Han slog mig......

Modigt af dig at sige fra ven. Vold er aldrig acceptabel. Og jeg håber han erkender sit problem , hvilket han måske gjorde siden han fik det dårligt og blev ked. Jeg er dog af den overbevisning, at de mænd som vedkender deres problemer og evt får noget anger management, er der nogle som lærer ikke at ty til vold igen. Det er op til dig, hvad du finder bedst for dig og jeres barn. Mange kvinder ser bort fra det første slag og ender ofte med flere , og de håber altid på forandring, og har svært ved at gå. Men tager hatten af for at du handler på det, men samtidig ser jeg intet forkert i at du fortæller ham , at han omgående skal søge hjælp! Jeg tænker, I har været sammen i mange år, og dette slag du fik chokerede jer begge. Måske I kan løse det sammen, måske du har besluttet dig at stoppe det I har. Dog vil jeg råde dig til ikke at bo sammen med ham imens han får hjælp, hvis han beslutter sig for det, og du vælger at støtte ham i at blive et bedre menneske, for han skal forstå at du er gået og måske kun vender tilbage. Men uanset hvad, skal han have hjælp, så han ikke reagerer sådan igen over for nogen. Held og lykke med det hele ven

Anonym skriver:

Sidder grådkvalt i sofaen og ryster over det hele. 

Er i chok og skammer mig samtidig.

Min kæreste gennem en årrække valgte at slå mig under er skænderi, mens min datter på nogle måneder lå i sin lift og sov lige ved siden af mig. 

Vi har haft mange problemer siden vores datter blev født. Søvnløsheden og manglende energi, plus ingen tid til at spise og gå i bad, har taget hårdt på mig. Rigtigt hårdt. Har på fornemmelsen at det psykiske er helt skidt og at jeg er ved at udvikle en fødselsdepression. 

Idag har vi så skændtes hele eftermiddagen. Og jeg fortalte ham at det var på tide at vores datter og jeg flyttede, ellers blev jeg kørt helt ned psykisk. Han tog så til firmafodbold, og som sædvandligt sad jeg alene med vores datter (han laver noget foruden arbejde min 5 ud af ugens 7 dage). Blev lidt irriteret over at han ville ud og fulde sig og efterlod mig derhjemme, for vi måtte IKKE køre ud og kigge.

Da han kom hjem var han rigtig ked af vores skænderi, og vi blev enige om at have en hyggedag imorgen. Han spurgte om han måtte tage i byen og hygge med de andre og jeg svarede ja. 

Jeg lagde mig så til at sove, men så kommer den her døddrukne mand hjem, vækker mig bevidst, og skaber sig og larmer på trods af at jeg forklarer ham at han vækker vores datter. 

Til sidst bliver jeg gal og beder ham om at lade os være, og så slog han min hånd og mine ben.. Hårdt.. 

Jeg græd og rystede over det hele, men han fortsatte med at være truende. Var ekstremt bange. 

 

Imorgen skal jeg have pakket min datters og mine ting og så skal vi væk i en fart 

Selvom han er et dumt svin, så gør det ondt at han bliver frarøvet retten til at se hans datter hver dag. Men sådan noget skal hun IKKE vokse op i. Puha 

Er du kommet væk fra ham?

Update herfra. 

Da jeg var færdig med at pakke, så satte vi os med og snakkede.

Jeg fortalte ham at det her kunne 'ende' på to måder. Enten så ringede han til lægen mandag, så hans læge kan hjælpe ham med at få psykologhjælp (ikke kun pga dette, men også at han har været psykisk ustabil i en længere periode). Ud over dette skulle han også snakke om den her episode og forsøge at få noget hjælp til dette problem. Hvis han tog dette valg ville jeg gerne støtte ham og bakke ham op fra start til slut såfremt han ønskede det.

Eller også kunne han ignorere episoden, og så ville jeg flytte med vores datter. Og så måtte han nøjes med at besøge når han har tid (hvilket nok ville være 1-2 gange om ugen). 

Han valgte (selvfølgelig) det første. Men vi blev lige enige om at vi skulle have nogle dage hver for sig, så min datter og jeg tog hen til noget familie. Og har snakket med en veninde om episoden så jeg ikke skulle brænde inde med det.

Jeg er stadig både såret og rasende. Men han har brug for hjælp, og for min datters skyld vil jeg støtte ham hele vejen - medmindre der kommer tilbagegang frem for fremskridt. 

