Er der en der forgriber sig på mit barn?

Anonym skriver:

Jeg er forældre til en pige på 4 år.

 

Hun har fra hun var omkring 2 år vist nogle reaktioner som jeg har haft svært ved at forstå.

Hun har nemt til tårer og er lynhurtig til at lukke sig inde i sig selv - når dét sker er hun utrolig svær at nå indtil igen.

Nu er hun efterhånden blevet så stor at hun kan sætte nogle ord på det. 

Det seneste år har hun haft ondt i maven (men maven fejler ikke noget når man ser på afføringen - heller ingen allergi jf. lægeundersøgelser) hun får helt almindelig kost.

 

Mavepinen kommer næsten uden undtagelser i forbindelse med at hun har været på weekend hos far (10/4 ordning)
Det er dog sjældent hun opholder sig hos far de 4 dage - her er hun mere hos farmor/farfar fordi far ikke kan få det til at hænge sammen med at hente hende i børnehaven torsdag + fredag.

Efter hun havde været på sommerferie med far, farmor/farfar og resten af familien klagede hun igen over ondt i maven og var meget indelukket. Far fortalte da han afleverede hende hos mig at hun altså havde haft ble på det meste af tiden fordi hun bare lavede i bukserne hele tiden.

 

Snakker med min datter et par dage senere i en situation hvor hun har ondt i maven og er indlukket.

Fortæller hende at hvis man har ondt i maven kan det faktisk godt være fordi man er ked af det og så hjælper det at snakke med sin mor om det.

Efter lidt overvejelse hvor hun går lidt rundt om sig selv siger hun; det er bare fordi farfar leger en leg som jeg ikke kan lide at lege.

Spørger ind til hvad det er for en leg og hun fortæller at det er en hemmelig leg.

Fortæller hende at der ikke er nogle lege der er hemmelige hvis ikke man kan lide dem og spørger igen hvad det er for en leg.

Det er en gemmeleg. 

Nå da, hvordan leger man den leg?

Man skal finde sådan et dyr.

Hvad for nogle dyr er det?

Det er ikke mange dyr, bare ét dyr. Sådan en slange.

Så lukker hun sig igen inde i sig selv og jeg fortæller hende at jeg er glad for at hun fortæller mig hvorfor det gør ondt i maven.

Senere da jeg putter hende siger hun til mig at hun ikke har ondt i maven rigtig mere og at det hjalp at få snakket med mor.

 

Jeg er bekymret - måske ubegrundet.

 

Hun kom efterfølgende et par dage på ferie hos min mor og søster hvor hun på samme måde havde fortalt min søster at hun havde ondt i maven fordi farfar slog hende.

 

Igår måtte jeg sende hende på weekend hos hendes far - det glædede hun sig til. Men da far fortæller hende at de skal besøge farmor/farfar kan jeg se hun igen lukker sig inde og forsøger at være stærk "men så skal vi også hjem til dig bagefter, far" siger hun til ham.

 

Er der nogen der tænker det samme som jeg - jeg kan næsten ikke få ordene ud af min mund.

 Læste lige dit indlæg højt for min kæreste, og tudbrølede imens. Vi synes begge at det lyder som det du ikke kan sige højt. Det som enhver forældre frygter.

Synes du skal snakke med din eks om det. Din datter skal IKKE derhen igen! 

Hvis hun "bare" har set slangen.... Er det sandsynligvis, første skrit, til at hun skal røre slangen og blive rørt af slangen.

Jeg har selv været udsat for sådanne ting og jeg har derfor ALLE antenner ude!
Personligt, havde jeg fuldt min mavefornemmelse og ud fra det du skriver, var mit barn ikke kommet hos farfar (og ja det ville jeg faktisk forbyde far at gøre... Hva end jeg kan eller ej, rent juridisk)
Før alle tråde var redt ud...

Hun har åbnet op, men føler hun sig hørt, når hun stadig skal hjem til farfar?

Har læst et sted at det hjælper på børn hvis man beder dem tegne på et papir hvad der gør ondt i maven og ja som andre siger bruge en dukke til at forklare hvad der er problemet. hun har helt klart brug for at snakke om sine føleser, det kan gøre frygtelig ondt hvis de skal gå med den smerte og den forvirring inden i sig, snak med hende så hun kan fornemme at du faktisk lytter. 

Hvor er det dog forfærdeligt at høre om.
Puuhhhhh!

Jeg har arbejdet med incestramte børn og unge, og...det der kender jeg alt, alt for godt.

Jeg vil råde dig til at tage fat i BH og bede om en samtale med deres tilknyttede børnepsykolog, samt jeres læge.
Det handler om dit barn ikke familien, hvis du kan følge mig.
Og så må du følge rådene fra de professionelle.

Alt det bedste ønskes du og din lille pige.
Håber du vil følge lidt op på hvordan det går..for jeg sidder her med en kæmpe knude i maven og kan næsten ikke holde tanken ud.

Og har du brug for at snakke...så skriv!

