han kommer ned i stuen og siger "Skat! Vi har et KÆMPE problem! På onsdag skal jeg møde VIRKELIG tidligt, altså jeg skal faktisk møde kl. 6! Så jeg er mega tidligt afsted, så du skal være alene med børnene og gøre dem klar. Det er noget lort, hvordan løser vi det her?"

Arh men slap nu af altså! Jeg kiggede bare på ham og sagde: "Hvorfor i alverden er det et kæmpe problem? Vi smører da bare madpakker aftenen inden og lægger tøj frem, så er det da ikke noget problem!"

Jeg forstår ikke hvorfor folk hele tiden synes det er synd for mig eller et problem for mig at skulle være alene med mine børn. Jeg brokker mig aldrig over den alenetid, faktisk synes jeg nogen gange det er nemmere når vi bare er os tre, så vi kan gøre det efter de faste rutiner vi tre har skabt. Og jeg har generelt styr på tingene som mor, så jeg synes altså ikke jeg udstråler at jeg har brug for ekstra hjælp og ikke kan håndtere det = synd for mig.

Er jeg den eneste der oplever det? Jeg ved godt det bare er af venlighed det bliver sagt, for self. kan det være hårdt at stå alene med to børn under 3, men så er det altså heller ikke værre! Selvom det ikke er sagt i ond mening, begynder jeg faktisk på en måde at føle det sådan lidt nedværdigende når det bliver sagt så tit. Altså  jeg kommer til at føle, at de ikke tror jeg har styr på det, selvom jeg aldrig har givet udtryk for eller udstrålet anderledes.

Du har ret - det er ikke synd for dig  Ja, de siger det i god mening, og næste gang det bliver sagt, så spørg dem lige "hvorfor"?  Det er dejligt at være sammen med sine børn, og det er faktisk mere synd for din mand, at han ikke oplever dem på samme måde som dig!  

Prøv at forklare ham hvad du lige har skrevet her, at du føler de tvivler på dine evner som mor, når det nu er så synd for dig  

Kan da lige uopfordret fortælle en lille historie herfra - min mand var ikke alene med sit barn de første 2,5 år, for han kunne ikke overskue det. Det printe ham mere end mig, for jeg var meget sammen med sønnen. Og lige inden sommerferien, brokkede jeg mig over at jeg ikke ville få så meget tid sammen med sønnen, når nu han skal i skole til 14.45. Responsen på det fra en anden mor var, at jeg skulle få klippet navnlestrengen. Det er åbenbart synd for mit barn, at jeg gerne vil være sammen med ham 

Så der er mennesker, det ikke ved hvad de går glip af 

nej  det  er  ikk  synd  for  dig, jeg  var  alene  med  min  søn  i  ca  20  timer  i  døgnet  da jeg  var  sammen  med  min  eks  

Jeg er sku altid alene med med mine unger 

Mig der generelt står for madpakkerne aften før, få dem op om morgen og kørt dem afsted. 

Hente dem igen om eftermiddagen.

derefter handle, lave mad.. 

Og enten omkring aftensmad eller senere da dukker manden min op 

Han arbejder meget skiftende tider i døgnet, så skal lige siges det ikke er hver evigt eneste dag han er hjemme om aften. 

Men jeg er en typisk Husmor, så sørger for hjemmet og børnene pt. 

Og der er INGEN der nogensinde har sagt til mig det er synd for mig at stå så meget alene. 

Vi har selv valgt børn og der skal jo tjenes penge ind hver månede  

Må være ærlig at sige det ikke er synd for dig når du nu har overskuddet. Men jeg synes faktisk det måske er synd for jeres børn. Som det lyder til på din beskrivelse bruger han måske 1-2 timer om dagen max med sine børn. Dvs de måske vokser op med det minde at far ikke var der, arbejdet var vigtigere. Det sker SÅ tit. Forældre har jobs hvor timerne er for lidt og for langt væk eller lign, og ungerne vokser op med en forældre der knap er til stede. Det er ikke krititk at jer, det var mere en konstatering af at det ofte er sådan børnene husker deres barndom....og forældre der fortryder de ikke var i deres børns liv mens de virkeligt havde brug for det.

- så er det i hvert fald mega synd for mig 

Min mands arbejdstider ligger altid fra 13-21 (mindst! - den kan også starte fra kl 11 og slutte kl 24 ) dvs jeg står for hentning, aftensmad og putning de dage han er på arbejde.

han arbejder lør-man (9 mdr om året) plus to eller tre andre hverdage, så jeg skal praktisk talt altid alene til familiesammenkomster og lignende...

men sådan er det bare! Har i hvert fald ikke ondt af mig selv, men kan da godt mærke at andre synes det er et mærkeligt familieliv...e

MariaE skriver:

Må være ærlig at sige det ikke er synd for dig når du nu har overskuddet. Men jeg synes faktisk det måske er synd for jeres børn. Som det lyder til på din beskrivelse bruger han måske 1-2 timer om dagen max med sine børn. Dvs de måske vokser op med det minde at far ikke var der, arbejdet var vigtigere. Det sker SÅ tit. Forældre har jobs hvor timerne er for lidt og for langt væk eller lign, og ungerne vokser op med en forældre der knap er til stede. Det er ikke krititk at jer, det var mere en konstatering af at det ofte er sådan børnene husker deres barndom....og forældre der fortryder de ikke var i deres børns liv mens de virkeligt havde brug for det.