Min datter fortjener en far, der kan styre sit temperament. Og tror han lærer det bedst hvis han har støtte herfra.

tak for jeres søde beskeder og omsorg 

Syntes det er imponerende at du gir det en chance.. 

Gør du det kun for din datter's skyld eller tænker du på dig selv her?! 

Jeg havde nok bedt ham om at gå i behandling som du har bedt ham om.. 

Og ikke gået tilbage (kun min mening)! 

Jeg ville ikke finde mig i at leve med en mand som én gang har lagt en hånd på mig!! 

Dette vil være et sår i livet som er svært at 'rense'. 

Men.. Du skal jo gøre hvad du selv føler. 

Husk bare at tænk på dig selv OG din datter!  

Bshizzle skriver:

Syntes det er imponerende at du gir det en chance.. 

Gør du det kun for din datter's skyld eller tænker du på dig selv her?! 

Jeg havde nok bedt ham om at gå i behandling som du har bedt ham om.. 

Og ikke gået tilbage (kun min mening)! 

Jeg ville ikke finde mig i at leve med en mand som én gang har lagt en hånd på mig!! 

Dette vil være et sår i livet som er svært at 'rense'. 

Men.. Du skal jo gøre hvad du selv føler. 

Husk bare at tænk på dig selv OG din datter!  

Jeg tænker udelukkende på min datter i denne situation. Det kan måske lyde mærkeligt. Men jeg ved at hvis jeg frarøver ham hende i hans hverdag, så får han det værre psykisk. Og så kommer han ikke til at få det bedre, og det er bestemt ikke godt for min datter at hendes far ikke får løst sit problem.

Jeg er der udelukkende for ham som støtte til at få det bedre, ikke som partner/kæreste. Og det er kun fordi jeg tror at det vil være en ulempe for hans kommende behandling hvis jeg tager vores datter og lukker helt af for ham. Men jeg stiller også krav om forbedring. 

Anonym skriver:

Update herfra. 

Da jeg var færdig med at pakke, så satte vi os med og snakkede.

Jeg fortalte ham at det her kunne 'ende' på to måder. Enten så ringede han til lægen mandag, så hans læge kan hjælpe ham med at få psykologhjælp (ikke kun pga dette, men også at han har været psykisk ustabil i en længere periode). Ud over dette skulle han også snakke om den her episode og forsøge at få noget hjælp til dette problem. Hvis han tog dette valg ville jeg gerne støtte ham og bakke ham op fra start til slut såfremt han ønskede det.

Eller også kunne han ignorere episoden, og så ville jeg flytte med vores datter. Og så måtte han nøjes med at besøge når han har tid (hvilket nok ville være 1-2 gange om ugen). 

Han valgte (selvfølgelig) det første. Men vi blev lige enige om at vi skulle have nogle dage hver for sig, så min datter og jeg tog hen til noget familie. Og har snakket med en veninde om episoden så jeg ikke skulle brænde inde med det.

Jeg er stadig både såret og rasende. Men han har brug for hjælp, og for min datters skyld vil jeg støtte ham hele vejen - medmindre der kommer tilbagegang frem for fremskridt. 

Min datter fortjener en far, der kan styre sit temperament. Og tror han lærer det bedst hvis han har støtte herfra.

 

tak for jeres søde beskeder og omsorg 

Håber I finder ud af det. Jeg synes du har handlet flot. Rigtig meget held og lykke. 

Anonym skriver:

Jeg tænker udelukkende på min datter i denne situation. Det kan måske lyde mærkeligt. Men jeg ved at hvis jeg frarøver ham hende i hans hverdag, så får han det værre psykisk. Og så kommer han ikke til at få det bedre, og det er bestemt ikke godt for min datter at hendes far ikke får løst sit problem.

Jeg er der udelukkende for ham som støtte til at få det bedre, ikke som partner/kæreste. Og det er kun fordi jeg tror at det vil være en ulempe for hans kommende behandling hvis jeg tager vores datter og lukker helt af for ham. Men jeg stiller også krav om forbedring. 

Men...bliver du så hos ham???

Anonym skriver:

Update herfra. 

Da jeg var færdig med at pakke, så satte vi os med og snakkede.

Jeg fortalte ham at det her kunne 'ende' på to måder. Enten så ringede han til lægen mandag, så hans læge kan hjælpe ham med at få psykologhjælp (ikke kun pga dette, men også at han har været psykisk ustabil i en længere periode). Ud over dette skulle han også snakke om den her episode og forsøge at få noget hjælp til dette problem. Hvis han tog dette valg ville jeg gerne støtte ham og bakke ham op fra start til slut såfremt han ønskede det.

