Jeg bliver så frustreret over, at min kæreste stadig ikke kan finde ud af at tænke sig om, men opfører sig som en helt nybagt far med nedsat hjernekapacitet. Og da vi både har en stor og en lille har han efterhånden haft farrollen i en pæn håndfuld år.
Alligevel kan han åbenbart stadig ikke tænke selv.
Han puttede den lille i aftes, jeg var ikke hjemme, så jeg så ikke hvordan. Der er virkelig varmt herhjemme, og vi kan ikke have åbne vinduer, fordi der så ikke er mørklagt nok. Vores børn vågner kl. 3 og nægter at sove videre, hvis der ikke er helt mørkt om natten.
Men det er ikke det store problem, hvis man tænker over hvordan man putter børnene og i hvor meget tøj.
Den lille har så været vågen flere gange i nat og været ked, hvor min kæreste har været inde hos ham, imens jeg har taget mig af den store, som vågnede et par gange med mareridt efter en indtryksfuld dag. En af gangene måtte jeg foreslå for min kæreste, at den lille nok var tørstig, så han skulle tage vand ind. Den lille drak en kæmpe kop vand - det kunne min kæreste ikke selv tænke sig til.
Omkring kl. 5.40 vågner den lille igen og græder rigtig meget. Min kæreste går der ind, men den lille græder endnu mere, så jeg går efter. Min kæreste er så ved at forsøge at få ham til at sove ved at putte dynebetrækket han sover mere godt nedom vores søn. Jeg tager over, og da jeg rører vores søn er han gennemblødt af sved. Jeg tager ham op og ser, at min kæreste har puttet ham i en langærmet body!! I en langærmet body i et VARMT rum, og så stopper han også dynebetrækket godt ned om ham!
Så tror da fanden vores søn er ked af det 
Hvor svært kan det være at regne ud, at han kun skal sove i ble og ingen dyne, når der er så varmt!? Jeg forstår ikke han ikke selv kan tænke så langt!! Jeg tog den lille op, body af, og puttede ham i barnevognen på altanen med sin dyne, så han nu sover trygt ude i den kølige luft ved en normal kropstemperatur.
I mens jeg var ved at tage mig af vores søn, vågner vores datter så. Min kæreste kan udmærket godt høre det, men gider ikke rejse sig fra sengen og gøre noget ved det. "Dyne på, dyne på!" hører jeg vores datter kalde insisterende. Min kæreste reagerer ikke. "Moooar, mooooar!" kalder hun, og jeg prøver at tankeoverføre til min kæreste han skal tage sig af det for at den lille ikke vågner helt op, imens jeg putter ham i barnevognen, men nej. Min kæreste gør intet, så den store ender med at løbe ind til mig og forstyrre hele processen. Jeg nåede heldigvis at få vores søn til at sove, men det var da ikke takke være min kæreste!
Så her sidder jeg i stuen. Det er min kærestes sove-længe-dag, så self. er han pisse hamrende ligeglad. Vågen siden 5.30, et barn sovende på altanen, et andet foran fjernsynet, og mig total ulmende af vrede, fordi min kæreste endnu en gang har skuffet ved hans manglende evne til at tænke sig om, og sin manglende evne til at være et stort nok menneske til at hjælpe, frem for bare at tænke på, at han hellere vil ligge i sin seng og slappe af! (Her tænker jeg på den situation hvor vores datter kommer og forstyrre putningen af vores søn).
