Han slog mig......

Jeg må desværre skuffe dig kære TS, men vi er her for at komme med vores meninger. 

Mænd, som slår kvinder, ændrer sig ikke, bare fordi man truer med at forlade dem. Han vil nok komme til læge og psykolog, men efter noget tid - når han føler at "han har dig igen" - vil han droppe terapien fordi "han ikke har tid" og så er det bare spørgsmål om tid, hvornår der er noget der irriterer ham nok til at slå dig igen.  

Jeg synes at det er synd for din datter, at du vælger at blive hos ham for det kommer til at give ar på sjælen (taler af egen erfaring). Og selvom du bliver ved med at påstå at det er for hendes skyld du bliver hos ham, så lyder det altså til at du gør det for hans skyld. 

Jeg syns du skal genoverveje din beslutning om at blive hos ham, nu hvor du er kommet lidt væk fra ham. 

Jeg kan fortælle dig af egen erfaring, at jeg ville have ønsket at min mor havde forladt min far da jeg var barn, for så havde jeg ikke været vidne til mange ting. Jeg havde nok også haft større tillid til mænd idag, havde hun bare forladt ham... Men hun blev hos ham for min skyld. 

Jeg ville hellere have haft separerede forældre, der er to glade individer end at have to sure voksne i et hjem fyldt med angst og negativ stemning. 

Tænk på din datter. Hun skal ikke vokse op med ideen om at det er ok at far slår mor...

Vivienne skriver:

Jeg må desværre skuffe dig kære TS, men vi er her for at komme med vores meninger. 

Mænd, som slår kvinder, ændrer sig ikke, bare fordi man truer med at forlade dem. Han vil nok komme til læge og psykolog, men efter noget tid - når han føler at "han har dig igen" - vil han droppe terapien fordi "han ikke har tid" og så er det bare spørgsmål om tid, hvornår der er noget der irriterer ham nok til at slå dig igen.  

Jeg synes at det er synd for din datter, at du vælger at blive hos ham for det kommer til at give ar på sjælen (taler af egen erfaring). Og selvom du bliver ved med at påstå at det er for hendes skyld du bliver hos ham, så lyder det altså til at du gør det for hans skyld. 

Jeg syns du skal genoverveje din beslutning om at blive hos ham, nu hvor du er kommet lidt væk fra ham. 

Jeg kan fortælle dig af egen erfaring, at jeg ville have ønsket at min mor havde forladt min far da jeg var barn, for så havde jeg ikke været vidne til mange ting. Jeg havde nok også haft større tillid til mænd idag, havde hun bare forladt ham... Men hun blev hos ham for min skyld. 

Jeg ville hellere have haft separerede forældre, der er to glade individer end at have to sure voksne i et hjem fyldt med angst og negativ stemning. 

Tænk på din datter. Hun skal ikke vokse op med ideen om at det er ok at far slår mor...

Men det er da absolut ikke det samme som i ts tilfælde. De har været sammen i mange år og det er første gang det er sket  - så kunne det jo tyde på at der er noget galt og det ikke er en voldspsykopat der er tale om. 

 

Vivienne skriver:

Jeg må desværre skuffe dig kære TS, men vi er her for at komme med vores meninger. 

Mænd, som slår kvinder, ændrer sig ikke, bare fordi man truer med at forlade dem. Han vil nok komme til læge og psykolog, men efter noget tid - når han føler at "han har dig igen" - vil han droppe terapien fordi "han ikke har tid" og så er det bare spørgsmål om tid, hvornår der er noget der irriterer ham nok til at slå dig igen.  

Jeg synes at det er synd for din datter, at du vælger at blive hos ham for det kommer til at give ar på sjælen (taler af egen erfaring). Og selvom du bliver ved med at påstå at det er for hendes skyld du bliver hos ham, så lyder det altså til at du gør det for hans skyld. 

Jeg syns du skal genoverveje din beslutning om at blive hos ham, nu hvor du er kommet lidt væk fra ham. 

Jeg kan fortælle dig af egen erfaring, at jeg ville have ønsket at min mor havde forladt min far da jeg var barn, for så havde jeg ikke været vidne til mange ting. Jeg havde nok også haft større tillid til mænd idag, havde hun bare forladt ham... Men hun blev hos ham for min skyld. 

Jeg ville hellere have haft separerede forældre, der er to glade individer end at have to sure voksne i et hjem fyldt med angst og negativ stemning. 

Tænk på din datter. Hun skal ikke vokse op med ideen om at det er ok at far slår mor...

Jeg er uenig. Jeg slog min mand en gang. En gang. En lussing. Han trykkede på alle mine knapper, jeg var udkørt og træt og en dag blev han for meget. Men jeg har da aldrig gjort det siden. Så den med at mænd altid gør. Det er ikke rigtigt. Eller kvinder i mit tilfælde. Vi fik snakket om det og jeg fik snakket med en psykolog. En psykolog skal man jo ikke gå til hele sit liv hvis man er begyndt. Jeg gik et år og han gav mig nogle gode værktøjer som jeg stadig bruger. Så du generaliserer rimelig meget..

Vivienne skriver:

Jeg må desværre skuffe dig kære TS, men vi er her for at komme med vores meninger. 