Ja, det kan man sige, og jeg ville da også ønske, at han var mere hjemme og på. Men vi er bare meget forskellige af natur. Han er karrieremenneske, og jeg er familiemenneske. Man mærker helt sikkert på dem, at det er mors pige og mors dreng, og at det er mig de opsøger, når de er trætte, kede af det osv. Det kan godt ærgre mig nogen gange, men jeg kan ikke ændre på min mands personlighed. Han har nogle andre værdier, nok også pga. det forbillede han er vokset op med. Hans far arbejdede også meget, og var tit væk mange dage af gangen fordi han i nogle perioder arbejdede på sjælland, men boede i Jylland. Han er lige så meget vant til, at det er moren der er MOR. Hvor meget jeg end vil, er det ikke rigtig noget jeg kan ændre på.

Men det er da helt sikkert et af vores store problemer i vores familie. At det er tydeligt han prioriterer sig selv meget højt, og jeg må sætte mig selv i sidste række. Han ville fx heller aldrig give et af børnene en fridag, hvis han kunne mærke de havde en off-dag og trængte til at blive hjemme. Det gør jeg til gengæld.

Men så trøster jeg mig med tanken om, at jeg er en god mor, så de får en masse godt af mig, og i øvrigt også har et nært forhold til alle deres bedsteforældre og faster/onkel Og det skal heller ikke forståes sådan, at de ikke gider deres far. Det gør de - Han kan lege på en måde, som jeg ikke er god til. Det nyder de godt af  

LinLin skriver:

- så er det i hvert fald mega synd for mig 

Min mands arbejdstider ligger altid fra 13-21 (mindst! - den kan også starte fra kl 11 og slutte kl 24 ) dvs jeg står for hentning, aftensmad og putning de dage han er på arbejde.

han arbejder lør-man (9 mdr om året) plus to eller tre andre hverdage, så jeg skal praktisk talt altid alene til familiesammenkomster og lignende...

men sådan er det bare! Har i hvert fald ikke ondt af mig selv, men kan da godt mærke at andre synes det er et mærkeligt familieliv...e

Det er nemlig dét, man kan godt mærke andre synes det er en lidt spøjs måde at være familie på. Personligt kan jeg godt misunde dem, hvor faren bare er super meget FARMAND, men jeg synes ikke det er synd for mig på den måde. Vi hygger os jo, ungerne og jeg, og har nogle gode rutiner. 

Bshizzle skriver:

Jeg er sku altid alene med med mine unger 

Mig der generelt står for madpakkerne aften før, få dem op om morgen og kørt dem afsted. 

Hente dem igen om eftermiddagen.

derefter handle, lave mad.. 

Og enten omkring aftensmad eller senere da dukker manden min op 

Han arbejder meget skiftende tider i døgnet, så skal lige siges det ikke er hver evigt eneste dag han er hjemme om aften. 

Men jeg er en typisk Husmor, så sørger for hjemmet og børnene pt. 

Og der er INGEN der nogensinde har sagt til mig det er synd for mig at stå så meget alene. 

Vi har selv valgt børn og der skal jo tjenes penge ind hver månede  

Det er nemlig også det jeg så tænker "Vi har selv valgt at få børn" og de er ikke en byrde! ikke dermed sagt, at jeg ikke har forståelse for dem der synes det er hårdt, det har jeg helt sikkert! Og jeg kan da også have dage, hvor det er hårdt, hvor de begge laver ballade hele tiden IMENS der er ulvetime og jeg forsøger at kaste noget aftensmad sammen. Men sådan generelt set trives vi tre rigtig fint sammen. De ved hvad de kan forvente af mig og omvendt, så nogen gange er det ligefrem forstyrrende hvis far er hjemme Men ja, for deres skyld kunne det da være rart han var mere hjemme end han er. 

Mettefpigen skriver:

nej  det  er  ikk  synd  for  dig, jeg  var  alene  med  min  søn  i  ca  20  timer  i  døgnet  da jeg  var  sammen  med  min  eks  

Jeg spørger nu heller ikke som sådan om det er synd for mig, for jeg giver ret klart udtryk for, at jeg IKKE synes det er synd for mig. Det jeg sådan stille en undren op over er at  andre synes det er synd, for det synes jeg nu altså er lidt spøjst Det går da fint, synes jeg.