Kærligst
Sussie

Får helt ondt af din datter og vil virkelig rose dig for din rolle som mor og måden du når ind til hende på. Som andre forslag du har fået, råder jeg dig også til at I sammen kan lege den leg hun snakker om, og evt tegne hende, farfar og slangen imens hun fortælle dig hvad der sker. Stol på din mavefornemmelse , . Du er din datters stemme nu! Inddrag BH og tag den derfra. Og ingen flere besøg hos farfar, ved godt at det kan blive et problem omkring det, men barnets tarv kommer altid altid altid først! Sådan er det bare

Det lyder ikke godt det der....

Under alle omstændigheder så er din datter ked af det og er ikke tryg og det skal du handle på-

Jeg havde taget fat i lægen og ikke eksen forst.

Lægen må kunne hjælpe dig videre .

Held og lykke til dig og især din lille datter der har vist dig tillid ved at fortælle dig hun går med noget 

Nu har jeg tygger på den... Og faktisk vil jeg mene du har svigtet din datters tillid..
1 ved at sende hende tilbage i løvens hule
2 ved at fortælle det til far.

Nu vil hun med stor sandsynlighed, blive udspurgt af far, som måske ikke tænker/handler, li så fornuftigt, som du (indtil nu) har gjort.. Fordi det er hans egen far...
Hun har vist dig en kæmpe tillid, ved bare at åbne den lille fli af posen op for dig. (Min mor handlede helt forkert og derfor endte jeg med flere grimme oplevelser og fik først åbnet op da jeg var 16 trods jeg var udsat for "ting" fra jeg var 3-5)
Jeg har virkelig ondt i maven over, at din stakkels pige er der

Jeg er nok lidt firkantet når det handler om det her emne
Men et barn på 4 finder altså ikke på sådanne historier og vi forældre er altså vores børns advokater.
I min optik, er man skyldig til det modsatte er bevist..
Og jeg vil hellere handle på min mavefornemmelse eller mit barns fantasi en gang for meget, end en gang for lidt.

Jeg ville snakke med far om det - min ex og jeg har ikke et godt forhold men fortalte jeg ham de ting ville han da tag det lige så alvorligt som mig - syns han har ret til at vide det.

 

Og ser nu du har sagt det - jeg ville tag snakken med ham igen - så han ved hvad du har tænkt dig at gøre

Eliza skriver:

Nu har jeg tygger på den... Og faktisk vil jeg mene du har svigtet din datters tillid..
1 ved at sende hende tilbage i løvens hule
2 ved at fortælle det til far.

Nu vil hun med stor sandsynlighed, blive udspurgt af far, som måske ikke tænker/handler, li så fornuftigt, som du (indtil nu) har gjort.. Fordi det er hans egen far...
Hun har vist dig en kæmpe tillid, ved bare at åbne den lille fli af posen op for dig. (Min mor handlede helt forkert og derfor endte jeg med flere grimme oplevelser og fik først åbnet op da jeg var 16 trods jeg var udsat for "ting" fra jeg var 3-5)
Jeg har virkelig ondt i maven over, at din stakkels pige er der

Jeg er nok lidt firkantet når det handler om det her emne
Men et barn på 4 finder altså ikke på sådanne historier og vi forældre er altså vores børns advokater.
I min optik, er man skyldig til det modsatte er bevist..
Og jeg vil hellere handle på min mavefornemmelse eller mit barns fantasi en gang for meget, end en gang for lidt.

Ja nu må du altså undskylde min tone - men jeg vil IKKE anklages for at svigte min datters tillid.

 

jeg har på INGEN måde informeret om at de skulle besøge farmor/farfar.

 

jeg forstår din besked ..

Har lige læst hele tråden...

Kan kun sige at du gør det rigtige..

med undtagelse af at far ved det, for hvis nu far godt ved der er noget galt men ikke ser det som et problem fordi han selv har været igennem det???

Min plejemor snakkede med min biologiske mors kæreste efter jeg havde fortalt hende at han havde stukket sin tunge ind i min mund... det resulterede bare i trusler om at mine plejeforældre kun havde mig fordi han tillod det og hvis jeg var uartig eller fortalte sådanne løgne igen så ville de sende mig tilbage til børnehjemmet...

jeg var dengang 5 år...

det var ikke løgn, men han var så manipulerende og jeg stoppede jo med at fortælle ting hjemme hos mine plejeforældre så de troede det måske bare var en misforståelse...

indtil den dag jeg brød sammen og skrev et langt brev til min biologiske mor (efter at være brudt sammen hos en veninde uden grund og hun fortalte det måske kunne hjælpe rent mentalt) som min plejemor fik lov at læse først inden jeg sendte det..

Min plejemor brød grædende sammen og gav mig det største kram og spurgte: "jamen hvorfor sagde du ikke noget?"... jeg kunne dengang ikke give hende et svar men idag ved jeg det var fordi hun faktisk brød min tillid ved at sige det videre til ham som forårsagede så meget smerte hos mig...

så kan kun sige lyt til din datter og skrig og råb op på hendes vegne så meget du kan...