Mænd, som slår kvinder, ændrer sig ikke, bare fordi man truer med at forlade dem. Han vil nok komme til læge og psykolog, men efter noget tid - når han føler at "han har dig igen" - vil han droppe terapien fordi "han ikke har tid" og så er det bare spørgsmål om tid, hvornår der er noget der irriterer ham nok til at slå dig igen.  

Jeg synes at det er synd for din datter, at du vælger at blive hos ham for det kommer til at give ar på sjælen (taler af egen erfaring). Og selvom du bliver ved med at påstå at det er for hendes skyld du bliver hos ham, så lyder det altså til at du gør det for hans skyld. 

Jeg syns du skal genoverveje din beslutning om at blive hos ham, nu hvor du er kommet lidt væk fra ham. 

Jeg kan fortælle dig af egen erfaring, at jeg ville have ønsket at min mor havde forladt min far da jeg var barn, for så havde jeg ikke været vidne til mange ting. Jeg havde nok også haft større tillid til mænd idag, havde hun bare forladt ham... Men hun blev hos ham for min skyld. 

Jeg ville hellere have haft separerede forældre, der er to glade individer end at have to sure voksne i et hjem fyldt med angst og negativ stemning. 

Tænk på din datter. Hun skal ikke vokse op med ideen om at det er ok at far slår mor...

Synes måske også du er lige generaliserende nok. Det er trist det du har været vidne til i din barndom, men fordi det var sådan i dit tilfælde, behøver det jo ikke være sådan i alle andre. Ts har været sammen med sin mand i mange år, og det er første gang det er sket, ikke at det så er okay, men mener bestemt ikke at det så er helt sikkert, at han fra nu af bare er en galning der helt sikkert vil slå igen.

Hej stakkels du.

Der er meget, MEGET stor forskel på, om man i en ultrapresset situation mister besindelsen og knalder en lussing, eller om man bevidst slår, truer og ydmyger. Det lyder umiddelbart som om, han fandt en vis tilfredsstillelse i at være truende overfor dig. Dette er ikke en okay måde at reagere på! Det er godt, du reagerer.

Det er meget usandsynligt, han mister retten til samvær med barnet, så du skal under ingen omstændigheder have ondt af ham på den konto! Desuden er det meget vigtigt, du siger klart fra med det samme, så han ved, han ikke bare kan behandle dig på den måde uden konsekvenser.

Jeg kan anbefale dig at kontakte Landsforeningen for Voldsramte Kvinder. De har en hjemmeside og er på Facebook. https://www.facebook.com/groups/114248725555/

Her kan du tale med andre i samme situation og få henvisninger til vejledere. Du skal ikke bagatellisere og tænke at du ikke er voldsramt. Du blev slået i en i forvejen svær situation, og det kan nemt udvikle sig. Det er både fysisk og psykisk vold, og du bliver nødt til at tage det seriøst. Også for barnets skyld.

Jeg håber meget på, du finder en løsning, du kan leve med. Og jeg føler med dig, det er som om hele verden vælter, når sådan noget sker. Du må gerne skrive til mig personligt, hvis du skulle få brug for det.

Mange hilsner BSB

mor:) skriver:

Men det er da absolut ikke det samme som i ts tilfælde. De har været sammen i mange år og det er første gang det er sket  - så kunne det jo tyde på at der er noget galt og det ikke er en voldspsykopat der er tale om. 

 

Mine forældre havde også været sammen en del år inden det skete første gang. Én han skal jo være første gang...

MysteriousAngel skriver:

Jeg er uenig. Jeg slog min mand en gang. En gang. En lussing. Han trykkede på alle mine knapper, jeg var udkørt og træt og en dag blev han for meget. Men jeg har da aldrig gjort det siden. Så den med at mænd altid gør. Det er ikke rigtigt. Eller kvinder i mit tilfælde. Vi fik snakket om det og jeg fik snakket med en psykolog. En psykolog skal man jo ikke gå til hele sit liv hvis man er begyndt. Jeg gik et år og han gav mig nogle gode værktøjer som jeg stadig bruger. Så du generaliserer rimelig meget..

Har du overhovedet læst hvordan voldsepisoden fandt sted?

Synes måske også du er lige generaliserende nok. Det er trist det du har været vidne til i din barndom, men fordi det var sådan i dit tilfælde, behøver det jo ikke være sådan i alle andre. Ts har været sammen med sin mand i mange år, og det er første gang det er sket, ikke at det så er okay, men mener bestemt ikke at det så er helt sikkert, at han fra nu af bare er en galning der helt sikkert vil slå igen.

Jeg gentager igen: mine forældre havde også været sammen i et par år inden det gik galt!

Det har ikke været min hensigt at generalisere, men blot at gøre hende opmærksom på, hvad det vil gøre ved hendes datter, hvis han vælger at være voldelig igen. 

Vivienne skriver:

Har du overhovedet læst hvordan voldsepisoden fandt sted?

Ja det har jeg. Synes ikke det ændrer ved min holdning.

Hvad med I holder op med at skændes og fokuserer på at hjælpe i stedet? Tråden er nok ikke oprettet for at I skal diskutere indbyrdes. I har givet udtryk for jeres meninger, så jeg synes I skal lade kvinden vurdere, hvad hun kan bruge i den givne situation, og hvad hun ikke kan. Så kan I tage den privat.