Eller også kunne han ignorere episoden, og så ville jeg flytte med vores datter. Og så måtte han nøjes med at besøge når han har tid (hvilket nok ville være 1-2 gange om ugen). 

Han valgte (selvfølgelig) det første. Men vi blev lige enige om at vi skulle have nogle dage hver for sig, så min datter og jeg tog hen til noget familie. Og har snakket med en veninde om episoden så jeg ikke skulle brænde inde med det.

Jeg er stadig både såret og rasende. Men han har brug for hjælp, og for min datters skyld vil jeg støtte ham hele vejen - medmindre der kommer tilbagegang frem for fremskridt. 

Min datter fortjener en far, der kan styre sit temperament. Og tror han lærer det bedst hvis han har støtte herfra.

 

tak for jeres søde beskeder og omsorg 

Kære du 

Hvor er det super godt gået, at du har besluttet dig for at flytte - indtil jeg læste din update! 

Ingen, INGEN fortjener at blive slået, hverken mand eller kvinde. Hvis du bliver, så SKAL du sørge for at han får hjælp. Ikke noget med "jamen jeg skal nok lade være, bare jeg ingen behandling får" - slår han én gang til, så er det VÆK i en fart! Ikke nogen undskyldninger, for kan man slå én gang, så kan man slå igen.

Jeg har været der... Godt nok ikke med børn. Jeg slap med et brækket haleben + trykkede ribben (hvilket også var nok). 

Jeg kan læse at du gør det for din datter - men tænk nu godt over, hvis han gør det igen. Husk at tænk på dig selv også - din datter har brug for sin mor 

Anonym skriver:

Jeg tænker udelukkende på min datter i denne situation. Det kan måske lyde mærkeligt. Men jeg ved at hvis jeg frarøver ham hende i hans hverdag, så får han det værre psykisk. Og så kommer han ikke til at få det bedre, og det er bestemt ikke godt for min datter at hendes far ikke får løst sit problem.

Jeg er der udelukkende for ham som støtte til at få det bedre, ikke som partner/kæreste. Og det er kun fordi jeg tror at det vil være en ulempe for hans kommende behandling hvis jeg tager vores datter og lukker helt af for ham. Men jeg stiller også krav om forbedring. 

Så må jeg skuffe dig.. For hvad jeg kan læse mig frem til så gør du det KUN pga barnets Far!  

Det vil ikke gavne jeres datter at se sin Far så ustabil og slet ikke en Mor der må gå med frygten for om 'han mon slår igen'! 

Jeg ville give ham en 'kold tyrker' og ta væk fra ham og lade ham selv styre hans problemer. 

Nu har du jo lagt kortene på bordet og sagt dette holder hverken du eller jeres datter til!. 

Clisolka skriver:

Kære du 

Hvor er det super godt gået, at du har besluttet dig for at flytte - indtil jeg læste din update! 

Ingen, INGEN fortjener at blive slået, hverken mand eller kvinde. Hvis du bliver, så SKAL du sørge for at han får hjælp. Ikke noget med "jamen jeg skal nok lade være, bare jeg ingen behandling får" - slår han én gang til, så er det VÆK i en fart! Ikke nogen undskyldninger, for kan man slå én gang, så kan man slå igen.

Jeg har været der... Godt nok ikke med børn. Jeg slap med et brækket haleben + trykkede ribben (hvilket også var nok). 

Jeg kan læse at du gør det for din datter - men tænk nu godt over, hvis han gør det igen. Husk at tænk på dig selv også - din datter har brug for sin mor 

Han kontaktede lægen i mandags og skal derhen imorgen. Så han har taget første skridt til at komme i behandling.

Som du selv siger, det der med at sige "jeg skal nok lade være" er lige til at lukke op og sk*** i. Men han har også accepteret at han skal have behandling.

Dog synes jeg at det er tid til at smutte hvis han på nogen måde virker truende i fremtiden. For alene det er i mine øjne et tegn på at hjælpen ikke virker, og hvis det ikke virker har vi, min datter og jeg, intet at gøre her. 

Puha det lyder ikke rart. Håber du er ok nu. 

Det et ved jeg godt. Derfor får han også kun én chance. Og hvis der bare er den mindste truende adfærd så jeg ikke føler mig sikker, så er vi smuttet. Hun bliver jo kun ældre, så der skal styr på tingene før hun begynder at opfatte hvad der sker.